Anmeldelse

Skatter uden velfærd

Skatter uden velfærd
Jørgen Goul Andersen og Peter Munk Christiansen
Jurist- og økonomforbundets forlag 1991.
295 kr.

BOGENS udgangspunkt er en analyse af den danske offentlige sektor sammenlignet med andre landes tilsvarende sektorer. Spørgsmålet er så, om Danmark skal være "konkurrencedygtig" med andre lande, hvad angår offentligt forbrug og service. Det er en reformistisk diskussion, som ikke fører til afgørende forbedringer for almindelige mennesker.

Men når det er sagt, så er bogen en kilde til mange interessante oplysninger om vores såkaldte velfærdsstat. Danmark har ikke verdens bedste sociale system. Der er argumenter at hente mod visse borgerlige påstande om, at flygtninge tiltrækkes af Danmarks høje niveau i socialhjælp.

Også argumentet om erhvervslivets trange vilkår falder til jorden, når man ser, hvor store sociale bidrag erhvervslivet i andre lande må yde til staten (dvs. arbejdsgiverbidrag à la ATP, AUD osv.). Det gælder også, når man ser, hvor lidt danske virksomheder behøver at betale for f.eks. elektricitet, vand osv. I Danmark er det muligt at afskedige med meget kort varsel i modsætning til andre kontinentaleuropæiske lande, som ud over et længere varsel også har væsentligt mere komplicerede procedurer ved afskedigelser. Danmark er et ret billigt land at etablere virksomheder i, også taget i betragtning, at vi har en perfekt infrastruktur (s. 97 – 99).

Behandlingen af problemer omkring skattetrykket er dog mindre interessant eller brugbar end bogens mange opgørelser over den danske befolkning som arbejdsstyrke og brugere af forskellige dele af den offentlige sektor (kap. 4, 6 og 8 i bogen).

Danmark har en af de højeste erhvervsfrekvenser for kvinder. Prisen for, at så mange kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, er en samfundsmæssiggørelse af deres tidligere funktioner i familien (hvoraf omsorg for børn og ældre er nogle af de vigtigste). Dvs. at det er de samme kvinder, som tidligere var hjemmegående og blev forsørget af ægtefællen, som siden 1970'erne har arbejdet på arbejdsmarkedet (primært det offentlige område) med præcis de samme funktioner (børne- og ældreforsorg).

Denne samfundsmæssiggørelse koster penge for staten, men ikke så mange penge, som vi går og tror. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har betydet en stigning i Bruttofaktorindkomsten (BFI) på syv procentenheder, men samtidig en stigning i de offentlige udgifter på knap seks BFI-procentenheder, dvs. en reel udgift på ca. to procent for staten (s. 162 ff.). I den samme periode er de offentlige udgifter dog steget 20%, hvilket bogens forfattere gør meget ud af at forklare og kritisere som gold, uproduktiv renteudgift og bureaukratisering af administrationen.

Et af særtrækkene ved den danske stat er netop, at den er "gearet" til kvinders erhvervsarbejde. Den høje erhvervsfrekvens for kvinder hæmmer udstødningen fra arbejdsmarkedet generelt. Den høje danske arbejdsløshed er et vigtigt problem; men ifølge bogen er udstødningen fra arbejdsmarkedet værre i Tyskland og Holland, hvor kvinders erhvervsfrekvens er lavere (s. 234). Den kompensation for indtægtstab, som dagpengene udgør, ligger reelt kun på 60 % af gennemsnitsindtægten, hvilket er i underkanten af mange andre EF-landes.

Ved de seneste overenskomster er arbejdstiden blevet forkortet fra 40 timer til nu 37 timer om ugen. Samtidig er barselsorlovsreglerne blevet forbedret. Alligevel er det børnefamilierne, som er blevet presset mest i de senere år.

Fra 1982-88 faldt deltidsfrekvensen blandt 25-29-årige kvinder fra 21,9% til 11%. Hos de 30-34-årige er der sket et fald fra 32,5% til 16,7% og hos de 40-49-årige er faldet "kun" ca. 9%. At økonomien ikke giver børnefamilierne ret meget valg ses af, at kun 3% af mødrene mener, at familieformen med to fuldtidsbeskæftigede er at foretrække, mens over halvdelen praktiserer denne familieform. Bedre økonomiske vilkår ville få børnefamilier til at vælge reduceret arbejdstid. Børnefamilier i 1970'erne og 80'erne bor dyrere end forrige børnefamiliegeneration og også dyrere end 90'ernes ditto vil komme til.

Det økonomiske pres medfører højere gennemsnitlig arbejdstid ikke kun for kvinderne men også for mændene, især for mellemindkomstgrupperne (200 – 300.000 kr. i årsindtægt). De har overarbejde eller bijobs, selv om de betaler mere i skat (68-procentsskat), hvilket skulle gøre det mindre attraktivt at forsøge at skrabe flere penge hjem.

Af hele befolkningen havde 23% taget overarbejde for at tjene lidt ekstra i 1990. 14% havde taget et bijob. Af de under 40-årige har hver anden overarbejde eller bijob, og blandt 20-69-årige er hele 69 % interesserede i en af delene (s. 198).

At Danmark ikke har verdens bedste sociale system kan også ses af, at vi er et af de lande, der har den seneste pensionsalder. I Tyskland er den 63 år for mænd og 60 år for kvinder, i Italien er den 60 år for mænd og 55 år for kvinder. Kun i Sverige er pensionsalderen lige så høj som i Danmark (s. 225-226).

På mange områder viser Skatter uden velfærd, at Danmark ikke ligger på et højere niveau med hensyn til sociale goder end de andre europæiske lande.

Inge-Lise Hansen

Toppen af siden

www.socialister.dk – 20. april 2024 kl. 10:29

International Socialisme nr. 2 jun 1992

Temasider

Nr. 2

Hovedmenu

International Socialisme – Nr. 2 – Juni 1992 – Side 33

Anmeldelse

Skatter uden velfærd

International Socialisme nr. 2
jun 1992