Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 18. november 2016 – side 5

USA

Clinton tabte mere end Trump vandt

Jørn Andersen

Præsidentvalget i USA var i langt højere grad et fravalg af Clinton end et tilvalg af Trump.

Clinton/Trump: Love DC

Mange er med rette forfærdede over, at en politiker, der førte en så beskidt kampagne fuld af racisme, islamofobi, kvindehad, snæversyn og fornærmelser af enhver art, skulle ende i Det hvide Hus.

Det er både rystende og skræmmende for kvinder, for farvede, for mindretal af enhver slags, overalt. Hans valgsejr har opmuntret racister og fascister på den yderste højrefløj fra Ku Klux Klan til Marine Le Pen og Front National.

Men Trump har ikke fået et racistisk mandat fra flertallet af vælgerne. Det var i langt højere grad et fravalg af Clinton end et tilvalg af Trump.

Fx vandt Trump ca. 400.000 hvide mandlige vælgere i f.t. Romney i 2012. Men Clinton tabte 1,7 millioner hvide mandlige vælgere i f.t. Obama i 2012 – over 4 gange så mange.

Trump vandt nogle få tusinde sorte kvinders stemmer i f.t. 2012. Men Clinton tabte ca. 1,4 millioner sorte kvinders stemmer i f.t. Obama i 2012 – næsten lige så mange som de hvide mandlige stemmer, hun har tabt.

Clinton tabte også stemmer blandt spansktalende kvinder og mænd, blandt sorte mænd og selv blandt hvide kvinder.

I alle disse grupper vandt Trump langt mindre, end Clinton tabte. Blandt hvide kvinder tabte Trump over 2 millioner stemmer.

Den talmæssige forklaring er, at endnu færre end sædvanligt stemte: Kun lidt over halvdelen stemte, og kun ca. 22 pct. af amerikanere i den stemmeberettigede alder stemte på Trump.

Selv i procent vandt Trump kun en smule i f.t. Romney i 2012: Romney 47,2 pct., Trump 47,5 pct.

Clinton: Wall Streets og Washingtons kandidat

Trump og Clinton fik stort set lige mange stemmer blandt folk med en årsindtægt over 100.000 dollars (ca. 660.000 kr.), dvs. overklassen og den højere middelklasse.

Men blandt “magtens mænd” var Clinton klart favoritten.

“Center for Responsive Politics” har nogle tal om erhvervslivets støtte til Clinton og Trump. Clinton slog Trump i hver eneste sektor. Men to sektorer havde en ekstrem forskel:

Værdipapir- og investeringsbranchen (dvs. Wall Street i modsætning til kommercielle banker) donerede 78 millioner $ til Clinton mod 737.000 $ til Trump – et forhold på 100 til 1.

I hedgefond-branchen var forskellen endnu større: 56,6 millioner $ gik til Clinton mod 242.995 $ til Trump. Det er 200 til 1.

Hvad betyder det?

Det betyder, at man ikke kan tolke valget på den måde, som nogle kommentatorer gør: At de fleste amerikanske arbejdere er blevet kvindefjendske racister.

Der er i langt højere grad tale om, at mange af dem, der stemte for “Hope” og “Change” i 2008 og 2012, ikke har fået det. Og de har ikke troet på, at Clinton repræsenterede dem. Så de er blevet hjemme. (Se artiklen “Trump vandt i Rustbæltet”.)

Clinton fik ganske vist en del flere stemmer end Trump blandt arbejdere med under 30.000 $ (ca. 200.000 kr.) i årsindtægt. Men det var markant færre end Obama i 2008 og 2012: I netto-tal svingede 16 pct. af dem fra Obama i 2012 til Trump i 2016 (men som nævnt, i høj grad fordi mange ikke stemte).

Valget viste, at der ikke var noget alternativ for langt de fleste arbejdere – mænd, kvinder, sorte, spansk-talende osv. Blandt dem, der stemte, var det kun blandt højtlønnede arbejdere og de rige, Clinton holdt skansen.

Hovedansvaret for, at vi har fået Trump i Det Hvide Hus, ligger således hos Clinton selv og ledelsen i det Demokratiske parti.

Fra dag ét modarbejdede de Bernie Sanders’ kampagne, som var den eneste, der ville kunne mobilisere de mange, der havde fået nok af business-as-usual og den stigende ulighed og fattigdom.

Modstand + et politisk alternativ

For venstrefløjen (i og uden for USA) er der nogle vigtige konklusioner.

1. Trumps sejr er et udtryk for et system i krise, både økonomisk og politisk. 35 års nyliberalisme og en “politisk klasse”, der har fjernet sig mere og mere fra deres vælgere, betyder, at færre end tidligere tror på systemet.

2. Mistilliden til systemet kan gå både til højre og til venstre. De, der talte for “mere af det samme”, har mistet troværdighed, og det gav plads for Trumps reaktionære dagsordener.

3. Troen på, at partier som det korrupte Demokratiske parti vil gøre en positiv forskel, er en hindring for at opbygge et venstre-alternativ, som kan begynde at give svar til de mange, der for længst har opgivet den tro.

4. Venstrefløjen, i og uden for USA, må gøre to ting samtidig: Kaste sig endnu mere energisk ud i kampen mod forringelser, racisme, krige og klimaforandringer – og diskutere med dem, vi slås sammen med, hvordan vi kan opbygge en venstrefløj, der kan blive et politisk kamp-alternativ for mere end et lille mindretal.

Læs også lederen side 3.

Se også:
SAA 355: Det mener vi: 1930’erne i slow-motion
SAA 355: USA: Trump vandt i Rustbæltet
SAA 355: USA: Modstand mod Trump
SAA 355: Revolutionær uden for Enhedslisten – og hva’ så?
SAA 355: International antiracistisk konference i Grækenland
SAA 355: Østrig: Protester mod racisme og fascistisk præsidentkandidat
SAA 355: Polen: Modstand mod abortforbud og håb for en ny venstrefløj

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1916 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside