Socialistisk Arbejderavis
Nr. 9 – Maj 1985 – side 4
Arbejderflertallet 1966-67
Det ‘røde’ kabinet
Martin B. Johansen
Folketingsvalget i november 1966 resulterede i en hidtil ukendt situation i Danmark. Socialdemokratiet og SF opnåede tilsammen 89 mandater og kunne dermed mønstre historiens største »arbejderflertal«.
Ved valget havde SF vundet stor fremgang – til dels på bekostning af socialdemokraterne – fordi partiet havde forstået at udnytte den store utilfredshed i arbejderklassen med socialdemokraternes kompromispolitik med de borgerlige partier.
Socialdemokratiet accepterede at indgå i et samarbejde med SF, fordi stemningen i arbejderklassen pressede på for dannelsen af en »ren« arbejderregering, selvom Jens Otto Krag tidligere havde fastslået, at man under ingen omstændigheder ville samarbejde med SF alene.
I modsætning til Socialdemokratiet havde SF store forhåbninger til arbejderflertallet. SF talte om en situation på linje med »systemskiftet« i 1901, hvor Højres (de konservatives) hidtidige monopol på regeringsposten blev brudt og åbnede op for at andre partier kunne begynde at få del i regeringsmagten.
Men SF’s forhåbninger blev hurtigt gjort til skamme. Allerede i marts ‘67 kom den første store prøve for S-SF-samarbejdet. Socialdemokraterne fremlagde et forslag til skattereform, som bl.a. betød indførelse af en moms på 10%. Dét havde SF tidligere afvist, men måtte nu acceptere momsen, fordi partiet havde indgået en samarbejdsaftale med socialdemokraterne.
Sammenbrud
I løbet af foråret 1967 viste det sig, at det afgørende spørgsmål for SF blev at holde den socialdemokratiske regering ved magten, uanset at SF derved blev tvunget ud i politisk principløshed. For eksempel blev SF tvunget til at stemme for militærbevillingerne i finansloven på trods af partiets anti-militarisme.
Under »arbejderflertallet« blev der desuden taget en række lovinitiativer, som betød en svækkelse af arbejderklassen: bl.a. forberedelse af statens overtagelse af arbejdsformidlingen og ansøgning om dansk optagelse i EF.
Desuden blev S-SF-samarbejdet brugt til at lægge en dæmper på kravene til overenskomstforhandlingerne i 1967. Når SF var bundet af samarbejdet, så måtte partiet også være forpligtet overfor at opretholde roen på arbejdsmarkedet.
I december 1967 kom arbejderflertallets endelige sammenbrud. Som svar på Englands devaluering af pundet i november enedes S og SF om et indgreb, der indeholdt en 8% devaluering, samt indefrysning af to dyrtidsportioner. Et indgreb der betød et direkte tilskud til borgerskabet på 600 mill. kr.
Imidlertid havde SF’s formand Aksel Larsen forhandlet med socialdemokraterne uden at have fuld opbakning fra sin folketingsgruppe. Vigtige dele af arbejderklassen og fagbevægelsen (bl.a. B & W) havde vendt sig imod indgrebet, og det betød, at seks af SF’s folketingsmedlemmer stemte imod indgrebet. Arbejderflertallet var hermed sprængt, og socialdemokraterne udskrev valg.
At arbejderflertallet spillede fallit hænger i første omgang sammen med, at arbejderklassen stort set forholdt sig passiv i perioden. Ganske vist betød overenskomsten i 1967, at arbejdsugen blev forkortet med 11/2 time, men det skete på baggrund af, at produktiviteten steg meget kraftigt. Strejketallet i 1967 var det laveste i 10 år, bl.a. fordi hele fagbureaukratiet støttede arbejderflertallet og ikke ønskede strejker, som kunne kaste grus i samarbejdet mellem S og SF. Således gik LO og Holger Foss hånd i hånd i støtten til momsen og til indgrebet i december.
Arbejderflertallets begrænsninger
Men selvom arbejderklassen havde været i offensiven i 1967 ville arbejderflertallet have fået problemer. Regeringens politik var et forsøg på at imødegå den økonomiske krise, som allerede sidst i 60’erne var under opsejling. Hvis regeringen i stedet havde satset på at hæve arbejdernes levestandard, så ville det dels have forværret den økonomiske krise, og dels ville borgerskabet have svaret igen med fyringer og fabrikslukninger.
Et arbejderflertal anno 1985 ville løbe ind i de samme problemer, blot meget hurtigere og i langt værre form end i 1967.
Fastholdelse og forbedringer af arbejdernes levestandard hænger i første og sidste omgang sammen med den styrke, som arbejderne kan opbygge på arbejdspladserne. Fordi magten i samfundet ikke ligger i Folketinget men hos den klasse, der kan kontrollere hele produktionen.
Billedtekst:
SF-leder Aksel Larsen på vej fra regeringsforhandlingerne i 1966.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed