Den 22. marts besluttede 12.500 medlemmer af fagforeningen UAW (United Auto Workers) ansat på Caterpillar, et multinationalt selskab, der fabrikerer gravredskaber, at afslutte den længste arbejdskamp i USA’s historie.

De har ikke haft en overenskomst i mere end seks år og har været i strejke to gange i den periode – første gang i seks måneder fra november 1991, og siden i 18 måneder fra juni 1994. Selvom arbejderne stemte for strejke med et flertal på 80 pct. i november 1995, forsøgte UAW at tvinge dem tilbage i arbejde en måned senere ved at lukke for strejkekassen.

De strejkende arbejdere har været tilbage på deres arbejdsplads de sidste to år, hvor de er blevet tvunget til at arbejde sammen med de 4000 tidligere fagforeningsmedlemmer, der optrådte som skruebrækkere. Arbejderne i Caterpillar kommer sjældent i mediernes søgelys, men de er de modigste og mest principfaste i den amerikanske klassekamp i dag. Den 22. februar nedstemte de en aftale indgået af UAW og Caterpillars bestyrelse, som ville have overladt 50 arbejdere, der blev fyret for deres aktiviteter som strejkevagter, til arbejdsretten. Efter pres fra UAW gik arbejderne endelig med til aftalen, med et lille bitte flertal, den 22. marts, men kun efter, at firmaet var gået med til at ansætte alle 50 fagforeningsaktivister.

Den vedtagne overenskomst indeholder ingen forbedringer i forhold til de andre overenskomster, som arbejderne har afvist de sidste seks år. Endnu alvorligere er det, at aftalen indeholder en todelt lønskala, hvor nyansatte får en langt mindre løn, end langtidsansatte, der udfører samme arbejde. Aftalen er også et frontalangreb på fagforeningen. Den tvinger UAW til at opgive de 440 klagesager, det har indgivet mod firmaet på de strejkendes vegne. Aftalen pålægger også fagforeningen at genoptage samtlige 4000 skruebrækkere – hvilket aldrig er sket før i den amerikanske arbejderbevægelses historie.

Under nej-afstemningen i februar peb fagforeningsmedlemmerne UAW-ledelsen ud i Petoria, Caterpillars største lokalafdeling, hvor 7000 arbejdere bar T-shirts med tryk som “jeg tilgiver aldrig... og glemmer aldrig” og “nej for fanden”. Forliget blev nedstemt med 58 pct. af stemmerne, flest nejstemmer på de største fabrikker: I Petoria stemte 60 pct. nej, i Decatur hele 90 pct.

Selv måneden efter, hvor forliget blev godkendt med 54 pct. af stemmerne, var store grupper af arbejderne imod – heriblandt 70 pct. på fabrikken i Decatur. Flere Caterpillar-arbejdere har mistet både hus og bil. Skilsmisser og knuste venskaber har været følgerne for mange, efterhånden som fronterne blev trukket skarpere og skarpere op i løbet af årene. Men det øgede blot deres vilje til at fortsætte kampen. “Jeg går rasende på arbejde hver dag. Det gør de fleste,” sagde Wayne Schmidt, der har arbejdet næsten 30 år på Petoria-fabrikken. Samme følelser udtrykte Mike Moats, der kun var et år fra pensionsalderen, men som stemte nej til forliget i februar, “jeg vil kæmpe imod Caterpillar til jeg dør. Jeg ville gerne have mit job tilbage, men jeg vil ikke gå med til det forlig”.

Denne bitterhed er nem at forstå. Ledelsen i Caterpillar har været i krig med de organiserede arbejdere i mere end ti år og har ikke lagt skjul på sine intentioner om at knuse fagforeningen. Uddelegering af arbejde til leverandører uden en overenskomst har fået UAW´s medlemstal i Caterpillar til at falde fra 34.000 til 12.500 siden begyndelsen af 1980erne. Medens de har skåret ned på arbejdsudgifter har Caterpillars ledelse hældt 2 mia. dollars i en modernisering af fabrikkerne. Caterpillar har givet rekordstore overskud – alt sammen betalt af arbejdernes sved. Sidste år steg overskuddet til 1,76 mia. dollars.

Nederlaget for strejken i 1994 var et vendepunkt. Indtil da havde arbejderne opbygget et solidt netværk af aktivister på gulvplan. Selv efter strejken i 1991 holdt de organiserede arbejdere modet oppe, bla. ved at marchere ind og ud af fabrikken mens de, iført T-shirts med teksten “Ingen overenskomst, ingen fred,” råbte slogans mod Caterpillar og for fagforeningen. Fotografier af bestyrelsemedlemmer kunne ofte ses på pissoirer og tegnet som skydeskiver, alt imens skruebrækkere måtte gå spidsrod mellem fjendtlige aktivister for at forlade fabrikken efter arbejdstid. I ni forskellige tilfælde mellem september 1993 og juni 1994 nedlagde arbejdere arbejdet, oftest for at forsvare fagforeningsaktivister.

Men efter over et års strejke begyndte tusindvis af arbejdere at blive skruebrækkere i 1995, mens fagtoppen nægtede at organisere en kamp mod skruebrækkeri. Fortvivlelsen blandt arbejderne var så stor, at da UAW beordrede arbejderne tilbage til arbejdet i november 1995, valgte 12 fagforeningsmedlemmer at begå selvmord i stedet for at gå på arbejde uden en overenskomst. Da strejken var slut belønnede Caterpillars aktionærer direktøren, Donald Fites, med en 75 procents lønstigning, hvilket fik hans løn til at stige til 3,1 mio. dollars. Siden da har selskabet været på hævntogt mod fagfor-eningsaktivisterne. Caterpillar har indført nye regler for opførsel og fyrer arbejdere, der bærer T-shirts eller badges med fagforenings slogans. Ledelsen har også fyret folk, der har nægtet at give skruebrækkere hånden, eller for at åbne deres madpakker for langsomt ved sikkerhedsvagternes inspektion.

Kampen er ikke forbi. Om ikke andet er nogle grupper af arbejdere blevet mere aktive end nogensinde før. En gruppe Caterpillar-arbejdere udgiver en avis, Kick the Cat, som forsøger at opbygge et netværk på gulvplan fra de forskellige fabrikker. De har brugt avisen i en kampagne mod det nye mæglingsforslag og har været med til at organisere nejstemmerne i februar. Som avisen forklarer:

“Vi har lidt under en lang og bitter kamp som UAW-medlemmer på Cat og vores familier har også lidt. Vi har ofret meget og vi har mistet mange medlemmer undervejs. Vi må aldrig glemme, at vi er ofre for en brutal og ondsindet arbejdsgiver, der ikke giver op før UAW er blevet slagtet på Cat ... UAW-toppen har længe fulgt en forhandlingskurs, der ikke har været i stand til at forsvare vore job eller de fundamentale fagforeningsværdier, som UAW´s grundbestemmel-ser indeholder ... Kampen mod Cat må føres til den bitre ende. Vi vil ikke gå på kompromis.”

Caterpillar har forsøgt at knuse fagforeningen men har ikke haft held med det. Den nye overenskomst sætter ikke en stopper for konflikten men åbner tværtimod et nyt kapitel i kampen. Som George Boaz, vicepræsident i Local 974 i Petoria, udtalte efter februar afstemningen: “Firmaet har radikaliseret så mange folk.”