De nyligt afholdte lokalvalg i Iran var et klart nederlag for landets religiøse ledere. Optællinger, som endnu ikke er offentliggjort, tyder på, at tilhængere af den moderate præsident Khatami har vundet flertal over det meste af landet.

I hovedstaden Teheran vandt moderate kandidater samtlige 15 pladser i bystyret.

Vestens ledere lovpriser Khatami og ser frem til Khatamis løfte om økonomiske og politiske reformer, som vil åbne Irans store hjemmemarked for vestlig kapitalisme.

Da Khatami blev valgt som præsident i 1997, var det en enorm overraskelse både i og uden for Iran. Vestlige medier fokuserede især på Khatamis popularitet blandt intellektuelle, studenter og de dele af middelklassen, som den islamiske regering har sat uden for indflydelse.

Men den afgørende forklaring på Khatamis sejr var en massiv opbakning blandt fattige og arbejdere. De valgte Khatami for at protestere mod elendige sociale forhold samt korruption og undertrykkelse.

På nogle områder har Khatami forsøgt at leve op til sine løfter. Han har udrenset ledende officerer i den Islamiske Revolutionsgarde – regeringens politiske politi. Han har slækket på de kulturelle restriktioner, hvilket har ført til en sand opblomstring af nye aviser og tidsskrifter, hvoraf mange er kritiske over for regimet. Og indenrigsministeriet er begyndt at tillade demonstrationer.

Udenrigspolitisk har Khatami luftet tanker om at forbedre forholdet til "den store satan", USA.

Trods Khatamis reformer og hans "moderate" image har han en fortid blandt de religiøse ledere.

Han var Minister for Islamisk Vejledning og Kultur i den islamiske regering, der kom til magten i 1979. Senere fik han ledende poster i hæren og stod i spidsen for regeringens kontor for krigspropaganda under krigen mod Irak i 1980'erne.

Blandt sine støtter tæller Khatami nogle af regimets hardlinere – fx Sadeq Khalkhai, der som dommer er ansvarlig for summarisk henrettelse af hundredvis af aktivister fra venstrefløjen og fra det kurdiske mindretal.

For Khatami og hans allierede er de politiske reformer et middel til at opnå et bestemt mål – nemlig den kontrol over økonomien, som den konservative islamiske fløj i dag besidder. Irans økonomi domineres af staten, hvor de konservative har placeret deres folk på de fleste nøgleposter. På et tidspunkt, hvor den iranske økonomi er i dyb krise, har en lille håndfuld erhvervsledere med forbindelse til regimet raget store summer til sig.

Det er sket, samtidig med at levestandarden for størstedelen af befolkningen er halveret.

Selv den vigtige olieindustri – der står for 80 pct. af regeringens indtjening af fremmed valuta og 50 pct. af statens samlede indtægter – er i dyb krise. Ifølge regeringens egne beregninger vil Iran – i dag verdens tredjestørste olieeksportør – om 15 år være nødt til at importere olie på grund af landets voksende befolkning.

De økonomiske problemer har fået Khatami-fløjen i den herskende klasse til at vurdere, at deres fremtid afhang af et økonomisk kursskifte. For at gennemføre den må de konservatives kontrol over økonomien mindskes.

Det er baggrunden for Khatamis ønsker om "åben debat" og "rationelle diskussioner" – han ønsker at undergrave de konservatives økonomiske magt ved at underminere deres politiske position.

Så selv om Khatami henter sin opbakning fra det store flertal af fattige og arbejdere, så indeholder hans strategi yderligere angreb på levestandarden for dette flertal. Især ønsker han at afskaffe regeringens tilskud til vigtige dagligvarer som fødevarer og brændsel.

I marts sidste år gennemførte Khatami nedskæringer i tilskuddene til brød, mælk og brændsel, hvilket fik priserne til at stige med 50 pct. på blot en uge.

Den konservative fløj har forsøgt at slå igen. Først ved at rejse en rigsretssag mod indenrigsministeren og ved gennem anklager om korruption at tvinge Teherans borgmester, en kendt Khatami-tilhænger, til at træde tilbage. Senere har de konservative efter al sandsynlighed stået bag attentater og drab på fremtrædende intellektuelle Khatami-støtter. Omfattende protester tvang dog de øverste politimyndigheder til at love, at attentaterne ville blive grundigt efterforsket – hvorefter antallet af attentater er faldet.

Samtidig vokser utålmodigheden blandt de millioner af iranere, som forventede sig store forandringer af Khatami-regimet. Der er et stigende antal strejker og demonstrationer. Studenter protesterer mod islamisk indflydelse på undervisningen. Der er protester mod den tvungne adskillelse af mænd og kvinder på offentlige steder. Kvinder demonstrerer åbenlyst mod kravet om at bære slør.

Khatami er presset på den ene side af de konservative, på den anden side af de folkelige protester. En af hans rådgivere har beskrevet situationen således: "Vi er fanget mellem fascisme og anarki."

Det afgørende spørgsmål i Iran er, om landets magtfulde arbejderklasse vil gå i aktion. Selv om de fleste er for unge til at have oplevet revolutionen i 1979, så kan den stadig tjene som inspiration til, hvordan kollektiv aktion og organisering kan tvinge et upopulært regime fra magten.

Den åbne splittelse i den herskende klasse og kravet om nye nedskæringer kan bringe den iranske arbejderklasse tilbage på banen som den mest afgørende kraft i samfundet.

Se også:
SRY 13: Den iranske revolution (1978-79)