International Socialisme nr. 2
jun 1992

International Socialisme – Nr. 2 – Juni 1992 – Side 5

'This land was made for you and me'

af Anne-Mette Ougaard

For mindre end 3 år siden, i forbindelse med de statskapitalistiske regimers sammenbrud i Østeuropa, fejrede de vestlige regeringer med USA i spidsen markedsøkonomien og den vestlige kapitalismes sejr over "kommunismen" og "socialismen". De østeuropæiske regimer blev knust af folkets oprør mod manglende demokratiske rettigheder, mod uretfærdigheder og økonomisk elendighed. I slutningen af april i år fik Bush-administrationen den samme kraft at føle uden for deres egne vinduer, som sendte den bureaukratiske klasse i Øst væk fra den politiske magt. De fattige og sultne i USA's storbyer ville ikke længere finde sig i racistisk og økonomisk undertrykkelse.

For mindre end 3 måneder siden blev Rockwool-prisen uddelt i Danmark. Prisen gives årligt af koncernen til forskere eller andre, som kommer med forslag til forbedring af arbejdsmarkedsforhold. I år drejede det sig om arbejdsløshed. Vindergruppens forslag gik ud på, at dagpengene og mindstelønnen skulle ned. Holdningen i deres indlæg ved prisoverrækkelsen var, at hvis man er sulten nok, så skal man nok finde sig et arbejde. Arbejdsministeren overrakte prisen for at understrege, at forskernes budskab havde den borgerlige regerings blå stempel. Da en af forskerne, Karsten Albæk, blev spurgt, hvorfor de troede, at jobs ville opstå ud af øget fattigdom, svarede han: "I USA falder retten til dagpenge helt væk efter et halvt års ledighed. Og så finder man simpelthen et arbejde for at overleve. Det virker."¹

I 1985 fremsatte Reagan et forslag om at reducere arbejdsløsheden blandt sorte unge ved at gennemføre en speciel ungdomsløn, som lå langt under mindstelønnen. Reagans proselytter har nu gennemført den samme lovgivning herhjemme. De fattige unge sorte, spansktalende og hvide i Los Angeles har givet Reagan, Albæk og samtlige partier i Folketinget, som var med til at lave ungdomsløns-forliget, et svar på postulatet om, at "det virker". Arbejdsløsheden for de sorte har gennem årtier været dobbelt så høj som de hvides. Men i 80'erne har den nået nye højder. På landsplan 34% og i nogle byer er den oppe på 50%.

I LA eksploderede flere års opsparet vrede mod en af verdens rigeste nationer, som ikke er i stand til at indfri de mest elementære menneskelige behov. Jobs, der ikke findes, boliger, der ikke er til at betale, et liv på madkuponer og underlagt en racistisk undertrykkelse. Frigivelsen af den gruppe politifolk, der havde tævet en sort fattig halvt ihjel, blev dråben, der fik kedlen til at koge over. Oprøret forplantede sig til det meste af USA.

Det, der skete, var ikke kun en reaktion på en uretfærdig dom, men en reaktion på de elendige forhold, en stor del af USA's befolkning lever under.

Oprøret er et tydeligt billede på de forandringer, det amerikanske samfund har gennemgået, siden den amerikanske kapitalisme var på sit højdepunkt i 50'erne og 60'erne.

Det er disse forandringer, denne artikel forsøger at beskrive.²

Efterkrigstiden

USA gennemlevede en langvarig vækstperiode efter 2. verdenskrig. Perioden var præget af en relativt stabil politisk koalition, New Deal-koalitionen,³ der var blevet etableret i forbindelse med 30'ernes krise. Udviklingen adskilte sig på flere måder fra de nordeuropæiske lande. Bl.a. har der aldrig været et socialdemokratisk parti, fagbevægelsen har haft en mindre fremtrædende rolle, den offentlige sektor blev aldrig så stor, trods en mærkbar stigning af de offentlige velfærdsforanstaltninger.

I perioden, hvor USA blev verdens førende supermagt, fik de amerikanske arbejdere en fremgang i løn og levestandard, som ikke var set andre steder. De gennemsnitlige ugelønninger for industriarbejdere steg 84% i årene 1950-1965, mens priserne steg med 31% i samme periode.⁴

Den økonomiske og politiske stabilitet i denne periode fik mange til at konkludere, at USA-kapitalismen havde fundet en vej til at købe sig ud af klassekampen.

Den amerikanske arbejderklasse blev af mange socialister betragtet som en hindring for udbredelsen af international socialisme. Flere og flere arbejdere betragtede sig selv som tilhørende middelklassen og kom til at udgøre et vælgermæssigt fundamentet for New Deal-koalitionen.

Den hvide arbejderklasse støttede i hovedsagen den konservative blok, hvor der ikke var megen sympati for hverken borgerretsbevægelsen eller den senere anti-krigsbevægelse op gennem 60'erne. Den amerikanske fagforbundstop har været berygtet for at være korrupt, mafiainspireret og totalt ligeglad med deres medlemmers interesser. Der, som herhjemme, er forskellen mellem lønnen til en fagforeningsbureaukrat og forbundets medlemmer himmelvid. Deres interesser ligger mere i at forsvare deres position i et samarbejde med arbejdsgiverne end i at støtte medlemmernes kamp for bedre forhold. Deres bedste bud er at stemme "arbejdervenner" ind i Kongressen. En af det amerikanske LO (AFL-CIO)s prominente lederes udsagn illustrerer det godt: "Vi tror på det amerikanske profitsystem", og videre: "Jeg har aldrig været i strejke i hele mit liv, jeg har aldrig ledet en strejke i mit liv, aldrig opfordret nogen til at gå i strejke i hele mit liv og aldrig været i nærheden af en blokadevagt."⁵

Men velstanden gjaldt ikke for alle. I 1959 levede 1 ud af 5 under fattigdomsgrænsen.⁶ Lønninger for uorganiserede arbejdere steg meget langsommere end for folk i fagforeninger. Skellet mellem sort og hvid var stort. I 50'erne og 60'erne var en gennemsnitlig sort arbejders løn omkring 55% af en hvids.

De, der ikke fik del i velstanden, havde alligevel forventninger om at få det – og det var en af grundene til, at borgerretsbevægelsen begyndte i 50'erne. Masser af sorte soldater var vendt tilbage efter at have kæmpet i 2. verdenskrig for "USA og frihed". De kom tilbage til et land, hvor de blev mødt med apartheid-lignende love i Syd og omfattende raceadskillelse i Nord.

Opsving i klassekampen

Sidst i 60'erne kom USA ind i et langvarigt kriseforløb. Parallelt med produktionsstigninger var der stagnation i økonomien. Utilfredsheden med en korrupt og ubrugelig ledelse af fagforbundene, som intet gjorde for at forbedre arbejdernes forhold, faldt sammen med anti-krigsbevægelse, Black Power-bevægelsen og den bølge af ghettooprør, der rullede hen over landet i slutningen af 60'erne. Resultatet var et skift i arbejdernes holdning til Vietnamkrigen og omfattende strejkebevægelser på arbejdspladserne. Strejkerne blev ledet af arbejdere, der var inspireret af bevægelserne og den radikalisering, der prægede perioden.

I spidsen for nogle af de mest betydelige politiske kampe var sorte bilarbejdere. Betydelige, fordi sorte og hvide gik sammen for at kæmpe mod racisme såvel som for økonomiske krav. Sorte arbejdere var næsten totalt holdt ude fra de bedst betalte (faglærte) jobs: I 1968 udgjorde de sorte 3% af de faglærte hos Chrysler, 3% hos Ford, og 1,3% hos General Motors. Og fagforeningerne var ikke meget bedre: Selv om sorte udgjorde en fjerdedel af UAWs (United Auto Worker) medlemmer, blev de totalt holdt ude fra ledelsen.

Antallet af vilde (overenskomststridige) strejker i industrien fordobledes mellem 1960 og 1969 fra 1.000 til 2.000. I 1970 var der en veritabel strejkebølge.

Opsvinget i klassekampen viste, at også de højst betalte arbejdere i USA var en del af arbejderklassen og som sådan kunne kæmpe mod deres arbejdsgivere.

Men i stedet for en eksplosion, som mange havde forudset, fik opsvinget en brat ende i slutningen af 70'erne. Der er tre grunde til, at strejkebølgen ebbede ud: Arbejdsgiverne gik i samarbejde med Carter-administrationen til modangreb mod arbejderne. I tæt samarbejde med bureaukratiet i fagforbundene var de i stand til at isolere de forskellige arbejdergrupper fra hinanden. De militante arbejdere var for få og for opsplittede til at udfordre det tunge bureaukrati i forbundene.

Kommunistpartiet, som traditionelt havde stået stærkt i fagforeningerne, var svækket, dels efter McCarthy's heksejagt, dels på grund af Sovjets invasion i Ungarn i 1956.

Den nye venstrefløj, der dukkede op blandt studenterne i slutningen af 60'erne, havde ingen forståelse for arbejderklassens potentiale. De opfattede arbejderklassen som købt af systemet til tavshed og tilpasning. Selv under opsvinget i arbejderklassens kampe vendte de studenterradikale blikket mod "Den tredje Verden" for at finde revolutionær kamp. De ignorerede i vid udstrækning den hjemlige klassekamp.

Disse faktorer, kombineret med arbejdsgivernes offensiv, betød en betydelig svækkelse af arbejderklassens positioner og de tidligere massebevægelser og medførte en omfattende krise på venstrefløjen. Mange af tresser-radikalerne tog nu afstand fra revolutionære ideer og gik med deres nye "realisme" til Det Demokratiske parti – mest på grund af Jesse Jacksons præsidentkampagner. Både venstrefløjen og arbejderklassen var politisk og organisatorisk afvæbnet ved udgangen af 70'erne. Man var ude af stand til at give den ny-reaktionære bølge under Reagan et politisk modsvar.

Reaganisme

I 80'erne ændredes den politiske dagsorden radikalt. Det var begyndt med det politiske kursskifte i Carters sidste præsidentår og accelererede stærkt, da Ronald Reagan blev valgt til præsident. Med ham indledtes et årti med politisk mobilisering af det nye højre og angreb på alt, hvad der var opnået i 50'erne og 60'erne af borgerrettigheder og social sikkerhed for almindelige mennesker.

Efter 1982 oplevede USA et langvarigt økonomisk opsving, der varede frem til 1990. Den "normale" cyklus i USA er 3-4 års vækst, derefter nedgang i 1 - 1 1/2 år. Så 80'ernes periode med gunstig vækst var længere end sædvanligt.⁷

Dette medførte mange nye arbejdspladser – der kom 18 mill. nye jobs i årene 1982-1990, og arbejdsløsheden var ikke større end i 60'erne. Der opstod et stort lag af højtuddannede og godt betalte arbejdere, teknikere, EDB-folk, folk i servicesektoren etc. – kernen blandt Reagans vælgere. Men samtidig skete der også en omfattende udstødning fra disse rækker, på grund af rationalisering ved indførelse af avanceret teknologi.

De fleste af de nye arbejdspladser var dårligt betalt, med usikre ansættelsesforhold og manglende faglig organisering. En stadig større del af arbejderklassen har oplevet reallønsfald og lange perioder med arbejdsløshed. Stadigt flere er blevet udstødt af systemet og lever periodevist på et eksistensminimum. Disse tendenser svækkede yderligere fagforeningernes position, organisationsprocenten dalede kraftigt, og i løbet af 80'erne kom den under 20%.

Reaganpolitikken med skattelettelser til de rige og omfattende nedskæringer på de sociale områder betød, at man fik en drastisk omfordeling fra fattig til rig:

Mellem 1980 og 1987 faldt socialudgifterne fra 28 til 22% af statsbudgettet, mens militærudgifterne steg fra 23 til 28%.

I midten af 70'erne tjente en direktør 34 gange mere end arbejderen på hans fabrik, i slutningen af 80'erne tjente han 110 gange så meget. I dag er tallet 134 gange så meget.

I årene mellem 1980 og 1990 faldt skattetrykket på den rigeste tiendedel af befolkningen med 10%, mens det for de fattigste 20% voksede med 15%. Mellem 1981 og 1988 sikrede de rigeste 5 mill. familier i USA sig 370 mia.$ i skattelettelser.⁸

Det var ikke kun på grund af skattelettelser, at de rige blev rigere. Der kom også gang i spekulationen, som var mere givende end produktion.

For at gennemføre sin klassepolitik benyttede Reagan sig af de traditionelle metoder: angreb på arbejderklassen, kvinderne, bøsser og lesbiske, og ikke mindst har han spillet det racistiske kort. Han lagde ud med et effektivt angreb på strejkevåbnet. Flyvelederne (der i øvrigt som nogle af de få havde støttet Reagans præsidentkampagne) gik i strejke. Fire timer efter gik Reagan på TV og advarede de strejkende om, at hvis de ikke var gået i arbejde inden 48 timer "skulle de betale med deres jobs og blive udryddet"⁹. Andre fagforbund reducerede deres støtte til flyvelederne til tomme hensigtserklæringer og demonstrationer, hvor budskabet var, at man skulle stemme på Demokraterne ved næste valg. 12.000 flyveledere blev fyret, fagforeningen knust og styrkeforholdet blev radikalt ændret til fordel for arbejdsgiverne og Reagan.

Bøsser og lesbiske i USA har også fået Reagans reaktionære politik at føle. I 1986 vedtog højesteret en lov, som underkender homoseksualitet. Retten sammenligner sex mellem bøsser med seksuel misbrug af børn, incest og andre seksuelle overgreb!

Også på kvindeområdet er kursen skærpet. Den økonomiske støtte til fattige kvinders abort blev afskaffet i 70'erne og er aldrig blevet genindført. 20% af de fattige kvinder er tvunget til at føde uønskede børn. 30 stater har ingen hjælp til abort, ikke engang i tilfælde af voldtægt eller incest.

Snart skal Højesteret, med alle Reagan/Bush anti-abortfolkene, afgøre fremtiden for legal abort.

I sommeren 91 besluttede Højesteret at fastholde en Reaganlov, der forbyder ansatte i statsdrevne familieplanlægningsklinikker bare at nævne muligheden for abort. Hvis en kvinde spørger, om hvor hun kan få abort, skal man svare: "Dette projekt betragter ikke abort som en velegnet familieplanlægningsmetode".

Der er flertal i befolkningen for at bevare den fri abort; men i gaderne har modstandere, med "Operation Rescue" i spidsen, været mest synlige. De forsøger at forhindre kvinder i at komme ind på klinikkerne, de skygger og forfølger læger dag og nat, klinikker er blevet bombet og brandhærget.

Men der er stigende protester mod dette.

6. april var der en gigantisk pro-abortdemonstration i Washington, hvor politiet skønnede, at der var 500.000 deltagere.

Lidt tal om virkeligheden bag den amerikanske drøm:

I 1986 var den disponible indkomst for arbejdere 20% mindre end i 1972. Den periode, hvori man kan modtage understøttelse, blev i Reagan-perioden reduceret fra 52 til 26 uger.¹²

Arbejdsløsheden er stærkt stigende, 5-5,5% i 1988-1990, nu er den oppe på 7-8%. Der er 8 mill. arbejdsløse (officielle tal), heraf kun 2,8 mill., der får understøttelse. Den totale befolkning er omkring 250 mill. mennesker.

200.000 børn lever på gaden. 24 mill. mennesker får madkuponer – knapt 12 kroner pr. dag. 14 mill. amerikanere lever under den officielle fattigdomsgrænse.¹³ Det anslås, at der hvert år dør 100.000 mennesker, fordi de ikke har råd til medicinsk behandling.¹⁴ 37 mill. amerikanere har ingen sygesikring, og spædbørnsdødeligheden er større end i noget andet industriland. Omkring 3 millioner er hjemløse, næsten halvdelen af de fattige bruger over 70% af deres i forvejen usle indtægt på husleje.

General Motors – flagskibet i USA – annoncerede i december 1991, at der skulle fyres 73.000 arbejdere, IBM vil skære 40.000 jobs, og i en af de største banker, Citicorp, ryger 10.000 mennesker.

Over 2 mill. mennesker har mistet deres job i de sidste 18 måneder.

I 50'erne betalte virksomhederne 39% af den samlede skattebyrde – i slutningen af 80'erne er tallet 17%.

USA havde i 1988 52 milliardærer, hvis gennemsnitlige indkomst faldt fra 31% i 1977 til omkring 23% sidst i 80'erne. Det anslås, at 1% af amerikanerne i 1992 vil tjene mere end de fattigste 40% tilsammen, og at den rigeste femtedel vil tjene mere end de resterende fire femtedele.¹⁵

Op gennem 80'erne slap virksomhederne for at betale omkring 92 mia. i skat takket være forskellige smuthuller i lovene.

Den syge økonomi

Siden juli 1990 har USA gennemlevet en ny økonomisk stagnation. Selv om krisen tilsyneladende ikke er så dyb som de to tidligere i 1973-74 og 1981-82, er den på mange måder mere alvorlig. Dels kommer de tidligere problemer tilbage i forstærket form, og dels medfører krisen nogle mere alvorlige politiske problemer for regeringen.

USA's andel af verdenshandelen faldt gennem 70'erne. Fra at have været verdens største kreditor blev USA en skyldnernation med en gæld, der i 1992 kan komme op over en billion (1000 mia.) dollars.¹⁰

Reagan-regeringen havde forsøgt at få boomet til at holde længere ved at opmuntre til øget låntagning; men det gik galt i 1987 ved børskrakket. Bankerne lånte store summer ud til staten for at kunne finansiere militærudgifterne og underskuddet på betalingsbalancen. I dag er bankerne i dyb krise, fordi de ikke kan få pengene igen, og flere banker har skåret ned eller er krakket. Og det er virkelig et krisetegn for en økonomi.

Forbundsregeringen er så forgældet, at der ikke er råd til at skabe arbejdspladser og samtidig genopbygge den skrantende infrastruktur inden for uddannelse, transport og sundhed, som der ellers er hårdt brug for, efter at titusinder af offentlige jobs er nedlagt. I USA som i andre lande forsøger regeringen at få arbejderne i den offentlige og private sektor til at betale for deres systems krise.

Regningen sendes til delstaterne og byerne i form af nye nedskæringer eller afskaffelse af bloktilskud. Ekstraregningerne kommer på et tidspunkt, hvor delstaterne selv har hårdt brug for penge til det allermest nødvendige, hvilket igen har ført til voldsomme sociale forringelser og social uro i over 2/3 af delstaterne.

Regeringen har forsøgt at skjule, at reallønnen er faldet, ved, for det første, at fokusere på en stabil familieindkomst. Men glemmer, at de fleste familier i dag er afhængige af to indtægter. For det andet, at fokusere på gennemsnitsindtægter; men her tager man både den ene og anden ende af skalaen med.

Nu viser regeringens nationaløkonomiske statistik, at der er sket et reallønsfald på 2%. Det er første gang siden 1982, at lønnen ikke har kunnet følge med priserne.¹¹

Arbejdsløsheden er endnu ikke så høj som i den sidste krise. I både 1982 og 1983 var den på 9,5%, mens den i november 1991 "kun" var på 6,7%. Alligevel var 25 mill. amerikanere, 20% af arbejdsstyrken, på et eller andet tidspunkt i 1991 uden arbejde.¹⁶ Og en økonom forventer, at de 500 største selskaber vil fyre mindst 4 mill. ansatte inden for de næste 8 år, en anden økonom, at arbejdsløsheden vil stige til 10% ved udgangen af 1992.¹⁷ 1/3 af alle virksomhedsledelser siger, at de planlægger flere fyringer.¹⁸

Men sammensætningen i arbejdsløsheden er anderledes i den nuværende krise end tidligere. Traditionelt er det manuelle arbejdere, der rammes hårdest; men nu ryger funktionærer i stribevis – også ledende. Mens antallet af funktionærer i 1981-82 steg med 838.000, så er der i den nuværende krise smuttet 854.000 stillinger i servicesektoren uden for sundhedssektoren. En økonom forventer, at arbejdsløsheden for folk med 4 års college-uddannelse eller mere vil stige fra 1,8% i 1988 til 9,8% i 1998. Endvidere er lønnen for college-uddannede i 1990 begyndt at falde, bl.a. p.g.a. at en del har måttet tage arbejde, som de var "overkvalificerede" til. Fra 1989 til 1990 faldt indkomsten for den bedst stillede femtedel af befolkningen med 3,3%, mod 1,1% for den ringest stillede femtedel.¹⁹

Den amerikanske bilindustri er blevet et symbol på nationens syge økonomi. USA's rolle som verdens førende industrination er forbi.

Sidste år var der et underskud på 50 mia. dollars, det dårligste resultat nogensinde. "Medicinen" er massefyringer og fabrikslukninger – alene General Motors har meddelt, at 21 fabrikker skal nedlægges, og 73.000 arbejdere fyres. Folk tvinges til at flytte fra by til by for at få arbejde – men er naturligvis ikke sikret en pind for at kunne beholde arbejdet i de byer, de kommer til.

Der er godt nok kampe; men de er præget af, at virksomhedsejerne har haft held til at splitte arbejdergrupper ud mod hinanden. I 1987 indeholdt 3/4 af de overenskomster, der omfattede 1000 arbejdere eller flere, indrømmelser til ledelsen. Arbejdsgiverne har udnyttet styrkeforholdet til at afvente, hvilke grupper blandt de ansatte, der ville give størst indrømmelser. I en by foreslog arbejderne at arbejde i 4 x 10 timers skift pr. uge uden overtid for at beholde en fabrik! Men de entydige erfaringer i USA som herhjemme er, at indrømmelser blot giver blod på tanden. Arbejderne kan alligevel ikke regne med at beholde arbejdet – fabrikkerne åbnes og lukkes fuldstændigt efter ledelsens forgodtbefindende.

Vreden rettes mod udenlandske firmaer, først og fremmest japanske. Japanske biler smadres, japanere overfaldes, og også fagforeningerne kører derudad med "Køb amerikansk" kampagner. Men japanerhetz og "Køb amerikansk" ændrer intet ved den syge kapitalistiske økonomi. Det er en afledning af problemerne, et forsøg på at skabe nye fjendebilleder efter "kommunismens" sammenbrud. For Bush er det et udtryk for et desperat ønske om at genvinde populariteten op til præsidentvalget til efteråret. Med løfter om nye skattelettelser, lov og orden og en protektionistisk handelspolitik ud fra slagordet "America first" forsøger han at genvinde det tabte terræn.

Spørgsmålet er, om det vil lykkes. Både ændringen i arbejdsløshedens sammensætning og indkomstfaldet for dem med bedre uddannelser rammer Bush's traditionelle vælgergrundlag. Og det betyder, at den bedre uddannede del af befolkningen, der tidligere kunne regne med en rimeligt tryg tilværelse, nu må erkende, at krisen ikke kun rammer de laveste i samfundet, "udskuddene", "dem, der ikke gider arbejde", men også dem, der – i deres egen selvforståelse – har slidt og slæbt og ydet ofre for at få del i "den amerikanske drøm". En del af dem vil nu begynde at søge et politisk alternativ til Reagan/Bush-administrationen.

Problemet er, at Demokraterne ikke opstiller et alternativ til Republikanernes reaktionære program. Valget af en republikaner eller demokrat er uinteressant, det er svært at se forskel på politikken. Det er som at vælge mellem Venstre og Konservative i Danmark. Bladet The Economist har beskrevet Demokraternes kandidat Bill Clinton med ordene: "Selv hans bedste ideer ser ud, som om de er lånt – lånt fra Mr. Bush's Republikanere".²⁰ Demokraterne er også et reaktionært, borgerligt parti, afhængigt af kapitalisternes støtte og penge. At foreslå en plan for et landsdækkende sundhedsprogram ville være at udfordre de etablerede medicinalfirmaer og forsikringsselskaber. Forsikringsselskaberne tjener i øjeblikket udmærket, ikke mindst fordi de kan vælge, hvem de vil forsikre og for hvor meget. "Dårlige liv" kan de afvise, derfor udelukker de typisk arbejdere med astma, gravide, folk med hjertelidelser og folk med AIDS. Demokraterne er ikke noget reelt alternativ.

Frem for alt viser valgkampen, at ingen af kandidaterne aner, hvad de skal stille op med alle problemerne, fattigdommen, statsgælden, sundhedssektoren og handelsbalancen. Dette giver sig også udslag i en ekstrem lav valgdeltagelse, og ud af den lave stemmeprocent er der en stor del "ved ikke" stemmer.

I de utallige meningsmålinger, vi kan læse om i aviserne, har vi bl.a. kunnet læse:

at kun 22% har tillid til kongresmedlemmerne, efter skandaler med checkrytteri og ubetalte restaurationsregninger.
at 91% har sagt, at sundhedssektoren behøver fundamental ændring. Denne sektor er det vigtigste for vælgerne; men dette har Bush ignoreret, fordi sundhedssystemet efter hans mening er det bedste i verden.
at 70% af vælgerne gerne vil betale mere i skat, for at alle amerikanere kan få en sygeforsikring. Der er også flertal imod mere fortjeneste til de rige, som Bush har foreslået Kongressen.
at kun 28% tror på, at demokraterne kan gøre det bedre.
at i februar 1991 mente 58%, at USA var ledet i den rigtige retning, i oktober var dette tal nede på 26%.

Det er i det hele taget et problem for begge partier, at stadigt flere amerikanere ikke har tiltro til, at politikerne kan løse den økonomiske krise, som det store flertal af amerikanerne oplever.

Racisme og Los Angeles

Siden slaveriets dage har den herskende klasse i USA udnyttet og profiteret på, at de sorte har levet under mere elendige forhold end de hvide, og af den splittelse i arbejderklassen, som racismen indebærer. Elendigheden fortsætter. I USA i dag er der dobbelt så stor sandsynlighed for, at sorte bliver arbejdsløse, som for at hvide bliver det. I nogle områder er arbejdsløsheden blandt unge sorte oppe på 50%. En tredjedel af de sorte, sammenlignet med 10% af de hvide, lever under den officielle fattigdomsgrænse. En ung sort i Harlem har mindre chance for at leve til han bliver 65 end en mand i Bangla Desh!

Den ekstreme fattigdom, som masser af sorte lever under, fostrer kriminalitet, vold og desperation. Der er flere sorte i fængslerne end på universiteterne. De sorte udgør 12% af befolkningen; men i fængslerne fylder de 50% af pladserne. En tidligere leder af sorte jurister, giver en del af grunden: "Hvis du som fattig sort bliver anklaget for at have stjålet et par hundrede dollars, er der 90% sandsynlighed for at du bliver dømt skyldig for ran, med en dom mellem 94 og 138 måneder. For en hvid forretningsmand, som har begået underslæb for hundredtusinder af dollars, er der kun 20% sandsynlighed for, at han bliver idømt en bod mellem 20 til 48 måneder."²¹ (I vores hjemlige Riskær-land kan vi nikke genkendende til domstolenes praksis ...).

Mens LA brændte, havde flere sorte ledere, som Jesse Jackson, travlt med at lægge afstand til optøjerne. De opfordrede til ro og til, at knytnæven skulle erstattes med et stykke papir i stemmeurnen til fordel for Demokraterne ved efterårets præsidentvalg. Holdningen er forudsigelig, fordi det lille lag af sorte, som er blevet en del af systemet i USA, har mere til fælles med de hvide arbejdsgivere og politikere, end med de sorte i ghettoerne. Det var den sorte borgmester i LA, som indførte udgangsforbud, og til sidst tilkaldte Nationalgarden.

Men selv liberale og folk på venstrefløjen har stillet spørgsmålet efter ødelæggelserne, de døde og arrestationerne: Hvad skulle det tjene til? Martin Luther King gav svaret efter de indrømmelser, den sorte borgerretsbevægelse fik i 1965: "Vi vandt, fordi vi tvang dem til at tage os alvorligt".

Optøjerne i Los Angeles var vigtige af flere grunde: Dels har det rystet den herskende klasse i USA, at bitterheden mod systemet er så voldsom. Det har givet dem et signal om nye storme, hvis der ikke gives indrømmelser og sociale forbedringer. Dels er det et prestigenederlag af dimensioner, at Bush ikke kunne holde orden i USA's næststørste by uden at lave militær undtagelsestilstand. Avisen The Observer's overskrift: "Supermagt generobrer sin udplyndrede næststørste by". Den var i krig med sin egen by. 4000 soldater, der var brugt i Panama og Golfen, blev støttet af 6000 fra Nationalgarden! Bush vandt Golf-krigen; men han har fået en krig på hjemmefronten, som han ikke har vundet. Sidst og ligeså vigtigt: Optøjerne samlede de fattige sorte, latinamerikanere og hvide. Grunden beskrives også i The Observer: "Temaet for optøjerne er enkelt, fattigdom".

Problemet med oprøret i LA er, at lige så hurtigt det kom, lige så brat faldt det sammen, blev splittet og spredt ud i kvartererne. Frustrationer over manglende resultater kan hurtigt vendes mod andre undertrykte, som måske bare er lidt bedre kørende, som koreanere og vietnamesere. Hvis ting skal ændres, skal kravene føres ind på arbejdspladserne. Der har de sorte og hvide tilsammen den økonomiske og sociale styrke, som ingen gadekamp kan måle sig med. På trods af høj arbejdsløshed er den overvældende del af de sorte en del af arbejderklassen. Selv om de tit har dårligere betalte, ufaglærte jobs, er situationen på masser af arbejdspladser, at de sveder sammen med hvide kolleger. Levestandarden er faldet for alle almindelige arbejdere i USA i løbet af 80'erne. Mindstelønnens købekraft faldt mellem 1981 og 1989 med 36%. I 1990 var der kun 1/3 af de arbejdsløse, der modtog bistandshjælp eller understøttelse. I South Central Los Angeles, hvor de voldsomste uroligheder fandt sted, blev der i perioden 1978-1985 nedlagt 70.000 arbejdspladser.²²

Alternativet

Los Angeles viser, at de fattige, der er hårdest ramt af den sociale nød, ikke længere vil acceptere at leve et liv på knæene. Men også på arbejdspladserne begynder folk at røre på sig. Der kommer nu flere eksempler på, at fagforeningsmedlemmer har gjort op med den opfattelse, at strejker tilhører fortiden. Flere har brugt strejkevåbnet, der er flere forsøg på at lave landsdækkende aktiviteter, demonstrationer, blade og international solidaritet.

I de sidste par år har der været strejke hos bl.a. kirkegårdsgravere, skolebuschauffører, slagteriarbejdere. Minearbejderne i Minnesota vandt faktisk en 11 måneders strejke i 89-90. Flere steder er der opstået oppositionsgrupper i fagforeningerne. Andre steder, f.eks. blandt jernbanearbejdere og i Teamsters, USA's mægtige transportarbejderforbund, er der valgt en ny reformvenlig ledelse. Den vigtigste effekt af reformfløjens sejre er, at det er et vigtigt signal til basis i andre fagforeninger og forbund om, at en korrupt ledelse kan væltes.

Der er også opstået et bredt lag af radikale aktivister omkring uddannelsesstederne. Det er dem, der har været i spidsen i anti-krigsarbejdet, anti-racistiske kampagner og ikke mindst forsvaret for abortrettighederne.

Billedet af USA som mulighedernes land, verdens lokomotiv og markedsøkonomiens højborg er efterhånden krakeleret, virkeligheden er en anden. Drømmen er blevet et mareridt for de mange. Den sociale nød i USA er næsten ufattelig, og sætter den normale lovprisning af markedsøkonomien og kapitalismen i relief. Titusinder af folk bor på gaderne i storbyerne, volden øges, arbejdsløsheden stiger, fattigdommen vokser og statskassen er tom.

Mange års opsparet vrede over forholdene vil på ny slå ud i lys lue. Arbejdsgivernes offensiv mod fagforeningerne danner et grundlag for en fælles kamp på tværs af hudfarve mod et råddent system. Potentialet for en ny socialistisk bevægelse i USA er åbenbart.

Noter

¹ Det FRI Aktuelt, 27.2.1992.

² Hovedkilden til denne artikel er Sharon Smith: Twilight of the American Dream, International Socialism Journal, nr. 54, London 1992.

³ New Deal-politikken var et forsøg på at redde den økonomiske krise via statslig intervention i økonomien. De reaktionære sydstatspolitikere, bank- og kapitalintensive virksomheder har støttet Demokraterne siden 30'erne og op igennem efterkrigstiden.

⁴ Smith: Twiligt ...

⁵ K.Moody: An injury to All, London 1988. Citeret fra Smith: Twilight ..., s. 25.

⁶ F. Levy: Dollars and Dreams, New York 1987. Citeret fra Smith: Twilight ...

⁷ For en længere gennemgang af økonomien i USA, se fx. Morten Ougaard: Den nye fase i USA – En diskussion af 80'ernes amerikanske vækstdynamik, Grus nr. 35, 1991.

⁸ David Finkel: Mens vi venter på opsvinget, Socialistisk Information nr. 46, januar 1992.

⁹ Smith: Twilight ...

¹⁰ George Blecher: Nødråb i L.A., Information 9.5.92.

¹¹ Jyllands-Posten, 23.4.1992.

¹² Smith: Twilight ...

¹³ Sharon Smith: Anger grows in Bush's America, Socialist Worker (International Socialist Organization, USA), nr. 178, februar 1992.

¹⁴ Sharon Smith: How sick can you get, Socialist Review nr. 151, marts 1992.

¹⁵ Blecher, op.cit.

¹⁶ Newsweek, 13.1.92.

¹⁷ US News & World Report, 13.1.92.

¹⁸ TIME International, 13.1.92.

¹⁹ US News & World Report, 13.1.92.

²⁰ Citeret i Socialist Review, nr.153, maj 1992.

²¹ D. R. Judd: Segregation forever?, The Nation 9.12.1991. Citeret fra Smith: Twilight ... s.19.

²² Blecher, op.cit.

Toppen af siden

www.socialister.dk – 25. april 2024 kl. 22:55

International Socialisme nr. 2 jun 1992

Temasider

Nr. 2

Hovedmenu