Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 323 – 13. oktober 2012 (Kun online)

Annette Vilhelmsen vandt – stort tillykke til os alle sammen

Jesper Juul Mikkelsen + Jørn Andersen

”Færre skal være på overførselsindkomst, og flere skal i arbejde. Det sker kun i en globaliseret verden ved at tage hensyn til de vilkår, der er i Danmark, så det kan svare sig at have virksomhed i landet.” Dette er ikke en udtalelse fra Lars Løkke, men fra SFs afgående erhvervs- og vækstminister, Ole Sohn.

Det er denne politiske konkurrence-forståelse, som ligger bag forringelserne af dagpenge, flexjob, sygedagpenge og de kommende forringelser på kontanthjælp og SU. Den røde regering har indledt et angreb på deres eget bagland i arbejderklassen. Og det er her, vi finder årsagen til den krise, vi ser i Socialdemokratiet og især i SF.

Derfor er valget af Annette Vilhelmsen en enormt positiv reaktion fra det flertal i SF, som alt for længe har været tavse, men som nu viser, at de ønsker, at politisk indflydelse skal betyde en anden politik.

SF og nedskærings-regeringen

Valget af Annette Vilhelmsen løser ikke SFs grundlæggende problem – men modsætningen i SFs politik er nu kommet frem i det åbne.

I sin tiltrædelsestale gjorde Anette Wilhelmsen sig til personlig bærer af denne modsætning. På den ene side sagde hun: ”Vi i SF vil et frit, lige og solidarisk samfund,” og ”Ingen skal falde igennem sikkerhedsnettet.”

Dette kunne jo tyde på en ny kurs.

Men på den anden side slog hun flere gange fast: ”SF støtter op om regeringsgrundlaget.”

Problemet for SF og Annette Vilhelmsen er, at disse to udtalelser er i direkte modstrid med hinanden.

Valget af Anette Vilhelmsen er ikke nogen løsning på SFs problemer. Men valget betyder, at diskussionen om vejen frem nu er ude af flasken. Det skal vi som venstrefløj ønske hinanden et stort tillykke med.

Vreden bliver politisk

Ligesom Enhedslistens store fremgang ved sidste valg, er Annette Vilhelmsens sejr ved formandsvalget et billede på, at den ulmende vrede på bunden af samfundet er begyndt afspejle sig politisk.

Men det er ikke kun i SF vi ser denne modsætning mellem top og bund. Et rygte lyder på, at 70 pct. af den socialdemokratiske folketingsgruppe er uenig med den førte politik. (Der er vist ingen, der kan sige om rygtet er sandt eller falsk; men det er jo netop problemet – for regeringen.)

Der er ingen parlamentariske svar på de angreb, vi står over for. Hvis regeringen vælter, og de borgerlige kommer tilbage, vil de fortsætte angrebene. Hvis regeringen fortsætter, vil de fortsætte angrebene.

Både regering og den borgerlige opposition er enige om at sende regningen for krisen til os på bunden af samfundet.

Ud af regeringen – ind i kampen

Flertallet af SFs medlemmer har ved formandsvalget givet udtryk for, at de vil en anden vej end hidtil. Det er med andre ord ikke blot på den yderste venstrefløj, at der er en dyb vrede over, at regeringen angriber sit eget bagland.

Det store spørgsmål, som nu presser sig på, er, om vi sammen kan gøre vreden til aktiv protest og modstand?

SFs problemer bliver ikke løst – selv med en ny formand – før de kommer ud af regeringen og melder sig på banen som aktiv modstander af regeringens politik.

Regeringsdeltagelse og borgerlig politik miskrediterer venstrefløjen i øjnene på alle, som ønsker forandring. Det er fra bevægelsen og fra store protester, at håbet om en anden politik vokser frem. Vi starter med en kamp for at forsvare de 4 års dagpenge.

Vi har brug for at få SF tilbage i opposition. At trække SF ud af regeringen og ind i kampen stiller store udfordringer til Enhedslistens parlamentarikere og græsrødder.

Vi skal holde op med at snakke om ”vore venner i regeringen”. Vore venner er ikke i regeringen.

Vore venner er blandt græsrødderne i SF, som netop har stemt for en anden politisk kurs. De er blandt græsrødderne i Socialdemokratiet, som endnu ikke har fået lov til at tage stilling. Og de er blandt alle dem, der for et år siden stemte for en anden politik, men som har oplevet en regering, der har solgt en vare, den ikke kunne levere.

Det er alle os – arbejdende, arbejdsløse, fleksjobbere, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, studerende osv. – der skal organisere os sammen og kræve en anden politik. Det sker ikke i Christiansborgs forhandlingslokaler, men på gaden og på skoler og arbejdspladser.

Se også:
SAA 323: Over-SF mod under-SF
SAA 323: Krigsmodstanderen, Lune Villy og den dårlige slipseknude

Flere artikler fra nr. 323

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
SF

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen
Jørn Andersen

Siden er vist 4536 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside