Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 9
Irans magthavere er splittede
Simon Assaf
Valget i Iran og de masseprotester mod valgsvindel, der er fulgt efter det, har vist dybe splittelser i toppen af Irans herskende klasse.
Landet er internationalt isoleret, står i en voksende økonomisk krise og bliver styret af en fraktion, der forbindes med “hardlinerne“, som ønsker at høste de største gevinster fra privatiseringen af statsejede virksomheder. Denne fraktion har samlet sig omkring præsident Mahmoud Ahmadinejad. De ser hans populistiske appel som et bolværk mod den dybe utilfredshed, der hersker i landet.
En anden fraktion frygter, at den udbredte korruption, som systemet brygger på, undergraver den folkelige opbakning til republikken. De ønsker økonomien åbnet op og at fjerne magten fra de folk, de mener, fylder deres egne lommer. Denne fraktion, der omfatter mange højtstående personer i det religiøse establishment, har sat deres håb til Mir-Hussein Mousavi, som fremstod som første-udfordrer til Ahmadinejad under valget.
Mousavi tilhører styrets ledende kredse. Han var landets premierminister under krigen mellem Iran og Irak fra 1980 til 1988. Han spillede en nøglerolle under fremvæksten af den islamiske bevægelse efter 1979-revolutionen. Han er respekteret for at have holdt økonomien i gang under krigen og anses for at være driftssikker.
Elite
Mousavi mistede magten i 1989, da premierminister-posten blev afskaffet. Op gennem 1990erne blev han forbundet med den fremvoksende reformbevægelse, som ønskede at begrænse magten for Irans nye elite. Hans mål var at styre Iran i retning af en nyliberalistisk “åbning“ af økonomien.
Mange havde gættet på, at Mousavi ville stille op til præsidentvalget i 1997, men i stedet lod han Mohammad Khatami, der dengang var en ret ukendt gejstlig, stille op. Khatami vandt 80 pct. af stemmerne, da det iranske folk håbede på, at han ville gennemføre reformer.
På trods af dette, og på trods af at han blev genvalgt i 2001, var Khatami ude af stand til at opfylde forventningerne. Dette demoraliserede den bevægelse, der havde bragt ham til magten.
Ahmadinejad vandt valget i 2005 på et løfte om at rydde op i korruptionen og gøre noget ved fattigdommen blandt store dele af den iranske befolkning. Under hans styre skete der en kraftig vækst i landets økonomi som resultat af stigende oliepriser.
Han brugte disse penge til at udvide sin opbakning blandt de fattige på landet og i byerne – og uddelte endda gratis kartofler under dette års valgkampagne.
Men dele af establishmentet anklagede ham for at formøble olierigdommene og for ikke at have taget højde for det efterfølgende fald i oliepriserne. Samtidig var mange af hans støtter skuffede over, at han var løbet fra løfterne om at gøre noget ved korruptionen.
Ahmadinejad følte sig sikker på at vinde ved valget i sidste uge. De første meningsmålinger viste, at han ville få dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste rival. Men målingerne viste også, at afstanden mindskedes, efterhånden som Mousavis kampagne voksede i styrke.
Ligesom Khatami lovede Mousavi udbredte reformer, men også at de ikke ville gå for dybt. Hans vigtigste løfte var at gøre statens finanser offentlige. Dette var en trussel mod dele af den elite, der har skummet fløden fra Irans ressourcer.
Appel
Mousavi er fortaler for en nyliberal politik som middel til at gøre den statsejede sektor mere “effektiv“. Men denne politik har ikke megen folkelig appel, så Mousavi lovede også omfattende sociale reformer.
Han forpligtede sig til at begrænse beføjelserne for det frygtede religiøse politi, som gennemtvinger stramme regler for påklædning og opførsel. Han lovede at åbne topposterne i regeringen for kvinder og at “se på“ de love, der begrænser deres rettigheder.
Han sagde, at han ville bringe politiet under præsidentens kontrol. I øjeblikket er sikkerhedsstyrkerne kun ansvarlige over for den ikke-valgte øverste leder, Ali Khamenei.
Mousavi og andre reform-politikere ønsker at bruge den stigende uro i landet til at fjerne én fraktion af den herskende klasse fra magten. De ønsker Ahmadinejad og hardlinerne fjernet. Men de ønsker også at begrænse omfanget af den folkelige vrede. Mousavi opfordrede folk til at blive hjemme om mandagen.
Faren for ham og hans allierede er, at denne bevægelse hurtigt kan komme ud af deres kontrol.
Socialist Worker, 20. juni 2009
Se også:
SAA 289: Iran og Vestens hykleri
SAA 289: Iran – et regime i krise
SAA 289: Arbejderklassen er nøglen til succes i Iran
SAA 289: Folkemagt ryster Iran
SAA 289: Iran: Løgn, forræderi og bestikkelse er en central del af systemet
SAA 289: Stop the War om krisen i Iran
SAA 289: Iran: Undergrundsavisen „Khiaban“ („Gaden“): “Vi stoler på gaderne“
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed