Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 9 – Maj 1985 – side 4

Hvad påskestrejkerne ikke kunne, kan et arbejderflertal slet ikke

Ud med Schlüter og fasthold kravene om 35 timer, fuld dyrtid og højere løn. Det var fællesnævnerne for den bevægelse, der voksede frem i aprildagene.

Denne bevægelse blev effektivt stoppet af de faglige ledere. Socialdemokraterne var bange for at komme til taburetterne på ryggen af en strejkebevægelse. Især en bevægelse der rejste krav, som de »ansvarlige« socialdemokratiske politikere ikke har i sinde at gennemføre på denne side af århundredskiftet.

Bevægelsen skulle slagtes. Og svaret skulle være, at der skulle sættes kryds et andet sted ved næste valg. Nu er situationen blevet normaliseret og tilstanden mindre farlig. DKP og SF hopper villigt på vognen med krav om en ny politik og en arbejderregering.

Kravet om en samling mellem arbejderpartierne vokser også i arbejderklassen som en naturlig følge af, at man oplevede, at den omfattende bevægelse ikke kunne standse den borgerlige offensiv.

DKP og SF har samme syn på en mobilisering, som den vi så før og efter påske. Mobilisering skal kun bruges som taktisk våben for at presse socialdemokraterne til en anden politik.

Socialdemokratiets Svend Auken har imidlertid afsløret, at Socialdemokratiet ikke vil ændre afgørende ved indgrebet på arbejdsmarkedet, selv om partiet skulle få regeringsmagten i denne overenskomstperiode.

Socialdemokratiets hykleri

Socialdemokraternes kritik af indgrebet indskrænkede sig da også til at gå på en bedre social afbalancering i forhold til de lavtlønnede. Socialdemokratiet vasker hænderne ved at lade de borgerlige gennemføre indgrebet, og derfor overtager de heller ikke regeringsmagten. Tværtimod lod de i efteråret '82 de borgerlige komme til magten, da de kunne se, at de var nødt til at gennemføre dagpengeindgreb, som ville gøre Socialdemokratiet upopulært i befolkningen.

Der er sket en radikalisering. Specielt de ufaglærtes rækker indenfor SiD, som har presset Hardy Hansen – som igen har presset Socialdemokratiet til at komme med en åbning overfor SF. I midten af marts kom udspillet fra Socialdemokratiet, hvor de opfordrede SF til at tage stilling til, om de vil opgive deres hidtige »overbudspolitik«.

Udspillet var meget kærkomment for SF, som er mere end villige til at vise, at de ikke står for en »alt eller intet-politik«. Det er sagt og skrevet af ledende SFere ved mange lejligheder.

SF bedyrer, bl.a. i Information, at partiet skam ikke satser på fuld lønkompensation ved en arbejdstidsnedsættelse. Og SF’s sidste landsmøde besluttede, at SF godt vil være med til, at Folketinget skal lave rammelovgivning omkring løn, skat og arbejdstid – det er det, som på godt dansk kaldes indkomstpolitik.

SF kræver kun, at fagbevægelsen skal give det blå stempel, og det skulle næppe heller give de store problemer i LO’s forretningsudvalg. SF’s holdning til at arbejderklassen tager skeen i sin egen hånd, fremgår klart af Gert Petersens kommentarer lige omkring strejkebevægelsen.

Gentagelse

Når de to parter skal »mødes på halvvejen«, kommer det til at blive en gentagelse fra tidligere tider. SF bliver presset til at gennemføre Socialdemokratiets samfundsbevarende politik, og de sidste rester af SF’s reformvenlige profil vil smuldre bort i kriseløsninger og indkomstpolitiske indgreb, med truslen om udskrivelse af valg hængende over hovedet. SF bliver igen syndebuk.

De største problemer opfattes af SF at ligge omkring udenrigspolitikken, men også her er de villige til at sluge kameler.

SF vil efter en folkeafstemning om fortsat medlemskab af EF, ved et eventuelt ja-flertal, acceptere dette og stemme for EF-bevillingerne. »Ud af NATO« lægges på hylden til en senere lejlighed. Man vil kun forbeholde sig ret til at stemme nej til visse sider af samarbejde i NATO.

Socialdemokraterne behøver ikke møde SF fra den anden side, når det gælder »den økonomiske ansvarlighed«. SFeren Jens Benfeldt skriver i SF’s tidsskrift Praksis, at SF vil være rede til at gribe ind overfor aktionerende arbejdere, hvis deres lønkampe ødelægger »helheden« i den økonomiske politik.

Men hvad sker der, når arbejderne ikke vil holde tilbage for at give regeringen en chance, når de oplever, at det ikke kun er staten, der holder levestandarden nede, men arbejdsgiverne der presser tempoet i vejret og forhindrer lønforhøjelser. Vil de møde modstand fra regeringen som Renault og Talbot arbejdere fra Mitterrand i Frankrig, da de blev angrebet af uropolitiet.

Det er ikke noget nyt, at SF har forventninger om at kunne presse SD, selvom historien bekræfter det modsatte.

Det skyldes ikke dårlige forberedelser, som Gert Petersen hævder. De havner i denne situation gang på gang, ikke blot fordi socialdemokraterne presser dem til det, men også på grund af deres egen politik. De tror, at et arbejderflertal kan »bryde kapitalens magt«, som det hedder på deres netop afholdte landsmøde. De tror, de kan styre statsapparatet og erhvervslivet.

Musen og elefanten

Når strategien er at presse SD, er det ikke kun SF, der presser. Statsapparatet, erhvervslivet og SD er allesammen betydelig stærkere og dygtigere til det.

Staten er ikke nogen neutral størrelse. Det er ikke kun et folketing fyldt med tilstrækkelig mange SF og SD mandater. Staten er en hierarkisk organisation af mennesker – mennesker med en bestemt baggrund, som i mange år har sørget for opretholdelsen af det nuværende system. Disse embedsmænd, politi og militær skal nok vide af at forsvare de bestående ejendomsforhold, hvis de trues.

Og arbejdsgiverne har utallige midler til at undergrave en reformvenlig politik fra et arbejderflertal. Specielt når krisen kradser og profitterne er tænkt til helt andre formål end i borgernes lommer.

Erfaringerne fra Salvador Allendes regering i Chile i 1972-74 er værd at huske. Da arbejdsgiverne stod over for en regering, de så som en trussel, lukkede de fabrikkerne, skabte mangler, pressede priserne i vejret og lagde oven i købet skylden hos regeringen. Den styring, som Allende forsøgte at gennemføre, og som var meget skarpere end det, SF kunne tænke sig, var ikke i stand til at undgå sabotagen.

»Generalstrejke? Det ved jeg sku’ ikke – det er ikke spørgsmålet ...

Jeg så et referat i et dagblad, at jeg skulle have sagt, at jeg håbede, at der kom så mange protester, at det rystede samfundet i dets grundvold. Og sådan noget vrøvl har jeg ikke sagt.

Det gør man ikke gennem protester, og jeg mener i øvrigt ikke, det er nogen særlig god ting, hvis samfundet ligefrem bliver rystet i sin grund vold. Jeg foretrækker en mere fredelig udvikling.«

SF-formanden Gert Petersen i et TV-interview inden påske.

Resultatet af SF’s politik bliver nok ikke et blodigt statskup som i Chile, men i hvert fald en demoralisering af alle dem, der har givet SF deres opbakning og et skift til højre i dansk politik.

En arbejderregering med eller uden SF er ikke det politiske svar på vores krav om forbedrede forhold. Den hverken vil eller kan ændre grundlæggende ved de angreb, borgerskabet sætter ind over for os.

Det er ikke nok, at SF lover at holde fast på sine løfter, mens vi andre kigger passivt på. For SF som for DKP, SD og andre reformister er arbejderklassens rolle reduceret til at være statister i partiernes parlamentariske og valgmæssige manøvrer.

Alternativet

Arbejderklassen har aldrig fået noget gratis. Det har været den hårde vej gennem kamp og konfrontationer. Styrken kan og skal bygges op nedefra, igennem hundredevis af kampe, nogen mindre, nogen større, nogen endda uventet af politikerne.

Det er kun i disse kampe, at der kan opbygges en solidaritet og et lederskab, som når tiden er moden er istand til at føre en strejkebevægelse frem, som sætter borgerskabet fra bestillingen.

Når vi, som er tiltænkt rollen som tilskuere, tager magten, kan de kollektive interesser sættes igennem. Og så kan Anker og Gert godt pakke forhandlingsdokumenterne sammen.

Se også:
SAA 9: Arbejderflertallet 1966-67: Det ‘røde’ kabinet

Flere artikler fra nr. 9

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985
Arbejderflertal/-regering

Siden er vist 1400 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside