Er marxismen deterministisk?
John Molyneux
Internationale Socialisters Forlag
46 sider, 20 kr.

Hvad er det, der gør marxismen forskellig fra andre teorier om, hvordan verden er skruet sammen? Det er den vægt, Marx lagde på sammenhængen mellem teori og praksis. Teorien, marxismen, er først og fremmest et redskab til at forandre verden. Det var Marx' store fortjeneste at opstille en objektiv, videnskabelig analyse af samfundsforholdene, og hvordan disse kunne forandres.

Hvor tidligere socialister som Owen, Fourier og Saint-Simon tog udgangspunkt i ønsket om at skabe et bedre samfund, pegede Marx og Engels på, hvordan man helt konkret skulle opnå et bedre samfund. Det gjorde de ved at udvikle socialismen fra en utopisk vision til en objektiv videnskabelig teori. For at gøre dette måtte de afdække, hvilke objektive materielle vilkår, der påvirkede og gav form til samfundets udvikling. Dette materielle grundlag viste sig at være økonomisk: produktionsforholdene og kontrollen over produktionsmidlerne. Disse kræfter er uafhængige af enkelte individers vilje, selvom de naturligvis virker gennem enkeltindivider.

Betyder det så, at alt andet – filosofi, kunst, kultur og religion – er entydigt bestemt af et samfunds økonomiske struktur? Og betyder det, at et kapitalistisk samfund automatisk, af sig selv, vil udvikle sig til socialisme? Eller med andre ord, er marxismen deterministisk? Det er et yndet angrebspunkt for mange kritikere af marxismen.

Spørgsmålet er vigtigt. Hvis man mener, at marxismen er deterministisk, er der ingen grund til at gå ud og kæmpe for et socialistisk samfund – det ville jo komme i alle tilfælde. Man bør så i stedet enten bare vente på verdensrevolutionen eller sørge for, at kapitalismen vinder mere og mere frem, så det socialistiske samfund kan opstå af dets indre modsætninger.

Tilsvarende, hvis man går over i den modsatte grøft og mener, at marxismen er 100% indeterministisk, i den forstand, at de materielle vilkår ingen rolle spiller overhovedet, bliver revolutionen til et spørgsmål om vilje eller om de rigtige, "store" personligheder. Det er den opfattelse, der ligger bag både maoismen og Che Guevara.

Den nyligt udkomne pjece, Er marxismen deterministisk? af John Molyneux afviser begge ekstremer og påpeger, at kernen i marxismen er, at de økonomiske, materielle betingelse bestemmer rammerne, men at enkeltpersoner og især grupper af personer kan have en afgørende betydning. At rammerne bliver bestemt af de materielle vilkår, betyder blot, at der er så og så mange muligheder – hvilken af disse muligheder, der rent konkret bliver virkeliggjort, er ikke bestemt på forhånd.

Som Molyneux forklarer, ses dette tydeligst i revolutionære situationer, hvor samfundets indre modsætninger bliver sat på spidsen. Når en samfundskrise når et vist niveau, opstår der et tidspunkt, hvor arbejderne enten må tage magten selv eller bukke under for kontrarevolutionen (der sandsynligvis vil blive meget blodig). I en sådan situation er samfundet særligt ustabilt, men om det vil "rulle" til den ene eller anden side er ikke givet på forhånd; det afhænger bl.a. af, om der er et tilpas stort revolutionært parti til stede eller ej. Det var der i den russiske revolution i 1917, men ikke i den tyske revolution i 1918-23 eller under den spanske borgerkrig i 1936.

Sammenhængen og samspillet mellem den objektivt givne virkelighed på den ene side og mere subjektive forhold på den anden er altafgørende for, hvorvidt samfundet rent faktisk vil udvikle sig i en socialistisk retning eller ej. John Molyneux' lille pjece er et vigtigt redskab til at forstå denne sammenhæng og dermed til at fastholde marxismen som et værktøj til at forstå og forandre verden.

Frank Antonsen