Socialistisk Arbejderavis
Nr. 275 – 16. januar 2008 – side 5
Nyliberalismens krise og muligheder for venstrefløjen
Alexander Lassithiotakis
USA’s imperialistiske projekt i Mellemøsten står i stampe. Den amerikanske økonomi er i krise og trækker resten af verdens økonomi med sig i faldet. Magthaverne får stadigt sværere ved at gennemføre de nyliberale reformer, som de gerne vil have igennem – den folkelige modstand vokser. Men er venstrefløjen i stand til at matche mulighederne?
Ingen tror længere seriøst på, at USA og allierede kan vinde deres krige i Mellemøsten. I Irak har nederlaget længe været et faktum, og i Afghanistan står det nu også klart, at krigen ikke kan vindes af USA. Den folkelige modstand blandt befolkningerne vokser i takt med antallet af ofre.
USA’s imperialistiske forsøg på at opnå større geopolitisk magt gennem militær intervention i Mellemøsten har i stedet fanget den herskende klasse i en umulig position, der ikke kan vindes, men heller ikke bare opgives.
USA startede krigene for at vise at de var den stærkeste supermagt i verden, og at man ikke kunne gå imod deres interesser. Bakker de ud, vil det være en falliterklæring, der vil få nederlaget i Vietnam til at blegne i sammenligning. Resultatet er øget ustabilitet, kaos og vold –fra Kenya og Somalia, over Palæstina til Pakistan.
Den militære imperialisme bunder i, at USA længe har sakket bagud på det økono–miske område, hvor USA’s position i stigende grad bliver udfordret på verdensmarkedet. En situation der ikke bliver bedre af, at profitraterne i lang tid har været faldende, og konkurrencen derfor er hårdere.
Internt i USA har man gennem de sidste 15-20 år forsøgt at holde krisen fra døren ved at sikre et hjemligt købedygtigt marked gennem stadigt billigere lån. En politik der nu ser ud til at gøre krisen endnu dybere. Med kredit-krise, faldende dollarkurs og stigende oliepriser ser det nu ud til, at bunden for alvor er ved at falde ud af økonomien.
Ingen diskuterer længere hvorvidt USA’s økonomi er i krise; diskussionen blandt selv ledende økonomer går alene på omfanget.
Vil krisen ’bare’ betyde lavere vækst, eller vil vi opleve recession og decideret minusvækst. Uanset hvad er det tydeligt at krisen er alvorlig, og at den i større eller mindre grad også trækker den europæ–iske økonomi med sig i faldet.
Problemet med krisen er, at det ikke er den herskende klasse, der lider under den, men derimod de fattigste. Hvad der betyder lavere profitter og hårdere konkurrence for de få i toppen, betyder for millioner af almindelige amerikanere og europæere udsigt til arbejdsløshed, hjemløshed, lavere løn og tvangsaktioner.
Mellem nyliberalisme og arbejderkamp
Heldigvis kommer krisen ikke i en situation med opbakning til de herskendes ideer. EU’s ledere slås stadig med det problem de fik, da faglig og social mobilisering sikrede et nej til deres forfatningstraktat.
Det er muligt at de nu prøver at presse en redigeret version ned over os, men de gør det fordi de ved, at de ikke kan sælge deres politiske visioner til flertallet af almindelige arbejdere i Europa. Tværtimod: Et flertal blandt de europæiske befolkninger er trætte af, at velfærden og arbejdsforholdene bliver angrebet, trætte af brudte løfter og overarbejde, der kun bliver betalt med nedskæringer og krav om at spænde livremmen ind.
I Frankrig prøver Sarkozy at knække fagbevægelsen for at gennemføre nyliberale omstruktureringer. Og selv om den første bølge af strejker i december ebbede ud, fordi de faglige ledere ville forhandle, har Sarkozy langtfra vundet den politiske kamp. I stedet har tusinder af franske arbejdere lært at deres strejker kan udfordre magten.
Spørgsmålet er så, om det lykkes dem at organisere sig stærkt nok til næste gang konflikten bryder ud. I Grækenland, hvor fronterne er trukket lige så skarpt op som i Frankrig, så vi i december den største strejke i 15 år. En 24-timers generalstrejke satte landet i stå, og omkring en halv million arbejdere gik på gaden over alt i landet.
Efter at vi gennem de sidste årtier er blevet tudet ørerne fulde af, hvor fantastisk et system kapitalismen er, og hvor forældet klassekamp er, finder titusinder af arbejdere verden over ud af, at klassekamp er både nødvendigt og effektivt, hvis ikke de skal finde sig i yderligere forringelser.
Spørgsmålene der står tilbage er, hvor meget den økonomiske krise vil skærpe modsætningerne, og i hvilken grad venstrefløjen er i stand til at opbygge og organisere massekampen så den kan vinde.
Danmark – en del af samme verdenskort
Vender vi blikket mod situationen i Danmark, opdager vi, at den minder rigtigt meget om det globale billede. Godt nok er Fogh-regeringen lige blevet genvalgt. Men det skete fordi alternativet var for svagt, og fordi Fogh kom med løfter om bedre velfærd – han har ikke fået mandat til yderligere nyliberalisme og nedskæringer.
Tværtom var valget et markant ryk til venstre. De borgerlige partier gik tilbage. Socialdemokraterne der selv har bundet deres politik op på de nyliberalistiske ideer, fik det dårligste valg i partiets historie.
SF stod som den klare vinder af valget, og selvom de ikke kan bruge deres mandater til ret meget, mens de sidder i opposition, så er det markant, at de er gået fra at være et lille venstrefløjsparti til nu at være halvt så store som Socialdemokratiet.
Succesen skyldes uden tvivl at der også i Danmark er et voksende antal mennesker, der rykker til venstre i forsøget på at finde et alternativ til nyliberalismens forringelser af liv og velfærd.
Men også her tvinger den økonomiske situation magthaverne til at fortsætte den nyliberale offensiv. Afstanden mellem den humane velfærdsforkæmper-Fogh der gik til valg, og den politik der reelt bliver ført vil vokse.
Mest konkret kan det ses på spørgsmålet om de offentlige ansattes lønforhandlinger. I en situation hvor den danske økonomi har klaret sig fortræffeligt i konkurrencen igennem de seneste femten år, har de offentlige ansatte gennem det sidste halvår sat næsen op efter at få deres del i opgangen, der ikke har kunnet spores på deres lønsedler eller arbejdsforhold.
En smart statsminister, ville i den situation sørge for i det mindste at dele nogle krummer ud. Men det tillader den økonomiske situation ikke. Også i den ellers så stabile danske økonomi oplever vi nu følgerne af den internationale krise.
Økonomer og magthavere har travlt med at advare imod faren for “overophedning“ – ikke blot fordi der er mange af dem der vil opretholde så store profitter som muligt i forhold til resten af verden. Men også fordi faren for en situation hvor voksende lønninger medfører højere priser og inflation, samtidig med at arbejdsløsheden stiger igen, er reel. Derfor vil de nu have at de offentlige ansatte igen skal betale prisen for de riges profitter.
Spørgsmålet er bare om de offentligt ansatte kan se det rimelige i at de endnu engang skal forbigås ved lønforhandlingerne. Hvis ikke der i en situation med 15 års opsving og rekordsucceser i økonomien er råd til at betale også de offentlige mere i løn, hvornår er der så?
Lad os håbe at en kombination af de forventninger, der er skabt gennem det sidste halve år i fagforeningerne, og en aktiv mobilisering fra venstrefløjen på gulvplan kan sikre, at de offentligt ansatte vinder de strejker der skal til for at de får deres del af kagen.
Uanset hvad står det klart af magthaverne vil blive tvungent til at gennemføre flere nyliberale reformer, nedskæringer og omstruktureringer i den nærmeste fremtid. De vil pakke dem ind og snige dem ind af bagdøren så godt de kan, men velfærdssamfundet som vi kender det, vil i stigende grad blive angrebet.
Det er muligt at magthaverne over tid kan knække modstanden og vinde ideologisk opbakning for deres angreb på vores levestandard.
Som det ser ud nu, har venstrefløjen alle muligheder for at opbygge et modsvar blandt de mange tusinder der kigger mod venstre.
Gør vi opgaven ordentligt, kan vi også opbygge så stærk en massebevægelse at vi kan kæmpe en anden udvikling igennem. Men det kræver at venstrefløjen ser og udnytter mulighederne og opbygger den kraft der skal til for at vinde. Både aktivistisk på gulvplan og politisk og ideologisk. Hvis det lykkedes bringer fremtiden øget arbejderkamp og lysere tider.
Se også:
SAA 275: Det mener vi: Kridt skoene – Opbyg Foghs nederlag
SAA 275: Overenskomst 2008: Offentligt ansatte tabte lønkampen i det offentlige rum
SAA 275: Kommentar: Et bud på hvor Enhedslisten skal hen i de kommende år
SAA 275: Storbritannien: Splittelse i Respect
SAA 275: Social Forum-bevægelsen i krise: Enhed og/eller mangfoldighed?
SAA 275: Nu er det nok – Bliv aktiv socialist
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed