Alexandra Kollontai on Women's Liberation
Bookmarks
48 sider, 25 kr.

Det engelske forlag Bookmarks har samlet tre centrale tekster af den russiske bolsjevik Alexandra Kollontai, der ledte bolsjevikpartiets Kvindeafdeling 1920-21 og blev forvist af Stalin i 1922.

Hæftet, Alexandra Kollontai on Women´s Liberation, indeholder dels Sexual relations and the class struggle og Communism and the family (som begge er udkommet på dansk på IS-forlag) og dels uddrag af The social basis of the woman question.

Alexandra Kollontai udmærker sig ved en benhård kritik af feminismen samt en skarp klasseanalyse. Med disse værktøjer graver hun dybt ned i ømtålelige "kvindeemner" hvor feministerne traditionelt er på hjemmebane: seksualitet og følelsesliv, kvindens plads i hjemmet, ligerettigheder for kvinder, prostitution.

I The social basis of the woman question tager Kollontai spørgsmålet om en forenet kvindebevægelse op. Det er klart for enhver, at kvinders verden ligesom mændenes er delt op i klasser med forskellige interesser. Spørgsmålet er så, om der alligevel ikke er mere, der forener alle kvinder, end der adskiller os?

Her er Kollontai meget klar: “Feministerne søger lighed inden for rammerne af det eksisterende klassesamfund; de angriber på ingen måde dette samfunds grundlag. De kæmper for særrettigheder for sig selv uden at udfordre de eksisterende særrettigheder og privilegier."

Mens ligerettigheder for feministerne er endemålet, kan arbejderkvinden ikke lade sig nøjes med dette. For de borgerlige feminister er mændene fjenden, det er mænd af deres egen klasse, der fysisk står i vejen for, at borgerskabets kvinder kan få del i rettigheder og privilegier. Men for arbejderkvinden er det ikke mændene der er fjenden. Tværtimod er mandlige arbejdere udbyttet af det samme system, af den samme overklasse, der har tilranet sig særrettigheder og privilegier. For det store flertal af kvinder betyder ligestilling ret til at blive undertrykt på lige fod med arbejdermænd. Men for en lille gruppe af højt placerede kvinder vil ligestilling for alvor åbne dørene til overklassens magt og privilegier.

"Men hver ny indrømmelse vundet af den borgerlige kvinde vil give hende endnu et våben til udbytningen af sin yngre søster [arbejderkvinden] og vil fortsætte med at forøge skellet mellem kvinderne fra de to modsatte sociale lejre."

Denne pointe er vist skåret ud i pap i dag, i årtiet efter Margaret Thatcher. Få arbejderkvinder har illusioner om, at de fine fruer i Kvindeligt Selskab vil bringe forbedringer til dem. Der er stadigt forbløffende få kvinder, der har møvet sig ind i bestyrelses- og direktionslokaler, eller i rektor- eller professorstillinger. Men ingen steder er kvindelige arbejdsgivere eller ledere gået i spidsen for nedsat arbejdstid og mere velfærd – ting, der virkelig ville betyde noget for en masse kvinder. Men lad os som Kollontai ikke forundres over dette – de borgerlige feministers “søstersolidaritet" holder kun akkurat til, at deres klasseinteresser trues. Så hvorfor skulle arbejderkvinder indordne deres kamp under denne “søstersolidaritet"?

Men Kollontai går endnu længere og udfordrer myten om søstersolidaritet i hjemmet. Selv langt ind på venstrefløjen er det god latin at sige, at selvfølgelig har arbejderkvinder og borgerskabets kvinder uforenelige interesser på arbejdsmarkedet, men alle kvinder undertrykkes jo af kernefamilien. Så på dette område er det okay at tale om fælles kvinde-interesser. Her er Kollontais argumenter vigtige fordi de går imod ethvert knæfald til feminisme.

Hun pointerer, at feministernes individualistiske svar på kernefamiliens problemer – som de modige, progressive kvinder vi kan læse om i Alt for Damerne, der "vælger kærligheden", skider på normerne (og visse økonomiske aspekter) og tager til Hawaii og lever i nuet, osv., osv. – er en løsning som kun fokuserer på isolerede individers handlinger uafhængigt af samfundets økonomiske struktur.

Men sålænge ansvaret for og arbejdet med at have børn er lagt på den enkelte kvindes skuldre vil moderskab være en alvorlig hindring for ægte fri kærlighed og ægteskabelig uafhængighed.

"Kun når kvinder bliver befriet fra alle disse materielle byrder som nu skaber en dobbelt afhængighed, af manden og af kapitalen, kan princippet om fri kærlighed blive virkeliggjort uden at bringe ny sorg for kvinden i sit kølvand."

Kollontai knytter hermed kvindeundertrykkelsen ikke bare til individuelle mænd, men til kapitalen, til selve det kapitalistiske system. Den logiske konklusion bliver, at samfundet må laves grundlæggende om: "Familieproblemet er lige så komplekst og mange-facetteret som livet selv. Vores sociale system er ude af stand til at løse det." Så også her skilles vejene mellem feminisme og ægte kvindefrigørelse; feministerne ønsker ikke at ændre det samfund, der er selve hindringen for kvindens fulde befrielse.

Hæftet indeholder mange andre vigtige pointer, Sexual relations and the class struggle går dybere ind i spørgsmålet om seksualitet og kærlighed. Kollontai nægter at lade spørgsmålet om seksuel frigørelse være noget, der løser sig selv efter revolutionen, og som socialister derfor ikke behøver at diskutere.

Gennem hele bogen løber som en rød tråd nødvendigheden af at afskaffe kapitalismen for at skabe ægte frigørelse for menneskeheden.

Nina Holm Jensen