Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 327 – 19. marts 2013 (Kun online)

Mistillidsvotum til regeringen – ingen løsning

Jesper Juul Mikkelsen

I en nystartet facebookside, som hurtigt har fået over 1300 “likes”  hedder beskrivelsen: “Regeringens politik er asocial og skaber større ulighed i samfundet og dermed større utryghed. Vi kræver regeringens afgang og udskrivning af valg.”

Også flere medlemmer af Enhedslisten er begyndt at kræve, at Enhedslisten skal vælte regeringen via et mistillidsvotum.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi også opfatter denne regering som vores modstander. Et krav om at vælte regeringen er forståeligt, men denne avis mener ikke, at kravet om et mistillidsvotum og et nyvalg er det rigtige svar fra venstrefløjen.

Et nyvalg vil være et skridt baglæns

Ved et nyvalg vil de borgerlige med sikkerhed komme til magten. Det er ikke noget svar for alle os, der bliver ramt. Deres politik vil være lige så asocial, som den vi oplever fra S-SF-R-regeringen. Men det virkelige problem er, at kravet om et nyvalg signalerer, at der er et parlamentarisk svar på krisen.

Med et nyvalg vil vi sende diskussionen tilbage til før den “røde” regering kom til magten. Vi vil igen alle være enige om, at regeringen skal væltes, mens spørgsmålet om alternativet vil være trukket langt i baggrunden.

Reformismens kollaps

Den venstrefløj vi har i Folketinget er en klassisk reformistisk venstrefløj. Den vil administrere kapitalismen. Det skal gå godt for Mærsk (kapitalen), for at det kan gå godt for arbejderklassen.

Vi har allerede erfaret hvad, det vil sige at ville administrere kapitalismen under den dybeste krise siden 1930'erne. Angreb, nedskæringer og lønnedgang for at sikre konkurrenceevnen for engang i fremtiden at gavne arbejderklassen. Problemet er bare, at krisen fortsætter og vores betaling kun bliver højere arbejdsløshed, mere stress og et opskruet kapløb mod bunden.

Udnyt vi har en “rød” regering

Regeringens opbakning falder og S og SF bløder medlemmer. Derfor er denne regering svag.

Bare for at sammenligne, så kunne man jo spørge lærerne, om de helst ville være oppe imod en borgerlig regering eller denne “røde” regering? Angrebene ville sikkert være de samme, men forskellen er baglandet.

En borgerlig regering ville ikke ryste på hånden over store protester. Deres bagland er Dansk Industri, og de ville håne protesterne og kalde os ballademagere. Med en borgerlig regering ville vi måske kunne få mange på gaden, men meget få ville tro på, at vi ville kunne vinde med dem ved magten.

Socialdemokraterne er anderledes svage. Deres bagland er folk som dig og mig. Deres bagland hader regeringen for deres asociale politik. En stor strejke fra de offentligt ansatte ville kunne sætte dem under så meget pres, at det ville kunne stoppe deres angreb.

Enhedslistens troværdighedsproblem

For mange er snakken om at kræve et mistillidsvotum et spørgsmål om at vinde Enhedslistens troværdighed tilbage. Det er forståeligt. Enhedslisten har gentagne gange vist, at den ikke er klar til at stå fast, når den bliver stillet overfor spørgsmål, hvor det er nødvendigt at være principfast. Det gælder fx Libyenkrigen og de sidste finanslove.

Mange håber så, at et mistillidsvotum vil genvinde vores troværdighed. Problemet er, at det ikke løser noget. Det er et svar, som fastholder fokus på Christiansborg. Det vil blive opfattet som meget egoistisk, fordi Enhedslisten står til parlamentarisk fremgang. En fremgang som i øvrigt ikke kan bruges til andet end flere parlamentarikere.

Det vil være et svar, som ikke hjælper de mange utilfredse i S og SF. At Enhedslisten har indgået studehandler og sagt ja til nedskæringer, kan ikke løses ved et mistillidsvotum. Det vil i øjeblikket kun betyde, at vi spiller muligheder af vores hænder.

En venstrefløj med fokus på gaden, skolerne og arbejdspladserne

Vores svar er et andet. Vi skal vende venstrefløjens blik ud mod gaden og arbejdspladerne og væk fra Christiansborg.

Vi vil hellere angribes af en socialdemokratisk regering end af en borgerlig fordi, det er meget lettere at presse socialdemokraterne. Vi kan gøre landet uregerligt for denne socialdemokratiske regering.

Derfor ønsker vi at opbygge en venstrefløj med et helt andet fokus. En venstrefløj, som ser sin styrke i vores medlemmers hverdag, i vores evne til at organisere vores medstuderende og kollegaer.

Når reformisterne har magten, så ligger bolden ved de revolutionære. Vi vil ikke vente på et valg, som vi ved, vi taber. Vi vil i offensiven og give regeringen et nederlag. Gå med i kampen.

Se også:
SAA 327: Enhedslisten ved en korsvej
SAA 327: Enhedslisten og overenskomstkampen: “Ingen skal efterlades på perronen”

Flere artikler fra nr. 327

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 3174 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside