For første gang siden dannelsen i 1989 skal Enhedslisten diskutere, hvad partiet mener med socialisme, og om man skal nå dertil med reform eller revolution. Martin Johansen kritiserer i denne artikel Enhedslistens program for at sætte sig mellem to stole.

Enhedslisten har som parti udviklet sig til noget helt andet, end det var ved det første årsmøde i december 1989.

Ved dannelsen var Enhedslisten stærkt præget af at være en sammenlægning af en række desillusionerede venstrefløjspartier, som op gennem firserne havde været i konstant tilbagegang. Dels medlemsmæssigt, dels politisk i kraft af, at Sovjetblokken begyndte at krakelere og i 1989 brød helt sammen. Det betød, at Enhedslisten lagde ud med et yderst beskedent politisk grundlag, som i starten alene handlede om opstilling til valg. Selv om programmet blev udvidet i 1995, så omfattede det stadig kun "en generel socialistisk målsætning kombineret med enighed om, hvad der skal kæmpes for nu ... Enhedslisten bygger ikke på en sammenhængende ideologi og en fælles strategi for socialismen."

Men i 1997 og 1998 har Enhedslisten fået en pæn tilgang af nye medlemmer og er vokset fra 999 medlemmer i 1993 til 1.804 ved partiets årsmøde i marts 1998. Det betyder, at Enhedslisten i dag har fået suppleret hele "den gamle garde" af partimedlemmer fra DKP, VS, SAP og KAP med et lige så stort lag af relativt unge, friske politiske aktivister.

 

Det mest interessante i Enhedslistens udvikling er imidlertid, at partiet har sat sig for at udarbejde et egentligt program for partiets opfattelse af socialisme og vejen til socialisme. Dermed lægges der op til, at ideer om marxisme, socialisme og revolution for første gang siden starten af 1980'erne bliver lagt frem til diskussion i større venstrefløjskredse.

Men så meget desto mere er der grund til at kaste et kritisk blik på det programudkast, som Enhedslisten er begyndt at diskutere. Et program, som indeholder unøjagtigheder, tvetydigheder eller kompromisser mellem modstridende opfattelser, kan hurtigt vise sig at være ubrugeligt eller direkte skadeligt, hvis dets ideer ikke blot skal være højtidelige bemærkninger, men være en guide til politisk handling.

I udgangspunktet bygger programudkastet på et ret traditionelt marxistisk grundlag. Ved fremlæggelsen af programudkastet på årsmødet understregede Per Clausen fra Programudvalget, at man bevidst havde valgt et marxistisk udgangspunkt, hvilket stort set blev accepteret trods mange retoriske bemærkninger om, at marxismen trænger til "fornyelse" og "videreudvikling". Der gives i programmet ingen indrømmelser til markedsøkonomi og nationalisme, og det fastholder opfattelsen af, at den vigtigste modsætning i samfundet går mellem kapitalisterne og arbejderklassen og afviser dermed andre teorier om, at "klasserne er døde."

Hvorfor er det vigtigt? Fordi arbejderklassen spiller en helt central rolle i at afskaffe kapitalismen og skabe et socialistisk samfund. Det gør den, dels fordi den er udsat for kapitalistklassens udbytning. "Uanset om arbejderne stemmer på S eller endda Z, står de i et objektivt modsætningsforhold til kapitalmagten," hedder det i programmet. Dels fordi arbejderklassen har en styrkeposition – den kan "ramme kapitalejerne på det eneste, de har respekt for: pengepungen."

 

Men trods disse rigtige konstateringer, så er programmet hele vejen igennem præget af, at man forsøger at bygge bro mellem revolutionær og reformistisk politik. Det afspejler, at der findes en fløj i Enhedslisten, som drømmer om at trække partiet i revolutionær retning uden at ville tage et opgør med partiets parlamentariske praksis, som den samme fløj kritiserer som reformistisk. Derfor bliver programmet en blanding af revolutionære holdninger og ønsker om at holde en dør åben for reformismen.

Den åbne dør til reformismen kommer tydeligst til udtryk i programmets opfattelse af statens karakter. I udgangspunktet hedder det: "Den danske stats grundlæggende opgave er at bevare og udvikle kapitalismen. Dermed er dens vigtigste funktion også at opretholde kapitalismen og borgerskabet som herskende klasse."

Dette er en klassisk marxistisk statsopfattelse, som der ikke er grund til at kritisere. Det afgørende i at pointere, at den borgerlige stat er et redskab for den herskende klasse, er, at staten dermed ikke kan omformes til at blive arbejderklassens redskab til at indføre socialisme. Hvis man alligevel skulle være i tvivl og mene, at statens rolle afhænger af det parlamentariske flertal, så kan man bare se, hvor aggressivt PET har optrådt i overvågningen af partier på venstrefløjen, fagforeninger, strejkemøder og solidaritetskomiteer. Der er ikke tale om voldelige organisationer, der aktuelt truer statens "indre sikkerhed", men politiske og faglige organisationer, der i perioder har spillet en rolle i at udfordre borgerskabets magt. PET-undersøgelsen afslørede, at dette er sket uden nogen form for parlamentarisk indflydelse. Et andet eksempel er EU, der sagtens kan fungere som et embedsmandsstyret apparat uden væsentlig parlamentarisk indflydelse.

