Socialistisk Arbejderavis
Nr. 39 – Maj 1988 – side 7
Oprørerne er gået i hi (1968)
Charlie Lywood
“Where have all the flowers gone” er en meget kendt antikrigssang. Når vi ser os omkring, kan vi stille det samme spørgsmål til generationen fra 68.
Hvor er de henne? Nogle af de mere kendte rebeller har forlænget skiftet chillummen ud og røget fredspiben med systemet. De har fundet en niche i systemet, hvor de kan sprælle lidt og ind imellem få et overbærende klap på hovedet af vores herskere.
Andre er lige så stille gledet ud af de revolutionære organisationer og ind i det stille vand i SF eller Socialdemokratiet. Men langt de fleste er gledet tilbage i personlig passivitet, politisk apati og familiehygge.
Apati
Det er ikke det samme som at sige, at alle disse mennesker er overløbere og er gået over til fjenden. To opinionsundersøgelser har fornylig vist, at et langt større antal mennesker deltager i protestaktiviteter (strejker, demonstrationer og aktioner) end for ti år siden, men at antallet af organiserede er faldende. De viser også, at antallet af mennesker fra 68-generationen som stemmer til venstre for Socialdemokratiet, er ret konstant cirka 30%.
Det viser, at vi ikke bliver mere konservative, bare fordi vi bliver ældre, men vi bliver mindre aktive.
Det hænger sammen med kapitalismen og den måde, den er organiseret på. Når der er et opsving i kampen imod systemet, er det nemmere at være radikal og tage kampen op. Men når bevægelsen falder tilbage, systemet overlever og genvinder styrken, så bliver de, som fortsat er imod, hårdt pressede.
Derfor faldt de fra
Det eneste reelle bolværk er, at der er en organisation, som i kraft af kammeratskabet og det politiske miljø er i stand til at fastholde folk. Det er netop manglen på et revolutionært parti med klare perspektiver og principper i årene efter 1968, som gør, at så mange falder fra. Mangelen på et sådant parti er ikke umiddelbart så åbenbar, mens bevægelsen er i opgang. Men så snart bevægelsen ebber ud, så er fraværet mærkbart.
VS voksede fra 300 medlemmer i 1972 til 2500 i 1976. Det var netop i årene med massiv modstand mod Hartling-regeringen og den radikalisering, der fulgte i kølvandet på vietnamesernes åbenlyse sejr over USA og de omfattende arbejdskampe over hele Europa.
Men alle de unge arbejdere og studerende, som strømmede ind i VS, gjorde det af mange forskellige grunde. Det var netop VSs mangfoldighed og det antiautoritære image, som tiltrak.
Men så snart arbejdsløsheden og krisen ramte Danmark i 1975-80, blev VS revet fra hinanden. Snart blev de trukket til venstre, snart til højre. Mangelen på et klart perspektiv gjorde, at ingen kunne bruge sejren over VSs apparat. Medlemmerne blev rekrutteret på forskellige grundlag, de fælles grundholdninger manglede. I dag fremstår de 1000 VS-medlemmer som SFs lillebror.
Modsat gik det Internationale Socialister i Storbritannien (det nuværende Socialist Workers Party), som voksede fra 300 medlemmer i begyndelsen af 1968 til 900 ved årets udgang. De voksede fra 1500 til 4000 i perioden 1971-74, da der var massive arbejderkampe, blandt andet to landsdækkende minearbejderstrejker. Krisen ramte også England, men her var IS/SWP istand til at fastholde størstedelen af deres medlemmer og er ikke gledet til højre ligesom VS.
Venstrefløjens problemer
Forskellen skyldes politikken. Mange organisationer af forskellig politisk observans voksede frem i opsvingsårene. Da kampene skrumpede ind, var det kun en klar politisk forståelse af arbejderklassens kampbetingelser, der kunne fastholde et revolutionært perspektiv.
Det samme kan ses overalt i Europa. For eksempel organiserede den italienske venstrefløj midt i 70erne op mod 30.000 medlemmer i tre forskellige revolutionære partier. I dag er der knap 300 tilbage uden noget perspektiv om, hvor de skal hen. Heller ikke blandt de revolutionære i Italien var der et perspektiv om et selvstændigt internationalistisk parti. Også der blev en hel generation tabt.
Se også:
SAA 39: 1968 – ikke bare blomster men også barrikader
SAA 39: Frankrigs røde forår (1968)
SAA 39: Myten om oprøret (1968)
SAA 39: Jeg ser frem til næste 68
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed