Den tidligere cambodjanske diktator Pol Pot, leder af guerillahæren De Røde Khmerer, er død. Det er ubetinget en god nyhed. Hvad der ikke er en god nyhed er, at de forbrydelser, der blev begået i hans regeringstid 1975-79, vil blive brugt som argument mod kommunismen. Men Pol Pot var aldrig socialist, endsige kommunist, men derimod ultranationalist og stalinist.

I de knap fire år Pol Pot og De Røde Khmerer var ved magten, blev mindst én million dræbt i det, der er blevet kendt som "the killing fields". Mange af disse døde som følge af tvangsforflytning til landbrugskollektiver, inspireret af Maos "kulturrevolution."

Den sidste måneds tid har USA propaganderet for at bringe Pol Pot for en international domstol for forbrydelser mod menneskeheden. Men USA har selv en stor del af ansvaret for myrderierne, både før, under og efter Pol Pots kortvarige regime.

Cambodja blev selvstændig i 1953 efter lang tids krig mod de franske koloniherrer. Den første hersker i det nye land var Kong Norodom Sihanouk. Han blev væltet af general Lon Nol i et CIA-støttet kup i 1970, og Sihanouk indgik i et forlig med sine tidligere modstandere de Røde Khmerer i sit eksil i Beijing. USA angreb Cambodja som et led i Vietnam krigen allerede fra 1968, men først i perioden 1970-74 blev Cambodja udsat for massive bombardementer, og i forbindelse med kuppet foretog amerikanske og sydvietnamesiske tropper en storstilet invasion. Alene i 1973 kastede amerikanske fly mere end 250.000 tons bomber. På et halvt år blev der kastet bomber svarende til en samlet styrke på fem gange Hiroshima-bomben. Mellem 600.000 og en million mennesker blev dræbt.

Det var de amerikanske angreb, modstanden mod Lon Nols regime og de tre millioner flygtninge (halvdelen af landets befolkning), der førte til, at Pol Pots opbakning steg. Da de Røde Khmerer endelig vandt krigen i 1975, var landet i ruiner. Halvdelen af landbrugsjorden var ødelagt, og tre ud af fire husdyr var blevet dræbt. Rishøsten faldt fra 3,8 mio. tons i 1969-70 til 760.000 tons i 1983-84.

Dette var den ene grund til Pol Pots tvangsforflytning af befolkningen fra byerne til landbrugskollektiver. Den anden grund var Pol Pots særlige udgave af maoismen, hvor ideen om en guerillakrig på landet uden om byerne var blevet til en krig mod byerne. Tvangsflytningen blev gennemført med alle midler inklusive henrettelser.

Men undertrykkelsens voldsomhed varierede stærkt fra region til region, dels som følge af variationer i områdernes frugtbarhed, dels som følge af interne magtkampe hos de Røde Khmerer. Kun to af de otte områdeledere, der styrede Cambodja, var loyale overfor Pol Pot.

Samtidigt havde Pol Pots ideologi et meget stærkt nationalistisk islæt. De Røde Khmerer var først og fremmest en national befrielseshær, ikke en socialistisk organisation, der kæmpede for en arbejderstat. Under krigen mod USA var der flere opstande og demonstrationer i hovedstaden Phnom Penh, men disse blev totalt ignoreret af de Røde Khmerer. Denne ultranationalisme blev til en udtalt anti-vietnamesisk ideologi, hvor alle, der formodedes at støtte Vietnam, blev forfulgt.

Den antivietnamesiske ideologi skyldtes til dels regimets ønske om at annektere dele af Vietnam. Og i perioden 1976-77 udførtes flere angreb ind over grænsen til Vietnam.

Ligesom Stalin gennemførte Pol Pot udrensninger af reelle såvel som formodede fjender. Udrensningerne nåede deres højdepunkt i 1978 i den østlige del af landet, der grænser op mod Vietnam. Mindst 100.000 vietnamesere eller folk, der formodedes at være pro-vietnamesiske, blev dræbt.

Pol Pots ideologi havde intet at gøre med marxismen, men var nationalistisk, imperialistisk og baseret på bønderne og guerillahære på landet i skarp modsætning til de industrialiserede byer. De Røde Khmerer har intet at gøre med arbejderklassens egen befrielse.

I 1978 invaderede Vietnam så Cambodja – ikke for at sætte en stopper for myrderierne, men for at indsætte en marionetregering under Heng Samrin, ligesom USA havde indsat sin marionetregering ni år forinden.

Men eftersom Vietnam havde vundet over USA – og siden var begyndt at tjene USSR's imperialisme i stedet for USA's – begyndte Vesten nu at støtte de fordrevne Røde Khmerer. For eksempel sørgede vestlige regeringer for, at det var Pol Pots repræsentant, der sad på Cambodjas plads i FN. USA og Storbritannien støttede Sihanouks eksilregering i Kina, der var i alliance med de Røde Khmerer, og englænderne trænede sågar Pol Pots tropper.

I perioden 1980-86 gav USA 85 mio. dollars i støtte til de Røde Khmerer, og i 1983 lovede Vesten at give endnu 70 mio. dollars til flygtningelejrene i Thailand, der blev styret med hård hånd af de Røde Khmerer.

Da de vietnamesiske tropper langt om længe trak sig ud af Cambodja i 1988-89 kom de Røde Khmerer igen til magten. Denne gang dog uden Pol Pot. De har gennemført en "markedssocialisme", der har betydet, at gabet mellem rige og fattige er øget. Også de indre stridigheder mellem forskellige fraktioner af de Røde Khmerer fortsætter.

Sidste år forviste den ene af landets to ministerpræsidenter, Hun Sen – selv tidligere rød khmerer, den anden ministerpræsident, prins Ranariddh, søn af Sihanouk, fordi denne førte forhandlinger med de Røde Khmerer, der stadig lever i junglen.

Flere af topposterne i den cambodjanske regering og hær er besat med tidligere Røde Khmerer-ledere.

Pol Pot selv blev anholdt af en fraktion sidste år og stillet for en slags domstol, hvor han blev idømt livsvarigt husarrest. Fraktionen i junglen var også villige til at udlevere Pol Pot til retsforfølgelse mod at få medicin, mad og anden støtte. Men fraktionen var uden kontakt med omverdenen, og øjensynligt var ingen vestlige lande dengang interesserede i at få Pol Pot udleveret, uanset hvad de samme regeringer siger i dag.

Frank Antonsen