Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 16
Sydafrika
Strejkebølge for virkelige forandringer
Tom Christiansen
Valget i Sydafrika har ikke ændret ret meget for de sorte arbejdere. Derfor strejker de nu for mere i løn og mod racisme.
Nu kun 3 måneder efter, at ANC-leder Nelson Mandela blev indsat som præsident i Sydafrika, ruller en strejkebølge ind over landet. Strejkeniveauet er tæt på at være det højeste nogensinde.
De strejkende kæmper for at opnå reelle forbedringer. Den nye regering har nemlig intet ændret i forholdene for de sorte arbejdere.
I forbindelse med en strejke i supermarkedskæden “Pick ‘n Pay” udtalte en af de strejkende: “Politiet er det samme, som da de hvide var ved magten. Jeg kan ikke se nogen forandring på politihundenes tænder eller på lugten af tåregas.”
Fortsat racisme
Racismen florerer stadig i Sydafrika. 85% af de faglærte arbejdere er hvide, og de tjener ti gange så meget som de sorte ufaglærte arbejdere.
En tillidsmand fra metalarbejderforbundet NUMSA udtalte: “Intet er forandret på fabriksgulvet siden valget. Der er stadig den samme fattighjælp, de samme fyringer, den samme lange arbejdsdag og den samme racisme.”
I guldminerne er det stadig de hvide arbejdere, der får plads i elevatorerne. De sorte må vente i op til en time efter fyraften for at få elevatoren op til overfladen.
Stejkebølge
“Der er ikke nogen pointe i at have en sort præsident, og stadig blive behandlet som en nigger på fabriksgulvet.
Ingen i parlamentet gør noget for at stoppe arbejdsgiverne i at gøre vores liv til et helvede. Det vil kun ændre sig, når vi sætter os i respekt ved at strejke,” udtalte en af de strejkende på Folkevognsfabrikken i Uitenhage.
Og strejke er, hvad de sydafrikanske arbejdere gør. I det første halvår af 1994 har der været 1,4 millioner tabte arbejdsdage som følge af strejker. Indenfor de sidste to måneder er tempoet accelereret enormt.
I skrivende stund er der 48 kampe igang, og flere er på vej. 30.000 arbejdere i bilindustrien og 300.000 metalarbejdere, arbejdere indenfor telekommunikation og posten skal i den kommende tid stemme om at gå i strejke. “Det føles på samme måde som under de største kampe mod apartheid.”
Valget løste ikke de sortes problemer, fordi det ikke medførte nogen grundlæggende forandringer. ANC er ikke et socialistisk parti, og deres politik har været at berolige fabriksejerne med, at afskaffelsen af apartheid ikke ville berøre deres ejendomsforhold og privilegier.
Mandelas svar
Mandelas svar til de strejkende arbejdere har da også været at advare dem om, at de skræmmer udenlandske investorer ud af Sydafrika. “Vi vil ikke favorisere fagforeningerne mere end arbejdsgiverne,” udtalte Mandela.
Mandela kan ikke både tilgodese arbejdsgiverne og de sorte arbejdere. Derfor er ANCs løfter til de sorte fra valget i april også pakket godt ned i skuffen.
Løfter om at bygge huse til millioner sorte sydafrikanere er ikke blevet til noget, fordi man ikke vil hæve skatterne for de rige.
De forhold vil ikke blive afgørende ændret, før arbejderne tager magten fra neden. Derfor er strejkebølgen en klar opmuntring.
Som en af de strejkende fra Pick ‘n Pay sagde: “Vi ville have foretrukket at arbejde sammen med ANC mod bosserne, men de hjælper os ikke og sender politiet ud mod os. Det er ikke nemt at sige det, men ANC er ikke gode nok. Vi må have en rigtig socialistisk bevægelse.”
Billedtekst:
Strejkebølgen i Sydafrikas er på niveau med de største kampe mod apartheidregimet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed