Socialistisk Revy
Nr. 15 – Juni 1999 – side 6
International krigsmodstand. Øjenvidneskildring fra Rom
Jørn Andersen
Modstanden mod krigen vokser verden over. 1. maj blev mange steder også til en protest mod krigen.
Mens mange landes magthavere støtter krigen, kommer modstanden fra fagforeninger, studenterorganisationer og socialister.
I USA og Canada har der været protester i snesevis af byer, og der forberedes en større march mod Pentagon den 5. juni.
I Frankrig har der været stribevis af demonstrationer med 10.000'er af deltagere. I London deltog 15.000 i en demonstration 9. maj – 3 gange så mange som 11. april.
I de fleste Nato-lande er det endnu kun et mindretal, der er imod krigen. Men i fx Italien, Grækenland og Tyskland er modstanden langt mere massiv.
I Italien fortsætter de store demonstrationer arrangeret af fagforeninger og fredsbevægelser. Den italienske regering er splittet og flere store aviser er imod krigen.
Også i Grækenland er det arbejderbevægelsen, der er i centrum for krigsmodstanden. Under parolen "Arbejdere på Balkan er vore brødre" erklærede jernbanearbejderne i starten af krigen, at de ikke ville lade togene transportere tropper til Kosovo.
Den 28. april blev denne holdning understreget: Jernbanearbejdere standsede sammen med deltagere i en anti-Nato-demonstration et tog, der skulle køre Nato-tropper, 30 tanks og andre forsyninger fra Saloniki til Makedonien. I alt 200 pansrede køretøjer og andet udstyr var sejlet til havnebyen Thessaloniki.
De protesterende råbte slagord mod Natos bombardementer, malede hagekors på tanksene og kastede sten mod toget. Til sidst måtte toget vende tilbage til havnen. Bagefter blev der holdt vagt for at sikre, at der ikke bliver transporteret militært isenkram derfra til Makedonien.
I Tyskland er 52 pct. af befolkningen mod krigen. Både Socialdemokratiet og de Grønne – de to regeringspartier – er splittet mellem top og bund i holdningen til krigen.
Alle fagforeningstalere på 1. maj talte mod krigen og fik store bifald. Forsvarsminister Sharping derimod blev mødt med råbene "Morder, morder".
Partiet De Grønne består i høj grad af tidligere miljø- og fredsaktivister. Tyske soldater og bomber på Balkan er næppe det, de forstår ved grøn politik.
En ekstraordinær kongres om holdningen til krigen 13. maj måtte beskyttes af pigtråd og uro-politi, fordi mange af partiets græsrødder demonstrerede mod krigen.
Øjenvidneskildring fra Rom
Socialistisk Revy har modtaget følgende øjenvidneskildring fra 15-årige Caroline Adolphsen fra Mårslet:
"Da jeg d. 9. april besøgte Republica Pladsen i Rom, befandt jeg mig pludselig midt i en kæmpedemonstration mod Natos bombninger i Kosova. 6000-7000 demonstranter af forskellig etnisk oprindelser og i alle aldre gik i et enormt optog gennem Roms gader. Bannere med slogans som "Yankees go home" fyldte Roms gader og gav stemningen et ekstra løft.
Sådan en oplevelse gør virkelig indtryk på en aktiv socialist som mig.
Så derfor: kom ud af røret og gør tanke til handling. Inaktivitet er efter min mening en form for accept."
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe