Øget industrialisering og stigende befolkningstal er ikke nødvendigvis en hindring for et bedre miljø. Frank Antonsen forklarer hvorfor det alligevel forholder sig sådan under kapitalismen

 

Efterhånden som iltsvind, overfiskeri, forurening af grundvandet, kogalskab, salmonella o.lign. bliver nævnt oftere og oftere i medierne, er det naturligt at stille spørgsmålet, om miljøet sætter grænser for den økonomiske vækst.

En tidligere økonom ved Verdensbanken, Herman E. Daly, har stillet sig selv netop det spørgsmål i en årrække, og på dansk er hans tanker senest udkomet i bogen Efter væksten – Den bæredygtige udviklings økonomi. Som det fremgår af titlen, mener Daly, at det økonomiske system er underlagt det økologiske system og at de økonomiske teorier derfor må tage højde for miljøet. Faktisk var det spørgsmålet om økonomiens forhold til økologien, der fik ham til at forlade Verdensbanken i sin tid.

Daly er oprigtigt bekymret for verdens tilstand og hans bog indeholder mange interessante pointer, desværre er der også en del mangler. For eksempel indrømmer han blankt, at markedet ikke kan skabe lighed – det må gøres gennem politisk omfordeling af værdierne – men alligevel mener han, at markedet er nødvendigt for at sørge for den mest effektive fordeling af ressourcerne. Han forklarer ikke, hvordan dette skulle ske. Derimod går han ind i en lang diskussion af hvor mangelfuld den gængse definition af økonomisk vækst er (dvs. vækst i det samlede bruttonationalprodukt, BNP), og foreslår i stedet en anden måde at regne BNP og vækst ud på, således at miljøfaktorer regnes med. For eksempel skal forbrug af ressourcer såsom olie og mineraler, der ikke kan fornys, ikke regnes som positivt. I sidste instans ender han således med en anmodning til økonomer, politikere og erhvervsfolk om at foretage en holdningsændring. Faktisk bærer bogens sidste del titlen "Etik, religion og bæredygtig udvikling."

Men misbruget af miljøet, forureningen og forringelsen af fødevarerne kan ikke fjernes ved at bede kapitalisterne opføre sig lidt bedre. Det er ikke et spørgsmål om moral. Det er selve markedets natur, og derfor også kapitalismens, der fører til miljøforurening osv.

Tag nu for eksempel landbruget. Ved at produktionen "kapitaliseres", dvs. går fra at være produktion med henblik på behovstilfredsstillelse og til at være produktion med salg, profit, for øje, bliver landbruget underlagt konkurrencen.

Produktion til eksport fører til øget afhængighed af få afgrøder. For at producere mest muligt profit, dyrkes færre og færre afgrøder på større og større arealer – i stedet for at have fx en hvede- og en havremark, får man i stedet en stor hvedemark. Det alene har flere uheldige bivirkninger. For det første er en stor mark med kun én slags afgrøde, monokultur, særligt sårbar overfor sygdomme. For det andet bliver lokalsamfundet mere afhængigt af priserne på verdensmarkedet, fx er det katastrofalt for mange lande i Centralafrika, hvis kaffepriserne falder. For det tredje fører det til øget afhængighed af trafik, og derved af olie.

Konkurrencen tvinger producenterne til at forsøge at producere mere og mere. I industrien er det denne tendens, der fører til kapitalismens periodiske økonomiske kriser som senest i Sydøstasien. I landbruget har det også økologiske bivirkninger.

Den årlige rapport fra Worldwatch Institute, Verdens tilstand, indeholder flere eksempler. Saudi-Arabien gik som følge af olieblokaden i 1970erne over til at producere hvede og byg, først for at blive selvforsynende, siden med henblik på eksport. Det betød, at produktionen steg fra de oprindelige ca. 260.000 tons i 1980 til næsten 5 mio. tons i 1994. Overproduktionen medførte et overforbrug af vand, og på to år faldt produktionen til under det halve. I Kasakhstan i det tidligere Sovjet, der før var storproducent af korn, er produktionen nu faldet støt i mange år som følge af jorderosion. Filippinerne og Malaysia var tidligere netto-eksportører af træ, men er i dag netto-importører. Grønland var tidligere afhængig af torskefiskeri, men overforbrug har ført til mangel på torsk, og nu senest også på rejer.

Den tendens til overproduktion som Marx forklarede lå indbygget i kapitalismen leder, når det drejer sig om landbrug, fiskeri og skovdrift, til overforbrug med efterfølgende økologisk krise. Som Marx skriver i Kapitalen: "Moralen er den... at det kapitalistiske system strider imod rationelt landbrug, dvs. at rationelt landbrug er uforeneligt med det kapitalistiske system (selv om dette fremmer landbrugets tekniske udvikling) ..."

Det er det, der gør, at lige meget, hvor meget man end påkalder sig kapi-talisternes gode vilje og lige gyldigt, hvor meget, man forsøger at regulere kapitalismen, så vil konkurrencen føre til økologiske kriser. Derfor er det rigtigt, når Daly påpeger, at økosystemet sætter grænser for økonomiens vækst lige gyldigt, hvor meget man end regulerer markedet. Men man kan ikke deraf slutte, at der ville være tilsvarende grænser indenfor andre økonomiske systemer.

Der er selvfølgelig nogle absolutte grænser givet af Jordens størrelse: der er kun plads til så og så mange mennesker, der er kun så og så meget olie osv. Men hvor tæt på disse grænser er vi egentlig?

Vi er i dag mellem 5 og 6 milliarder mennesker her på kloden, et forsigtigt skøn, foretaget af FN, er dog, at vi kan brødføde mindst 10 mia. Så det er ikke befolkningens størrelse, der er et stort problem – fattigdom og hungersnød skyldes ikke så meget mangel på fødevarer, som det skyldes en forkert fordeling af de eksisterende produkter.

