Fraværet af nye, endsige positive resultater på den nys afholdte FN-klimakonference i Buenos Aires er desværre et eksempel på, hvordan kapitalinteresser er stærkere end hensynet til det globale miljø.

Dette års FN-klimakonference var den fjerde i rækken siden 1992 og baggrunden er de alvorlige klimaforandringer, som med al sandsynlighed er konsekvensen af stigende mængder udslip af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren.

Drivhuseffekten er lige så gammel som livet på jorden, og varmen herfra er en forudsætning for jordens nuværende liv. Men især den øgede afbrænding af kul, olie og gas frigiver stigende mængder CO2 til atmosfæren, som er hovedårsag til den øgede globale opvarmning.

Den store mødeaktivitet i 1990'erne må da også ses som udtryk for, at problemet med global opvarmning er så påtrængende, at verdens magthavere ikke længere kan sidde videnskaben overhørig. Men den meget lidt radikale målsætning fra sidste års konference i Kyoto om, at industrilandene indtil år 2012 skal reducere udledningen af drivhusgasser med 5 pct., samt at man, som ved konferencen sidste år, må tage hjem uden at nå konkrete beslutninger om hvordan dette spinkle mål skal nås, udstiller med al tydelighed problemerne ved det kapitalistiske system.

Omlægning

Der findes viden og teknologi til at bremse den øgede drivhuseffekt. En omgående og målbevidst omlægning fra olie- og kulbaseret energi til vedvarende energikilder og udbygning af kollektiv trafik er her velkendte nøgleord. Eksempelvis har det amerikanske energiministerium foretaget beregninger, der viser, at USA's samlede elforbrug vil kunne dækkes af vindenergi fra landets tre mest vindrige stater.

Et andet vigtigt område er at stoppe den uhæmmede fældning af regnskov og at genudvide jordens skovarealer. Dette vil øge verdens "lungekapacitet". Beregninger viser, at omkring en femtedel af den øgede CO2 i atmosfæren siden 1950 skyldes skovhugst. Et tredje område er genbrug, som iflg. rapporten Verdens tilstand 1998 vil kunne sænke energiforbruget med op til 60 pct.

Hovedresultatet fra konferencen i Buenos Aires er imidlertid, at man, mere entydigt end sidste år, har forladt de oprindelige principper og beslutninger fra den første klimakonference i Rio i 1992. Målsætningen her lød, at indholdet af drivhusgasser i atmosfæren på globalt plan skulle stabiliseres. I-landene forpligtede sig til at gå forrest i reduktionen af drivhusgasser og samtidig hjælpe udviklingslandene, som har et hastigt voksende energiforbrug, med at udvikle klimavenlig energiproduktion. Rimeligt nok i betragtning af, at den vestlige verden er ansvarlig for to tredjedele af verdens samlede CO2-udslip – USA alene står for en fjerdedel.

Set på baggrund af dette, men især set i lyset af de enorme kapitalinteresser, der er bundet til den amerikanske olie- og bilindustri, forklares USA's rolle på den seneste konference. Her stillede USA sig i spidsen for at øge presset for, at u-landene også skal reducere udledningen af drivhusgasser samt fastholdt kravet om, at det enkelte lands reduktionsmål uden begrænsninger kan opnås ved at købe andre landes ubrugte kvoter.

Og her er vi fremme ved det, som er det værste "resultat" af konferencen: At ingen af deltagerne for alvor stillede spørgsmålstegn ved, at markedsmekanismerne skal være redskabet, der reducerer udledningen af drivhusgasser. Udfra kvoter for, hvor meget hvert enkelt land må udlede af drivhusgasser, skal ubrugte kvoter kunne sælges på markedet. At dette ikke gavner miljøet burde være indlysende. Frem til den næste konference vil alle lande kæmpe for at få så høj en udgangskvote som muligt. Hvordan kontrollen med kvoter og handlen med disse kvoter skal foretages og hvordan der skal sanktioneres – ikke hvis, men når der svindles – står dog som efter Kyoto-konferencen hen i det uvisse.

Endvidere var der i år større opbakning til, at et lands energibesparende investeringer i et andet land skal kunne godskrives på det hjemlige drivhusregnskab. Allerede nu forudser de afrikanske lande, at al bistand vil blive omlagt til investeringer i vedvarende energi. Den danske regering er da også i gang med undersøge, om den danske øststøtte kan godskrives som reduktion i Danmarks drivhusregnskab.

Alt imens verdens samlede udslip af drivhusgasser af det Internationale Energiagentur forventes at stige med 30 pct. årligt frem mod år 2010, kan olie-, kul- og bilindustrien uantastet hente sine investeringer og profitter hjem, samtidig med at nye virksomheder indenfor vedvarende energi kan vokse sig store med hjemlige bistandskroner i ryggen.

At få bremset den globale opvarmning kræver imidlertid et opgør med veletablerede kapitalkræfter og en konsekvent omlægning til vedvarende energi i hele verden. Det kan ikke overlades til markedet.

Konni Nørlem