Storkonflikten var knapt nok blevet annonceret, før politikere begyndte at snakke om indgreb. Danske regeringer har tradition for at gribe ind i arbejdernes ret til at strejke – og altid til arbejdsgivernes fordel.

Men strejken behøver ikke ende med et regeringsindgreb. Det er længe siden, der har været en så stor vilje blandt arbejderne til at slås og stå fast på kravene som i dag. Strejkens udfald afhænger af, om kampviljen får lov til at udfolde sig. Og det afhænger igen af initiativ og lederskab blandt de strejkende selv.

Fagtoppen sidder mest og venter på en minimal indrømmelse fra arbejdsgiverne, så de kan stoppe konflikten. Det er forudsigeligt, men kan vise sig at være katastrofalt. Fagtoppen har aldrig brudt sig om aktivitet fra neden. I hvertfald kun så længe den er under deres kontrol. Under påskestrejkerne i 1985 obstruerede de direkte strejken. Under Ri-Bus-konflikten efterlod fagtoppens manglende vilje til at opfordre til sympatikonflikter chaufførerne til sig selv og til nederlag.

Der kommer ikke noget acceptabelt resultat, uden at forligsrammen bliver brudt markant. Den ekstra ferieuge er et krav, som skal koste arbejdsgiverne penge – og hverken tages fra mindsteløn eller tillæg. Det kræver en aktiv konflikt, som inddrager så mange arbejdere som muligt. Og aktiviteten skal opbygges blandt fagbevægelsens græsrødder, så arbejderne på gulvplan får kontrol over strejken. Aktiviteten på gulvplan er vigtig for at standse forsøg på skruebrækkeri. Men den er også det bedste værn mod fagtoppens forsøg på at sælge arbejderne et billigt kompromis.

Aktivitet betyder at organisere demonstrationer, udgive strejkebulletiner, lave debatmøder og kulturelle aktiviteter for at holde gejsten oppe, overbevise tvivlere og argumentere imod de modstandere af konflikten, som findes på de fleste arbejdspladser.

Et andet nødvendigt skridt er at udvide konflikten. Det er et fantastisk skridt, at 470.000 arbejdere er i strejke. Men kravet om mere fritid vedrører også de mange, som ikke er i konflikt. Et regeringsindgreb vil også være rettet imod dem. Derfor skal aktiviteten på gulvplan også overbevise bl.a. offentligt ansatte om, at de skal tilslutte sig konflikten.

Opbygning af aktivitet på gulvplan kræver organisering på tværs af arbejdspladser og fagforeninger. Et vigtigt initiativ i den retning er “OK ’98 Initiativet”. Men dette initiativ må udvides til at omfatte alle involverede tillidsfolk og aktivister, så der kan opbygges et reelt forum for at styre strejken nedefra.

Sker det, kan arbejdsgiverne risikere at indkassere deres største nederlag siden indførelsen af 40-timers arbejdsugen.