Ideen om, at der er overbefolkningen, der er skyld i hungersnød er gammel, og går tilbage til i hvert fald den engelske filosof Malthus. Han mente, der altid ville være flere mennesker, end der kunne brødfødes, hvorfor nogle var dømt til at leve i nød. Det er også et argument, som både Daly og Lester R. Brown fra Worldwatch Institute tager til sig, og det selvom, det beviseligt er forkert. Eftersom de ikke ser, at det er selve kapitalismen, der er årsag til hungersnød o.lign., er den eneste grund de kan få øje på netop befolkningen. Det er da også rigtigt, som fx Daly påpeger, at det især er fattige, der får mange børn. Men som han også selv er inde på skyldes det i høj grad mangel på uddannelse og manglende adgang til prævention. Han citerer selv undersøgelser fra Brasilien, som viser, at de fattige kvinder føde flere børn end de selv ønsker. Samtidigt er befolkningstallet faktisk stabiliseret i både Vesteuropa og Japan.

Europa var det sted i verden hvor befolkningstallet, for første gang i verdenshistorien, blev stabiliseret. Det, der kendetegner Europa frem for de andre kontinenter er netop det høje uddannelsesniveau for kvinder samt, at kvinder har en højere grad af økonomisk uafhængighed. Generelt gælder det, at jo længere en kvinde går i skole, desto senere føder hun børn, og jo bedre stillet hun er, desto færre børn føder hun.

Rapporten Verdens tilstand 1998 opsummerer det på denne måde: "I kampen for at nedbringe befolkningsvæksten ser det ud til at adgang til familieplanlægningsydelser, solid regeringsstyring og forbedring af de sociale forhold er væsentligere end vækst i økonomien."

FN skønner, at det ville koste mellem 17 og 22 mia. dollars hvert år indtil 2015 for at gennemføre dette program. Det er mindre end hvad hele verdens militær tilsammen bruger på blot fjorten dage. Igen ses det tydeligt, at det er et spørgsmål om fordeling. "Befolkningsbomben" kan demonteres hvis der er vilje til det.

De fleste økologer deler sig i to lejre. Den ene lejr, "økoreformisterne", går ind for at forbedre miljøet indenfor kapitalismens rammer, som fx både Daly og Worldwatch Institute. De har intet perspektiv for et fundamentalt anderledes samfund. Tværtimod, Lester R. Brown skriver fx "Folk som pludselig ikke kunne købe fødevarer nok til at holde deres familie i live, ville lægge ansvaret på regeringen. De ville sandsynligvis gå på gaden og fremkalde en hidtil uset politisk ustabilitet... Denne politiske ustabilitet kunne påvirke det økonomiske fremskridt. Dette ville derpå kunne påvirke de multinationale selskabers indtjening ..."

Deres "løsning" består i grønne afgifter og ændringer af skatterne. Men den slags rammer altid de lavest lønnede hårdest, og kan højst være lappeløsninger eftersom de ikke fjerne kilden til alle problemerne: konkurrencen.

Den anden lejr, man kunne kalde dem "de økologiske utopister", drømmer sig tilbage til en tid før kapitalismen. Deres "løsning" består i småbrug, flytning af befolkningen fra byerne tilbage til landet og oprettelse af mønstersamfund, der skal tjene som eksempel til resten af verden. Men for det første kan man ikke forbedre verden ved blot at oprette små idealsamfund, og i alle tilfælde vil et sådant før-kapitalistisk samfund ikke kunne sikre en ordentlig velstand og sundhed.

En generel forbedring af velstanden vil tværtimod nødvendiggøre en stigende industrialisering. Men dette behøver ikke føre til et større pres på økosystemet.

Ifølge Verdens tilstand 1998 kan genbrug sænke energiforbruget med op til 60 pct. Der er derfor rigeligt plads til en øget industrialisering uden at øge energiforbruget væsentligt. Især er det muligt at mindske forbruget af olie og i stedet satse på vedvarende energi. Rapporten nævner fx at, der findes en vindmøllepark i Californien, der er i stand til at dække hele San Fransiscos boligelektricitetsbehov. Det amerikanske energiministerium vurderer ovenikøbet, at de tre mest vindrige stater, North og South Dakota samt Texas, potentielt ville kunne dække hele USA's elektricitetsbehov.

Vindkraft er i dag verdens hurtigst voksende energikilde. I 1990 produceredes lige under 2000 megawatt ved hjælp af vindkraft, dette vil være vokset til knap 8000 megawatt ved årtusindeskiftet.

En anden vigtig alternativ energikilde er solenergi. Den japanske regering har offentliggjort planer om at installere solelektrisk tagdækningsmateriale, der kan udvinde 4.600 megawatt inden år 2010.

En omlægning til alternativ energi kan også, sammen med øget kollektiv trafik, modvirke den begyndende drivhuseffekt og dertil hørende globale opvarmning – de 13 varmeste år siden registreringerne begyndte i 1866 er alle faldet efter 1979, de fire allervarmeste efter 1990.

Kapitalismen er kilden til fremmedgørelse, ulighed og, som vi har set, også ødelæggelsen af miljøet. Løsningen på disse problemer ligger i at opretholde en optimistisk tro på, at kapitalismen kan overvindes af menneskers beslutsomme indsats – ikke i at fremsætte pessimistiske dommedagsprofetier.

 

Litteratur:
Herman E. Daly: Efter væksten – Den bæredygtige udviklings økonomi, Forlaget Hovedland, 1997.
Lester R. Brown m.fl.: Verdens tilstand 1998, Munksgaard/Rosinante, 1998.