Mange undrer sig sikkert over, hvorfor regeringen efter balladen om efterlønnen ikke bare trak indgrebet tilbage eller lempede på den værste del af det. Årsagen er enkel: Den forbereder endnu værre indgreb.

Det har i over et halvt år været klart, at Lykketoft ikke længere har styr på økonomien. Betalingsbalancen endte i 1998 med et større underskud, og også i 1999 forventes underskud. Vismændene beroligede: Et kortvarigt betalingsbalanceunderskud er ikke noget problem, hvis det skyldes investeringer.

Men omkring årsskiftet har hele 3 undersøgelser (Greens i Børsen, Sonar i Jyllands-Posten samt Danmarks Statistik) vist, at den er helt galt med eksporten. Det har store udløst overskrifter som: "Ordre-krise truer tusinder af job" (Børsen 7. dec.), "Storindustri kræver politisk handling" (Jyllands-Posten 9. jan.) og samme dag i erhverssektionen: "Dansk industri på nedtur".

Danmarks Statistik peger på, at forventningerne i industrien er lavere end under lavkonjunkturen fra 1987 til 1993, og at man skal helt tilbage til oliekriserne i 1973 og 1979 for at finde lavere tal.

Flere steder er der allerede sket fyringer. Dancake, Grundfos, Dandy, Danfoss, FLS Industries, Jamo, Novo Nordisk, Lindø har i efteråret udsendt over 2300 fyresedler – og der er flere på vej.

Økonomernes tal for forventede fyringer i 1999 justeres løbende opad. I foråret 98 vurderede Økonomiministeriet, at der ville blive tabt 8.000 arbejdspladser i 1998 og 1999. I efteråret hævede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tallet til 14.000. Senere vurderede vismændene tabet til 20.000, hvilket i Børsen blev kommenteret med: "Men vismændene undervurderer måske faldet i beskæftigelsen". Senest vurderer Per Nielsen, Dansk Industri, tabet inden udgangen af 1999 til 15.000 alene inden for industri og byggeri.

En stor del af fyringerne i efteråret er en følge af den internationale krise, dvs. især på markederne i Sydøstsien og Rusland. Men de seneste undersøgelser tyder på, at der nu også er problemer på hjemmemarkedet. Hver tredje virksomhed forventer fald i afsætningen på hjemmemarkedet.

Industriens topfolk kræver "politisk handling", men samtidig advarer de mod forbrugsbegrænsende indgreb, som vil sætte hele økonomien i stå. I stedet ønsker de at få tilbagebetalt grønne afgifter og at slippe billigere i skat. Mariann Fischer Boel (V) foreslår en konjunktur-udligning af skatten.

Pudsigt nok kom dette forslag ikke sidste forår, hvor erhvervslivet udbetalte rekord-udbytter til aktionærerne. Det er nemlig en af de væsentlige faktorer bag den svigtende konkurrenceevne. Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger: "Industrien har brugt opsvinget til at sætte sine avancer i vejret." Som altså oven i købet ikke er investeret, men udbetalt i udbytter og direktørgager. Det har regeringen ikke tænkt sig at gribe ind imod.

En anden faktor er, at euro'en (som kronen jo er bundet til) står relativt stærkt. Det har Lykketoft også fraskrevet sig muligheden for at gøre noget ved.

Børsen formulerer Lykketofts dilemma således: "Finansministeren har skabt sig det klassiske problem, at han må vælge mellem betalingsbalanceunderskud eller stigende ledighed".

Krisegruppe

En af dansk industris giganter, Danfoss-direktøren Jørgen Mads Clausen, har foreslået oprettelse af en "krisegruppe" mellem industrien og erhvervslivet, der skal komme med forslag til, hvordan industriens kan øge sin konkurrenceevne, dvs. sikre sig større profitter. Det har regeringen sagt ja til at deltage i.

Blandt forslagene kræver erhvervslivet, udover at slippe billigere i skatter og afgifter, øget eksportstøtte samt stop for lønstigninger eller decideret lønnedgang for arbejderne. Som formand for Randers Erhvervsråd, Carsten Spanget, siger: "Det samlede danske lønniveau er eksorbitant højt."

Tilbage står, at regeringen igen klapper hælene sammen og siger javel til erhvervslivets ønsker om nedsættelse af afgifter og skatter. Og derefter sender regningen videre til arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende.

Med en international lavkonjunktur under opsejling kan regningen blive endog meget stor, hvis ikke der bliver sat stop for erhvervslivets ragen til sig. Erhvervslivets krav om lavere skatter og lønninger viser, at den danske storkapital er ved at samle sig om sine klasseinteresser og lægger op til en konfrontation med arbejderklassen. Det må imødegås med en kamp for en række krav, som i stedet tager udgangspunkt i arbejdernes klasseinteresser.

Jørn Andersen