De vestlige landes rolle i forhold til krigen i Kosova er mere beskidt, end det umiddelbart kunne se ud til.

Allerede i september-oktober sidste år, hvor de sydamerikanske lande blev ramt af krisen, mistede Brasilien en milliard dollar om dagen i ugevis og havde brug for en hjælpepakke på 41,5 mia. dollar fra den Internationale Valutafond, IMF. Krisen lod til at blive overvundet, og præsident Fernando Henrique Cardoso blev genvalgt i oktober på løfterne om at være det eneste bolværk mod økonomisk kaos.

Tilsyneladende har Vesten jo succes: Med trusler om bombning af Serbien og blokering af våbenforsyninger til Kosovas Befrielseshær, UCK, har de tvunget parterne til forhandling i Rambouillet ved Paris. De fleste i Vesten og mange albanere ser vestlig magtanvendelse som den eneste mulighed for at få stoppet Serbiens massakrer og terror i Kosova.

Men under hele krigen har Vesten, herunder den danske regering, støttet Serbiens Milosevic's vigtigste krav, nemlig at Kosova skal forblive en del af den jugoslaviske føderation, som Serbien dominerer. Dette har givet Milosevic legitimitet til at fortsætte med at bringe Kosova under serbisk kontrol, hvilket i praksis vil sige at fortsætte myrderierne.

Situationen minder i uhyggelig grad om situationen for Palæstina. Serbien laver serbiske bosættelser i Kosova, ligesom Israel gør på palæstinensisk område. Vesten taler dunder til Milosevic, men samtidig er det åbenlyst, at de ser Milosevic som deres bedste garant for relativ stabilitet i området. Ligesom med Israel.

I medierne fremstilles krigen, som om den foregik mellem to parter, der grundlæggende er ens: Rabiate nationalister, som slås om magten. Derfor er det intet under, at de fleste almindelige danskere har svært ved at se nogen løsning, og derfor accepterer Vestens trusler om bombninger.

Men de to parter er langtfra ens. Kosova-albanerne er et selvstændigt folk, som i årevis har været undertrykt af den serbiske stat. I Kosova er 85-90 pct. af befolkningen etniske albanere, men kontrollen over landet foregår fra Serbiens hovedstad Beograd.

Inden det tidligere Jugoslavien brød sammen, havde Kosova et delvist selvstyre, dog ikke så meget som de andre republikker i unionen. Dengang var der kun få konflikter mellem albanere og serbere i Kosova. Tværtimod kæmpede albanske og serbiske arbejdere ofte sammen for forbedringer og krav til regeringen. Nationalismen spillede kun en meget lille rolle.

Men Milosevic har gang på gang brugt Kosova som syndebuk til at oppiske en nationalistisk stemning i selve Serbien, som kunne holde ham ved magten. Det er efter disse gentagne overgreb, at albansk nationalisme er vokset frem og nu har støtte i det meste af befolkningen.

Det eneste mulige udgangspunkt for en løsning er derfor fuld selvstændighed for Kosova. Kravet har fuld opbakning i Kosova selv: Ved en folkeafstemning i 1980erne, hvor 87 pct. deltog, stemte 99 pct. for dannelse af en selvstændig stat.

Nationalisme

Men hvordan kan socialister støtte et sådant nationalistisk krav? Er det ikke blot at give los for rabiat nationalisme?

For det første må socialister altid have det udgangspunkt, at folk selv skal have ret til at bestemme deres politiske skæbne – uden hensyn til stormagtsinteresser.

Men for det andet: Hvis Kosova får selvstændighed, forsvinder meget af grundlaget for at se nationalismen som løsningen på de sociale problemer, som nu skjuler sig under overfladen.

I dag ses de elendige sociale forhold i Kosova først og fremmest – og med en vis ret – som et resultat af serbisk undertrykkelse. Alle serbere ses som fjender, uanset om de tilhører den herskende klasse eller blot er almindelige arbejdere.

Hvis Kosova fik selvstændighed, ville der stadig være nationalisme – ligesom der er dansk, fransk eller græsk nationalisme. Men magthaverne i Kosova ville ikke i samme grad som i dag kunne bruge nationalismen som forklaring på arbejdsløshed og social elendighed.

Det har vi set fx i de baltiske lande, som tidligere var under russisk overherredømme. Inden selvstændigheden sås russerne, herunder de russiske mindretal i landene, som det egentlige problem. I dag er modsætningerne i langt højere grad et spørgsmål om klasser: Det er arbejderne, som lider, mens en privilegeret elite af magthavere skummer fløden.

Fuld selvstændighed for Kosova ville flytte kampen fra den nationalistiske til klassekampens scene – og derved åbne muligheden for fælles kamp mellem serbiske og albanske arbejdere mod det kapitalistiske system, som er den egentlige årsag til deres fælles problemer.

Dette er præcist årsagen til, at Vestmagterne og Milosevic i fællesskab er imod selvstændighed. De ville få sværere ved den del-og-hersk politik, som for stormagterne betyder stabilitet, men som for både albanske og serbiske arbejdere betyder krig, sult og afsavn.

Jørn Andersen