Socialistisk Arbejderavis
Nr. 344 – 20. april 2015 – side 5
For hvem er Alternativet et alternativ?
Lars Henrik Carlskov
Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte “nødvendighedens politik”?
I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager.
Han har beskrevet partiet som “mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis “grundrødder”, dog “i en ny tid”. Han vil desuden kombinere “det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten.
Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme. Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra.
Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål.
Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.
Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som “selvekspanderende værdi”. Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under.
Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise.
Ifølge Alternativets partiprogram er “småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimaødelæggelse og biosfærisk nedsmeltning.
Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter.
Det gælder også forslag om et “fuldt reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem "almindelige" erhvervsbanker og andre finansielle institutioner.
Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes’ berømte forslag om “aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.
Middelklassen som ideal
Ifølge Alternativet tvang finanssektoren “hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag.
Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70’ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren.
Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som nævnt må foretage stadigt større investeringer.
Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så “markedsmekanismerne fungerer korrekt”. “Andels- og kooperationsbevægelsen” skal “genopfindes” i den nye “fjerde sektor”, dvs. “det bedste” fra den “private, den offentlige og den frivillige” sektor.
Små “grønne” virksomheder er idealet. Alternativets ideal er middelklassen/småborgerskabet.
Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og “kreative erhverv” (den såkaldte “kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).
“Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker “en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget.
Men den “nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere – uanset partifarve – til at føre den politik, investorerne ønsker.
Alternativet “tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.
Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk.
Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal.
Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.
Se også:
SAA 344: Spørgsmål til Nationalpartiet
SAA 344: Er valget ikke ligegyldigt?
SAA 344: Rød og blå blok: Enige om flere angreb
SAA 344: Forandring kommer fra neden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed