I forbindelse med tyveåret for Shahens fald i Iran beskriver Ivajlo Holm-Jensen, hvordan det undertrykkende Shah-regime blev væltet af en arbejderrevolution og hvad, der kunne have været gjort for at undgå Khomeinis kontrarevolution.

Her tyve år efter den iranske revolution i 1979 forbinder de fleste Iran med Ayatollah Khomeinis præstestyre og ikke mange kan nikke genkendende til eksotisk klingende ord som SAVAK, Shoraer og Shahen. Disse ord rummede dog alle en blodig alvor for den iranske arbejderklasse, der spillede en vigtig og afgørende rolle for omvæltningerne i den iranske stat.

I spidsen for den iranske stat stod Shahen og hans familie, der var blevet genindsat i 1953 med støtte fra det altid hjælpsomme CIA. Shahen nød godt af amerikansk økonomisk støtte og stigende olieprofitter, som han brugte til at opbygge et stærkt militærapparat og et til stadighed voksende hemmeligt politi (SAVAK), i stedet for at bruge rigdommene til velfærd. I 1967 var 87 pct. af Irans landsbyer stadigvæk uden skoler, 80 pct. af befolkningen var analfabeter og kun 1 pct. af landsbyerne havde adgang til medicinske faciliteter.

Et at de få positive træk, der i denne periode er værd at pege på, er den kraftige moderniseringsproces, det iranske samfund gennemgik i 1960´erne og første halvdel af 70´erne. I denne periode startede en kraftig økonomisk ekspansion, der banede vejen for Iran som industrination, og med den fulgte den moderne arbejderklasse. Den hastige vækst og industrialisering gav befolkningen forhåbninger for fremtiden, selvom store dele af det iranske folk levede i dyb forarmelse.

Men Shahen styrkede yderligere sit jerngreb om statsmagten. Op gennem 70erne blev Iran verdens største våbenimportør, og Teheran blev mellemøstligt hovedkvarter for CIA. I 1975 opløste Shahen alle eksisterende partier og indførte etpartisystemet. SAVAK-agenter overvågede alle de største arbejdspladser. Agenterne sad som embedsmænd på fabrikkernes kontorer, og al fagforeningsvirksomhed var kun tilladt under deres direkte overvågning og kontrol.

Men i slutningen af 1975 faldt efterspørgslen på olie markant, og dermed også den iranske vækst. Landet ramlede hurtigt ind i betalingsproblemer grundet en høj inflation på op til 40 pct., en arbejdsløshed på 15 pct. og en massiv gæld begyndte at ophobe sig. Fra at være et land, der havde haft et bemærkelsesværdigt held med sin kapitalistiske økonomiske politik gennem en årrække, blev det lynhurtigt vendt til at være en dybt forgældet og fattig nation.

Den arbejderklasse, moderniseringsprocessen havde skabt forsvandt dog ikke i takt med den faldne vækstrate. Og de sociale spændinger, der var blevet holdt i ave af bl.a. SAVAK, slog snart ud i lys lue. Fra 1977 begyndte de begivenheder, der skulle føre til Shahens fald virkelig, at tage fart. Slumbeboerne i Teheran organiserede en fredelig march, der blev nedkæmpet af politiet, og mange blev dræbt. Massedemonstrationerne begyndte at eskalere i styrke og antal hen mod slutningen af året, og disse blev nedkæmpet på samme brutale måde. I februar 1978 angreb demonstranter i Tabriz politistationer, hovedkvarteret for Shahens parti, banker og en mængde bygninger, der var den kongelige Shahfamilies ejendom. Shahen søgte at tage trykket af kedlen ved at lancere et liberaliseringsprogram. Ydermere skar han i statsstøtten til sit eget parti, samtidig med at han sendte de mest korrupte af sine familiemedlemmer på et forlænget ferieophold i udlandet. I stedet steg oppositionen i styrke for hver indrømmelse, der blev givet.

“Shah Raft” – Shahen er væk

Indtil juni 1978 havde demonstrationerne primært bestået af studenter, byproletariatet og folk fra middelklassen, men fra slutningen af juni antog industriarbejdernes kamp en langt skarpere karakter. De forlangte frie fagforeninger, boligsikring, overskudsdeling, en femdages arbejdsuge og en tilbagekaldelse af alle eksisterende udenlandske olieaftaler. Hele arbejderklassen blev lynhurtigt involveret i oprørsbevægelsen, hvilket resulterede i, at produktionen næsten gik fuldstændig i stå, med undtagelse af varefremstillingen til det hjemlige marked. Mange af de mest prominente fabriksledere flygtede paniske ud af landet, og arbejderne overtog selv produktionen. De før så stærke SAVAK-syndikater brød sammen og blev overtaget af strejkekomiteer, der egenrådigt bestemte arbejdstid, produk-tionsmængde og strejketid.

I takt med, at Shahregimets statsinstitutioner brød sammen, kom magten i folkets hænder. Der blev oprettet Shoraer (råd) på alle arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner og fra disse organiserede man strejker, demonstrationer og konfiskationen og omfordelingen af godsernes enorme jordarealer. Arbejderklassen sad nu stort set på alle produktionsmidler.

Atten måneder efter de første demonstrationer i Teheran, der havde resulteret i de senere så hårde kampe mod politiet og krævet mange ofre, var Shahen tvunget til at flygte ud af landet den 16. januar 1979. Efter at radioen havde bragt meddelelsen om flugten strømmede folk ud på gaderne og råbte “Shah Raft” (Shahen er væk), bilisterne tudede i hornene og man kastede blomster til soldaterne og appellere til, at de ikke skulle skyde på deres brødre og søstre.

Men det næste år skulle vise sig at blive skæbnesvangert for arbejderklassen fordi de aldrig målrettet gik efter at få statsmagten, men lod den provisoriske regering overtage styringen, og dermed havde de i praksis overgivet trumfkortet til de nationalistiske og fundamentalistiske kræfter.

Den 1. februar vendte Ayatollah Khomeini tilbage fra sit eksil i Paris, hvorfra han nøje havde fulgt begivenhedernes gang og fem dage senere opkastede han sig selv til statsoverhoved.

Khomeini var blevet sendte ud af landet i 1963, fordi han var imod den kapitalistiske moderniseringsproces, men det havde ikke stoppet hans politiske aktivitet. Via kassettebånd, der var blev spredt blandt masserne, havde han holdt taler for folket, hvori han talte om at etablere et islamisk samfund, der var baseret på lighed og broderskab.

Khomeinis kontrarevolution

Med hans tilbagevenden fik piben et helt anden lyd og kontrarevolutionen kunne begynde. To ting truede næsten øjeblikkeligt Shoraernes magtposition.

For det første erklærede den provisoriske regering arbejdernes indblanding i ledelsesfunktionerne på arbejdspladserne for uislamisk, og man søgte at splitte Shoraerne ved aktiv at støtte små islamiske sammenslutninger af arbejdere. Gennem disse intervenerede regeringen i Shoraerne og begyndte at agitere religiøst. Målet var en ideologisk kontrol med arbejdspladserne. En arbejder udtalte ganske rigtig: “Hvad jeg gerne vil vide, er, hvad Shoraerne har med religion at gøre? Alle arbejdere er lige udnyttede, hvad enten de er muslimer, kristne eller tilhører nogen anden religion. Den helvedes direktør, som har drukket vores blod, er nu pludselig blevet en god muslim, der prøver at splitte os pågrund af religion. Vi bør vide, at vores eneste mulighed for at vinde er at fastholde vores enhed gennem Shoraerne."

For det andet havde Shoraerne reelle vanskeligheder med at skaffe råvarer og påbegynde en økonomisk rekonstruktion af den iranske økonomi, fordi landets selvbestaltede ledelse ikke ønskede at støtte Shoraerne finansielt.

De iranske arbejdere risikerede nu at miste alle de goder, de havde opnået under revolutionen. På den ene side havde modsætningerne i den iranske kapitalismes udvikling ført til den folkelige rejsning under revolutionen i februar 1979. Nu førte de samme modsætninger til, at økonomien, som var livsnødvendig for arbejderklassens overlevelse, brød sammen.

Venstrefløjens forræderi

Venstrefløjen, der på dette tidspunkt kunne have spillet en vigtig rolle i den politiske udvikling, glimrede ved den totale forvirring, der eksisterede iblandt partierne. De greb ikke selv ind og foreslog alternative strategier. De mest dominerende af partierne betragtede Østblokken som det sande socialistiske samfund og var derfor også tilhængere af den stalinistiske doktrin om, at en borgerlig demokratisk revolutionsfase var en forudsætning for en socialistisk revolution. Ingen søgte at gøre fælles front mod Khomeini og dermed lå vejen fuldstændig åben for den islamiske kontrarevolution.

Det første islamiske angreb blev rette mod kvinderne, der fik frataget en lang række af de privilegier de til trods for det repressive Shahstyre havde fået. Manden fik igen den fulde ret til skilsmisse, til at have fire permanente koner og et ubegrænset antal midlertidige koner.

I de områder, hvor venstrefløjen ikke havde nogen indflydelse, var Shoraerne ledet af det islamiske shiitiske præsteskab, der var Khomeinis erklærede tilhængere. Det betød at disse meget hurtigt blev regimets politistyrke, og en brutal udrensning af revolutionære elementer i Shoraernes egen rækker tog sin begyndelse.

Efter angrebet på kvinderne og de revolutionære elementer kom turen til de nationale mindretal, der i visse områder krævede selvbestemmelse. Den 18. marts blev bl.a en kurdisk landsby bombet på grund af, at de havde besat godsejernes jord. Graden af undertrykkelse blev yderligere øget, da alle progressive aviser blev forbudte og Shahens officerer blev genindsat på deres gamle poster.

Alt dette var der intet venstrefløjsparti, der reagerede imod og på den måde indordnede de sig under den islamiske politiske forfølgelse og nationalisme, men ikke nok med det. Da Khomeini lancerede sit antiimperialistiske program støttede de største venstrefløjspartier op bag ham.

Hovedtanken bag det antiimperialistiske program var, at alle de problemer, der var på arbejdspladserne, blandt kvinderne og de nationale mindretal skyldtes amerikansk imperialisme, eller kort sagt alle, der ydede aktiv modstand mod regeringen var amerikanske eller zionistiske agenter. Venstrefløjen søgte at retfærdigøre sine standpunkter ved at tale, om arbejdernes lave bevidsthedsniveau og at man måtte søge at bygge bro mellem arbejderkontrol og islamisk ideologi.

I september invaderede Irak Iran, hvilket gav den islamiske republik i Iran vind i sejlene. De nu islamiske Shoraer vedtog resolutioner, som sagde: “Vi er i krig. Vi må ofre os og stå sammen. Selv i weekenderne må vi arbejde for at vinde krigen.” Khomeini benyttede lejligheden til at iværksætte sin kulturrevolution for at islamisere alle kultur- og uddannelsesinstitutioner. Venstrefløjen blev nu angrebet på dens sidste fristed, nemlig universiteterne, der blev lukket på ubestemt tid.

Først nu begyndte halvdelen af venstrefløjen at reagere og en landsdækkende kampagne med byguerillakrig blev iværksat. Dette var dog alt for sent. Ingen af de forbedringer, som revolutionen i februar 1979 havde ført med sig, blev bevaret. Den iranske arbejderbevægelse var blevet smadret. Venstrefløjen var splittet mellem to yderpunkter, nemlig ukritisk støtte til det arbejderfjendtlige regime eller guerilla-krigens frygtelige isolation.

De socialistiske partier fejlede fuldstændigt under den iranske revolution.

Ethvert socialistisk parti må i en lignende situation være kompromisløst i sin støtte til kampene for kvindefrigørelse, for bøndernes overtagelse af jorden og for de nationale mindretals rettigheder. Man skal konsekvent fremlægge en alternativ politisk linie for at føre revolutionen frem til dens socialistiske endemål. Man skulle i dette tilfælde havde forklaret arbejderne Khomeinistyrets arbejderfjendske natur, og langt tidligere organiseret en aktiv kamp for magtovertagelsen af statstyret.

Indtil disse principper er anerkendt og forstået af enhver revolutionær socialistisk organisation, vil den iranske revolutions tragiske historie gentage sig selv i det uendelige.

Se også:
SRY 13: Iran 1999 – regimet ved en korsvej