Socialistisk Arbejderavis
Nr. 274 – 29. november 2007 – side 7
Afghanistan
Noget der ikke stemmer
Jørn Andersen
20. nov.: Afghanske og USA-ledede koalitionsstyrker, bakket op af fly, har dræbt et stort antal Taleban-krigere (Reuters)
21. nov.: 55 Taleban dræbt (AP)
24. nov: 24 oprørere dræbt (XinHua)
25. nov: NATO og Afghanske styrker dræber 65 Taleban (Reuters)
25. nov: Omkring 80 Taleban blev dræbt i en række luftangreb nær grænsen til Pakistan (AFP)
Sådan har vi nu hørt nyheds-telegrammerne tikke ind måned efter måned i flere år. Men der er noget der ikke stemmer.
Skulle man tro dem, så skulle koalitionsstyrkerne de sidste 2-3 år have dræbt flere tusinde “Taleban-krigere“ – ud af højst 10.000.
Samtidig fortæller instituttet Senlis Council – som støtter krigen – i en ny rapport fra november, at “Taleban er permanent til stede i 54 pct. af Afghanistans areal, primært i det sydlige Afghanistan, som oplever hyppig fjendtlig aktivitet fra oprørerne.“
De fortsætter: “Oprørerne kontrollerer nu store områder, herunder landområder, nogle distriktscentre og vigtige veje.“ Og: “Oprørerne ... vinder større og større politisk legitimitet hos det afghanske folk ...“
“Spørgsmålet er nu ikke længere om Taleban vil vende tilbage til (hovedstaden) Kabul, men hvornår det vil ske og hvordan. Deres ofte erklærede mål om at nå byen i 2008 ser mere sandsynligt ud end nogensinde.“
Så der er noget der ikke stemmer: Hvordan kan Taleban være til stede i 54 pct. af Afghanistan, være tæt på at nå Kabul og vinde større og større legitimitet i befolkningen – hvis de samtidig har mistet flere tusinde af højst 10.000 partisaner?
1000‘er af dræbte
Der er næppe tvivl om, at koalitionsstyrkerne har dræbt 1000‘er af afghanere. Og at en betydelig del er oprørere. Men en meget stor del er civile, som oftest bliver dræbt ved missilangreb fra fly højt oppe. Eller i krydsild mellem NATO-koalitionen og oprørerne. Eller fordi soldater synes, det er sikrere at skyde først og spørge bagefter.
Men det kan besættelsesmagten jo ikke skrive i sine nyhedsbulletiner. Så når der er dræbte, så er det altid “oprørere“, “Taleban“, “Al-Qaeda“ eller “terrorister“.
Er man i tvivl om oprørernes styrke, kan man kigge på antallet af dræbte koalitions-soldater. Det er steget hvert eneste år de sidste 4 år.
År USA Andre I alt
2001 12 0 12
2002 49 20 69
2003 48 9 57
2004 52 6 58
2005 99 31 130
2006 98 93 191
2007 111 110 221
I alt 469 269 738
26.11.07 Kilde: http://icasualties.org/oef/
Allerede i oktober var der over 200 dræbte koalitions-soldater – flere end i nogen af de foregående år. Som en tommelfingerregel kan man regne med, at der for hver dræbt soldat er ca. 10 sårede, dvs. ca. 7.000 sårede i de foreløbigt 6 år krigen har varet.
Forsvarsminister Søren Gade regner med, at NATO skal blive i Afganistan i endnu 10-15 år. Hvor mange tusinde NATO-soldaters – og titusinder af afghaneres – liv og helbred skal det koste?
Fra 40.000 til 80.000?
I øjeblikket er der godt 40.000 soldater fra 26 NATO-lande og 11 andre lande i Afghanistan. Den føromtalte Senlis-rapport anbefaler, at det “inden for en relativ kort tidsramme“ fordobles til 80.000.
Men signalerne fra det seneste NATO-topmøde går i modsat retning: Flere lande – bl.a. store “bidrag-ydere“ som Holland og Canada – er under hårdt pres på hjemmefronten for at nedtrappe deres aktive deltagelse. Få ytrede den store lyst til at øge deres troppeandel.
Skulle det endelig ske, vil de 80.000 stadig være under det antal, som det tidligere Sovjetunionen havde i det meste af perioden fra 1979, til de 13 år senere måtte erkende, at de ikke kunne vinde krigen.
Et andet “problem“ er, at en række lande har betydelige restriktioner på, hvad deres tropper må foretage sig i Afghanistan. Fx må de 2.800 tyske soldater ikke deltage i egentlige kamphandlinger. Spanien og Italien har lignende restriktioner.
Fremgang?
Det er ikke svært at se, hvorfor Taleban har fået øget politisk legitimitet. Det er ikke, fordi de har ændret stil, siden deres nederlag blev hilst velkommen af de fleste afghanere i 2002. Det har til gengæld besættelsesmagten.
De første par år blev der sat visse udviklingsprojekter i gang. De er i dag stort set ikke-eksisterende. Pengene går i dag til krig, ikke til udvikling.
30 pct. af befolkningen får mindre mad end det nødvendige. 7 pct. dør inden 5-års-alderen, 40 pct. af børn under 5 år er undervægtige og 54 pct. er vækst-hæmmede.
Afghanistan hører til verdens allerfattigste lande. Sundhedsvæsen findes stort set ikke – kun to afrikanske lande bruger en mindre andel af et i forvejen lille bruttonationalprodukt på sundhed.
Flertal for tilbagetrækning fra Afghanistan
I slutningen af oktober viste en Megafon-undersøgelse, at 52 pct. af befolkningen i Danmark mener, at Danmark skal trække sig ud af Afghanistan, mens 39 pct. mener at tropperne skal blive. Flertallet er skiftet: Sidste år på samme tid ville 45 pct. fortsætte, mens 40 pct. ville have tropperne ud.
Besættelsen af Afghanistan er en katastrofe – først og fremmest for afghanerne, men også for de flere tusinde koalitions-soldater, som indtil nu er blevet dræbt og såret i Afghanistan. Eller bliver ramt af krigs-traumer, når de kommer hjem.
Når Taleban får øget tilslutning, så er det, fordi de tilsyneladende er de eneste, der kan sætte magt bag kravet om, at afghanerne ikke ønsker deres land besat – ikke fordi folk elsker dem.
Så længe Danmark deltager i besættelsen af Afghanistan, gør vi det rigtigt svært for progressive kræfter i Afghanistan at organisere sig mod et korrupt og reaktionært regime. Vi overlader dem til at vælge mellem Taleban og USA/NATO.
Giv afghanerne lov til selv at vælge. Træk tropperne ud. Send økonomisk hjælp i stedet.
Se også:
SAA 274: Hvilken vej for bevægelsen i Pakistan?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed