Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 3

Interview

Afghanistans problemer kan ikke løses militært

Jakob L. Krogh

Socialistisk Arbejderavis har talt med Eva Arnvig, der er journalist og jævnligt har været i Afghanistan siden 1991. Hun starter med at slå fast, at der ingen mulighed er for at NATO kan vinde i Afghanistan gennem en militær indsats. Og siger: “Det har jeg sagt fra dag ét. Efter 9 år er der ingenting, der har fået mig til at ændre det. Afghanistans problemer kan kun løses gennem forhandlinger.“

Ifølge Eva Arnvig er Taleban kun en lille del af problemet. Ud over Taliban er der militser, som bekæmper NATO, fordi de ikke vil have dem til at blande sig i opiumshøsten. Der er også en meget stor gruppe, som bare ikke kan fordrage Vesten og Karzai og derfor vil have dem ud. Derudover er der de gamle krigsherrer, som vil bevare magten i deres område. Endelig er der pakistanske talebanere, der ikke har noget med den afghanske Taleban-milits at gøre. Derfor mener Eva Arnvig, at selv hvis “Taleban blev nedkæmpet, ville de andre stadig være tilbage.“

Som løsning i Afghanistan peger Eva Arnvig på en føderal stat som Schweiz eller USA, så de forskellige regioner i Afghanistan kan få udstrakt selvstyre. Regeringen i Kabul skal ifølge hende kun bestemme over udenrigspolitikken og lidt økonomi. Hun begrunder sit forsalg med at “folk i Mazar-e-Sharif i nord og Kandahar i syd er adskilt af en bjergkæde og har ikke noget tilfælles.“

Begrundelsen for NATO’s fortsatte offensiv er ifølge Eva Arnvig de 44 baser, som amerikanerne og NATO har fået i Afghanistan: “Baserne betyder, at USA kan kontrollere alle atombærende magter i Centralasien. Videre grænser Afghanistan op til Iran,“ siger hun og fortsætter: “Karzai varetager USA’s interesser. Før Karzai blev indsat som præsident, var han rådgiver for den amerikanske regering om den centralasiatiske olie og gas.“ Det er et af USA’s mål med krigen i Afghanistan at få en rørledning fra Kirgisistan, så de kan få del i den centralasiatiske gas og olie. Endelig er der de enorme ressourcer, der ligger i Afghanistan, såsom kobber og uran og andre ting, der ifølge Eva Arnvig har økonomisk interesse.

“Når nogen siger, at Danmarks sikkerhed starter i Afghanistans bjerge, så er det jo fuldstændig galimatias. Dem, der bor ude i Afghanistans bjerge, har aldrig nogensinde drømt om at true Danmark eller nogen som helst andre. Taleban er ligesom Dansk Folkeparti: de tænker kun på deres egen baghave. De har ingen interesse i udlandet uden for Afghanistan,“ er Eva Arnvigs kommentar, da hun bliver spurgt om, om terrorisme er den reelle årsag til krigen i Afghanistan.

Eva Arnvig mener heller ikke, at ønsket om at indføre demokrati kan være begrundelse for krigen i Afghanistan. “Det er et meget mere nært demokrati på visse punkter, end det vi har,“ siger Eva Arnvig og begrunder det med at: “Der er forskel på demokrati. Demokrati med “én mand, én stemme“ er fuldstændigt umuligt at indføre på 15 år. I Afghanistan har de en helt anden form for demokrati, hvor de er samlede inden for deres klaner, og hvor alle stemmer bliver hørt inden for klanerne. Hvis du har noget du vil, kan du tage det op med din klanleder en gang om ugen.“ Heller ikke ønsket om at give afghanske piger mulighed for at gå i skole giver Eva Arnvig meget for. Hun henviser til at 25 procent af USAs egen befolkning ikke kan læse og skrive. Og hun siger, at “piger i Afghanistan begynder at lære fra de er 2½ år. Det er bare en anden form for uddannelse. De lærer alt fra at lave mad og tænde op til at finde urter, som hjælper mod sygdom.“ Endelig peger hun på, at der hele tiden har været skoler for et mindretal af pigerne, og at mange af drengene heller ikke går i skole.

Opiumsdyrkningen er eksploderet, siden den vestligt støttede regering blev indsat. Eva Arnvig vurderer, at ca. 50 pct. af Afghanistans indtægter kommer fra opium. “Det er noget nyt. I 1998 forbød Mullah Omar opiumsdyrkningen, og i år 2000 var den nede på en tiendedel,“ siger hun og fortæller, at chefen for UNODC, FN’s narkotika-organisation, har vist billeder, hvor over 60 lastbiler med opium, med militær beskyttelse, kører over grænsen til Iran. “De amerikanske satellitter kan spotte en bryllupsfest og bombe den, derfor er det aparte, at de ikke kan finde ud af at stoppe en narko-transport af de dimensioner,“ siger hun.

Se også:
SAA 296: NATO’s nederlag – Talebans tilbagevenden
SAA 296: Afghanistan-konference: Giv freden en chance
SAA 296: Det mener vi: Kampen mod krig og kampen mod nedskæringer er den samme

Flere artikler fra nr. 296

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Afghanistan-krig 2001-?

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 2851 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside