Socialistisk Arbejderavis
Nr. 341 – 16. oktober 2014 (Kun online)
Hvordan opstod det sekteriske mareridt i Syrien og Irak?
Bassem Chit
Den libanesiske socialist, Bassem Chit, mener, at kontrarevolutionen og imperialismen skabte den sekteriske hær, Islamisk Stat, i Irak og Syrien. Noget andet må besejre den.
Krigere fra Islamisk Stat
Hvad førte til fremkomsten af gruppen Islamisk Stat?
Folk i Mellemøsten har lidt enormt under fattigdom, undertrykkelse og vestlig imperialisme. Med venstrefløjens tilbagetog de seneste årtier begyndte mange at se politisk islam som et alternativ.
Men det er en bred og forskelligartet kategori – og både USA’s krig mod Irak og revolutionerne i den arabiske verden har ændret den politiske dagsorden.
På den ene side er der masseorganisationer som fx Det Muslimske Broderskab, Hizbollah og Hamas. De rekrutterer og organiserer almindelige mennesker på en politisk dagsorden, selv om de også organiserer sig militært.
I modsætning hertil så bygger en gruppe som al-Qaeda på politiske ideer, men uden at opbygge en folkelig bevægelse blandt almindelige mennesker.
Ligesom narodnikkerne i Rusland i 1800-tallet er det en terrororganisation i traditionel forstand med det formål at destabilisere fjenden.
Især siden besættelsen af Irak er grupper, der sammenkobler disse to traditioner, voksende. De bruger terroristiske taktikker, samtidig med at de rekrutterer folk politisk.
ISIS – gruppen, som senere blev til Islamisk Stat – og andre, som Jabhat al-Nusra, er eksempler på dette.
Hvordan har grupper som ISIS kunnet overhale andre former for politisk islam?
Revolutionerne var fulde af modsætninger.
I Egypten oplevede Det Muslimske Broderskab et frygteligt nederlag, efter at de var gået ind i regeringen og samarbejdede med regimet. I Tunesien måtte An-Nahda trække sig tilbage og gå i opposition. Mange af dem, der orienterede sig mod sunni-politisk islam, begyndte at vende sig væk fra disse etablerede grupper, da de ikke var i stand til at levere resultater.
Dette gjorde fraktionelle grupper i stand til at fremstå som det skarpere alternativ. Meget velorganiserede, velfinansierede og med et klart program, var de mere tiltrækkende, især for de mest radikaliserede aktivister.
I mellemtiden var shia-politisk islam i offensiven, med støtte fra Iran. Libanons Hizbollah har interveneret fra et meget sekterisk perspektiv for at forsvare diktaturet i Syrien mod revolutionen. I Irak har Nouri al-Malikis regering ført en bred offensiv mod sunni-muslimske områder.
Disse faktorer spillede sammen med den fortsatte ødelæggelse af samfundsstrukturen i Irak og Syrien. Det skyldes både begge regimers stærkt undertrykkende og sekteriske politik, og den blodige historie om imperialisme og regional indblanding.
Dette gav grupper som ISIS både et politisk momentum og et sekterisk mål. De voksede også som følge af den kraftige destabilisering af Al Qaidas bureaukratisk strukturer.
Hvor fik de alle deres penge fra?
Mange kræfter er involveret, fra Saudi-Arabien og Qatar til lokale og regionale forretningsmænd og muligvis USA selv.
Støtten til islamistiske grupper er altid en meget kringlet affære. En gruppe kan få opbakning et eller andet sted fra, og senere fusionere eller blive overtaget af en anden – sammen med deres penge og våben. Deres finansieringsstrukturer ændrer sig og transformeres i forhold til politiske eller strategiske skift.
CIA er involveret i alle lande i regionen. Og historien om Vestens opbakning til Osama bin Laden, hvor han senere blev deres værste fjende, har mange ekkoer.
Det er ikke usædvanligt, at folk, der har haft kontakt med CIA, senere dukker op og bliver islamistiske ledere. Islamisk Stat får også våben og penge fra deres territoriale besiddelser. Og nu får de naturligvis også indtægter fra salget af den olie, de kontrollerer.
Især i Syrien var ISIS et produkt af, at lokale militser og grupper samledes til én kraftfuld organisation.
Dette er meget attraktivt for krigsherrer og meget af det småborgerskab, som krigen har skabt. De har brug for at styre de gader, de opererer i.
Hvordan er den syriske revolution kommet hertil?
ISIS’ indflydelse afspejler militariseringen af oprøret fra et meget tidligt stadium. Bashar al-Assads regime udløste en forfærdelig undertrykkelse og skabte betingelserne for en borgerkrig.
Dette styre er nu tømt for enhver politisk substans. Det har fuldstændigt mistet troværdighed på jorden og hersker udelukkende ved at skræmme folk til lydighed og hjælpeløshed.
Mange af de syriske aktivister og civile, der var en del af de tidlige politiske protester, er enten endt i regimets fængsler eller er uden for Syrien som flygtninge. Andre er i befriede områder, drænet for ressourcer som følge af at skulle bekæmpe både ISIS og regimets styrker.
Syrien er blevet overladt til en polariseret kamp mod skiftevis den ene og den anden trussel, hvilket har svækket og fragmenteret meget af massebevægelsen – og det hjalp ISIS.
Var der et alternativ til denne degeneration?
Det var der, men man er nødt til at kigge på den bredere sammenhæng for at se det.
Da revolutionen i Egypten begyndte, var der protester til støtte for den i hele den arabiske verden. Men de små mobiliseringer, vi hjalp med at organisere i Beirut, var de eneste til støtte for den syriske revolution.
Samtidig er der historisk en dyb adskillelse mellem den syriske arbejderklasse og den libanesiske arbejderklasse, og der har ikke været nogen politiske partier i Syrien i de sidste 40 år.
En stor del af den bredere venstrefløj var imod den syriske revolution.
Hizbollah og andre hævdede, at revolutioner kun foregik mod regimer, der samarbejder med imperialismen – og at sådan var det syriske regime ikke. Som om revolutionerne ikke også var forbundet med den økonomiske krise, undertrykkelse og så videre.
De lukkede det frirum, der var til, at de syriske revolutionære kunne udbrede deres politik, eller til at opbygge solidaritet. Så den syriske revolution blev belejret og isoleret. Uden denne isolation ville dens degeneration til en væbnet konflikt ikke være givet på forhånd.
Libanon og Syrien er forbundet. Man oplever ikke en vedvarende bevægelse i det ene land, uden den også findes i det andet.
Der er også brug for enhed og solidaritet mellem bevægelser i landene i regionen. De kan ikke begrænses til kun at foregå inden for nationale grænser.
Kan der gøres noget for at stoppe Islamisk Stat?
Den eneste måde, man kan forsvare sig mod sådanne kræfter, er at organisere folk på en måde, der modvirker sekterisme.
Sekterisme er en taktik, der bruges af den herskende klasse til at angribe revolutionen. Den har potentiale til at blive en meget organisk kultur, som bare forstærker sig selv og bliver til flere og flere drab.
I 1990 var Beirut helt adskilt mellem kristne og muslimer. Men i løbet af de næste ti år kom der mere sammenblanding.
I 00’erne var potentialet til at skabe en generel aggressiv sekterisk kultur mere begrænset på grund af fælles levevilkår og fælles erfaringer. Sociale bevægelser har udviklet sig og skabt forbindelser og et rum til at organisere imod sekterisme.
I 2011 marcherede vi ind i arbejderområder, hvor sekteriske militser havde besat gaderne. Familier kom ud af deres hjem og sluttede sig til demonstrationerne, fordi vi brugte anti-sekteriske slogans, der talte om deres reelle bekymringer og krav.
Man kan forhindre de sekteriske militser i at kontrollere det område, de befinder sig i, geografisk eller psykologisk.
I Irak er det sværere, fordi det sociale og politiske forfald, som besættelsen har efterladt, har ført til skærpet adskillelse i blandede områder. Men venstrefløjen er nødt til at gribe ind for at skabe et reelt alternativ og forhindre nye generationer i at blive rekrutteret af sekteriske partier.
Hvilken effekt har den amerikanske intervention?
USA er i defensiven og forsøger at beskytte sine egne interesser i Irak. En indgriben vil opflamme situationen og forlænge konflikten.
Islamisk Stat eksisterer på grund af manglen på revolutionær politik. En bevægelse fra neden, som svækker regimet og udfylder det tomrum, Islamisk Stat i øjeblikket udfylder, kunne vinde folk væk fra dem.
Man kan pege på ISIS som værende en del af de kontrarevolutionære kræfter, der kriminaliserer revolution. At kampen retter sig mod både regimet og mod disse reaktionære bliver tydeligere.
Men når imperialister griber ind, giver det organisationer som ISIS mere gunstige vilkår.
De opildner til regional rivalisering, der åbner for yderligere spredning af fraktionelle konflikter. Dette fragmenterer masserne, og lukker arbejderklassen inde i en krigsøkonomi.
Og det begrænser muligheden for at opbygge politiske bevægelser og massemobiliseringer, der er det eneste reelle alternativ til disse sekteriske kræfter.
Oversat fra Socialist Worker nr. 2417, 19. august 2014 (altså før USA’s seneste angreb)
Dette er et af de sidste interviews med Bassem Chit. Han døde 1. oktober efter et hjerteanfald, kun 34 år gammel.
Se også:
SAA 340: ISIS vokser på del-og-hersk-politik
SAA 341: Vestens krig mod Mellemøstens folk
SAA 341: Imperialismens logik: Blod skal spildes for olie
SAA 341: Hvorfor griber USA ind nu?
SAA 341: Danmark 24 år i krig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed