"Livslang uddannelse, læring for livet og kvalitet i uddannelsessystemet" er bare nogle af de floskler vi jævnligt får smidt i hovedet af politikere og diverse "eksperter".

Desværre harmonerer de ikke helt med den virkelighed, som mange studerende oplever på uddannelsesstederne. Højere klassekvotienter, mindre indflydelse på egen uddannelse, nedskæringer på kvote 2 og trusler om nedskæringer i SU'en viser tydeligt, at økonomiske hensyn vejer tungere end hensynet til elever og studerende.

Men hvorfor er det sådan? Er det fordi Mogens Lykketoft er end ond gammel gedebuk, der elsker at knuse de stakkels studerendes håb og drømme? Eller er det fordi han og de andre politikere er underlagt kapitalismens ubønhørlige lov: Mest mulig effektivitet for færrest mulige penge. Det sidste må nok siges at være tilfældet, hvis man ser på hvordan systemet er skruet sammen.

Reproduktion af arbejdskraft

Under kapitalismen er det nemlig sådan, at uddannelsessystemet – sammen med familien – er en af de vigtigste institutioner til reproduktion af arbejdskraft og til at udforme de "rigtige" ideer i folks hoveder, hvilket vil sige magtelitens ideer. Det sker, uden at elever og studerende har en reel demokratisk indflydelse på deres egen uddannelse – hvad de skal lære, hvordan, osv. De vigtige beslutninger bliver taget bag lukkede døre, og selv om elevorganisationerne bliver taget med på råd, bliver de ikke taget alvorligt. Nogen, der til gengæld har rigtig meget indflydelse, er erhvervslivet. Uddannelsessystemet skal nemlig forberede flertallet af de unge på at blive næste generations arbejdere (som jo heller ikke har nogen indflydelse på deres arbejdssituation) og kun et lille mindretal på at blive de næste magthavere. Og dem, der bliver det, er som oftest magthaveres børn, der har en god økonomisk baggrund, i modsætning til mange andre studerende, der er nødt til at tage erhvervsarbejde ved siden af studierne.

Fordi uddannelsessystemet er så vigtigt i reproduktionen af arbejdskraft, er det klart, at det har en meget vigtig funktion i det kapitalistiske system, og at kapitalisterne derfor er meget opsatte på at gøre det "tidssvarende" og tilpasse det til "samfundets krav" – hvilket jo altså vil sige deres egne. Når der er krise, skal der f.eks. presses ekstra mange gennem systemet på endnu kortere tid end normalt, fordi vi skal være "konkurrencedygtige", og så duer det jo ikke, at de lande, vi sammenligner os med, ifølge internationale undersøgelser har 3. klasser, der er bedre til at regne end vores. For slet ikke at tale om de "ansvarsløse unge" og deres "fjumreår" – selvom rejser og erhvervsarbejde i nogle år kan være en både tiltrængt og lærerig pause fra det ensrettende skolesystem. Men da livserfaring ikke giver nogen profit, har den ingen interesse for erhvervslivet. Og vi får at vide, at hvad der er godt for erhvervslivet, det er godt for os alle sammen, så vi har bare at bøje nakken i "hele nationens interesse". Men er det, at man vil tvinge folk igennem et umyndiggørende og ensrettende system, og endda hurtigere end de selv ville have gået igennem det, ikke et bevis for, at erhvervslivets interesser ikke er "hele nationens interesser"? Og når man forgylder erhvervslivet på bekostning af bl.a. de studerende, viser det så ikke meget tydeligt, at vi her i landet har forskellige klasser med forskellige interesser?

Positivt at lære noget

Det er selvfølgelig ikke, fordi alle unge under uddannelse går og klager over, hvor fremmedgjort og manipulerende det hele er. Mange oplever i udgangspunktet uddannelsen som noget positivt, også selv om de ikke har nogen reel kontrol over deres egen undervisningssituation. Det hænger sammen med, at de som mennesker opfatter det at lære noget som positivt. De skal ikke tvinges til at lære at læse, skrive og regne, man behøver ikke tæske dem til at lære om historie og naturvidenskab, netop fordi de ikke fra naturens side er dumme og dovne, men gerne vil suge til sig af viden om den verden, der omgiver dem. Problemet opstår i og med, at kapitalen vil ensrette denne lyst til viden. Den vil forme den, så den passer til kapitalens behov for en effektiv og fleksibel arbejdsstyrke, der ikke gør vrøvl, men adlyder de ordrer, der bliver givet. Derfor må kapitalen og erhvervslivet nødvendigvis også have en udstrakt grad af kontrol over uddannelsessystemet – på bekostning af de studerendes indflydelse. Og det er disse fremmedgørende forhold, der gør, at mange (men ikke alle) begynder at opfatte skole og læring, som noget negativt.

Der er modstand

På trods af ensretningen er de studerende heldigvis ikke bare viljesløse robotter, der lader sig koste rundt med. Vi oplever i stigende grad, at der er en vilje til modstand mod den kapitalistiske logik, der inficerer skolesystemet. Det kommer f.eks. til udtryk i "Nu er det nok"-kampagnen, hvor tusindvis af elever og studerende viser, hvad de mener om regeringens nedskæringer. Men det er klart, at disse nedskæringer ikke kun rammer eleverne og de studerende, men også i høj grad deres undervisere. F.eks. har både folkeskole- og gymnasielærere fået forringet deres arbejdsforhold markant med den nye overenskomst. I den situation er det vigtigt at understrege, at der ikke er nogen modsætning mellem de studerendes kamp og lærernes kamp, men at de faktisk har de samme interesser i henholdsvis gode arbejdsforhold og et godt studiemiljø. Derfor er det også vigtigt, at lærere og elever kæmper sammen – at de sammen viser deres utilfredshed.

Men det er også vigtigt at huske på, som vi har påpeget i denne artikel, at et ensrettende og umyndiggørende uddannelsessystem hænger uløseligt sammen med kapitalismen. Kampen for demokratisk kontrol over egen uddannelse må derfor kædes sammen med kampen mod dette vanvittige økonomiske system. Hvis vi ønsker en uddannelse, der også på længere sigt er indrettet efter vores behov og ikke erhvervslivets, er det nødvendigt, at vi knytter lærernes og de studerendes fælles kamp sammen med resten af arbejderklassens kamp for ordentlige levevilkår – mod kapitalisme og for socialisme!

Se også:
SRY 14: Rapport fra aktivisttræffet: Nu er det nok-bevægelsen