Det er ganske alvorlige perspektiver, der tegner sig, hvis de offentligt ansattes overenskomster bliver vedtaget.

Der er direkte forringelser for en række grupper. Desuden er det lykkedes arbejdsgiverne af knægte nogle grundlæggende faglige principper.

Den såkaldte 'ny løn' er et spring tilbage til før den tid, hvor det lykkedes fagforeninger at begrænse arbejdsgivernes muligheder for at bruge lønnen til at spille folk ud mod hinanden.

Lokal og individuel fastsat løn giver arbejdsgiverne "et styringsinstrument til at fordele de samme penge på en anden måde, og på deres præmisser", som det hedder fra det mindretal i BUPL, der stemte nej til forliget.

Det samme gælder den 'fleksible' arbejdstid. Hvor landsoverenskomsten tidligere gav den enkelte beskyttelse mod at blive presset til at tage flere timer, så betyder forliget, at "vi skal arbejde mere og omstille os hurtigere til ændrede arbejdstider, når forholdene på arbejdspladsen tilsiger det."

Desuden er bestemmelsen inden for det kommunale område, om at overarbejde så vidt muligt skulle afspadseres, blevet fjernet. Det er nu arbejdsgiveren, der bestemmer, om overarbejde skal afspadseres eller udbetales.

Oveni dette er bestemmelserne om 'ny løn' og 'fleksibel arbejdstid' ikke engang ledsaget af lokal strejkeret!

Plasteret på disse grove angreb på solidariteten er nogle ekstra ferie/fridage – uden feriepenge.

Modstand

Derfor er det ikke underligt, at forligene har mødt stor modstand: Dansk Magisterforening, Gymnasielærerne, Telekommunikationsforbundet og Jernbaneforbundet, de pædagogstuderende og en lang række lokale fagforeninger opfordrer til at stemme nej. Desuden stemte en tredjedel af hovedbestyrelsesmedlemmerne hos bl.a. lærerne og pædagogerne imod forligene.

Forhandlingsforløbet har været en farce. Frem for at fagforeningerne stod sammen om at presse flest mulige indrømmelser ud af arbejdsgiverne, har fagtoppene sloges indbyrdes om, hvem der kunne få den største andel af den ramme, som arbejdsgiverne i forvejen havde fastsat.

Det minder om forløbet sidste år på det private område – lige indtil folk sagde nej til forligene og ja til at gå i konflikt for at få et bedre resultat.

Det var ikke forhandlerne, men den kollektive styrke fra gulvplan, der slog hul på den sjette ferieuge.

Den erfaring kan bruges meget direkte af de offentligt ansatte nu: Aktiviteter i de enkelte fagforeninger og på de enkelte arbejdspladser inden afstemningen er det, der kan skabe et nej-flertal – og samtidig forberede den konflikt, der kan skaffe et bedre resultat.

En konflikt for at forsvare solidariske løn- og arbejdsforhold vil møde stor velvilje. Det er ikke kun offentligt ansatte, men også brugere, klienter, patienter osv., der lider under offentligt ansattes stressede og nedskæringsramte hverdag.

At slå forligene tilbage er et vigtigt skridt i at ændre forholdene for hundredtusinder af mennesker.

Jørn Andersen