Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 344 – 20. april 2015 – side 4

Rød og blå blok: Enige om flere angreb

Bo Nielsen

Regeringens nyliberale reformpolitik har fået nye støtter i erhvervslivet og rosende ord fra arbejdsgiverne i Dansk Industri og den rabiate borgerlige tænketank, CEPOS.

Corydon har indvarslet overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat.

Udviklingen i Socialdemokratiet illustreres af, at partiets nye folketingskandidat på Bornholm er forhenværende direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt.

Industribossen udtaler, at han “fortsat vil arbejde for erhvervslivets vilkår”, og:

“De reformer, der skal laves, skulle måske laves hurtigere. Mange af de tiltag, der er truffet, har haft den rigtige retning, men har bare været for små.”

Venstre kunne næppe have sagt det bedre.

Der er da heller ikke det store at slås om for de to blokke. De er begge enige om det vigtigste i krisepolitikken:

  • ‘Det skal kunne betale sig at arbejde’. Dvs. at arbejdsløse piskes med nedskæringer i kontanthjælp og dagpenge, og tvinges ud i nyttejobs/lønpresseri.
  • De offentlige budgetter må ikke vokse. Dvs. tommelskruer på kommunernes økonomi og balancerede budgetter – såkaldt ‘økonomisk ansvarlighed’. Resultatet er nedskæringer og fyringer.
  • Racisme. På politikersprog kaldet ‘en stram udlændingepolitik’. Indvandrere og flygtninge opfattes som en belastning, og muslimer mistænkeliggøres dagligt.

Derfor forsvarer Venstres Martin Geertsen arbejdsgivernes ret til at diskriminere imod kvinder med tørklæde. "Det er jo markedet," forklarer Geertsen.

Og derfor hænger Socialdemokratiet indvandrere og flygtninge ud som dovne nassere i en storstilet plakatkampagne med ordene "Kommer du til Danmark, skal du arbejde."

Og derfor angriber blå bloks racistiske kamphund, Dansk Folkeparti, straks kampagnen og anklager S for ikke at være racister – og overbyder med, at Danmark må bryde med menneskerettighederne for at forhindre indvandrere i at komme til Danmark.

 

Hvad har rød blok gjort?

S-SF kom til magten på løfter om velfærd. Hundredtusinder af arbejdere håbede på forandring.

Men allerede med de første meldinger stod det klart, at krisepolitikken skulle blive nyliberal:

“Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand,” hed det i regeringsgrundlaget.

Det var ikke ‘de bredeste skuldre’, der skulle løfte, men et klasseløst ‘vi’.

Løntilbageholdenhed blev skrevet ind i grundlaget og satte kursen for de kommende års politik.

SF-skatteministeren Thor Möger Petersens første handling blev en ‘rød’ skattereform, hvor den lovede millionærskat blev erstattet med skattelettelser for de rige.

“Det skal kunne betale sig at arbejde.” Uligheden blev øget.

Reform-amok

Regeringen gik “reformamok” og gennemførte de borgerliges og De Radikales efterlønsreform, slagtede dagpengene og gennemførte angreb på angreb på arbejderklassen – hovedsageligt på de arbejdsløse.

De faglige ledere var stumme. Det var deres regering, der angreb deres medlemmer.

Regeringen kaldte det en sejr, da et flertal i Folketinget i maj 2012 stemte for Europagten – en nedskærings-spændetrøje, som Danmark, der ikke er et euroland, frivilligt tiltrådte.

Oppositionsleder Lars Løkke havde måneder i forvejen udtalt:

“Aftalen ligger i direkte forlængelse af den reformlinje, jeg lagde for dansk politik. Så den bør Danmark tilslutte sig.”

Den politik, Søvndal forud for valget havde kaldt “velfærdsmassakre”, blev nu forsvaret af SF-formanden som "et nyt venstreorienteret reformprojekt" – “moderne socialisme”.

Different name – same shit.

 

Hvad vil blå blok?

Hver gang regeringen har sagt, at flere skal i arbejde, har Venstre og LA skruet op for hetzen – de arbejdsløse er dovne og har sugerøret langt nede i de fælles kasser.

Til trods for regeringens nul-vækst finanslove mener V, LA og Konservative, at regeringen lader den offentlige sektor vokse uhæmmet. De vil hellere give skattelettelser til de rige og vennerne i erhvervslivet.

Derfor skal Danmarks konkurrenceevne styrkes, siger Venstre. Og derfor skal det kunne betale sig at arbejde. Og derfor skal den offentlige sektor effektiviseres.

Det er politikersprog for, at arbejdsløse og syge skal rammes hårdere, og for at lønnen skal ned. Og for mere måle-tyranni i det offentlige, hvor de ansatte skal løbe stærkere.

Der skal konkurreres med privat, uorganiseret lønpresseri, så mere kan udliciteres og blive til privat profit – såkaldt "vækst".

De fattige er grådige

I konkurrencen med den nyliberale regering er der blevet skruet op for syndebukke-retorikken. De arbejdsløse er ikke bare dovne, de er også mega-grådige, må vi forstå.

Omkring 9.100 kontanthjælpsmodtagere modtager over 300.000 kr. brutto i samlede ydelser fra staten, påstod LA. En løgn, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dog hurtigt skød ned.

Næsten en halv million kr. kan et arbejdsløst ægtepar med tre børn få, hylede Venstre forarget i en annoncekampagne. Men kunne ikke lige finde på nogen eksempler, da kritikere spurgte "hvem?"

Så pludselig var kampagnen ‘bare’ rettet imod arbejdsløse indvandrere!

Således bindes de to store syndebukke-temaer sammen. Racismen tjener en vigtig funktion i magthavernes del-og-hersk strategier.

Se også:
SAA 344: Forandring kommer fra neden
SAA 344: Er valget ikke ligegyldigt?
SAA 344: Politikernes hetz-kampagne – en tidslinje
SAA 344: Vi står sammen!
SAA 344: For hvem er Alternativet et alternativ?
SAA 344: Spørgsmål til Nationalpartiet

Flere artikler fra nr. 344

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 2453 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside