Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 10
Forberedelse af massakre i Bagdad
Jørn Andersen
Der er en vis historisk genkendelse, når man hører Bush, Blair og Fogh udtale sig om mulighederne for en snarlig sejr i Irak.
Under den russiske revolution i 1917 flyttede den zaren og zarinaen lystigt rundt på tropper de ikke havde – og passede ellers deres daglige selskabsliv.
Ligeså fjernt fra virkeligheden er Bush og Blairs snak om, at “den irakiske regering må tage et større ansvar“, at det er “mørkets kræfter mod demokratiet“. Eller når Per Stig Møller snakker om, at “vi er der efter ønske fra den irakiske regering“, og Fogh snakker om, at situationen snart er “stabil“ og “irakerne kan tage over“ i Syd-Irak.
Det er den samme virkelighedsfornægtelse, som i Vietnam fik USA til at optrappe fra 18.000 soldater i 1965 til 470.000 soldater i 1967 – uden at sejren kom nærmere af den grund. Senere nåede de op på 680.000 soldater og bombede Nordvietnam og Cambodia til ruiner – med samme manglende resultat.
Krigen de ikke kan vinde
Virkeligheds-fornægtelsen har sine rødder i den simple kendsgerning, at det er en krig, de ikke kan vinde. Den kendsgerning vil de ikke acceptere.
Et nederlag i Irak er nemlig ikke kun et “lokalt“ nederlag. Det er et nederlag for kontrollen over Mellemøstens olie. Det er et nederlag for USA’s rolle på verdensplan. Det er kort sagt et nederlag for “Project of the New American Century“ – og for ny-konservative angreb på demokratiske og sociale rettigheder i USA selv.
Derfor nægtede Bush at følge Baker-Hamilton-rapportens råd om en anden imperialistisk strategi: Tilbagetrækning og forhandlinger med Iran og Syrien.
I stedet blev embedsmænd, som forsøgte at bevare en vis realitetssans, erstattet af folk, som var loyale mod den ny-konservative fanatiker, vicepræsident Dick Cheeney.
Kort tid efter meddelte Bush, at der skulle sendes 21.500 ekstra soldater til Irak. Stillet over for, at kongressen muligvis ville blokere, var Cheeneys svar: “Det vil ikke stoppe os.“
Naivitet eller mis-information?
Om Bush, Blair og Fogh selv tror på deres forhåbninger, eller om der er tale om bevidst misinformation, ved kun få. Men går man strategien efter punkt for punkt, så er der kæmpestore huller:
“Den irakiske regering må tage et større ansvar“
Men Iraks regering har ikke en stat. Den kontrollerer ingen hær og har intet loyalt politi. Dens ministerier strides indbyrdes – ofte med våben. Og skulle den engang imellem tage beslutninger, så skal de godkendes af besættelsesmagten.
Som den nuværende premierminister al-Maliki har sagt: “Jeg er nu premierminister og øverstkommanderende for de væbnede styrker, alligevel kan jeg ikke flytte et eneste kompagni uden koalitionens accept.“
Den irakiske udenrigsminister Hoshyar Zebari sagde sidste sommer: “Man siger, at mordene og kidnapningerne udføres af mænd i politi-uniformer og med politibiler. Men alle i Bagdad ved, at morderne og kidnapperne er rigtige politifolk.“
I november kidnappede politisoldater fra det shia-kontrollerede indenrigsministerium 150 personer fra det sunni-kontrollerede ministerium for videregående uddannelser.
Besættelsesmagten og den irakiske regerings styrker er endog meget aktive parter i den etnisk-religiøse rivalisering. Deres loyalitet ligger hos deres etniske gruppe eller klan – hverken den irakiske “regering“ eller besættelsesmagten.
(Se fx Patrick Cockburns reportage fra en rundrejse i Irak i artiklen “Slaughter House Iraq“ på zmag.org)
Al snak om, at den irakiske “regering“ kan blive en USA-loyal erstatning for besættelsesmagten er ren fantasi.
“Slå ned på voldelige ekstremister“
Selv om hans egen efterretningstjeneste klart har erkendt, at Al Qaeda kun udgør en forsvindende lille del, så er “Al-Qaeda-terrorisme“ stadigvæk den første trussel, der bliver nævnt fra “Det Hvide Hus“. Igen virkelighedsfornægtelse af rang.
Ser man bort fra det, kan det måske på overfladen se meget tilforladeligt ud, at Bush vil “forbedre sikkerheds-situationen“, især i Bagdad. Der er en betydelig etnisk og religiøst motiveret vold.
Men i praksis betyder det at man vil angribe modstands-styrker som fx Moqtadar al-Sadr’s, som har stor indflydelse blandt især fattige shiaer.
Det kan ikke ske uden et blodbad, som vil få massakren mod Fallujah i april 2004 til at blegne. Her blev hundreder af civile dræbt – bl.a. af fosfor.
Najaf
Et lille glimt af hvad vi kan vente, fik vi i slutningen af januar ved den hellige by Najaf. Her proklamerede USA-koalitionen sin første sejr for sin militære optrapning ved at have smadret en militant religiøs dommedagskult.
Senere viste det sig at være en fredelig gruppe af pilgrimme på vej til Najaf, der var kommet i vejen for et – i starten – mindre opgør mellem lokale modstandsfolk og den iranskvenlige, USA-loyale (ja!) Badr-milits, der styrer Najaf.
Da militsen kom i knibe, tilkaldte de støtte fra amerikanske og britiske fly. Resultatet var 263 dræbte, 210 sårede og 600 arresterede.
Politimilitsen påstod først, at 100 af de arresterede var “sunni-terrorister“ fra nabo-lande, men den påstand blev senere trukket tilbage.
Billedet kan meget vel blive et mønster vi også kommer til at se i Bagdad i langt større målestok:
- Fuldstændig ligegyldighed over for civile ofre (det er jo kun arabere)
- Flyangreb for at formindske egne tab
- Løgne for at dække over egne fiaskoer
Se også:
SAA 265: Irak 4 år efter krigens start: Kan det snart blive meget værre?
SAA 265: Det mener vi: Irak – en humanitær katastrofe
SAA 265: Bush, Blair og Fogh har tabt krigen i Irak
– at fortsætte krigen er topmålet af kynisme
SAA 265: Antikrigsaktiviteter: Bliv aktiv mod krigen
SAA 265: Kirkmand-initiativet: Kendte skriver under mod Irak-krigen
SAA 265: Hvad vil der ske, når tropperne forlader Irak?
SAA 265: 4 års krig er mere end nok: Demonstration 17. marts
SAA 262: Tal om Irak-krigen: Bush, Blair og Fogh i problemer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed