Socialistisk Arbejderavis
Nr. 323 – 27. september 2012 – side 2
Over-SF mod under-SF
Jørn Andersen
I politik er det ikke altid man får opbakning for, hvad man siger, men for, hvad folk tror – eller håber – man siger. Det gælder i høj grad for formandsvalget i SF.
Astrid Krag forsøger at genoplive fortællingen fra før valget om en regering med SF-indflydelse. At alt går så godt, som det nu kan. At det eneste alternativ til den nuværende regerings nedskæringer er endnu hårdere VKO-nedskæringer.
Vi skal alle sammen tro på, at SF – bag forhandlingslokalernes lukkede døre – er garanten for, at nedskæringerne er så “nænsomme” som muligt. Og i øvrigt håbe på, at krisen snart er ovre.
SF-toppens mening var, at det var den eneste fortælling, der skulle fortælles. Möger & Co. havde forberedt en formandskåring efter at have handlet tingene af med SF’s “grønne” fløj.
Reality-check
Men så kom en ukendt fynbo med en anden fortælling. Dens præmis er, at SF ikke har så meget indflydelse – ellers var der ingen grund til at fortælle den.
Annette Vilhelmsens fortælling er meget enkel: SF skal ind imellem have lov til at sige, hvad de mener, også når de er uenige med retningen for regeringens politik.
Det prøvede Vilhelmsen så. Hun foreslog, at dagpengeperioden ikke skulle ligge fast, men skulle reguleres efter de økonomiske konjunkturer.
Herefter hun straks blev overfaldet, verbalt, af den afgående formand Søvndal, der ellers havde lovet ikke at blande sig i valget. Vilhelmsen korrigerede hurtigt: Det skulle ikke ske nu, men engang i fremtiden.
En loyal oprører
Vilhelmsens fortælling stiller ikke spørgsmålet ved SF’s deltagelse i regeringen eller ved regeringsgrundlaget. Hun har ikke stemt imod en eneste af regeringens love.
Hendes fortælling handler ikke om en anden politik over for de tusinder, der i 2013 står til at falde ud af dagpenge-systemet. Den handler om at redde SF fra nedsmeltning ved at give partiet lidt identitet tilbage.
Alligevel opfattes hun som en oprører – af medlemmer, vælgere og medier.
SF’s krise
Ingen af de to kandidater har noget svar på SF’s grundlæggende krise – som helt enkelt består i, at et parti, som skulle stå for progressiv forandring, ikke i længden kan fremstå som fortalere for det modsatte uden at gøre sig selv overflødigt.
Men Vilhelmsens opstilling har åbnet en debat i SF, som ikke vil stoppe, uanset hvem der vinder valget.
Hvis Krag vinder, har hun ikke Søvndals autoritet til at forhindre kritikerne, der nu har konstateret, at de har bredere opbakning blandt medlemmer og vælgere, i at fortsætte kritikken.
Hvis Vilhelmsen vinder, vil hun ikke i længden kunne undgå en debat om det eneste, der kan redde SF – nemlig at man kommer ud af den regering, hvis politik er stik imod det grundlæggende i, hvorfor folk har meldt sig ind i eller stemt på SF.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed