![[ International Socialisme nr. 2 ]](../ist/02/ist02.gif)
International Socialisme nr. 2
jun 1992
International Socialisme hjemmeside
Temasider
Nr. 2
Side 2
· Indhold + Introduktion: Indhold i dette nummer
Side 5
· Sejren er vor (EU-afstemning)
Side 7
· "This land was made for you and me" (USA efter Los Angeles-oprøret)
Side 17
· EF-unionen - en ny imperialistisk stormagt
Side 25
· AIDS - for sent, for lidt, forkert!
Side 33
· Jørgen Goul Andersen og Peter Munk Christiansen: "Skatter uden velfærd"
Hovedmenu
International Socialisme – Nr. 2 – Juni 1992 – Side 31
Anmeldelse
Historien hævner sig
The Revenge of History.
Marxism and the East European Revolutions
Alex Callinicos
Polity Press, Cambridge/Oxford.
95 kr. (gennem IS Forlag).
REVOLUTIONERNE, der forvandlede Østeuropa i de sidste tre måneder af 1989, var noget så sjældent som ægte rystelser af verdensordenen. Forsøg på at opfatte deres fulde omfang er for længst udvandet i banaliteter. Men det politiske jordskælv i Øst repræsenterer mere end seks regimers kollaps. Det er en ideologisk begivenhed af højeste orden.
Det er et ambitiøst mål at skrive en bog, der forsøger at give en forståelse af de "politiske jordskælv" i Østeuropa i 1989 uden at havne i banaliteter. The Revenge of History af Alex Callinicos, som er ledende medlem af det britiske Socialist Workers Party, har denne ambitiøse målsætning.
Det er en bog om ideer. Det politiske jordskælv i Øst fremkaldte et ideologisk jordskælv i Vest. Folk, som tidligere forsvarede de undertrykkende regimer i Østeuropa, har beskrevet stalinismens kollaps som "intet mindre end nederlaget for det kommunistiske projekt i det tyvende århundrede og sejren for det kapitalistiske."
Ex-marxistiske såvel som borgerlige ideologer erklærer nu i enighed, at markedet er den eneste mulige måde at organisere det menneskelige samfund på. Vestens parlamentarisme betragtes som det højest opnåelige. Ethvert forsøg på at udfordre denne status quo fører til anarki, terror og tyranni.
Callinicos' bog er en udfordring af disse ideer. Og han formår ganske overbevisende at pille dem fra hinanden.
The Revenge of History er bygget op i fire kapitler. I det første reflekteres over erfaringerne fra 1989, og Callinicos understreger, at 1989-revolutionerne ikke er socialismens død, men tværtimod socialismens negations død.
Statskapitalismen
Det andet kapitel analyserer socialismens største sejr og nederlag, nemlig Oktoberrevolutionen i 1917 og dens undergang i Stalin-æraen. Dette kapitel er virkelig et af bogens højdepunkter. Callinicos kan naturligvis ikke føje noget egentlig nyt til Ruslands historie, men hans gennemgang af historien fra omkring 1905, over revolutionen i 1917 og stalinismens sejr i slutningen af 1920'erne til 1980'ernes perestrojka, er meget lærerig læsning.
Callinicos understreger, at Sovjet siden Stalin-tiden har været et statskapitalistisksamfund, og at Stalins magtovertagelse markerer et brudmed traditionen fra Lenin og bolsjevikkerne.
Mens andre politiske tendenser har fremhævet enten undertrykkelsen eller den økonomiske vækst som det grundlæggende kendetegn ved de stalinistiske samfund, så er det en vigtig pointe hos Callinicos at fremhæve begge dele som karakteristisk for stalinismen. Den ekstremt hårde undertrykkelse under Stalin betød, at Sovjet i flere årtier kunne opretholde meget høje vækstrater i økonomien og etablere sig som militær og økonomisk supermagt.
Men den hurtige økonomiske vækst betød, at den russiske statskapitalisme fra midten af 1960'erne stod med en enorm stor "død" kapital i form af fabriksanlæg og miner. Og dét problem er et af kapitalismens klassiske problemer, for jo større kapitalapparatet bliver, desto sværere bliver det at fastholde profitraten.
Den hurtige industrialisering betød også, at den russiske arbejderklasse voksede fra nogle få millioner i starten af 1920'erne til langt over 100 millioner i 1960'erne. Så fra dette tidspunkt bevægede den russiske statskapitalisme sig længere og længere ind i en dobbelt krise: På den ene side var det nødvendigt at forøge udbytningen, på den anden side forventede arbejderklassen en stigende levestandard. Og en tilbagevenden til 1930'ernes hårde undertrykkelse kunne der ikke være tale om over for en så talstærk arbejderklasse.
Dette er den egentlige baggrund for de omvæltninger, Sovjet og Østeuropa har været igennem. Og det er samtidig baggrunden for, at Callinicos i modsætning til så mange andre ikke er blevet lamslået af forundring, men faktisk har en sammenhængende forklaring på udviklingen fra 1930'erne frem til i dag.
Det betyder også, at Callinicos ikke er blandt dem, der nu bekender sig til markedsøkonomi og vestens demokratiske idealer. Tværtimod pointerer han i bogens tredje kapitel, at mod slutningen af det tyvende århundrede er verden blevet lige så uforudsigelig, som den var i århundredets begyndelse. At der ikke er skabt en "ny" verdensorden, men en mere ustabil udgave af den gamle imperialistiske rivalisering.
Kommunismen
Så verden er blevet mere farlig at leve i efter stalinismens sammenbrud, hvilket USA's krig mod Irak alt for hurtigt viste. Men den manglende stabilitet og fraværet af diktaturer, der kalder sig socialistiske, betyder også, at den ægte socialisme får en fornyet aktualitet.
Det behandler Callinicos i bogens fjerde kapitel, som er et andet af bogens absolutte højdepunkter. Callinicos påviser, at det moderne liberale demokratis institutioner i stigende grad erstattes af magtcentre, som ikke er underlagt vælgernes kontrol. Og at denne kontrol i øvrigt er blevet mere og mere passiv i det 20. århundrede.
Over for det liberale demokrati sætter han arbejdernes demokrati i form af arbejderråd. Han argumenterer for, at selvom rådssystemet i vidt omfang bygger på indirekte valg, så er det mere demokratisk end det liberale demokratis direkte valg af præsidenter og regeringer, fordi rådssystemet i sidste ende bygger på "vælgernes" eget aktive engagement.
Andre forskere har peget på, at arbejderrådene hører fortiden til, fordi arbejderklassen spiller en mindre rolle i det moderne samfund. Over for dette argumenterer Callinicos for, at tendensen til proletarisering af større og større dele af befolkningen er fortsat hele vejen frem til i dag, og dermed vil rådene organisere det store flertal af befolkningen ud fra deres situation som lønarbejdere. Desuden betyder kapitalismens løbende atomisering af det sociale liv, at arbejdspladsen mere og mere står tilbage som det eneste fokus for kollektivitet. Og derfor er rådssystemet snarere mere aktuelt i dag end for 80 år siden – hvilket bekræftes af, at sovjet-lignende institutioner har været et relativt hyppigt fænomen siden 1945.
Til sidst går Callinicos ind i en diskussion af det kommunistiske samfund – altså samfundet, hvor man "yder efter evne og nyder efter behov". Dette afsnit er i virkeligheden et af de allermest spændende i hele bogen, men jeg vil ikke afsløre Callinicos' konklusioner her. De fortjener at blive læst som afslutning på en bog, der virkelig formår at trække perspektiverne op for verden efter Berlinmurens fald.
Martin Johansen