![[ International Socialisme nr. 2 ]](../ist/02/ist02.gif)
International Socialisme nr. 2
jun 1992
International Socialisme hjemmeside
Temasider
Nr. 2
Side 2
· Indhold + Introduktion: Indhold i dette nummer
Side 5
· Sejren er vor (EU-afstemning)
Side 7
· "This land was made for you and me" (USA efter Los Angeles-oprøret)
Side 17
· EF-unionen - en ny imperialistisk stormagt
Side 25
· AIDS - for sent, for lidt, forkert!
Side 33
· Jørgen Goul Andersen og Peter Munk Christiansen: "Skatter uden velfærd"
Hovedmenu
International Socialisme – Nr. 2 – Juni 1992 – Side 5
Sejren er vor
af Hans Erik Madsen
"Sejren er vor" var det glade signal hen på aftenen den 2. juni. Og en sejr var det med masser af krudt i. En sejr, som kan give nye sejre.
For første gang siden påskestrejkerne i 85 har almindelige mennesker givet Schlüter alvorlige problemer. For første gang siden Schlüter kom til i 82 har millioner af mennesker oplevet, at det var dem, der vandt. For første gang siden 1972, hvor Danmark og England blev medlem af EF, har planerne om at etablere EF som en supermagt politisk, økonomisk og militært mødt omfattende folkelig modstand. Samtidig med at den herskende klasse nu skændes åbenlyst om projektet.
Nej-flertallet herhjemme har virkelig sat en lavine i gang ud over Europa.
Nej-flertallet herhjemme var de utilfredse, de vrede og de fattiges protest mod de sidste 10 års borgerlige nedskæringspolitik. En politik, som skulle videreføres ved at få Danmark med i de riges klub – EF-unionen.
Det er i stor udstrækning den samme utilfredshed både med Unionen og de hjemlige regeringernes krisepolitik, som er baggrunden for den voksende nej-bevægelse i de øvrige europæiske lande.
En ny opinionsundersøgelse (Berlingske Tidende, 7.6) understreger dette forhold herhjemme. På spørgsmålet om, hvad hovedgrunden var til folks Nej den 2.juni svarede 40%, at det var selve unionsplanerne; 13 %, at hovedgrunden var utilfredshed med den borgerlige regering og hele 32 %, at nej'et var begrundet i generel mistillid til det politiske system.
Nej-flertallet udtrykker et venstreryk i befolkningen. Det understreges også af omtalte opinionsundersøgelse, hvor der for første gang inden for de sidste par år er et spinkelt arbejderflertal.
Nej-flertallet ved unionsafstemningen kan blive en afgørende faktor i både at fælde Schlüter og presse Socialdemokratiet væk fra et samarbejde med de borgerlige over til et samarbejde med SF.
Dette venstreryk rammer selvsagt dybt ind i Socialdemokratiet. De fik en gevaldig øretæve: 60% af deres vælgere gik imod partilinjen - og stemte nej. Og hvem siger, at det er sidste gang, vælgerne går deres egne veje.
Socialdemokratiet og fagtoppen vendte på en tallerken dagen efter afstemningen og bakkede op bag kravet om "Valg nu!" Stik imod hvad de havde sagt før afstemningen. Poul Nyrup har været utroligt forstående over for nej-sigerne. Han har også taget afstand fra perspektivet om en EF-hær, og lagt sig tæt op ad SF's forslag til genforhandling af Maastricht-aftalen. Altsammen signaler, der viser, at de er pressede og derfor rykker efter den retning, folk går – nemlig mod venstre.
Det, Socialdemokratiet, fagtoppen og de borgerlige virkelig frygter, er, at folk går videre - at de ikke kun handler som vælgere, og kun går imod "deres" politikere i stemmeboksen. Hvad nu, hvis folk begynder at handle i hverdagen - mod den politik, som regeringen og kommunerne fører?
Vi ikke alene håber, men tror på, at folk med rygstød i nej-flertallet i stigende grad begynder at handle selv. Og det er lige præcis den måde, nej-flertallet skal bruges på. For aktivitet og kollektiv handling fra neden er nøglen til forandring. Nej-flertallet skal omsættes i kamp mod kapitalens Danmark - mod den borgerlige regerings politik, mod nedskæringerne i kommunerne, mod arbejdsgivernes forringelser af løn- og arbejdsforholdene, mod racisme og fremmedhad.
Men hvem kan og vil give Unions-nej'et denne retning? IS vil – men vi kan kun i meget begrænset omfang, på grund af at vi er en lille organisation. SF kunne – men vil de?
SF's svar på situationen er ikke kamp mod den borgerlige regering. Det er ikke aktivitet i hverdagen blandt folk selv. Deres svar er rent parlamentarisk og på statsmandsniveau: valg nu, genforhandling af Maastricht-aftalen og et udbygget nordisk samarbejde.
Et valg nu er rigtigt, hvis det følges op med, at vi vil have en arbejderregering, som bryder med de borgerliges politik. Genforhandlingskravet er en gang mudder – en undergravning af Nej'et. Nej'et skal fastholdes som et nej til dansk deltagelse i EF-Unionen. Udbygget nordisk samarbejde er noget klasseløst vrøvl. Vi – os almindelige arbejdere – har lige så lidt til fælles med de norske kapitalister som med de tyske, spanske eller danske. Hvorimod vi har alt til fælles med arbejdere i andre lande.
Kampen i hverdagen og nej-bevægelsen mod Unionen understreger nødvendigheden af, at der opbygges en ny socialistisk venstrefløj. En venstrefløj, som konkret forbinder den store utilfredshed og kampene i hverdagen med et perspektiv om et socialistisk samfund, hvor almindelige mennesker selv bestemmer over deres hverdag, over hvad der skal produceres og hvordan. Det er i det perspektiv, at vi som internationale socialister vil forsøge at omsætte nej-flertallet til videre kamp mod Schlüter og for en socialistisk verden.