Socialistisk Arbejderavis
Nr. 39 – Maj 1988 – side 6
Myten om oprøret (1968)
Jason Meyler
Den største myte om 1968 er, at det udelukkende handlede om et studenteroprør. Denne myte spredes især af dem, der vil afskrive det hele som et stort psykedelisk flip eller blot som ungdommens naivitet. Myten betegner 1968 som et karneval af en generation, der aldrig havde kendt til fattigdom eller arbejdsløshed.
Denne fortolkning skøjter hen over baggrunden. Der var mange studenteraktivister, men det var ikke dem som lancerede Tet-offensiven i Vietnam. Det var heller ikke dem, der nedbrændte de amerikanske ghettoer efter mordet på Martin Luther King.
Studenterne var militante nok til at lave gadekampe i Latiner-kvarteret i Paris, men ikke stærke nok til at standse hele det franske samfund. Også i Tjekkoslovakiet og Nordirland var mange af de protesterende studerende, men der var også mange andre med.
At reducere hele episoden til et isoleret studenteroprør er at putte hele opsvingsperioden i arbejderklassens kamp efter 1968 i glemmebogen. Man reducerer betydningen af oprøret, fordi det også dengang var arbejderne som havde magten til at ryste samfundet. Og fordi de har magten til at gøre det igen.
1968-oprøret kom ikke ud af den blå luft, men skyldtes en række problemer i det kapitalistiske samfund.
For at forstå oprøret er vi nødt til at kigge nærmere på årsagerne. Vietnamkrigen førte til omfattende anti-imperialistiske demonstrationer overalt i verden, men det er ikke en forklaring på omfanget af kampen. Der har både før og siden været kolonikrige, som ikke har medført de samme omfattende bevægelser.
At krigen udløste en så bred bevægelse hænger sammen med en række problemer, som var vokset op i de udviklede kapitalistiske lande.
Arbejderklassen er ikke død
Verden havde oplevet en lang periode med økonomisk opsving og klassefred frem til 1968. Både borgerlige, reformistiske og mange socialistiske teoretikere havde proklameret, at kapitalismen havde løst de grundlæggende problemer og at arbejderklassen var død.
Også i begyndelsen af 60erne var disse teorier falske. Der var ikke noget økonomisk opsving i dele af Sydeuropa, Sydstaterne eller de såkaldte tredjeverdens lande.
Men endnu vigtigere er det, at opsvinget ændrede kapitalismen på en række måder, som gjorde opsvinget tidsbegrænset. Nye stærke økonomier i Europa og Japan havde undergravet USAs dominans i verden. Det var denne dominans, USA forsøgte at fastholde i Vietnam. På det tidspunkt var der ikke nogen, der havde forventet, at krigen ville udløse så omfattende en bevægelse, at borgerskabet blev truet.
Industrialisering havde også ført til opvæksten af nye byer, og nye lag var blevet opsuget i arbejderklassen. I lande som Danmark og Italien var bønderne blevet arbejdere. I de fleste lande var kvinderne kommet ud på arbejdsmarkedet for at blive der. Gamle konservative ideologier var ikke længere nok til at gøre folk tilfredse, og i en række lande havde de gamle reformistiske partier mistet meget af deres indflydelse. For opsvinget betød ikke kun velstand, men også knokleri og nedslidning af arbejderne. Allerede i 1968 kom de første tegn på, at en ny krise i økonomien var på vej.
Gnisten
Universiteterne voksede som en del af væksten i systemet, og undervisningsforholdene blev forringede. Studenterne var ikke længere kun borgerskabets børn, og de fleste var heller ikke sikret en plads i borgerskabets rækker, når de havde afsluttet deres uddannelse. De studerende, som for manges vedkommende beskæftigede sig med de herskendes ideologi, var de første til at mærke smerterne og modsætningerne i systemet og også de første til at vise deres harme og politiske afsky.
Studenteroprøret var på denne måde også et resultat af den modnede krise i systemet og var en række steder gnisten, der satte oprøret i gang.
Oprøret var ingen tilfældighed, men resultatet af en række grundlæggende problemer i kapitalismen. I tiåret efter 68 lykkedes det borgerskabet at genetablere sit greb om situationen. Det lykkedes især reformpartierne og fagbureaukraterne at genvinde deres indflydelse og få den sure medicin til at glide ned. Det politiske klima drejede betydeligt til højre.
Men denne nye periode med klassefred er lige så usikker som perioden op til 68. Situationen er i dag endnu mere skrøbelig på grund af den vedvarende økonomiske krise.
Alle de problemer, som eksisterede op til 68 for borgerskabet, eksisterer også i dag. På den baggrund har de herskende endnu flere grunde til at frygte, og vi andre har endnu flere grunde til at være sikre på, at 68 gentager sig. Denne gang må vi være forberedt, så gnisten bliver til flammer.
Se også:
SAA 39: 1968 – ikke bare blomster men også barrikader
SAA 39: Frankrigs røde forår (1968)
SAA 39: Oprørerne er gået i hi (1968)
SAA 39: Jeg ser frem til næste 68
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed