Socialistisk Arbejderavis
Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 16
Stop hetzen mod østarbejderne
Christine Kyndi
Politikere og medier har i løbet af sommeren skruet op for hetzen mod østarbejdere. Socialistisk Arbejderavis har talt med Ellisiv Rognlinen som arbejder i EL & IT Forbundet i Norge (svarende til Dansk El-forbund) hvor hun står for organisering af østarbejdere.
Hvordan forsvarer vi løn- og arbejdsforhold samtidig med at vi står sammen med de polske arbejdere?
EL & IT Forbundet siger det på denne måde i sit handlingsprogram: "EL & IT Forbundet understreger at det er positivt at arbejdere fra andre land kommer til Norge for at søge arbejde. EL & IT Forbundet skal være forbundet for alle arbejdstagere indenfor vores organisastionsområde. Forbundets standpunkt er at alle som arbejder i Norge skal have norske løn- og arbejdsvilkår."
Arbejdsgiverne vil altid forsøge at skabe konkurrence og splittelse mellem forskellige grupper arbejdere for at presse lønniveauet ned.
Den eneste måde at overkomme dette på er fælles faglig organisering og solidaritet som sætter standarden for løn- og arbejdsforhold.
Østarbejderne skal ikke ses på som fjender af "de indfødte" arbejdere. Så bliver det vanskeligt at få dem organiseret og skabe en fælles front. Del og hersk-spillet fra toppen vil fortsætte. Man må vise at fagbevægelsen er der for at kæmpe for bedre forhold også for arbejds-indvandrere – ikke for at fratage dem deres arbejde.
Over hele Europa er det arbejderne som rammes af krisen og af nedskæringsangreb fra regeringene.
Det er helt oplagt at folk vil prøve at komme væk fra fattigdom og arbejdsløshed ved at flytte til andre lande.
Det må være en menneskeret. Norge har sendt mange udvandrere til andre lande gennem historien.
Vi har også danske arbejdere som kommer til Norge for at arbejde. Det er ikke krisens ofre som er årsagen til den. Vi må rette vores blik mod dem som er i toppen af systemet og bliver rige af det, men lader arbejderne betale når krisen så kommer.
Man må bekæmpe nationalismen og rasismen fordi de faktisk svækker mulighedene for at bekæmpe kapitalismens magt over almindelige menneskers liv.
Vi har hørt at organisationsgraden i Norge er ret høj. Hvad har i gjort? Og har du et bud på hvorfor den er så dårlig i Danmark?
I Norge har flere af fagforbundene haft en klar politik for at hverve de østeuropæiske arbejderne til fagbevægelsen.
Pionerene i rekrutteringen har været Bygningsarbeiderforeningen i Oslo. I 2010 var 41 % af deres medlemmer fra Polen eller Baltikum. Man anslog samme år at 21 % af bygningsarbejdere fra Polen i Oslo var fagligt organiseret.
Det starter med opsøgende arbejde på arbejdspladser, hvor man snakker med folk om hvorfor faglig organisering er vigtig, hvad fagbevægelsen kan tilbyde af hjælp, solidaritet og forsvar af interesser.
Min erfaring er at det ikke er så svært at overbevise folk om at det er nyttigt og vigtigt at være organiseret, selv om nogen af og til kan være lidt bange.
I Norge er situationen selvfølgelig noget lettere – fordi man foreløbig kun ser få tegn på krisen.
Men jeg har indtryk af at østarbejderne i Danmark måske opfatter fagbevægelsen som en trussel som kommer udefra og først og fremst vil have dem væk og ikke er der for at hjælpe dem, at den opererer lidt som et "politi".
Jeg ved ikke om det er et rigtig indtryk. Selvfølgelig kan det også hænge sammen med en generel nedgang i antallet af fagligt organiserede i Danmark – i Norge vokser fagbevægelsen fortsat.
Hvordan sikrer man sammenhold mellem østarbejdere og danske arbejdere?
Det er naturligvis ikke altid så let. Ofte er man ansat i forskellige virksomheder – østarbejderne i vikarbureauer eller udenlandske firmaer som næsten ikke har "indfødte" ansatte. Der kan også være sprogbarrierer.
På arbejdspladserne er det vigtigt at nogen tager initiativet til social kontakt mellem gruppene. I fagforeningene kan man skabe en fælles mødeplads og et miljø.
Arbejdere har som regel den samme grundlæggende klasseforståelse – om skellet mellem chefer og arbejdere. Det må man bygge på og udvikle.
Det er også nødvendigt at man presser på for at de almindelige virksomheder ansætter folk som er arbejdsindvandrere direkte – ikke bare bruger dem som vikarer eller underleverandører.
Hvordan bliver spørgsmålet opfattet i Polen?
Der snakkes i medierne om at polakker arbejder som billig arbejdskraft og ofte nærmest som slaver i mange vesteuropæiske lande.
Der snakkes en del om diskriminering. Men lønniveauet i Polen er lavt, og mange føler at de ikke har noget andet valg end at emigrere. Man hører også en del succeshistorier om folk som har klaret sig godt i det nye land de er kommet til, og der er ikke meget som tyder på at folk flytter tilbage.
Forskellen på lønniveauet mellem Polen og f.eks. Skandinavien kan gøre at mange i begyndelsen er villige til at acceptere meget lav løn og dårlige arbejdsforhold uden at brokke sig.
Men efter nogle år i Danmark eller Norge forandrer det sig som regel fordi folk oplever hvad det koster at bo i et rigt og dyrt land. Man orienterer sig om hvad der er niveauet på løn og rettigheder i det land man arbejder i. En arbejdsindvandrer skal jo også ofte opretholde to husholdninger.
Ingen ønsker at blive diskrimineret lønsmæssigt og blive brugt som en løftestang til at presse lønniveauet ned for andre arbejdere.
Når man møder støtte fra arbejdskammerater og fagforeninger, er det lettere at stå imod sådan et misbrug.
Se også:
SAA 332: Socialist og faglig aktiv
SAA 332: Kommunevalg i konkurrence-statens skygge
SAA 332: Et solidarisk nej til lønnedgang i Danish Crown
SAA 332: Folkeskolelærerne på barrikaden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed