International krise – Krise på 9. år

Den økonomiske krise er på vej ind i sit 9. år, og krisen er i høj grad blevet global. Investeringerne i produktion er rekord-lave – udsigten til tilstrækkelig profit er for lille.

Mange af de store internationale koncerner har i dag negativ profit. Væksten i “udviklings-økonomier”, der hidtil har givet lidt optimisme er faldet. Den finansielle krise har bredt sig til BRIC-landene: Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

Politikerne fortæller år efter år, at opsvinget er på vej. Realiteten er, at sandsynligheden for et nyt globalt tilbageslag er langt større.

Imperialistisk rivalisering

Krige er indbygget i kapitalismen. Men under krisen skærpes den militære rivalisering om markeder og råstoffer.

For 5 år siden inspirerede oprørene og revolutionerne i Tunesien og Egypten alle, der kæmper for social retfærdighed (se side 6). I 2013 blev revolutionen i Egypten blodigt slået ned.

Krigen i Syrien er en del af denne kontrarevolution. Oprøret i Syrien var langt svagere end i de fleste andre lande – men alligevel stærkt nok til at udfordre Assad-regimet, som sønderbombede landet for at slå oprøret ned.

Hvis Assad faldt, ville det udfordre den politiske balance i regionen. Så de omkringliggende lande – og stormagterne USA og Rusland – blandede sig for at beskytte deres interesser, uanset om han faldt eller blev.

Det har ført til et komplekst net af alliancer og rivalisering. Alle staterne er imod revolution, og i øjeblikket satser de fleste af dem på, at Assad bliver.

Syrien er kun en af de konflikter, der kan eskalere ud af de implicerede parters kontrol. Ukraine er en anden.

I det sydkinesiske hav koncentrerer USA stadigt større mængder af krigsskibe, mens både Kina og Indien opruster.

Denne konflikt handler om kontrollen over verdens vigtigste skibsruter og involverer direkte verdens største og 3. største magter.

Flygtningekrisen

Flygtningekrisen er både en humanitær krise – og en langt større politisk krise for magthavere, der bruger racisme og nationalisme til at splitte os.

Over hele Europa gik 100.000’er af mennesker på gaden i sensommeren 2015 for at sige ‘Velkommen’ til de mange, der flygtede fra krig og fattigdom.

De havde set billeder af flygtninge, der risikerede livet for at komme ind i Europa, mens regeringer gjorde alt for at stoppe dem. De havde set politiker-retorikken bliver mere racistisk og nationalistisk. Og de havde fået nok.

Politikere og medier bruger nationalisme og racisme til at splitte os med. De bruger det til at fortælle, at det er flygtningenes skyld, at der bliver skåret ned på skoler, daginstitutioner, hospitaler osv. osv.

For en tid bøjede politikerne sig. Tonen blev næsten humanistisk. Men kort efter var racisme, islamofobi, “dem og os” igen det, der dominerede, når politikere udtalte sig.

De 10.000’er (i DK), der gik på gaden et par gange, kunne lukke munden på politikere og medier for en tid. Men skal der sættes en anden dagsorden, kræver det ikke kun humanisme og venlighed.

Det kræver, at humanismen og venligheden bliver organiseret som en politisk bevægelse, der ikke kun siger ‘Velkommen’ til flygtninge, men også siger Nej til at betale for den krise, som er årsagen til den beskidte retorik.