Socialistisk Arbejderavis
Nr. 333 – 5. november 2013 – side 6
Egypten
Et tilbageslag – men ikke enden
Jørn Andersen
General el-Sisis første telefonopkald efter “kuppet” gik til den arabiske kontra-revolutions center, Saudi Arabien: “Vi har styr på det,” sagde han. Saudi Arabien kvitterede med et bidrag på 12 milliarder dollars – langt mere end det årlige bidrag på 1,3 milliarder fra USA.
Det giver militæret luft til at sikre fødevare-forsyning osv. – for en tid. Men hverken Saudi Arabien eller andre kan eller vil i længden understøtte 80 millioner egyptere.
De grundlæggende problemer for militæret er de samme som for Morsi: At få styr på økonomien og at få styr på den sociale bevægelse – som de før eller siden er nødt til at forsøge at slå ned. Militæret og dets regering er i indbyrdes strid om, hvor hurtigt man skal gå frem.
Hvad kan vi lære?
For det første er det vigtigt at forstå, at Morsis fald ikke kun skyldes militæret. Militæret ville ikke kunne have væltet Morsi uden den folkelige utilfredshed og de enorme masseprotester 30. juni.
For det andet er massebevægelsen ikke smadret. Der er stadig både gade-protester og strejker.
Sammenligner vi med kuppet mod Allende i Chile i 1973, så blev kuppet i Chile udført med en nådesløs brutalitet. 30.000 blev dræbt i de første 12 måneder efter kuppet i Chile (af en befolkning på 1/5 af Egyptens).
I den sammenligning er det egyptiske militærs kup et “kompromis-kup”. Man har endnu ikke kunnet genindføre den “frygtens mur”, som faldt sammen med Mubarak.
Problemet er politisk
Det grundlæggende problem er politisk. Såvel militæret som Broderskabet og den officielle opposition (af reformister, liberale og nationalister) er grundlæggende enige om den økonomiske politik: Arbejdere og bønder skal betale – mens massebevægelsen kræver “Brød, Frihed og Social Retfærdighed”.
Men massebevægelsen har ingen politisk repræsentation. Og den er ikke stærk nok til at udfordre militæret og dens regering.
Bevægelsen har behov for en politisk kraft som hverken er i lommen på Broderskabet eller militæret. At opbygge en sådan kraft kræver, at den revolutionære proces fortsættes og udvikles.
Afprøve politiske kræfter
Dette er langt fra umuligt. En revolution er oftest ikke en begivenhed, der er overstået på nogle få uger eller måneder, men en proces, der kan tage flere år.
I dén proces vil arbejderklassen i praksis afprøve de politiske kræfter, der er til rådighed. Foreløbig er Broderskabet dumpet (selv om de sikkert vil komme igen).
For de mest politisk bevidste bør også den officielle opposition være dumpet. For en tid vil mange gerne tro på militæret – men hvad vil der ske, når militæret ikke længere har penge til brød og social sikkerhed?
En revolutionær organisation, der peger på arbejdernes egen bevægelse, er både aktuelt og på længere sigt det eneste, der politisk kan løse de egyptiske arbejderes og bønders problemer.
En sådan organisation bliver ikke opbygget over en nat. Revolutionære Socialister i Egypten har heldigvis været i gang i en årrække, så de har kunnet vokse ud af protesterne. Men de er stadig for små til at spille en ledende rolle for bevægelsens flertal.
Se også:
SAA 333: Det arabiske forår: Efter Egyptens militærkup
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed