Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 7
Iran – et regime i krise
Simon Assaf
Iran er midt i et folkeligt oprør, hvis lige ikke er set siden 1979-revolutionen. Det begyndte som en protest mod påstået valgsvindel, men er nu blevet en bevægelse, der åbenbarer de dybe modsætninger i det iranske samfund.
Der har været fire afgørende dage i opstanden indtil nu.
Lørdag den 13. juni, dagen efter præsidentvalget, myldrede titusinder af menensker ud i Teherans gader for at protestere mod mistanken om valgsvindel.
Disse protester bredte sig hurtigt til andre byer. Basiji-militsen, som er loyal mod præsident Mahmoud Ahmadinejad, som blev erklæret som vinder af valget, begyndte at slå ned på protesterne.
De hærgede Teheran Universitet, som er centrum for reformbevægelsen. Fem studenter menes at være blevet dræbt. Lignende angreb fandt sted på andre universiteter.
Det dæmpede imidlertid ikke bevægelsen – den voksede. Mandag den 15. juni deltog millioner af mennesker i Teheran i den største demonstration i 30 år. Lignende mobiliseringer fandt sted landet over.
Gennem de næste to dage kæmpede tilhængere af Ahmadinejad og oppositionen om, hvem der kunne mobilisere flest.
Der begyndte at cirkulere rygter om, at dele af revolutionsgarden havde gjort mytteri. Ubekræftede rapporter siger, at chefen for denne elitestyrke i Teheran blev arresteret efter at han nægtede at adlyde en ordre om at angribe demonstrationerne.
Kampene onsdag den 17. juni var afgørende. I Isfahan blev oprør til frygt. Den hadede Basiji-milits gik i offensiven med natlige angreb.
I mellemtiden begyndte der at cirkulere rygter om, at arbejderne på den gigantiske bilfabrik nord for Teheran, Iran Khodra, planlagde at holde to en-times proteststrejker. Og en udtalelse fra den stærkt undertrykte buschaufførers fagforening erklærede sin støtte til demonstrationerne.
En 26-årig arbejder i Iran, som blev kontaktet af Socialist Worker torsdag den 17. juni, sagde at mange mennesker følte, at det var “ligesom i 1979“.
“Protesterne er meget opløftende, og de fleste mennesker ser dem ikke som en udfordring af islamisk styre,“ sagde han. “Vi har mistet vores frygt for staten.“
“Mange af de protesterende føler sig ikke specielt knyttet til (reform-elderen) Mousavi, og de er frustrerede over manglen på et alternativ til både Mousavi og Ahmadinejad.“
Han talte om den meget spændte situation inden den øverste leder, Ali Khameneis tale efter den kommende fredagsbøn – hvor han beordrede demonstranterne til at standse protesterne.
Reform-politikerne og deres allierede inden for det herskende lag opfordrede til at fortsætte demonstratioerne.
Udfordring
Denne åbne udfordring af Khamenei illustrerer dybden af splittelsen inden for den iranske stat. Mousavi opfordrede til generalstrejke, hvis han blev arresteret.
Men undertrykkelsen begyndte at påvirke demonstrationernes størrelse.
Sikkerhedsstyrker handlede med den yderste brutalitet mod dem, som udfordrede staten ved at protestere. Lørdag den 20. juni skød snigskytter mod folk på gaderne.
Omkring 20 menes at være blevet dræbt, heriblandt en 26-årig student Neda Soltani, hvis sidste øjeblikke blev fanget på et mobiltelefon-kamera.
Hendes død er kommet til at symbolisere styrets grusomme undertrykkelse. Moskeer blev beordret til ikke at holde mindegudstjenester for hende, og hendes familie måtte begrave hende i hemmelighed.
Men kampene fortsatte den dag. Et øjenvidne beskrev, hvordan bygningsarbejdere i Teheran kom nogle af demonstranterne til hjælp:
“Vi så et sammenstød mellem politiet arbejderne fra byggepladsen ved Towhid-tunnellen (i Teheran) fra et vindue i vores lejlighed.
Politiet forsøgte at skyde genvej for at fange demonstranterne i et baghold. Arbejderne brugte skovle, mursten og bygge-redskaber til at standse politiet. På dette tidspunkt sluttede demonstranterne sig til for at hjælpe arbejderne.“
Deltagelsen af arbejderne og de fattigere kvarterer er et tegn på, hvor dybt denne bevægelse rækker ind i det iranske samfund.
Mens Socialist Worker gik i trykken, kom der rapporter om proteststrejker, som skulle omfatte millioner af iranske arbejdere. Mange af rapporterne fra Iran er vanskelige at verificere.
Men øjenvidneberetninger og fotos af massedemonstrationer og gadekampe peger på dybden af rystelserne fra neden i Iran.
Se også:
SAA 289: Iran og Vestens hykleri
SAA 289: Arbejderklassen er nøglen til succes i Iran
SAA 289: Folkemagt ryster Iran
SAA 289: Iran: Løgn, forræderi og bestikkelse er en central del af systemet
SAA 289: Stop the War om krisen i Iran
SAA 289: Iran: Undergrundsavisen „Khiaban“ („Gaden“): “Vi stoler på gaderne“
SAA 289: Irans magthavere er splittede
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed