To begivenheder i marts måned satte fokus på venstrefløjens holdning til brug af vold i den politiske kamp. Dels Pia Kjærsgaards besøg på Nørrebro, dels PET-afsløringerne, hvor justitsminister Frank Jensen har forsvaret infiltration af venstrefløjspartier med, at partierne "flirtede" med vold som kampmiddel.

Mange socialister føler en instinktiv afstandtagen til enhver brug af vold, hvilket især skyldes, at det er det kapitalistiske systems mange krige, politiets hårdhændede fremfærd mod fredelige demonstranter, racistiske overfald og diktaturstaternes voldelige undertrykkelse, som i første omgang har tilskyndet folk til at blive socialister.

Generelt står socialister for et samfund, hvor vold og undertrykkelse slet ikke findes. Socialisme er et samfund, der bygger på samarbejde, og hvor enhver – uanset race, køn eller seksualitet – kan leve i tryghed.

Men den stærke afstandtagen til vold skyldes også, at vi lever i en politisk kultur, hvor uenigheder ideelt set afgøres af argumenter, debat, flertalsafgørelser og respekt for mindretallet – og hvor vold ikke indgår som et "gyldigt" argument.

Baggrunden for denne kultur er imidlertid ikke de smukke idealer, men at den har været og er nødvendigt for, at kapitalismen kan fungere. På det økonomiske plan kan kapitalismen bedst fungere, hvis det er de økonomiske mekanismer, der afgør konkurrencen, end hvis det var adgangen til militær magt. Og på det politiske plan ville staterne hurtigt blive revet i stumper af borgerkrige, hvis voldsanvendelse var et afgørende element i at bestemme, hvilke af de politiske grupperinger, der skulle kontrollere statsmagten.

Men enigheden mellem kapitalisterne om at afstå fra voldsanvendelse i den politiske og økonomiske konkurrence har aldrig afskaffet vold som politisk våben, dvs. som middel til at erobre eller bevare magten. Tværtimod er retten til at bruge vold blevet centraliseret og monopoliseret i statsapparatet.

Det tydeligste bevis på dette er, at de ministre, som fordømmer socialister som "voldelige ekstremister", er de selvsamme, som råder over en stor politistyrke bevæbnet med skydevåben og tåregas og et militær, der råder over masseødelæggelsesvåben.

Det 20. århundredes mange krige og ikke mindst de to verdenskrige viser, at den herskende klasse er villige til at bruge våbnene, når den finder det nødvendigt. Det betyder, at sideløbende med, at vold i samfundslærebøgerne bliver forkastet som politisk våben, har vi været vidne til et statskontrolleret voldsorgie i vores århundrede, som man tidligere i historien ikke engang kunne have forestillet sig. Over 100 millioner mennesker er slået ihjel i verdenskrigene og utallige andre konflikter. Vi har været vidner til slagterierne i første verdenskrigs skyttegrave og til atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Det er kun syv år siden, at Vestens militærmagter under USA's ledelse myrdede over 100.000 irakere i Golfkrigen – og som de tidligere på året truede med at gentage.

Men staternes krigsførsel er kun den ene side af statens voldsmonopol – den side, der handler om rivaliseringen mellem stater. Den anden side af voldsanvendelsen finder sted internt i staterne – især i politiets undertrykkelse af arbejderklassens kampe og intern opposition. Ikke mindst fra autoritære regimer som Indonesien, Sydkorea og Sydafrika under apartheid har vi set, hvordan politiet mere bliver brugt som et regulært tærskehold mod protesterende end som en konfliktløser.

Men det samme gør sig også gældende i Vesteuropa – og i Danmark. Vi skal ikke længere tilbage end Ribus-konflikten i 1995 for at se, hvordan politiet har brugt vold, infiltration og uretmæssige fængslinger for at stoppe en faglig konflikt. Budskabet fra en meget lang række andre konflikter viser det samme: At den herskende klasse griber til vold, når den ikke længere kan tale eller true arbejderne til at makke ret.

Magthavernes brug af militær og politi viser, at voldsanvendelse ikke kan henføres til årsager, som er eksterne i forhold til kapitalismen, fx menneskets natur eller en før-kapitalistisk historisk arv. Voldsanvendelsen springer ud af interne forhold i kapitalismen – at kapitalismen er et undertrykkende system, hvor det store flertal er potentielle fjender af systemet. Vold er et centralt element i den herskende klasses måde at regere på.

Mennesker, der ønsker at antaste den herskende klasses ret til at regere, er nødt til at tage højde for, at for kapitalisterne er vold et politisk magtmiddel. Og det gælder uanset, om man vil revolutionere hele systemet eller blot kæmper for mere begrænsede krav.

Imidlertid kan dette ikke retfærdiggøre enhver handling, hvor socialister eller aktionerende bruger vold mod systemet. I en artikel fra 1938 forklarede Leon Trotskij i lidt pompøse vendinger, hvornår voldelige midler kan retfærdiggøres: "Tilladelige og tvungne er de og kun de midler ... som forener det revolutionære proletariat, fylder dets hjerte med uforsonligt had mod undertrykkelse ... Præcist deraf følger, at ikke alle midler er tilladte."

Det vigtigste spørgsmål, man må stille sig om brug af vold som politisk våben, er altså, om det styrker kampen og styrker organiseringen – eller om det hæmmer den. Dermed kan man også afvise metoder som individuel terror, der altid er mere udtryk for smågruppers desperation og isolation fra arbejderklassen, end det udtrykker forsøg på at udvide og styrke kampen. Men at afvise voldelige metoder af principielle grunde er at undervurdere den herskende klasses vilje til selv at gribe til vold.

Martin Johansen