Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 3

Unge ta’r ansvar

Jens Andersen

Unge ta’r ansvar er et nyt initiativ bestående af en lang række ungdomsorganisationer, blandt andet LO Ungdom, DGS og PLS. Initiativets hovedformål er indtil videre at opreklamere demonstrationerne den 5. oktober og lave fordemonstrationer til dem i de forskellige byer.

Unge ta’r ansvar afholdt et “ungdomstopmøde“ på Syddansk Universitet den 18. september, hvor man fremlagde en Ungdomspakke med en række bud på, hvad der skulle til for at skabe forbedringer for ungdommen.

På mødet deltog 300 unge fra hele landet, hvilket er et enormt positivt tegn, da det er et udtryk for en stor vilje blandt unge til at kæmpe for bedre forhold. En ungdom som kæmper for bedre vilkår kan være en enorm trussel mod politikerne, hvilket man for eksempel så ved ungdomsoprøret i Frankrig i 1968, hvor unge besatte deres universiteter og i samarbejde med arbejdere skabte et enormt pres på den siddende regering.

Det brede grundlag af ungdomsorganisationer som er fundamentet for Unge ta’r ansvar indeholder et godt potentiale for at sprede kampen, da en række faglige ungdomsorganisationer er med i initiativet, og initiativet er blevet til i tæt samarbejde med den “voksne“ fagbevægelse. Det brede samarbejde mellem ungdommens organisationer er styrken i initiativet, der ellers på mange måder minder om tidligere lignende ungdomsinitiativer, som har forberedt demonstrationer, ofte med DGS som ledende kraft i initiativerne.

Heri ligger dog også initiativets hæmsko. Ungdomsorganisationerne og fagbevægelsen har en kraftig tendens til at tænke topstyret. Det har de også gjort denne gang. Et meget tydeligt eksempel på det var, at ungdomspakken blev offentliggjort, før den blev diskuteret på stormødet den 18. september. På den måde fik de 300 deltagere ikke mulighed for at komme med input til indholdet. Det betød også, at den efterfølgende diskussion blev udemokratisk og ligegyldig, fordi den reelt ikke kunne beslutte noget.

Man kan derfor frygte, at demonstrationerne den 5. oktober bliver en éndagsforestilling, fordi deltagerne ikke har været den centrale, bærende kraft i opbygningen af demonstrationerne, men bare er mødt op på dagen. Og på den måde mere får rollen som “teaterhær“, som skal bruges til at få demonstrationerne den 5. oktober til at se store ud.

En bevægelse, der i så høj grad er styret oppefra, kan meget let kontrolleres og er derfor ikke særligt farlig for en regering. Hvorimod en bevægelse fra neden, som udspringer af den brede befolknings initiativ og aktivitet, vil være langt sværere at kontrollere, da den ikke er lige så afhængig af toppen af organisationerne.

Hvis man reelt vil udfordre magthaverne og de dårlige forhold de skaber for unge, er det nødvendigt at skabe en mere permanent organisering, som ikke opløses efter en demonstration, men kan fastholde et pres og organisere bredere dele af ungdommen i kampen.

De 300 som samledes til “topmøde“ viser, at der er vilje blandt unge til at kæmpe for bedre forhold, men det kræver organisering nedefra, hvilket det nuværende initiativ kun i ringe grad er udtryk for. Initiativet indeholder dog lokalgrupper, hvilket måske kan udgøre et kim til samarbejde på gulvplan i fremtiden blandt dem, der er aktive.

Se også:
SAA 302: Det mener vi: Fagbevægelsen må tage ansvaret på sig
SAA 302: De kommunale nedskæringer: Nej til højere kommunal skat – nej til nedskæringer
SAA 302: De kommunale nedskæringer: Kommunal ulighed
SAA 302: De kommunale nedskæringer: Nedskæringskampen i Århus
SAA 302: De kommunale nedskæringer: Store protester i København
SAA 302: De kommunale nedskæringer: Skolelukninger i Odense Kommune
SAA 302: Sydafrika: Over 1 million offentligt ansatte i strejke
SAA 302: Frankrig: Millioner af arbejdere strejker og demonstrerer

Flere artikler fra nr. 302

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Jens Andersen

Siden er vist 2467 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside