Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Revy

Nr. 4 – Maj 1998 – side 16

Halvfemsernes nye moralbølge

Tom Christiansen

Det er næsten blevet et mantra blandt politikere og andre pinger at sige, at pligter kommer før rettigheder, og at vi har brug for etiske og moralske værdier. Tom Christiansen analyserer, hvor disse ideer – kommunitarismen – stammer fra, og om de kan bruges til at skabe et bedre samfund

Fra politikere, mediefolk, forfattere, kunstnere og eksperterne fra universiteterne – kort sagt de såkaldte professionelle meningsdannere – lyder et efterhånden enslydende krav om, at en moral og fælles etiske værdier må erstatte de rå markedskræfter, og at den enkelte borger må føle et større ansvar for samfundet.

Fra økonomer som fx den tidligere overvismand Karsten Laursen efterlyses, at økonomi kommer til at handle om andet end de matematiske økonomiske modeller, som især liberalistiske økonomer opererer med. Modellerne forudsætter nemlig, at alle mennesker handler ud fra at få størst mulig nytte af sine penge. Men det passer ikke, skriver Karsten Laursen. I stedet spiller filosofiske og moralske spørgsmål en vigtigere rolle, når det gælder mennesker. Økonomerne burde derfor engagere sig holdningsmæssigt i samfundsmæssige problemer som miljø, arbejdsløshed og fattigdom. Mangemilliardæren og spekulanten George Soros er inde på noget af det samme, når han skriver:

“Et samfund har brug for fælles værdier. Og markedsværdier kan ikke tjene dette formål, fordi de udelukkende afspejler, hvad én markedsaktør er villig til at betale en anden i en fri udveksling af varer eller ydelser. Markedet reducerer alt, også mennesker (arbejdskraft) og naturen (jord), til handelsvarer. Vi kan således have en markedsøkonomi, men vi kan ikke have et markedssamfund. Ud over markeder skal samfundene have institutioner til at tjene sociale mål som politisk frihed eller social retfærdighed.” (Berlingske Tidende 27.12.97)

Som et tegn på, hvor stærkt kravet om etisk ansvarlighed i økonomien står, afholdt en af den herskende klasses organisationer, VL-grupperne, i januar en konference om formuleringen af en mere menneskelig kapitalisme. Selvom ingen arbejdsgivere nogensinde kunne drømme om at prioritere menneskelighed over overskuddet til aktionærerne, så viser det, at etisk korrekthed er et eftertragtet image.

Men kravet om etik og moral gør sig mindst ligeså stærkt gældende på det politiske og kulturelle område. Første fase i den for nyligt overståede valgkamp handlede om de såkaldte bløde værdier som familiepolitik og miljø. Kampagner mod ungdomskriminalitet handler ikke længere om at give de unge en mere meningsfuld fritid, men er blevet til et moralsk krav om, at forældrene gør mere for, at deres børn ikke færdes i kriminelle bander. Og en del steder har forældrene taget udfordringen op og dannet forældreværn, der patruljerer i gaderne om natten. Også på det sociale område lægges der pres på lokalsamfund for at opbygge frivillige sociale netværk, der kan løse de problemer, som det offentlige ikke længere har ressourcer til. På det kunstneriske område, er der flere kunstkritikere – blandt andet Leo Tandrup – der ønsker, at kunsten skal være opbyggelig og være med til at højne moralen i samfundet: “Der er brug for en kunst, der viser, at hvis man ikke gør noget for hinanden, så bliver man ødelagt,” udtaler han i et interview i Information (31.12.97). Slut med dekon-struktivismen, der prægede den forudgående post-modernismes periode.

 

Det er ikke vanskeligt at se, hvorfor det er en fremherskende tendens blandt politikere. De kan love forbedringer uden at bruge en eneste krone. For når alt kommer til alt, så er det jo den enkelte, der har et moralsk ansvar at leve op til – ikke den offentlige sektor. Når regeringen i valgkampen lover forbedringer af sygehussektoren, bliver det ikke fulgt op af flere penge, i stedet af et angreb på de ‘stive faggrænser’, som angiveligt forhindrer de ansatte i at arbejde effektivt. Derfor påhviler det sygehuspersonalet at overskride de faggrænser, som hidtil har været deres vigtigste værn for ikke at blive yderligere overbelastet.

Den nymoralske bølge stammer fra USA fra begyndelsen af 1990’erne under navnet ‘kommunitarisme’. Kommuni-tarismen har været den vigtigste ideologiske platform for både Bill Clintons valgkamp såvel som Tony Blairs i Storbritannien.

Et af kernepunkterne i kommunitarismen er, at den kræver fællesskaberne og den enkeltes forpligtigelse overfor fællesskaberne tilbage. Deraf betegnelsen kommunitarisme (community = fællesskab). Den er derfor først og fremmest en reaktion mod liberalismen og postmodernismen, der opløste ideen om fællesskaber i dyrkelsen af individualismen, og ikke så meget, som Ugebrevet Mandag Morgen påstår i en artikel fra februar, et opgør med ånden fra ‘68.

Perioden efter 1968 var præget af, at arbejderklassen svarede igen på den begyndende nedskæringspolitik med stor selvtillid. Kampaktiviteten steg overalt i den vestlige verden, og de gamle autoritære systemer kom under angreb, ligesom holdningen til kvinder og forskellige minoritetsgrupper blev ændret. I den forstand rystede ‘68-oprøret den gamle moralske orden i sin grundvold, og der har ifølge kommunitaristerne ikke været genetableret en ny siden. Men kommunitaristerne kan ikke påstå, at fællesskaberne var under opløsning efter ‘68. Tværtimod blev solidaritet og ansvaret for fællesskaber ikke bare formuleret abstrakt af det store flertal, men ud fra klasseholdninger. Det vil sige, at det var solidaritet og fællesskab i modsætning til nogle andre – den herskende klasse.

 

Det var den efterfølgende periode, der ideologisk erklærede krig mod fællesskaber. Den voksende arbejdsløshed og en række nederlag i vigtige arbejdskampe fra midten af 1970’erne tog selvtilliden ud af arbejderklassen. Den politiske scene blev fra slutningen af 1970’erne domineret af fortalerne for den frie markedsøkonomi, også kaldet neoklassikerne eller liberalisterne.

Deres ideer byggede på den klassiske britiske økonom og filosof Adam Smiths opfattelse af, at enkeltpersonernes stræben efter egen rigdom var til gavn for hele samfundet. Samfundet skulle derfor i egen interesse lægge så få bånd på enkeltindividernes aktivitet som overhovedet muligt.

Vore dages neoklassikere tog Adam Smith meget bogstaveligt. De mente ikke, at der gjaldt nogle almene moralske principper til at retlede den enkelte. Liberalisterne ligefrem pralede af, at deres ideologi ikke tog stilling til, hvad der var godt eller skidt, så længe at enkeltindividernes aktivitet ikke forhindrede andres frie udfoldelse eller krænkede ejendomsretten. Det er klart, at en sådan ideologi ikke indeholder plads til, at individer bliver forpligtiget overfor fællesskaber. En konkret udløber af denne ideologi var, da daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen skar store dele af den del af skattevæsenet væk, som skulle kontrollere erhvervslivet. Pyt være med, at erhvervslivet snød i skat. Det afgørende var, at de tjente så godt som muligt i hele samfundets interesse. Det var denne nedskæring af kontrollen, der åbnede banen for selskabstømning.

Arbejderklassens faldende selvtillid gav også plads til postmodernismen. Store dele af den venstrefløj, der var vokset op i begyndelsen af 1970’erne, blev desillusioneret, og rigtigt mange opgav marxismen. Især franske venstreintellektuelle forlod marxismen så højlydt, at de erklærede, at det i det hele taget ikke længere gav mening at søge efter teorier, der kunne forklare samfundsudviklingen overhovedet. De store fortællingers tid var forbi, som de formulerede det. Konsekvensen af den holdning var, at den ene forklaring kunne være lige så god som den anden, og ethvert forsøg på at overbevise en anden om sine holdninger var undertrykkende for dennes egen historie. Et værdisæt kunne være lige så godt som ethvert andet. Det postmodernistiske samfund indeholdt med andre ord ingen fælles moral eller et fælles etisk grundlag.

Det er denne individualisme og værdirelativisme der er målet for kommunitaristernes kritik af manglen på fællesskaber med fælles etik og moral. I den forstand er kommunitarismen positiv. Problemet opstår imidlertid, når indholdet af fællesskaber, etik og moral skal bestemmes. Kommunitarismen blev stiftet af akademikere i USA i begyndelsen af 1990’erne og var en reaktion på, hvad initiativtagerne opfattede som en stigende tendens til at kræve rettigheder uden at ville påtage sig pligter og på de gamle fællesskabers først og fremmest familiens opløsning. Kommunitaristernes svar var derfor at starte en bevægelse for moralsk oprustning – en bevægelse, der bl.a. blev støttet af Al Gore, der senere blev valgt som Clintons vicepræsident.

Essensen er, at familierne og skolerne skal opdrage deres børn bedre til at være med til at tage et ansvar for fællesskabet, hvad enten det er familien, lokalsamfundet eller nationen.

I modsætning til mange andre moralbevægelser hævder kommunitaristerne, at de trods deres krav om fælles værdier går ind for tolerance og pluralisme. De mener, at den moralske orden er en naturlig tilstand, der ind i mellem afbrydes af opløsning, hvorefter der dannes en ny orden. De ser derfor ikke etniske, religiøse eller seksuelle modsætninger som problemer, hvilket igen er positivt. Men de ender alligevel i en konservativ filosofi, fordi de slet ikke ser, at samfundet er klassedelt. De fokuserer derfor alene på det, de opfatter som selvisk optræden.

En af grundlæggerne af kommunitarismen, Amitai Etzioni, har bl.a. skrevet: “Arbejdere har brug for selvkontrol, så de kan holde sig til deres opgaver i stedet for at komme slentrende for sent på arbejde og udføre noget juks.”

Velfærdsstaten fører ifølge Etzioni til hjælpeløshed og afhængighedskultur. “Kommunitarismen skal erstatte velfærdssamfundets begreb om understøttelse – har du en gang betalt skat, tager staten sig af dig fra vugge til grav.”

 

Kommunitaristerne har også danske fortalere, selvom der er indbyrdes modsætninger mellem dem. Kresten Schultz Jørgensen, debatredaktør på Politiken er en af dem.

Han mener fx, at man skal stille krav til indvandrere om at acceptere sekulariseringen (dvs. adskillelsen mellem politik og religion), kønnenes ligeværd, ytringsfrihed og at lære dansk, hvis de skal have lov til at blive i Danmark. Kravet om kønnenes ligeværd lever det danske samfund bare ikke selv op til. Om lov og orden skriver han: “Det er således ikke længere acceptabelt, at vi prioriterer den enkelte kriminelles muligheder for rehabilitering højere end fællesskabets krav om at kunne leve i sikkerhed – og føle sig i sikkerhed. Dét betyder længere og mere konsekvent straf for f.eks. voldsforbrydelser ... hvis skoledrenge begår hærværk og voldskriminalitet, men er for unge til at modtage reel straf ... hvem har så ansvaret? Måske forældrene.”

Om de HIV-smittede skriver han: “... fællesskabet skal styrkes i bestræbelserne på at sikre, at AIDS-sygdommen ikke spredes – også selv om det går ud over de HIV-smittedes frihedsrettigheder.”

Selv om kommunitarismen er en reaktion på, at dens tilhængere ikke længere synes, at liberalismens grådighed og egoisme er tilstrækkeligt til at regulere samfundet, ender den selv med at være en reaktionær ideologi, hvis brod trods erklæringer om det modsatte er rettet mod arbejderklassen og minoritetsgrupper, som skal tvinges til at indordne sig under fællesskabets bedste. Problemet for kommunitaristerne er, at de forsøger at opstille fællesskaber, som i virkeligheden dækker over indre modsætninger, først og fremmest klassemodsætningerne. Hvad der god moral for den ene klasse i samfundet er undertrykkelse af en anden.

Leon Trotskij skrev i 1938 en artikel om “Deres moral og vores”. Heri argumenterer han mod moralister, som opstiller moralske principper for hele samfundet og i mange tilfælde for alle historiske samfund. Han skriver, at samfundets almene moralske principper udelukkende tjener den herskende klasses interesser:

“Den herskende klasse gennemtvinger sine egne formål i samfundet og vender det til at betragte alle gerninger, som står i modsætning til disse formål, som umoralske. Den forfølger ideen om den "størst mulige lykke" ikke for flertallet, men for et lille mindretal, der bliver stadigt færre. Et sådan regime kunne ikke have overlevet en uge ved brug af magt alene. Det har brug for moralens cement. Produktionen af denne cement har skabt et lag af professionelle, småborgerlige teoretikere og moralister.” (Their Morals and Ours, s. 20-21). Og når alt kommer til alt er den herskende klasse ikke selv i stand til at overholde selv de allermest generelle og tilsyneladende selvindlysende moralske principper – fx at man ikke må slå andre mennesker ihjel – når modsætningerne i klassekampen skærpes:

“Under ‘normale’ omstændigheder efterlever en 'normal' person buddet: "Du må ikke slå ihjel!" Men hvis man dræber en anden under særlige omstændigheder som selvforsvar, vil juryen frifinde vedkommende. Hvis en morder slår et offer ihjel, vil domstolene slå morderen ihjel. Nødvendigheden af såvel domstole som muligheden for selvforsvar udspringer af antagonistiske interesser. Hvad angår staten, så begrænser den sig i ‘fredelige’ tider til legale mord på enkeltpersoner. Men i krigstider vender den det almene bud om “Du må ikke slå ihjel!” helt på hovedet. Den mest ‘menneskelige’ regering, som i fredstider ‘afskyr’ krig, erklærer i krigstider, at det er dens militærs største pligt, at slå så mange som muligt ihjel.” (Their Morals and Ours s. 21-23).

Trotskij har også en klar analyse af, hvor den almene moral stammer fra, nemlig fra småborgerskabet, hvis væsenstræk er: “... fremmedgjorthed fra enhver stor historiske bevægelse, en hærdet konservativ mentalitet, selvtilfreds snæversyn og den mest primitive politiske fejhed.” (Their Morals and Ours, s. 15). Det, at de selv står udenfor de store konflikter først og fremmest hovedmodsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet, gør småborgerskabet, som i dag består mestendels af den meningsdannende middelklasse – mediefolk, eksperter fra de højere læreanstalter, kunstnere, forfattere osv. – i stand til at tænke i almene principper uden at tage højde for de reelle samfundskonflikter.

Socialister er gennem tiderne blevet beskyldt for at være uden moral og mene, at målet helliger midlet. Men intet kunne være mere forkert. De fleste socialisters engagement stammer fra, at dybtfølte etiske og moralske principper bliver overskredet dagligt under kapitalismen. Ikke af enkelte amoralske mennesker, men af den måde samfundet fungerer på, med undertrykkelse, ulighed, krig og miljøkatastrofer.

 

Men kendetegnende for marxismen tager vores moral ikke udgangspunkt i almene, generelle principper om, hvordan vi godt kunne tænke os, at samfundet fungerer, men hvordan samfundet fungerer i virkeligheden. Trotskij argumenterer for, at forholdet mellem mål og midler er dialektisk: “Et middel kan kun retfærdiggøres af målet. Men også målet selv må retfærdiggøres. Fra et marxistisk synspunkt, som udtrykker arbejderklassens historiske interesser, kan målet kun retfærdiggøres, hvis det fører til en forøgelse af menneskets magt over naturen og til afskaffelsen af en persons magt over en anden.” (Their Morals and Ours, s. 48).

Eftersom det kun kan ske gennem en socialistisk revolution, og eftersom arbejderklassen kun kan gennemføre en sådan revolution ved at stå sammen som klasse, kan vi med Trotskijs ord udlede, at den målestok, som handlinger skal måles med er, om de “forener det revolutionære proletariat, fylder deres hjerter med et uforsonlig had mod undertrykkelse, lærer dem afsky for den officielle moral, indgyder dem en bevidsthed om deres historiske rolle, øger deres mod og selvopofrelse i kampen...”

“Præcis deraf følger, at ikke alle midler er tilladte. Når vi siger, at målet retfærdiggør midlerne, er vores konklusion, at det store revolutionære mål udelukker midler og metoder, der spiller en del af arbejderklassen ud mod en anden, eller forsøger at gøre masserne lykkelige uden deres egen deltagelse, eller sænke massernes tro på sig selv og deres organisation og erstatte det med tilbedelse af deres ledere.” (Their Morals and Ours, s. 49)

Flere artikler fra Socialistisk Revy nr. 4

Flere numre fra 1998

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1247 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside