Socialdemokratiets kraftige dyk i meningsmålingerne efter efterlønsskandalen har fået flere kommentatorer til at tale om, at epoken, hvor Socialdemokratiet var det markant største parti, er ovre. Jørn Andersen forklarer, hvorfor partiet før har haft den slags kriser og hvorfor de alligevel altid overlever.

Den nye chefredaktør for Socialdemokratiets eget hoforgan, Aktuelt, Kristian Schultz Jørgensen skriver: "Socialdemokratiets dage som et parti, der næsten automatisk fik mere end 30 pct. af stemmerne, kommer aldrig igen." I SF og Enhedslisten fryder man sig åbenlyst over Socialdemokratiets problemer. Nogle går endda så vidt som til at snakke om "Socialdemokratiets sidste krise?" (Forside på SAP's Socialistisk Information i januar).

Socialdemokratiske partier har før været i dybe kriser. De sidste 10 år er det bl.a. sket i Frankrig, New Zealand og Sverige.

I Frankrig kom Socialistpartiets Mitterand til magten i 1981 efter årtiers borgerligt styre. Arbejderne forventede reformer, men snart fik de nedskæringspolitik. Socialistpartiet mistede opbakning, og i starten af 90'erne troede de færreste på, at det kunne rejse sig igen.

I New Zealand mistede Labourpartiet i 1990 halvdelen af sine vælgere efter i flere år at have ført en hård borgerlig nedskæringspolitik. Medlemstallet faldt fra 100.000 i 1984 til under 10.000 i 1990.

Straffen var velfortjent – men det var de borgerlige partier, som vandt på Socialdemokratiernes tilbagegang.

Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid ikke tilbagegangen, men at de er kommet tilbage igen. I New Zealand har Labour i dag over 50 pct. opbakning i meningsmålingerne. I Frankrig vandt Socialistpartiet i maj 1997 en overvældende valgsejr.

Valgforskere vil udlægge det som, at først bliver vælgerne trætte af det ene parti, og når det andet parti så viser sig at være lige så slemt, så prøver man igen det gamle parti.

Men det kan ikke forklare, hvorfor socialdemokratiske partier generelt er gået frem, mest markant i Europa, de seneste år: SPD i Tyskland, Labour i England m.fl. har genvundet regeringsmagten med store valgsejre.

Forklaringen findes uden for den parlamentariske scene. Efter at arbejderne i 1980'erne var i defensiven over for arbejdsgivernes og regeringernes nedskæringer, så har vi de seneste år set en bølge af protester og strejker mod krisepolitikken.

Fagforeningerne, som op gennem 80'erne i mange lande tabte masser af medlemmer, begynder nu igen at få opbakning. Selvtilliden i arbejderklassen er på vej op. Arbejderne er i stigende grad villige til at slås for at forsvare og forbedre velfærden.

Et sådant skift i stemning og holdninger på gulvplan har over hele Europa fået parlamentarisk udtryk ved at de partier, der repræsenterer de faglige organisationer, går frem. Det vil generelt sige de socialdemokratiske partier.

Selv i Danmark, hvor aktiviteten på gulvplan endnu ikke har nået franske, tyske og græske højder, kom dette til udtryk i Socialdemokratiets overraskende sejr ved sidste valg. Blot et kort tilbageblik på de sidste par årtier burde altså få kommentatorernes dødsklokker til at forstumme.

I virkeligheden bygger deres dødsannoncer på en mere grundlæggende misforståelse af, hvad Socialdemokratiet er for en størrelse. Det er ikke blot et parti som slænget af midterpartier, der har nogle ideer, og som kan erstattes af en hvilken som helst ny konstellation, der måtte dukke op.

Socialdemokratiet adskiller sig, ved at det har et socialt fundament: Bureaukratiet i fagbevægelsen.

Forhandlinger fremfor kamp

Hvis vi ser på fagforeningerne, så er de udtryk for den mest elementære form for klassebevidsthed. De udtrykker arbejdernes erkendelse af, at enhed og sammenhold er nødvendig i kampen mod arbejdsgiverne.

Men fagforeningerne har en klar begrænsning. Deres opgave er at sælge arbejdskraften dyrest muligt, ikke at afskaffe det system, der tvinger arbejderne til at sælge deres arbejdskraft. Derfor ligger der i fagforeningerne en indbygget accept af kapitalismen.

På den måde er fagforeningerne en modsætningsfyldt størrelse. På den ene side kan de ikke bekæmpe systemet til bunds, på den anden side kan de kun eksistere, hvis de faktisk slås for arbejdernes krav.

Det politiske udtryk for dette er reformisme. Og der er intet overraskende i, at reformismen er den dominerende ideologi i arbejderklassen. For situationen i klassekampen er, at der findes lange perioder med social "fred" mellem klasserne. Og i sådanne perioder er det ikke særligt indlysende, at der er behov for kamp for at opfylde arbejdernes krav.

Derfor er det de faglige lederes "naturlige" politik at forhandle sig til forbedringer frem for at kæmpe for dem, Med andre ord er reformismen et udtryk for fagbureaukratiets politiske interesser.

Socialdemokratiet er grundlæggende det organisatoriske udtryk for fagbureaukraternes politiske interesser. Den socialdemokratiske politik bygger på det samme grundlag som de faglige ledere: at forhandle sig til forbedringer ­ reformer ­ uden at smadre systemet.

Med den tætte forbindelse mellem de faglige ledere og Socialdemokratiet er der intet underligt i, at socialdemokraterne har en massebasis i arbejderklassen. På trods af, at Socialdemokratiet gennem årtier har stået for samarbejde med borgerskabet om at begrænse lønninger, skære i understøttelsen, forringe sundhedsvæsenet osv.

Borgerligt arbejderparti

Selv om Socialdemokratiet er et arbejderparti, så ledes partiet ikke af arbejderklassen. Tværtimod hentes de socialdemokratiske ledere i det faglige bureaukrati eller kredse, som ligger tæt på, og de tilhører et socialt lag uden for arbejderklassen. Som socialt lag er fagbureaukratiet grundlæggende konservativt og samfundsbevarende.

Derfor er det mest præcist at betegne Socialdemokratiet som et borgerligt arbejderparti.

Det er altså et parti med en indbygget modsætning – mellem det kapitalistiske systems interesser og interesserne hos de mennesker, som partiet hævder at repræsentere, arbejderne.

Socialdemokratiske ledere – Nyrup og Lykketoft, Schröder i Tyskland, Blair i England – har forsøgt at frigøre sig fra båndene til fagbureaukratiet. Men hovedparten af fagbevægelsens top er stadig tro socialdemokrater. Under protesterne mod efterløns-forringelserne sås det tydeligt, at den socialdemokratiske top stadig er afhængig af, at den har faglige ledere, som kan få protesterne til at fuse ud.

Såvel de seneste års faktiske begivenheder som en analyse af de mere grundlæggende træk ved Socialdemokratiet taler altså for, at partiet ikke bare forsvinder.

Der er ingen tvivl om, at folk er blevet skuffet i deres forventninger pga. Socialdemokratiets efterlønsbedrageri. På kort sigt betyder det givetvis frustration og resignation hos mange. Det er hvad vi oplever i øjeblikket.

Muligvis vil vælgerne, som i Frankrig, i første omgang straffe Socialdemokratiet, men næppe i den grad, som meningsmålingerne antyder. Arbejdere har en høj grad af loyalitet mod deres faglige organisationer, og de overdrevne spådomme om Socialdemokratiets snarlige død overser dette.

Venstrefløjen

Til slut: Socialister bør ikke hovere over Socialdemokratiets tilbagegang. Det er rigtigt, at de selv har været ude om det, men en svækkelse af Socialdemokratiet til fordel for de borgerlige er et problem for hele arbejderklassen. Det betyder, at borgerlige ideer vinder frem, og at de faglige organisationer svækkes.

Noget andet var, hvis Socialdemokratiet var blevet svækket af, at de var under pres fra en stærk venstrefløj. Men det alternativ har venstrefløjen ikke været i stand til at levere.

Socialdemokratiets ideologiske fundament, reformismen, er i krise. Men den er samtidig så rodfæstet i den måde, kapitalismen fungerer på, at den ikke forsvinder, før flertallet af arbejdere beslutter sig for at afskaffe kapitalismen.

Frem for at hovere skal socialister se Socialdemokratiets krise som en mulighed for at rejse debatten om, hvilken vej arbejderbevægelsen skal gå for at vinde fremgang.

I en situation, hvor der er et udbredt ønske om forandring og en stigende vilje til at slås for det, vil mange være åbne for en sådan diskussion.