Men trods programmets korrekte opfattelse af statens rolle, så hedder det alligevel: "Staten har ofte spillet en relativt selvstændig rolle og herigennem været med til at formulere nogle kompromiser mellem forskellige interesser."

Opfattelsen af, at staten kan spille en 'selvstændig rolle', er ikke ny på venstrefløjen. I begyndelsen af 1970'erne udviklede teoretikere som Ralph Milliband og Nicos Poulantzas teorier om, at statens rolle grundlæggende er at beskytte borgerskabet, men at staten befinder sig udenfor kapitalismens økonomiske system. Men hvad disse teoretikere og andre med ideer om statens 'relative selvstændighed' som regel overser, er for det første, hvor tæt staten og kapitalen er forbundet. Når staten bygger skoler og universiteter, så er det for at skaffe kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet. Når staten tilbyder lægehjælp og behandling af sygdomme, så er det for at hjælpe invaliderede arbejdere hurtigst muligt tilbage i produktionen. Og når staten i det hele taget opretholder forsørgelse af arbejdsløse og udstødte, så er det for at undgå social uro.

For det andet handler statens 'relative selvstændighed' ikke om, at arbejderklassen kan få del i magten. Når staten løsriver sig fra enkeltkapitalister, er det for at kunne varetage hele kapitalistklassens interesser.

I betragtning af, at staten administrerer op mod halvdelen af den samlede produktion i de mest industrialiserede lande, er det ikke underligt, at statsmagten kan optræde selvstændigt overfor såvel enkelte kapitalister som overfor hele kapitalistklassen. Selv den største privatkapitalist – A.P. Møller – har "kun" en omsætning på omkring 10 pct. af statens. Men det gør imidlertid blot staten til den største kapitalist af dem alle. For man skal ikke glemme, at samtlige statens udgifter financieres af de økonomiske værdier, der skabes i produktionen.

Staten er ikke alene om at indkassere en del af det produktionsskabte overskud – finans- og handelskapitalen er andre snyltere på industrikapitalen. Men ingen ville påstå, at finanskapitalen på en eller anden måde spiller en ‘relativt selvstændig’ rolle på den måde, at den kan agere i modsætning til kapitalistklassens interesser.

Tværtimod er bankdirektørerne som regel blandt de første til at kræve stop for lønstigninger, lavere forbrug og øget pres på de arbejdsløse – fordi de ved, at hvis ikke udbytningsgraden i produktionen fastholdes eller øges, så vil også bankernes overskud komme i farezonen. På samme måde er statens indtægter afhængig af det overskud, der skabes i produktionen, og derfor er det i lige så høj grad i statens som i industrikapitalens interesse at opretholde udbytningen.

Derfor er der en stærk begrænsning på, hvor selvstændigt staten kan optræde. Statens selvstændighed vil kunne udfordre dele af kapitalistklassen med fx krav om at begrænse forureningen, men den vil aldrig operere i modsætning til hele kapitalistklassens interesser. Militærkuppet i Chile i 1973, hvor den reformistiske præsident Allende blev myrdet sammen med titusindvis af andre, er det klareste – og blodigste – eksempel på, hvor begrænset statens selvstændighed er.

Selv om programmet andre steder taler om nødvendigheden af en revolution og om at "erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagts-organer," så indebærer betoningen af statens selvstændighed alligevel, at der åbnes en dør for en form for reformisme. Det kommer mere tydeligt til udtryk i Enhedslistens praksis i forhold til det parlamentariske arbejde i fx de københavnske bydelsråd. På Nørrebro er Enhedslisten i den position, at partiet sammen med SF har flertal i bydelsrådet. Dette betyder for Enhedslisten, at man nu "i praksis skal vise, om politikken kan bære igennem. En spændende position, hvor lakmusprøven er, om visionerne om direkte demokrati og beboerindflydelse kan hamle op med de trods alt stramme rammer, der er for bydelsrådsforsøgene." Dette er så tæt, man kan komme på reformisme uden at indrømme det direkte. For selv om Enhedslisten samtidig betoner, at gennemførelse af reformer kræver opbygning af arbejderklassens styrke, organisering og mobilisering, så fører forestillingen om, at det parlamentariske arbejde på en eller anden måde er den afgørende test for partiets politik, til at det i praksis bliver det parlamentariske arbejde, der får forrang for arbejdet med at opbygge styrkepositioner i arbejderklassen.

Dette er en kritik, som også rejses internt i Enhedslisten, men som bestemt ikke bliver styrket af at fastholde forestillinger om "statens relativt selvstændige rolle."

 

Enhedslistens opfattelse af statens mulighed for at optræde selvstændigt bygger på den opfattelse af kapitalismen, som lægges frem i programmet: "Danmark er et kapitalistisk samfund. Det betyder, at jagten på profit ... er den vigtigste drivkraft i erhvervslivets funktion og i hele samfundsudviklingen" (vor fremhævning). Senere hedder det: "... klassekampen [er] omdrejningspunktet for al politisk aktivitet."

Her er der tale om, at man adskiller økonomi og politik på den måde, at kapitalisterne tilkendes fuld kontrol over økonomien, mens arbejderklassen må gøre sin indflydelse gældende i politikken.

Profitjagten er kapitalisternes væsentligste målsætning og den drivkraft, som gør det kapitalistiske system så umenneskeligt. Men kapitalistklassen er ikke alene om at bestemme i samfundet. Selv i de økonomiske dispositioner er kapitalisterne nødt til at tage hensyn til arbejderklassen. Kapitalisterne kan ikke bare skrue tempoet op, flytte produktionen eller fyre ansatte uden at skele til arbejdernes reaktioner.

Adskillelsen af økonomi og politik betyder, at programmet kan retfærdiggøre Enhedslistens reformistiske praksis, idet reformer som offentlig velfærd, kollektiv trafik og måske statslig organiseret produktion kan ses som midler til at 'inddæmme' kapitalisternes økonomiske råderum, og således gradvis mindske profitjagtens betydning som drivkraft i samfundet.

 

Programudkastet åbner for, at reformisterne ufortrødent kan fortsætte deres praksis i partiet. Og det har konsekvenser, som rækker langt videre, end spørgsmålet om hvilke ord, der kommer på papiret. Det følgende historiske eksempel om forskellen på det russiske og det tyske socialdemokrati før første verdenskrig viser, at en klar holdning til spørgsmålet om reform eller revolution er forskellen mellem succes og fiasko.

På tærsklen til det 20. århundrede var der en omfattende debat i det tyske socialdemokrati udløst af Edouard Bernsteins forsøg på at revidere den revolutionære marxisme. Bernsteins holdning var – i modsætning til partiets officielle holdning – at kapitalismen var blevet krisefri, og at den ubrudte økonomiske vækst ville gøre kapitalisterne mere villige til at give arbejderklassen reformer. En revolution var derfor ikke længere nødvendig. Den var faktisk direkte skadelig.

Overfor denne holdning var der mindst to andre. For det første Karl Kautsky, der mente, at kapitalismen ikke var krisefri, men tværtimod var på vej til at bryde sammen, hvorefter det socialistiske samfund stod på dagsordenen. Den anden position mod Bernstein var Rosa Luxemburgs. Hun mente hverken, at kapitalismen havde løst de grundlæggende klassemodsætninger, eller at kapitalismen ville bryde sammen af sig selv. I stedet skrev hun i sit berømte skrift Reform eller revolution, at socialismen kun ville komme i kraft af, at arbejderklassen tog magten.

Bernstein tabte kampen i det tyske socialdemokrati, men hans nederlag fik ikke nogen organisatoriske konsekvenser. De tre positioner fik lov til at eksistere side om side i de tyske socialdemokrati helt frem til udbruddet af første verdenskrig. Socialdemokratiet, som ved århundredskiftet havde erklæret sig revolutionært, udviklede sig til et fuldblods reformistisk, kontrarevolutionært parti, fordi reformisterne ikke var blevet ekskluderet. Og da den tyske revolution brød ud i november 1918 var socialdemokratiet med til at smadre den og myrde bl.a. Rosa Luxemburg.

I det russiske socialdemokrati derimod fik de politiske uenigheder også organisatoriske konsekvenser. Siden 1903 organiserede de revolutionære sig selvstændigt i bolsjevikfraktionen, der i 1912 blev til et selvstændigt parti. Og undervejs blev medlemmer, der var uenig i partiets politik, ekskluderet. Det betød, at bolsjevikpartiet i modsætning til de fleste andre arbejderpartier ikke lod sig trække med af krigsbegejstringen, da første verdenskrig brød ud, men derimod arbejdede for, at den herskende klasse i Rusland led nederlag i krigen.

Vigtigst af alt betød det, at der i 1917 var et erfarent, revolutionært parti, der helhjertet og fuldt ud kunne arbejde for at lede den russiske revolution til sejr. Det var den vigtigste forskel, der afgjorde den tyske revolutions nederlag og den russiske revolutions sejr.

 

Uklarhederne i Enhedslisten på spørgsmålet om reform og revolution vil for mange medlemmer udtrykke en reel usikkerhed og er en afspejling af, at partiet hidtil har afholdt sig fra at diskutere principielle spørgsmål.

Men bag usikkerheden gemmer sig reelle uenigheder. Foruden revolutionære så er der reformister i Enhedslisten. For eksempel det nyvalgte folketingsmedlem Søren Kolstrup, som i Socialisten gentager Bernsteins ord, at "midlerne er alt og målet intet." Der er folk i partiet, som ikke deler programmets opfattelse af arbejderklassens rolle, men taler om at arbejderklassen er ved at forsvinde helt.

Det er uenigheder, som i længden vil stå overfor hinanden som ild og vand. Hvis Enhedslisten alligevel vælger at bygge bro mellem reform og revolution, så risikerer man at gentage de negative erfaringer, som allerede er gjort mange gange i socialismens historie.