Socialistisk Arbejderavis
Nr. 358 – 17. marts 2017 – side 16
Socialisme for begyndere
Fra arbejdermagt til det klasseløse samfund
Jørn Andersen
En socialistisk arbejderrevolution er ikke et mål i sig selv. Den er kun det første, nødvendige skridt i en proces, hvor flertallet begynder at ændre samfundet, kollektivt og demokratisk.
I de seneste numre af avisen har vi gennemgået de overordnede træk i opgøret med kapitalens magt:
Fra mindre til større kampe. Fra lokale strejkekomiteer til arbejderråd for hele klassen. Og endelig magtopgøret, revolutionen.
Hvad nu?
Hvis vi antager, at det er lykkedes at erobre magten over samfundet i ét eller nogle få lande, så står arbejdermagten over for mange og store opgaver. Det er ikke “lykkeland”, hvor vi fra dag 1 kan begynde at forme samfundet frit efter vore ønsker.
Der er især tre store ting, der står i vejen: 1) Truslen om, at de gamle magthavere slår tilbage. 2) Truslen fra andre landes kapitalistiske magthavere. 3) Nødvendigheden af at sikre befolkningens basale behov.
Truslen udefra – at det er nødvendigt at sprede revolutionen – blev behandlet i sidste nummer. Men lad os kigge på de to andre.
Truslen fra de gamle magthavere
Umiddelbart efter revolutionen vil de gamle magthavere stadig have rådighed over store ressourcer, som de uden nogen som helst tvivl vil forsøge at bruge til at vinde deres magt og privilegier tilbage.
Det drejer sig ikke kun om penge, men også om loyaliteten fra toppen inden for politi og militær, fra chefer i statens embedsapparat, bankchefer osv.
Det stiller arbejdermagten over for to udfordringer: Den vigtigste er at fjerne det materielle grundlag for de gamle magthaveres magtpositioner.
Det vil fx sige, at arbejdermagten straks skal få kontrol over bankerne og over de dele af produktionsapparatet, der endnu ikke er under arbejderkontrol.
Og det vil sige, at statsapparatet – politi, militær og embedsapparatet – skal bringes under arbejderkontrol. Og at de dele, der ikke er til nogen gavn (en stor del), skal nedlægges.
Nødvendig undertrykkelse
Den anden udfordring er mere ubehagelig, men også mere kortsigtet: Politisk og fysisk at undertrykke de gamle magthavere og deres støtter.
Det vil fx sige, at de, der aktivt er ledende i at propagandere og organisere mod arbejdermagtens eksistens, skal fratages denne mulighed – fx ved at fængsle dem. Det samme gælder naturligvis også, og især, dem, der organiserer terror og sabotage mod arbejdermagten.
Det er vigtigt at forstå, at undertrykkelsen af de gamle magthavere sker ud fra nødvendighed, dvs. for at undgå, at de slår tilbage. Det sker ikke ud fra et ønske om hævn over tidligere magthaveres misgerninger etc.
Mange politiske arbejdere ved kun alt for godt, hvad undertrykkelse vil sige. Så generelt vil folk være meget tilbageholdende med at anvende det våben – medmindre der er tale om oplagte og konkrete trusler.
Jo stærkere arbejdermagten er, dvs. jo større opbakning den har, jo mindre er risikoen for, at de gamle magthavere kan slå tilbage – og derfor jo mindre behov for undertrykkelse.
Endelig: Da kapitalismen var yngre, var der mange lag mellem kapitalen og arbejderklassen, som kapitalisterne kunne mobilisere under deres faner. I dag er disse lag meget mindre, og deres levevilkår er oftest meget mere lig arbejderklassens.
Så kapitalistklassens sociale base for at mobilisere, efter at arbejdermagten har stabiliseret sig, er meget mindre.
Sikre de basale behov
Det er oplagt, at opbakningen til arbejdermagten i høj grad afhænger af dens evne til at sikre folks basale behov i deres daglige liv – efter en periode med kamp og den gamle ordens forfald.
En del af dette har været behandlet i en tidligere artikel (i nr. 346), så blot nogle få ord her.
Allerede op til revolutionen vil vi se de første tilfælde, hvor arbejderne selv begynder at overtage kontrollen over produktionen. Men det vil være inspirerende undtagelser.
Det kræver en generel arbejderkontrol fx at flytte folk fra unødvendige produktioner som narko og reklame til nyttig produktion.
Og det kræver koordinering mellem arbejderrådene at sætte gang i produktion af nyttige ting, som under kapitalismen ikke var “rentable” – fx vedvarende energi, daginstitutioner, sunde boliger til alle osv.
Allerede fra starten vil sikringen af disse nødvendige, basale behov samtidig være de første skridt i at forme samfundet på en ny måde. Og det vil ske i en vekselvirkning mellem initiativer fra lokale arbejderråd og en koordinering gennem en demokratisk planøkonomi, der sikrer, at ressourcerne udnyttes bedst muligt.
Arbejderstatens natur
I den første periode efter revolutionen vil samfundet stadig være et klassesamfund. Og som beskrevet ovenfor, vil arbejderstaten stadig være en klassestat – dvs. en stat, der undertrykker andre klasser.
Men der er en afgørende forskel: Arbejderstaten er det store flertals magt over mindretallet af tidligere undertrykkere – mens tidligere klassestater har været et privilegeret mindretals undertrykkelse af flertallet.
Det gør arbejderstaten til noget særligt. I sin glimrende lille bog, “Staten og revolutionen”, kaldte Lenin det en “ikke-stat”.
Efterhånden som truslen fra de gamle magthavere forsvinder, og efterhånden som arbejderklassen begynder at omforme samfundet efter solidariske principper, så vil der kun være én klasse – hvilket i sig selv er et begreb uden mening.
Det vil sige, at klassemodsætningerne “dør bort”. Og dermed dør staten som stat – dvs. som undertrykkelsesapparat – også bort.
Fra nødvendighedens til frihedens rige
Arbejdermagten – socialismen – er med Marx’s ord afslutningen på “det menneskelige samfunds forhistorie”.
De 10.000 år med klassesamfund har historisk skabt de materielle forudsætninger for, at menneskeheden kan bevæge sig fra nødvendighedens til frihedens rige.
Revolutionen og arbejderstaten er fødselshjælperne for denne proces. Men den kommer ikke af sig selv. Det kræver kamp og organisering.
Dette er den definitivt sidste artikel i serien. Artikelserien bliver udgivet som pjece op til 1. maj.
Læs Lenins Staten og revolutionen på Marxisme Online eller køb den på Forlaget modstand.org.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed