Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 333 – 5. november 2013 – side 2

Nej til lønnedgang

Lene Junker

For nylig krævede ledelsen på Danish Crown at slagteriarbejderne skulle gå ca. 1.000 kr. ned i løn. Men 60 % af arbejderne stemte nej til lønnedgang, vel at mærke under trusler om fyring og på trods af at deres fagforening NNF anbefalede at stemme ja.

Det er godt gået af slagteriarbejderne og en sejr for arbejderklassen.

En accept af lønnedgang på danske slagterier vil lægge yderligere pres på slagteriarbejdernes løn i Polen og Tyskland, ligesom deres dårlige løn og arbejdsvilkår har presset de danske slagteriarbejdere. Slagteriarbejdernes nej har været et vigtigt signal om, at man ikke bare skal acceptere kravene fra cheferne.

Arbejdsgiverne er i ly af krisen i gang med en voldsom offensiv og det er ikke alle arbejdere, der lige så godt organiserede, som slagteriarbejderne. I butikkerne Inspiration og Fona har den enkelte fået valget mellem fyreseddel eller lønnedgang på omkring 10%.

På butiksområdet er der kun 15% af de ansatte, som er medlem af HK. Her var der ingen faglige møder eller afstemning. De ansatte fik blot et ultimatum: en fyreseddel og mulighed for genansættelse med 10% lønnedgang. Fagforeningen havde ingen modtræk og accepterede lønnedgangen.

Som at tisse i bukserne

En accept af lønnedgang er næsten altid stakket frist. Den globale konkurrence betyder, at alle virksomheder presser prisen på arbejdskraft, så meget de kan. Så lønnedgang i en virksomhed vil blive forsøgt kopieret i andre virksomheder. Det er skruen uden ende og det er et kapløb mod bunden. Det vil gøre de rige rigere og almindelige arbejdere fattigere.

Der er ingen grund til at stole på ledelserne i Danish Crown, Fona eller Inspiration, når de siger, at lønnedgang vil redde jobs. Ledelserne ønsker billigere arbejdskraft og vil se en accept af lønnedgang som et svaghedstegn og meget hurtigt vil andre forsøge at kopiere modellen.

Ifølge HK Handel fortalte man fx de ansatte i Jysk, at man skulle spare, fordi det var hårde tider. Samtidig overførte man et trecifret millionbeløb til moderselskabet. Tidligere erfaringer viser også, at der alligevel ofte bliver gennemført fyringer, efter at arbejderne er gået ned i løn. (Se faktaboksen)

Solidarisk kamp for hver en krone

I butikker som Fona og Inspiration er de ansatte dårligere organiseret. Derfor kommer de også til at stå alene og dermed svagt overfor kravet om lønnedgang, frem for at kunne tage en kollektiv diskussion blandt kollegaerne om, hvordan man forholder sig til kravet. Desuden er ansatte nervøse, fordi der er meget lidt andet arbejde at få og fordi dagpengeperioden kun er 2 år.

Vi bliver derfor nødt til at organisere os bedre, hvis vi ikke gang på gang skal være dem, som betaler prisen for krisen og den globale konkurrence. Vi må organisere os på vores arbejdsplads og i vores fagforening og sige nej til at gå ned i løn eller arbejdere længere under dårligere forhold.

Vi kan starte med at lave protester udenfor de ramte butikker og arbejdspladser, vise vores solidaritet og utilfredshed med lønnedgangen. Sådanne protester giver virksomheden dårlig omtale og de kan samle de utilfredse og de som mener, at lønnedgang skal bekæmpes.

En stor protest kan gøre det dyrt for de enkelte firmaer at gennemføre lønnedgang og være med til at få andre til at afholde sig fra at følge en sådan strategi.

Fagforeningerne ud på arbejdspladserne og ind i kampen

I mange år er løn og arbejdsvilkår forhandlet mellem fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne og der er indgået en overenskomst om løn og arbejdsforhold. Men i lang tid har fagforeningerne tabt medlemmer og arbejdsgiverne overholder ikke overenskomster og aftaler.

Fagbevægelsen står over for et valg: Vil man være med til at administrere ødelæggelsen af vores overenskomster ved at acceptere lønnedgang? Eller vil fagbevægelsen genopfinde sig selv som kamporganisation og bruge sin kraft til at forsvare vores løn og arbejdsforhold og organisere et modsvar?

Det kræver, at de er aktivt tilstede på arbejdspladserne som dem, der vil organisere kampen for at forsvare vores rettigheder. Du kan selv være med til at presse din fagforening til at gå med ind i kampen.

Se også:
SAA 333: Flere danske virksomheder sænker lønnen: Fyrer alligevel

Flere artikler fra nr. 333

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 1958 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside