Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 2
NATO’s nederlag – Talebans tilbagevenden
Nagieb Khaja
“At de vil beskytte os, må være en vittighed. For os at se, er denne krig afgjort. Taleban er vinderne, og de forsøger at finde ud af, hvordan de kan komme ud med æren i behold.“ Sådan beskrev en af landsbyråds-medlemmerne fra Nad Ali i Helmand sine tanker for mig, da jeg var i Helmand i oktober måned.
Han var en ud af et stort flertal af lokale i Helmand, som var overbeviste om, at det nu ikke handler om, hvem som vinder krigen, men at det er et spørgsmål om, hvornår Taleban tager over igen.
Ifølge de lokales opfattelse er Nato-soldaterne så pressede, at hensynet til civil genopbygning og forebyggelse af civile tab er gledet fuldstændigt i baggrunden på trods af general Stanley McChrystals udmeldinger om, at kampen om de civiles gunst nu er det vigtigste. Det skal dog understreges, at generalen erklærede den nye strategi kort tid før min ankomst i Helmand, og at den nye strategi måske ikke var blevet iværksat endnu.
På det tidspunkt var den storstilede offensiv “Mushtarak“ i Marjah endnu ikke iværksat, men pudsigt nok fik jeg ved et tilfælde lejlighed til at møde Marjahs landsbyråds-medlemmer. Landsbyråds-medlemmerne var mødt op i ’Media-center’, som er en fælles arbejdsplads for de fleste journalister i Helmand. De var rejst ind til Helmands provinshovedstad, Lashkargar, i håb om at den lokale presse ville give dem taletid, så de kunne fortælle om deres problemer. De fortalte samstemmende, at de følte sig terroriserede og chikanerede af Nato- og afghanske regeringssoldater. Soldaterne trængte ind i de lokales hjem og krænkede deres normer og ære og gjorde de lokale vrede. Næsten alle blev anklaget for at samarbejde med Taleban ifølge landsbyråds-medlemmerne. Der er ikke noget nyt og odiøst i Marjah-beboernes historie, som går igen i de fleste landsbyområder i det sydlige Afghanistan. Nato-soldaterne og regeringsstyrkerne kan ikke finde talebanerne og i frustrationen over deres mislykkede ambitioner, går det ofte ud over lokale, som ikke kan afvise at give talebanere husly og mad af hensyn til deres egen sikkerhed.
En lille detalje, som jeg efterfølgende har bidt mærke i, er, at Marjah i flere medier er blevet beskrevet som en uindtagelig Taleban-bastion, som Natos hær og Karzais tropper ikke kunne komme i nærheden af før “Operation Mushtarak“. Landsbyråds-medlemmernes påstande på daværende tidspunkt står i skarp kontrast til meldingerne om, at koalitionen for første gang formåede at trænge ind i Marjah efter “Operation Mushtarak“. Mine samtaler med Marjah-beboerne giver endnu mere næring til den opfattelse, som nogle eksperter har haft, at Marjah mere var et mediestunt end et stort nederlag for Taleban og et afgørende vendepunkt i krigen.
Lokale kilder i Sydafghanistan fra vidt forskellige provinser fortæller alle den samme historie om, hvordan oprørerne driver gæk med Nato-soldaterne, som bliver tvunget til at bruge uproportionel magt for at få ram på deres modstandere.
“Oprørerne sætter deres våben fast i træerne og angriber de udenlandske soldater. Så forlader de deres våben og blander sig med de civile. Når Nato-soldaterne angriber, ved de ikke, at de angriber ubemandede våben,“ fortæller den unge butiksejer, Hamid, fra Nad Ali mig. Oprørerne har deres daglige gang i Hamid og hans naboers baghave, og de har derfor et indgående kendskab til, hvordan oprørerne opererer.
Samtidigt fortæller de fleste lokale, at et stadigt stigende antal af lokale støtter op om oprørerne, fordi de er trætte af de udenlandske soldater massive luftangreb, som hele tiden koster flere af deres familiemedlemmer og bekendtes liv og levebrød. Modsat for 5-6 år siden, hvor de fleste oprørere var ideologiske talebanere, er det nu mere almindeligt, at det er lokale fra de selvsamme områder, hvor soldaterne har baser, som bekæmper dem. Oprøret har forankret sig mere i lokalsamfundet, og det skaber selvfølgelig flere gnidninger imellem Nato og regeringshæren og de lokale, hvis sympati de skal vinde.
Statistikkerne bliver ofte brugt i de vestlige medier som et pejlemærke for støtten til Taleban, men de er ofte misvisende af forskellige årsager. En af de seneste statistikker viste, at kun 10 procent af afghanerne støttede Taleban. Det blev tolket som positive tegn for de udenlandske soldater og den afghanske regering. Det er en stor misforståelse, for hvis de samme mennesker blev spurgt til deres holdning til den afghanske regering og Nato, ville der sandsynligvis også være max. 10 procents støtte. Valget for de lokale afghanere står ikke imellem den gode og den onde, men derimod det mindste af de to onder, og her er det i øjeblikket Taleban, som uden tvivl har førertrøjen.
Nagieb Khaja er afghansk journalist, netop hjemvendt fra Helmand
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed