![[ Socialistisk Arbejderavis nr. 127 ]](../saa/127/saa127.gif)
Socialistisk Arbejderavis nr. 127
jan 1996
Socialistisk Arbejderavis hjemmeside
Temasider
Nr. 127
Side 1
· Arbejdsgiverne tjener allerede mere end nok
Side 2
· Racistisk hetz for at skjule social elendighed
· Sandheden om løgnen
· Profit på svineri
· Kulturby 96: Værd at se
· Diskrimination af lesbiske
· Penge er vigtigere end demokrati
Side 3
· Det syge væsen
· Tjetjenien: Blodbad for olie
· Strejkebølge gav resultater
Side 4
· Generalernes krig mod sandheden
· Det 21. århundrede: Tilpasning eller kamp
Side 5
· Narkoforbud koster menneskeliv
Side 6
· Hvorfor er det vigtigt at organisere sig
Side 8
· Fuld støtte til skraldemændene
Hovedmenu
Socialistisk Arbejderavis 127 – Side 6 – 25. januar 1996
Hvorfor er det vigtigt at organisere sig
af Tom Christiansen
Lenin beskriver i "Hvad må der gøres", at opgaven for de revolutionære er at hæve arbejdernes bevidsthed op fra de konkrete sager og til en revolutionær bevidsthed
"Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte Rusland af hængslerne". Sådan skrev Lenin i bogen "Hvad må der gøres" fra 1902. Med det mente han, at revolutionære med en afklaret og bevidst holdning til, at arbejderklassen skal gennemføre en revolution, må organisere sig og arbejde målrettet for at bevidstgøre resten af arbejderklassen om revolutionens nødvendighed.
"Hvad må der gøres" er først og fremmest et angreb på det, Lenin kaldte økonomistiske tendenser i den russiske arbejderbevægelse.
På grund af den zaristiske stats undertrykkelse af enhver politisk opposition, var der i modsætning til de fleste lande i Vesteuropa ikke en samlet arbejderbevægelse eller et socialdemokratisk parti. Derimod opstod der fra 1880'erne marxistiske studiecirkler, som i forbindelse med en strejkebølge i 1893 vendte studierne ryggen og koncentrerede sig om agitation på den enkelte fabrik og uddeling af løbesedler om forholdene og med opfodringer til strejke.
Fabriksagitationen var en vældig succes, og mange mente, at det var den vigtigste måde at fortsætte arbejdet på. Det blev bl.a. udtrykt i en pjece, der hed Credo (trosbekendelse) skrevet af E.D. Kuskova:
"For den russiske marxist er der kun en vej: at deltage i dvs. at bistå proletariatets økonomiske kamp og deltage i den liberale opposition."
Det var den stærke fokusering på arbejdernes økonomiske kamp, der gav dem tilnavnet økonomister.
Socialdemokratiet, som de revolutionære hed dengang, skulle derfor i følge økonomisterne ikke bekymre sig så meget med de fremtidige ideer om at omstyrte det enevældige zardømme. De havde heller ikke brug for at udvikle en samlet politisk organisation, der dækkede hele landet og dermed kunne samle alle kræfterne på at omstyrte zaren.
De mente, at arbejderklassen gennem de økonomiske kampe på den enkelte arbejdsplads efterhånden og gradvist selv kom frem til en konklusion om, at en revolution skulle omstyrte enevælden.
Overfor det brugte Lenin det meste af de fem år mellem 1898 og 1903 til at argumentere for, at den eneste kraft, der kunne styrte Zaren var arbejderklassen. Men hvis arbejderne skulle kunne matche statsmagten, var det nødvendigt at samle arbejderne i hele landet. Derfor var den lokale agitation ikke nok, og der var brug for ét samlet alrussisk parti, der kunne samle arbejderklassen til den fælles kamp.
Lenins grundlæggende argument er, at arbejderklassen, modsat, hvad økonomisterne mente, ikke af sig selv er i stand til at opnå en bevidsthed om nødvendigheden af en revolution. Gennem spontane strejker på den enkelte arbejdsplads lærer arbejderne at forsvare deres rettigheder overfor arbejdsgiveren. De lærer, at de har fordel af at organisere sig i fagforeninger. Men de lærer kun at forsvare sig indenfor kapitalismens rammer.
Den spontane faglige kamp fører til, at arbejderne opnår det, Lenin kaldte en trade-unionistisk bevidsthed – altså en fagforeningsbevidsthed. Hvis de revolutionære kun beskæftiger sig med de enkelte arbejdskampe, vil de aldrig komme ud over den trade-unionistiske bevidsthed og vil indirekte være medvirkende til bevare kapitalismen.
Opgaven for de revolutionære er at hæve arbejdernes bevidsthed op over det trade-unionistiske niveau til en revolutionær bevidsthed, og ikke selv at synke ned på det det trade-unionistiske niveau. For at kunne gøre det, må de revolutionære organisere sig i et parti, der har evnen til at handle fælles og på én gang. I „Hvad må der gøres" skriver Lenin: „Den politiske klassebevidsthed kan kun tilføres arbejderen udefra, det vil sige fra området uden for den økonomiske kamp, uden for den sfære, der består af arbejdernes forhold til arbejdsgiverne".
Den herskende samfundsorden omfattede andre former for undertrykkelse end undertrykkelsen af arbejderklassen. Borgerskabets modstand mod de feudale forhold, religiøse modsætninger, studenternes protester – alt blev mødt med arrestationer, fængslinger og henrettelser af Zarens politiske politi.
Lenin argumenterede for, at for at opnå en revolutionær bevidsthed, måtte arbejderklassen også forstå andre klasser og lags position i det russiske samfund. De revolutionære skulle ikke begrænse sig til fagforeningsformandens rolle, men være "folkets tribun":
"Formanden i en hvilken som helst fagforening f.eks. en engelsk, hjælper altid arbejderne med at føre den økonomiske kamp, organisere afsløringer af fabriksforhold... osv. Og det kan ikke ofte nok fremhæves, at dette endnu ikke er socialdemokratisme, at idealet af en socialdemokrat ikke bør være fagforeningsformanden, men folketribunen som evner at reagere på alle former for vilkårlighed og undertrykkelse... og som evner at udnytte hver lille sag til, over for alle, at fremlægge sine socialistiske opfattelser."
Det redskab, den revolutionære organisation skulle bruge til at bibringe arbejderklassen bevidstheden udefra, var en fælles alrussisk avis. Men avisen skulle ikke blot være et redskab for partiet til at forbinde sig med arbejderklassen.
Den ville også organisere partiets egen indsats, især når det gjaldt en illegal organisation, der havde vanskeligt ved på anden måde at kommunikere og koordinere arbejdet.
"Avisen er ikke bare en kollektiv propagandist og en kollektiv agitator, men tillige en kollektiv organisator. I denne sidste henseende kan man sammenligne den med stilladset, som bygges op omkring et hus under opførelse, antyder bygningens konturer, letter samspillet mellem de enkelte bygningsarbejdere, hjælper dem til at fordele arbejdet og at overskue de fælles resultater, der opnås ved organiseret arbejdsindsats."
I sin iver for at overbevise sine partikammerater om, at økonomisterne tog fejl, trak Lenin sine argumenter lidt for hårdt op. Der er ikke en kinesisk mur mellem arbejdernes spontane økonomiske kamp og udviklingen af en revolutionær bevidsthed. Arbejdere i kamp lærer meget mere, om det samfund, de lever i, end mange års læsning vil kunne overbevise dem om. De Ri-bus-chauffører, der troede på lov og orden inden konflikten, fik fjernet deres illusioner, da de så hvordan politi og retsvæsen optrådte i løbet af konflikten.
Ikke desto mindre er der mange ting, vi kan bruge Lenins ideer i „Hvad må der gøres" til i dag. For selvom arbejderklassens bevidsthed ændrer sig spontant, så sker det i spring og det sker ikke for alle arbejdere på en gang. Og det er et problem, når man tænker på, hvilken modstander, vi står overfor – nemlig et centraliseret statsapparat.
Når arbejderklassen skal aktionere, kan det kun ske efter diskussioner og afstemninger, hvor der er et flertal for at gøre det. Det eneste, der skal til, før politiet eller militæret går i aktion, er en ordre oppefra.
Derfor er staten et ulig mere effektivt kampvåben for den herskende klasse, end spontane strejker er for arbejderklassen. Arbejderklassen har brug for en organisation, der kan samle hele klassen til kamp mod staten på en gang. Den organisation må ligesom Lenins parti bestå af de mest bevidste arbejdere, som gennem studier af marxistiske teorier og politisk klarhed har en præcis idé om, hvad et socialistisk samfund er, og hvordan arbejderklassen kan vinde.
Ikke mindst de seneste strejker i Frankrig viser behovet for en sådan organisation. Selvom de franske strejker var på nippet til at udfordre den franske statsmagt, så kom flertallet af arbejderklassen i tvivl om, hvorvidt de kunne vinde over Juppé. Fagforeningslederne havde frit spil til at stoppe strejken efter at have fået indrømmelser fra Juppé.
Der manglede en revolutionær organisation, som på de største og vigtigste arbejdspladser kunne have argumenteret for, at Juppé og hans plan helt kunne besejres, hvis strejkerne blev udviddet til en egentlig generalstrejke.
En generalstrejke ville ikke bare have fremprovokeret Juppés afgang. Den ville også have stillet spørgsmålet om, hvem der havde magten i Frankrig – regeringen eller de strejkende arbejdere. Et revolutionært parti kunne have argumenteret for og organiseret, at arbejderklassen tog magten og indførte et socialistisk samfund.
Lenins konklusion om nødvendigheden af at opbygge en revolutionær organisation gælder også i dagens Danmark. Vi har travlt med at organisere et sådan parti inden vi får franske tilstande her.