[ International Socialisme nr. 2 ]
International Socialisme nr. 2
jun 1992

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 2

Udskriv artikel

 

Nr. 2

Side 2
· Indhold + Introduktion: Indhold i dette nummer

Side 5
· Sejren er vor (EU-afstemning)

Side 7
· "This land was made for you and me" (USA efter Los Angeles-oprøret)

Side 17
· EF-unionen - en ny imperialistisk stormagt

Side 25
· AIDS - for sent, for lidt, forkert!

Side 31
· Historien hævner sig (Alex Callinicos: "The Revenge of History. Marxism and the East European Revolutions")

Side 33
· Jørgen Goul Andersen og Peter Munk Christiansen: "Skatter uden velfærd"

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 2 – Juni 1992 – Side 5

Udskriv

EF-unionen – en ny imperialistisk stormagt

af Jørn Andersen

Folkeafstemningen den 2. juni forkastede med snævert flertal, at Danmark skal være en del af EF-unionen. Uanset det snævre flertal blev det et eklatant nederlag for det borgerlige Danmark. (Se i øvrigt kommentaren til afstemningen.)

Nej'et betyder imidlertid ikke, at "unionen er stendød", men blot at Danmark ikke er med. De andre EF-lande fortsætter planerne for dannelsen af en EF-union.

Unionstilhængere, især socialdemokrater, har fremstillet unionen som blot endnu et skridt i at styrke et internationalt samarbejde på europæisk plan. Et samarbejde, der er nødvendigt for at sikre et stabilt Europa.

Imidlertid står der langt mere på spil for de europæiske kapitalister. Unionen er et afgørende skridt i at skabe en ny imperialistisk supermagt, hvis hovedformål er at stå stærkest muligt i konkurrencen med især amerikansk og japansk kapital. Og denne konkurrence foregår, som al kapitalistisk konkurrence, ikke kun på det økonomiske plan, men også militært. EF-unionen er således ikke et skridt væk fra gentagelsen af dette århundredes to blodige verdenskrige, men repræsenterer en udvikling med skærpet international konkurrence, der som konsekvens har nye omfattende krige.

Dannelsen af EF-unionen er en passende anledning til at undersøge hvilke træk i kapitalismens udvikling, der får ledende europæiske kapitalister til at samles om en fælles europæisk statsdannelse netop nu.

Det er paradoksalt, at alle kræfter sættes ind på at skabe en ny centraliseret magt i en situation, hvor et andet multi-nationalt imperium, USSR, netop er brudt sammen, angiveligt på grund af at dens centralisme ikke kunne stå distancen.

Lige så paradoksalt er det, at det sker i en situation, hvor vi konstant hører om de frie markedskræfters velsignelse. På trods af alle unionstilhængernes argumenter om åbne grænser og fri bevægelighed er et af unionens hovedformål at regulere de selv samme markedskræfter, som man priser så højt.

EF-unionen er de europæiske kapitalisters forsøg på at ruste sig i en omskiftelig verden. En verden, hvor 40 års koldkrig er afløst af en ny rivalisering mellem stormagterne USA, Japan og Europa og deres respektive allierede. En verden, hvor grænsen mellem økonomisk og militær rivalisering bliver stadig mindre. Og en verden, hvor kapitalisterne – på trods af deres fordømmelser af enhver form for statslig regulering – har lige så meget brug for statsmagter som tidligere.

Indledningsvis vil jeg skitsere hovedindholdet i unionstraktaten. Ellers handler artiklen ikke så meget om EF, men mere om de hovedtræk i kapitalismens udvikling siden 2. verdenskrig, der har sat EF-unionen på dagsordenen. Til slut vil jeg kort kigge på unionsmodstanden: Hvad er alternativet til EF og unionen? Hvordan kan EF bekæmpes?

Maastricht-traktaten

Grundlaget for afstemningen om EF-unionen er den traktat med tilhørende protokoller og erklæringer, der blev vedtaget på topmødet i Maastricht den 7. februar 1992. Traktaten skal træde i kraft 1. januar 1993.

Traktaten opretter en europæisk union. I praksis betyder det, at den skaber de institutionelle rammer for en fælles EF-stat samt en køreplan for udfyldelsen af disse rammer. Der er altså ikke her og nu tale om en fuldt færdig statsdannelse, idet rammerne først skal udfyldes. Dette skal dog i stort omfang ske allerede inden for de næste 3-6 år. Så retningen er klar og utvetydig. Symbolsk indføres der straks et "unionsborgerskab".

Den centrale og mest konkrete del i traktaten er Den Økonomisk-Monetære Union (ØMU). ØMU bygger videre på de hidtidige forsøg på integration af de nationale økonomier, hvis hidtil mest vidtgående skridt er kendt under overskriften Det indre marked. Dens formål er at skabe et fælles-europæisk hjemmemarked, der omfatter 340 millioner mennesker, – større end både USA og Japan.

Imidlertid er selve begrebet "økonomisk og monetær union" meningsløst: Det får først mening i det øjeblik, det kædes sammen med den politiske union. Uden en stærk centraliseret magt til at gennemtvinge beslutninger over for nationale særinteresser vil det ikke være muligt at gennemføre ØMU. Svagheden hos det centrale EF-bureaukrati over for modstand fra nationalstaterne har hidtil været det største problem for den økonomiske integration. Og det er her det afgørende nye i traktaten ligger. Denne centraliserede magt, EF-staten, udbygges på fire planer:

1. De centrale EF-institutioner får udvidet deres magt i forhold til de nationale institutioner. Det sker især gennem øget brug af almindeligt eller "kvalificeret" flertal frem for enstemmighed. De enkelte landes veto-ret, der allerede blev stærkt beskåret gennem Den fælles-europæiske Akt i 1986, beskæres yderligere.

2. Udenrigs- og sikkerhedspolitik kommer for første gang ind i traktaten, og der sigtes "med tiden" mod et fælles forsvar.1 Traktaten giver dog straks efter dens vedtagelse mulighed for militære aktioner overalt i verden gennem Vestunionen (WEU).2

3. En lang række "nye" områder kommer i mere konkret og udvidet form med i traktaten. Det drejer sig om social- og arbejdsmarkedspolitik (Den sociale dimension), uddannelse, miljø, forbrugerpolitik, kultur, asyl- og indvandrerpolitik, politisamarbejde osv.

4. Endelig knyttes der til alt dette nogle juridiske og revisionsmæssige regler og institutioner, der skal etablere en fælles EF-ret, der i stigende omfang kommer til at ligge over de nationale retsinstanser.

Traktaten omfatter altså alle de afgørende områder, som definerer en nationalstat: Fælles grænser, fælles økonomi og fælles militær.

Hvorfor kommer EF-unionen netop nu?

Økonomisk integration har været et mål allerede i den oprindelige Rom-traktat fra 1957. Den er dog foregået relativt langsomt og under modstand fra skiftende nationale interesser.

To faktorer gør, at nationalstaterne nu i langt højere grad accepterer at afgive suverænitet for at få en egentlig union. Den ene er, at den dybe krise i verdensøkonomien siden 1973 markant har skærpet den økonomiske konkurrence på verdensplan. Den anden er, at denne konkurrence efter murens fald i 1989 og Golfkrigen 1990-91 har fået en forstærket militær dimension.

For at forstå, hvad der står på spil for de europæiske kapitalister, må vi altså kigge på nogle langsigtede tendenser: Hvordan har udviklingen været i verdensøkonomien siden 2. verdenskrig, og hvordan har det været med til at forskyde magtbalancen mellem de imperialistiske magter? Og hvordan har det påvirket kapitalisters forhold til nationalstaterne?

Men vi må også se på, hvordan den seneste udvikling (Murens fald, Den ny verdensorden, Golfkrigen) påvirker de europæiske landes stilling i det kapitalistiske verdenssystem.

Både kapitalismens økonomiske side og magtbalancen mellem de store imperialistiske magter er undergået voldsomme forandringer siden 2. verdenskrig. Her er kun plads til at beskrive hovedtrækkene. En mere detaljeret gennemgang må søges andetsteds.3

1945: Ny verdensorden

Med afslutningen af 2. verdenskrig skabtes en ny verdensorden. Perioden fra kapitalismens gennemslag på verdensplan i slutningen af forrige århundrede og frem til 2. verdenskrig var kendetegnet ved, at såvel den økonomiske som den militære konkurrence foregik mellem en række stormagter, der havde delt verden imellem sig, og som indbyrdes konkurrerede om markeder, råstoffer og kolonier. Det var først og fremmest Storbritannien, USA, Tyskland, Frankrig, Rusland/USSR.

Efter 2. verdenskrig blev verden opdelt mellem kun to rivaliserende supermagter: USA og USSR. Den militære rivalisering mellem de to – koldkrigen – satte rammerne for, hvordan alle andre magter kunne agere. Det var inden for disse rammer, at kapitalismen oplevede sit hidtil største og længstvarende økonomiske boom, frem til krisen slog igennem i 1970'erne. Og det er modsætningerne inden for dette boom, der har skabt rammerne for de omvæltninger, vi oplever i disse år.

USA – verdens politibetjent

USA kom ud af 2. verdenskrig som verdens ubetinget stærkeste økonomiske, politiske og militære magt. Kun på det militære plan var USSR i et vist omfang i stand til at udfordre USA.

Nogle tal kan illustrere dette: I 1945 var USA's industriproduktion dobbelt så stor som gennemsnittet for årene 1935-39. USA producerede halvdelen af verdens kul, 2/3 af verdens olie, over halvdelen af verdens elektricitet og mere stål end Storbritannien og USSR tilsammen. Selv i 1952 foregik næsten 60% af de syv største kapitalistiske industrilandes produktion i USA.4

Denne overlegenhed var afgørende for, at USA kunne vinde krigen, og USA brugte den nu til at sætte rammerne for den verdensorden, vi har levet med i de efterfølgende 40 år. Bl.a. gennem at opbygge et net af økonomiske og militære organisationer, hvor USA førte dirigentstokken.

På det militære område drejede det sig bl.a. om NATO, ANZUS (Australien, New Zealand, USA) og SEATO (Sydøstasien). På det økonomiske område var det organisationer som OEEC (der skulle administrere Marshall-planen, og som i 1961 blev til OECD), GATT (frihandelsaftale), Verdensbanken (IBRD) og Den Internationale Valutafond (IMF). Kronen på værket var FN med dens mange under-organisationer (IMF og Verdensbanken er faktisk FN-institutioner). FN var helt fra starten økonomisk og politisk 100% underlagt USA's interesser og helt uden selvstændig indflydelse. Korea-krigen 1950-53 blev faktisk fra USA's side ført under FN-flag.

Formålet med alle disse organisationer var at cementere en verdensorden, hvor amerikansk kapital frit kunne ekspandere. Under parolen om frihandel kunne den stærke amerikanske kapital tiltvinge sig adgang til resten af den vestlige verden – f.eks. Vesteuropa. De militære pagter var dels garanten for, at social uro kunne slås ned overalt i verden, dels var de et middel til at binde de nationale herskende klasser til USA's interesser.

Det afgørende var imidlertid kombinationen af, at USA både militært og økonomisk var dominerende. Andre landes herskerklasser havde ikke noget egentligt valg: Hvis ikke de gik ind på USA's politiske betingelser, kunne de ikke regne med at få del i det økonomiske opsving, som kun amerikanske investeringer kunne sætte i gang. Og de kunne i yderste konsekvens regne med at blive vippet af pinden med militære midler, hvis de forsøgte at gå egne veje. CIA-kuppet i 1953 i Iran, der afsatte en nationalistisk regeringschef, Mossadeq, og indsatte shahen, er blot ét eksempel.

Begrebet "verdens politibetjent" dækker altså over, at USA indtil nederlaget i Vietnamkrigen var villige til og i stand til at sætte sin vilje igennem stort set uantastet på hele kloden uden for Østblokken.

Der var dog et "forstyrrende element" i dette billede af USA's enedominans: Eksistensen af en konkurrerende supermagt, USSR.

USSR

USSR's stilling var en anden en USA's. Mens USA kunne dominere den vestlige verden ved en kombination af militær og økonomisk styrke, så var USSR's dominans over Østblokken først og fremmest betinget af militær overlegenhed. Denne militære overlegenhed blev brugt til at installere Stalin-tro regimer, som underkastede sig USSR's interesser politisk, økonomisk og militært. Østeuropas økonomiske rolle blev de første mange år efter krigen at være underleverandør til USSR.5

USSR's økonomi var ved krigsafslutningen ingen lilleput, men blev dog overgået af både USA og Storbritannien. Og mens USA's allierede talte så stærke økonomier som Storbritannien og Frankrig, så var USSR's allierede i Østeuropa langt svagere økonomier.

USSR var ikke i stand til at konkurrere på et åbent verdensmarked med USA og Vesteuropa. De kunne kun opnå vækst ved at lukke økonomisk af over for de stærkere økonomier i Vest. Derfor "jerntæppet".

Alligevel foregik der en intens konkurrence mellem USSR og den øvrige verden – i første omgang militært, bestemt af modsætningen til USA. Men militær styrke opbygges ikke i et tomrum. Den bestemmes i en industrialiseret verden først og fremmest af evnen til at producere avancerede våben i stor målestok. Dette er igen afhængig af niveauet for såvel svær- som finindustri, videnskab, uddannelse osv. Den militære konkurrence fører altså direkte til konkurrence om produktivitet, – uanset om der foregår handel, investeringer osv. på tværs af grænser i stort omfang eller ej.

Det lange boom

Opdelingen af verden mellem de to supermagter skabte den kolde krig, der først blev afsluttet med USSR's sammenbrud i 1990. Koldkrigen satte rammerne for kapitalismens hidtil største og længstvarende økonomiske boom (opsving) fra 1940'erne og frem til begyndelsen af 1970'erne.

Den væsentligste grund til, at boom'et kunne fortsætte så længe, var, at den indbyggede tendens i kapitalismen til at profitraten falder, som er den grundlæggende årsag til krise i et kapitalistisk system, blev dæmpet p.g.a. våbenøkonomien.6

Koldkrigens militære konkurrence påtvang begge parter at fortsætte den massive oprustning, der var foregået under krigen. Som tabellen viser for USA, fortsatte oprustningen efter krigen på et langt højere niveau end før.

 

USA: Våbenudgifter i % af BNP
1939 1948 1951 1953 1955 1957 1959 1961 1963 1965 1967 1969
1,5 4,3 13,4 13,6 9,9 10,2 9,7 9,3 8,8 7,6 9,1 9

Kilde: Mage and Mandel: Late Capitalism, London 1975, s. 276. Her fra Chris Harman: Explaining the Crisis, London 1984, s. 80.

 

Grafisk er det måske endnu tydeligere:

Våbenudgifter

 

Våbenøkonomien blev gjort til en permanent tilstand. Det betød, at en del af den profit, der ellers ville være blevet geninvesteret i ny produktion, nu i stedet blev "skudt ud" af systemet til destruktionsmidler i stedet for produktionsmidler. Dette hæmmede kapitalakkumulationen; men det forsinkede også profitratekrisen. Med andre ord: Boom'et blev ikke så kraftigt, som det ville have været uden den permanente våbenøkonomi – til gengæld varede det længere.7

Omfanget af boom'et var enormt: I perioden 1953-73 3-dobledes verdens industriproduktion.8 Men ikke alle økonomier voksede lige hurtigt.

USA's bruttonationalprodukt var 3 gange så stort i 1970 som i 1940. Frankrigs 4-dobledes og selv Storbritannien fordoblede sin produktion. Men andre landes økonomier voksede endnu mere: Japan 13-doblede sin industriproduktion og blev verdens næststærkeste økonomi efter USA. USSR 7-doblede og Vesttyskland 5-doblede sin industriproduktion mellem 1949 og 1970.9

I perioden 1965-80 var de årlige vækstrater i fremstillingsindustrien for USA 2,5%, Vesttyskland 3,3%, Frankrig 5,2% og Japan 9,4%.

Boomet var ikke begrænset til de gamle industrilande. Mens de fleste mennesker i den såkaldte Tredje Verden oplevede en enorm fattigdom, så fik nogle af disse lande samtidig en voldsom økonomisk vækst. Disse "ny-industrialiserede lande" (NIL-landene) var bl.a. De fire sydøstasiatiske tigre (Sydkorea, Taiwan, Singapore, Hong Kong), latinamerikanske lande som Brasilien, Argentina og Mexico, men også f.eks. Sydafrika, Indien og Iran. Disse mellem-indkomst-økonomier øgede deres andel af verdensproduktionen fra 12,7% til 16,7% mellem 1960 og 1981.10

Boomet var altså ujævnt. Selv om denstørste økonomi, USA, voksede, så voksede to andre stærke økonomier, Japan og Vesttyskland, endnu mere.11 Og nye økonomier kunne udkonkurrere nogle af de gamle på delområder (tænk f.eks. på Sydkoreas kæmpe-skibsværfter og elektronikindustri).

Resultatet af det lange boom

Boomets omfang betød, at kapitalismen og industriproduktionen bredte sig til alle verdensdele. Arbejderklassen overhalede bønderne som den største klasse på verdensplan. Og produktion og især finansiering begyndte i højere grad at blive organiseret internationalt.

Men det var ujævnheden i boomet, der skulle vise sig først at give problemer. Den vigtigste konsekvens heraf var, at det økonomiske grundlag for USA's dominans på verdensplan allerede i 60'erne begyndte at smuldre. USA var stadig verdens ubetinget største økonomiske magt; men denne magt var ikke længere stor nok til at kunne omsættes i politisk eneherredømme. Nederlaget i Vietnamkrigen malede skriften på væggen for den herskende klasse i USA. Den iranske revolution og sandinisternes sejr i Nicaragua, begge i 1979, viste atter en gang, at det var muligt at stå op imod amerikansk imperialisme.

Med krisens gennemslag i midten af 70'erne øgedes presset på den amerikanske økonomi. Mens Japan, Vesttyskland og en række af de nyindustrialiserede lande tilsyneladende kunne blive ved med at have en høj økonomisk vækst, begyndte den amerikanske økonomi at halte.

Carter og siden i langt større målestok Reagan forsøgte at kompensere for denne relative økonomiske svækkelse ved at igangsætte et enormt oprustningsprogram, Stjernekrigsprojektet. Umiddelbart gav det et opsving i økonomien; men den langsigtede virkning var at forstærke krisetendenserne: USA fik "tvillingeunderskuddene" på henholdsvis statsbudget og betalingsbalance. USA er i dag verdens største skyldnernation, og den amerikanske stat var ikke i stand til at forhindre krakket på Wall Street i oktober 1987.

Stjernekrigsprojektet forstærkede ikke kun krisen i USA. Dets mål var at lægge et afgørende pres på USSR. Som Reagan sagde i 1985: "Vi vil udvikle et våbensystem, der er så komplekst, som det er nødvendigt for at tvinge Sovjetunionen ud i bankerot, hvis de skulle ønske at finde en forsvarsmekanisme imod det."12 Dette pres var en af de udløsende faktorer bag USSR's sammenbrud og afslutningen af den kolde krig.

Sammenbruddet i øst

Det var således USSR, der først for alvor kom til at opleve konsekvenserne af magtforskydningerne under det lange boom.

I modsætning til den gængse opfattelse, at en statsdirigeret "planøkonomi" er ude af stand til at vokse, så voksede USSR's økonomi drastisk fra 30'erne og frem til omkring 1980, – endda mere end økonomierne i Vesteuropa: I 1929 var USSR's industriproduktion pr. indbygger kun 25% af gennemsnittet for Vesteuropa, i 1938 var det steget til 40%, i 1953 63%, i 1963 84% og i 1980 90%.13 Uanset statistiske forbehold er tendensen klar og entydig.

Men et bestemt aspekt af konkurrencen, nemlig det militære, måles ikke i vækstrater, men i absolut styrke. Selv om USSR på visse områder militært kunne matche eller endog overgå USA, så nåede USSR's økonomi aldrig op på USA's styrke. USSR måtte bruge dobbelt så stor en andel af sin produktion på oprustning i forhold til USA.

Allerede i midten af 60'erne begyndte vækstraterne at falde. Årsagen var en kombination af det pres, som oprustningen lagde på økonomien, og at USSR ikke i samme grad som USA havde adgang til verdensmarkedet og den internationale arbejdsdeling. USSR's relativt høje vækstrater blev opnået med en langt lavere produktivitet end Vestens.

Gorbatjov forsøgte at råde bod på den situation ved at åbne op for verdensmarkedet. Han forsøgte at sænke niveauet for våbenkapløbet og at afvikle USSR's internationale engagementer, f.eks. i Afghanistan. Formålet var at frigive ressourcer til at hæve produktiviteten for ikke helt at underminere USSR's økonomi og dermed grundlaget for den militære styrke.

Det var et vanskeligt og farligt projekt, som måske havde haft en chance, hvis ikke de østeuropæiske masser var trådt ind på scenen. Da regimerne i Østeuropa faldt som korthuse, blev budskabet bøjet i neon for de sovjetiske herskere: Det, der stod på spil, var ikke kun USSR's stilling som hersker over det østeuropæiske imperium, men overhovedet eksistensen af USSR som sådan.

Revolutionerne og sammenbruddet i Østeuropa forstærkede ustabiliteten i USSR, som endte med opløsningen af kommunistpartiet og unionen efter kupforsøget i august 91.

Ny verdensorden og Golfkrig

Med murens fald og sammenbruddet i øst vejrede Bush-regeringen morgenluft. De havde jo vundet den kolde krig. Bush annoncerede "Den ny verdensorden" under parolen afspænding og fred – garanteret af USA's overlegenhed.

Og da Saddam Hussein forsøgte at løse sine politiske problemer ved at invadere Kuwait i august 1990, så de en chance til at sætte handling bag ordene – og få løst nogle af deres egne problemer.

Det drejede sig om tre sammenhængende problemer: For det første at genvinde den kontrol over det olierige Mellemøsten, som var blevet svækket gennem 70'erne og 80'erne. En afklapsning af Irak var endvidere et signal til herskere i Den Tredje Verden om, at de gjorde bedst i ikke at komme på tværs af USA's interesser. Herigennem kunne man så, for det andet, vise over for resten af verden, først og fremmest Japan, Tyskland og USSR, at USA havde tænkt sig at indtræde i rollen som verdens supermagt nr. 1. Endelig håbede man på, at overvindelsen af Vietnam-syndromet ville bortlede opmærksomheden fra de hjemlige økonomiske problemer.

Hele operationen handlede om, at USA forsøgte at bruge sin militære overlegenhed til at genvinde noget af den tabte økonomiske dominans.

Det første formål lykkedes delvis. I hvert fald lykkedes det at få banket de fleste af de mellemøstlige regimer ind bag USA's kommando. På den hjemlige front steg regeringens popularitet enormt, men allerede få måneder efter begyndte den at falde igen. Virkningen i forhold til Tyskland/Europa og Japan var, at disse måtte erkende USA's militære overlegenhed. Intet tyder dog på, at det japanske og europæiske borgerskab har tænkt sig, at denne overlegenhed skal fortsætte.

Europa efter murens fald og Golfkrigen

Murens fald, USSR's sammenbrud og Golfkrigen har uden tvivl været de udløsende faktorer bag hastværket med EF-unionen.

Umiddelbart efter murens fald blev der i Vesteuropa talt meget om de enorme muligheder for investeringer og ekspansion i Østeuropa. Meget snart blev det imidlertid klart, at disse investeringer ville holde sig på et meget begrænset niveau. Problemet er, at både et forældet produktionsapparat og en tilbagestående infrastruktur gør investeringer i stor skala uprofitable. Og med befolkningernes faldende realløn er Østeuropa heller ikke noget voldsomt stort nyt marked for forbrugsvarer, – måske lige bortset fra luksusforbrug til et velbeslået mindretal.

Østeuropa blev ikke en redningsplanke for den kriseramte vesteuropæiske økonomi – tværtimod. Jugoslavien er blot toppen af isbjerget. Efterhånden som håbet om markedsøkonomiens velsignelser erstattes af realiteterne fra markedsøkonomiens kaos, kan det i hele Østeuropa nemt føre til social og politisk uro foruroligende tæt på Vesteuropas økonomiske centre. Resultatet kan blive folkevandringer fra øst mod vest. Eller endnu værre, at vesteuropæiske arbejdere bliver inspireret af fremtidige oprør i Øst.

De vesteuropæiske kapitalister måtte i al hast bygge et nyt jerntæppe i stedet for det gamle, som man havde krævet fjernet i 40 år. Sammen med stigende kaos i Nordafrika og Mellemøsten er det baggrunden for, at en del af EF-unionen er at opbygge et "Fort Europa" til værn mod den fattige befolkning på Europas tærskel.

Af langt større betydning er imidlertid det ændrede magtpolitiske verdenskort, der tegner sig efter USSR's sammenbrud. Nu skal ordet "sammenbrud" i denne forbindelse tages med et vist forbehold. Selv om der er tale om et økonomisk sammenbrud, og selv om Jeltsin rider fra den ene krise til den næste, så er SNG, USSR's efterfølger, stadig verdens næststørste militære magt. Alligevel er det klart, at SNG ikke er i stand til at udfordre hverken USA, Japan eller Vesteuropa i kampen om, hvordan Den ny verdensorden skal se ud efter murens fald. Dertil er SNG's økonomi for svag. Spørgsmålet er snarere hvem af de større magter, der på længere sigt er i stand til at få afgørende indflydelse på det skrantende imperium – USA, Japan eller Tyskland/Vesteuropa.

Problemet for borgerskaberne i Vesteuropa er, at ingen af dem, heller ikke det genforenede Tyskland, er stærke nok til alene at udfordre USA. Både militært og økonomisk er USA dem stadig langt overlegen. De har derfor kun to muligheder: enten at acceptere deres underlegenhed i forhold til USA eller at gå sammen og udfordre USA's dominans.

Golfkrigen viste, hvad underlegenhed betyder. USA gik ud af Golfkrigen med kontrollen over olien. Tyske og franske kapitalister måtte se deres investeringer blive bombet af amerikanske jagere. Og Storbritannien måtte – på trods af at de bakkede 100% op bag USA i krigen – se amerikanske firmaer løbe med investeringerne i genopbygningen af Kuwait. Tilbage står kun muligheden af at gå sammen, og det er, hvad EF-unionen handler om.

En ny superstat?

Dannelsen af EF-unionen er altså motiveret af den udvikling, som kapitalismen har gennemløbet siden 2. verdenskrig. En udvikling, hvis væsentligste træk har været en kraftig, men ujævn økonomisk vækst, en voldsom internationalisering af produktion, handel og finansiering, USA's relative økonomiske svækkelse gennem hele perioden og senest sammenbruddet for USSR som imperiemagt. Vesteuropa står efter denne udvikling i dag økonomisk stærkt, men politisk splittet.

De vesteuropæiske borgerskaber er på den ene side nødt til at gå sammen for ikke at blive slået. På den anden side kan de ved at gå sammen blive i stand til at udfordre USA's dominans på verdensplan.

Man skal imidlertid ikke forveksle nødvendighed med virkelighed.

Selv om der kan ligge en tilsyneladende ubrydelig logik i dannelsen af EF-unionen, så er der endnu ingen, der kan sige præcist, hvordan den kommer til at se ud. Vil de nationale borgerskaber acceptere at opgive deres lokale særtræk og deres nuværende stater til fordel for den fælles sag og en ny superstat?

For at besvare det, må vi kigge på, hvad den øgede internationalisering af produktion m.v. efter 2. verdenskrig har betydet for kapitalkoncentrationen og for forholdet mellem kapital og stat.

Staten under kapitalismen

Trods økonomers lovprisning af de frie markedskræfters overlegenhed, har staten spillet en afgørende rolle for kapitalismen fra dens start og til i dag. Det var den britiske og franske stat, der skaffede deres respektive kapitalister adgang til råstoffer og markeder i kolonierne. Og det var stater, der, for at sikre fortsat adgang til kolonier, markeder osv., organiserede massemyrderierne i 1. og 2. verdenskrig. Staten organiserer det kapitalistiske samfunds voldsapparat.

Imidlertid kan staten i et moderne kapitalistisk samfund ikke reduceres til at være det organ, der har monopol på voldsapparatet. Staten spiller også en mere direkte økonomisk rolle. Især siden krisen i 1930'erne har staten spillet en stigende rolle som regulator af konkurrenceforholdene inden for dens territorium og som beskytter af de nationalt baserede kapitaler mod konkurrence udefra.

Efterhånden som konkurrencen fører til øget koncentration og centralisering af kapitalen, sker der en ny integration af industri-, handels- og finanskapital omkring nationalstaten. Grænserne mellem stat og kapital begynder at nedbrydes. Staten bliver selv en kapitalist. Men – p.g.a. dens monopol på voldsapparatet – dog stadig en speciel kapitalist.

Denne tendens til statskapitalisme nåede længst i de bureaukratisk statskapitalistiske lande i Østeuropa, USSR og Kina. Men det var en generel tendens på verdensplan i perioden op til, gennem og efter 2. verdenskrig. I lande så forskellige som Japan, Sverige, Italien, Brasilien, Sydafrika spiller staten – også i dag – en afgørende rolle i økonomien. Den samlede virkning var et fald i andelen af økonomiske transaktioner på tværs af grænserne.

Internationalisering af kapitalen

I boomet efter 2. verdenskrig begyndte dette mønster at ændres. De nationalt baserede kapitaler begyndte i stigende grad at handle med hinanden. Verdenshandelen voksede omtrent dobbelt så hurtigt som produktionen, og den faldt ikke gennem kriserne i 70'erne og 80'erne. Og både handel og investeringer foregik hovedsageligt mellem industrilande. De fattigste lande blev skubbet ud på et sidespor, mens der foregik en stigende integration mellem de mest fremskredne økonomier. Og i slutningen af boomet begyndte også selve produktionen i et vist omfang at blive organiseret internationalt. Inden for visse sektorer omfattede denne udvikling også de ny-industrialiserede lande, f.eks. Argentina, Brasilien og Sydkorea.

Internationaliseringen af finansiering er foregået meget voldsommere og hurtigere end af produktion. Gæld, valuta- og aktiehandler er steget eksplosivt. Mens egentlig produktion er hæmmet af, at fysiske ting skal flyttes fra et sted til et andet, kan milliarder af dollars handles på sekunder via elektroniske medier.

Staten og internationaliseringen

Der har altså været en stærk tendens til internationalisering af kapitalen gennem det lange boom. Det ville imidlertid være forkert at opfatte det, som om der blot er tale om ét stort verdensmarked for produktion, handel og finansiering. Og at staterne derfor er (eller bliver) overflødige. Internationaliseringen betyder ikke, at de store kapitaler typisk investerer eller handler på tværs af alle landegrænser. Typisk har de en base i en enkelt nationalstat, hvorfra de så søger at brede sig til et eller nogle få andre lande. Og de gør det ikke for at slippe af med staten, men nærmere for at få adgang til en anden nationalstat, – med dens markeder og investeringer og med de specielle fordele, som den nye stat kan tilbyde.

Chris Harman bruger udtrykket "trans-statskapitalisme" om denne udvikling:

Vi kan konkludere, at forholdet mellem stat og kapital ikke forsvinder med multi-nationaliseringen. Det store selskab ophører ikke med at have forbindelser til staten, men forøger nærmere antallet af stater – og nationale kapitalistiske forretningskredse – som det har forbindelser med. Afløseren for statskapitalisme er ikke en eller anden ikke-statskapitalisme (som udtryk som "multinational" eller "transnational kapitalisme" antyder), men snarere en kapitalisme, hvor kapitaler er lige så afhængige af staten som tidligere, men forsøger at vokse ud over den for at skabe forbindelser til andre stater – det kan måske bedst beskrives som "trans-stats"-kapitalisme.14

Der er både en tendens for kapitalen til løsrivelse fra staten og til at knytte sig tættere til staten. Og forskellige kapitaler, ja selv sektioner af samme kapital, handler ikke ens.

Harman sammenfatter det i tre hovedtendenser for Europa:

Der er altså ikke én simpel tendens for koncentration af kapitalen, men snarere tale om et samspil mellem tre tendenser: Mod større nationalt baserede firmaer, mod europæiske firmaer og partnerskaber, og mod sammenslutninger og forbindelser mellem firmaer i enkelte europæiske lande og firmaer i Stillehavs-regionen og Nordamerika. For at komplicere det yderligere kan et stort nationalt baseret firma sagtens have forbindelse i én sektor af produktionen med et andet europæisk firma, i en anden sektor med et USA- eller japansk firma.15

Hvad betyder det for EF-unionen?

Disse forskellige tendenser afspejles også i politiske modsætninger omkring EF-unionen.

Omkring spørgsmålet om militær indblanding i Jugoslavien havde EF chancen for at vise, at de havde kontrollen over Europa. Imidlertid satsede de enkelte lande så længe på hver deres hest i krigen, at initiativet i første omgang blev overladt til FN.

Spørgsmålet om Den sociale dimension (arbejdsmarkeds- og socialpolitik) i Maastricht-forhandlingerne er et andet eksempel. Mens flertallet ønskede at gøre denne til et område, hvor Unionen kan fastsætte fælles (minimums-)regler, var Storbritannien imod. Britisk kapital ville ikke afskrive sig muligheden for at dumpe lønningerne og derved forbedre sin konkurrenceevne – også over for de øvrige EF-lande.

Og når Mærsk McKinney Møller udtrykker forbehold over for EF-unionen, hænger det sammen med, at A. P. Møller-koncernens interesser primært ligger i Danmark og dernæst i USA og andre ikke-EF-lande.

Endelig er der hele karakteren af Maastricht-traktaten. På en lang række områder fastlægger den kun nogle institutionelle rammer for, hvordan der kan tages beslutninger – og en stor del af disse kræver stadig enstemmighed eller kvalificeret flertal – samt fremsætter nogle hensigtserklæringer. Hvordan disse rammer og hensigtserklæringer skal udfyldes, vil de næste år give anledning til stadige konflikter. Konflikter, der vil minde om slagsmålet omkring den sociale dimension, og som vil være en hæmsko på udviklingen af den ny superstat.

Selv om der altså er en ubrydelig logik i nødvendigheden for europæisk kapital af at stå sammen mod USA og Japan, og selv om tendensen i øjeblikket går i retning af en ny over-national stat, er der stadig masser af forhindringer, der skal overvindes, før den ny superstat helt og fuldt overtager de gamle staters funktioner.

Modstand mod unionen

Internationale Socialister er imod EF og unionen. Vi er imod forsøget på at danne en ny imperialistisk magt som et led i forberedelserne til nye krige. Vi er imod et "Fort Europa", der lukker det rige Vesteuropa af for mennesker og varer fra fattigere lande. Og vi er imod, at demokratiet begrænses, ved at beslutninger flyttes endnu længere væk fra folk.

Men modstanden mod unionen er meget sammensat. Og dens perspektiv ligger oftest langt fra vores perspektiv. Der er borgerlige og ultra-reaktionære nationalister på den yderste højrefløj. Den del af modstanden har socialister intet til fælles med. Dele af den er decideret racistisk.

Den del af modstanden, som vi har noget til fælles med, er først og fremmest modstanden hos dem, der har oplevet nedskæringer og forringelser begrundet i "den økonomiske nødvendighed", og som er ved at være træt af, at abstrakte nødvendigheder skal bestemme deres fremtid. Det er dem, der ikke vil acceptere en verden, hvor forskellen mellem rige og fattige bliver større, og som ser EF-unionen som et af de redskaber, der skal sikre, at det fortsætter.

Et socialistisk perspektiv

Vi skal knytte an til den utilfredshed med systemet, som mange nej-sigere udtrykker.

Uanset ja eller nej den 2. juni, så fortsætter kampen mod det, som EF og unionen symboliserer: modsætningen mellem rig og fattig, bureaukrati og manglende demokrati, ødelæggelse af fødevarer, øget militarisme. Kampen må føres mod de konkrete nedskæringer, vi oplever i hverdagen, mod miljøforringelser, mod at sende danske soldater i krig osv. Det er en kamp, der kræver aktiv organisering nedefra, blandt almindelige mennesker, for at den kan vindes.

For det andet er EF og unionen, som jeg tidligere har argumenteret for, skabt af kapitalismen og vil først endeligt kunne bekæmpes ved at afskaffe kapitalismen. I stedet for dette menneskefjendske system med dens økonomiske tvang og undertrykkelse, opstiller vi et andet perspektiv: Kapitalismen må erstattes af et socialistisk samfund, hvor det er almindelige mennesker, der styrer samfundet, hvor formålet ikke er profitjagt, men opfyldelsen af menneskelige behov. Den kraft, der både kan afskaffe kapitalismen og være centrum for opbyggelsen af et socialistisk samfund, er den internationale arbejderklasse.

Svagheden i unionsmodstanden

Desværre har udgangspunktet for det meste af unionsmodstanden været et helt andet. Den har især haft to svagheder: I stedet for at tage udgangspunkt i den internationale arbejderklasse, har man taget udgangspunkt i nationalstaten Danmark. Det har ført til det andet: I stedet for at tale om, hvordan nedskæringer og forringelser kan bekæmpes konkret, ligger man under for en fatalisme, der har gjort afstemningen den 2. juni til et alt-eller-intet-spørgsmål. Det har ført til en lang række forkerte konklusioner.

At unionsmodstanden rent faktisk har taget udgangspunkt i nationalstaten Danmark, kræver nok lidt dokumentation. Et eksempel er de uddelingsaviser, som Ugeavisen Notat har udsendt sammen med de største modstanderorganisationer: Folkebevægelsen mod EF, Danmark '92 m.fl. Forsiden på den første lyder: "Stands nedlæggelsen af Danmark", et budskab, der forstærkes af billedet af et stort dannebrogsflag og henvisninger til grundloven, der "indtil nu har været borgernes garanti for et folkestyret Danmark". Inde i avisen præsenteres vi blandt unionsmodstanderne for så kendte nedskæringspolitikere som Jan Sjursen, KRF, og Pia Kjærsgaard, FRP, og for overskrifter som "Uden kronen intet Danmark".

Forsiden på den næste er knapt så slem: "Skal vi afskaffe demokratiet?"; men i teksten kan vi bl.a. læse: "Det bliver en reel nedlæggelse af nationalstaterne. Men demokratiet kan ikke eksistere uden nationalstaten. Faktisk begyndte det samtidig med nationalstaten ...". Og inde i avisen: "Hele økonomi- og valutaunionen er bygget på tyskernes ideer. ... Også i andre institutioner får tyskerne mere og mere at sige." Hvilke tyskere? (Det har været rystende, hvor meget tysker-hetz, der har kørt i valgkampen.) På bagsiden opregnes blandt de ting, "vi" kan med et nej: "Indrette fremtidens Danmark", "Fortsat handle frit", "Frit føre økonomisk politik".

Enhedslisten lover endnu mere: "Åbent Europa betyder: ... global eneregipolitik ... nedrustning ... progressiv u-landsbistand ... indgreb over for kapitalflugt og skattetænkning ... social tryghed".16

Der er flere problemer i at tage udgangspunkt i nationalstaten frem for i den internationale arbejderklasse.

For det første understøtter man den reaktionære tankegang, at danskere fra rengøringsassistent Jensen til Schlüter har nogle fælles interesser i modsætning til tyskere, italienere osv. Vores kritik af unionen er, at det er Schlüters, Kohls, Mitterands union vendt mod flertallet af danskere, tyskere osv.

For det andet er der sket en omfattende skønmaling af det danske demokrati. Det er korrekt, at det danske parlamentariske system er langt mere åbent end Bruxelles-byrokratiet. Det afgørende er imidlertid, at det store flertal af den danske (og tyske osv.) befolkning ikke har nogen som helst kontrol over de væsentligste af de beslutninger, der berører vores liv. Disse beslutninger tages i lukkede bestyrelseslokaler i de store koncerner – i og uden for Danmark. "Danmarks" muligheder for at føre en "selvstændig økonomisk politik" begrænses nok af EF og unionen, men begrænses langt mere af det internationale kapitalistiske system som helhed. "Hensynet til konkurrenceevnen", "betalingsbalancen" er ikke kun floskler, der skal få os til at æde nedskæringerne. De er benhårde realiteter for ethvert borgerskab, så længe vi lever i en kapitalistisk verden. Union eller ej, så besluttes renten i Danmark af de store europæiske bankers rentepolitik.

For det tredje fører det til en skønmaling af "det danske velfærdssamfund", herunder af skatter! Fra Enhedslisten får vi at vide: "EF's indre marked ødelægger det danske skattesystem. ... [Fjernelsen af toldgrænser] vil tvinge Danmark til at nedsætte moms og afgifter til tysk niveau." Det er lige før, man bliver tilhænger af Unionen! Venstrefløjen har i årevis kæmpet mod højere skatter og ikke mindst moms, fordi vi er imod, at staten forringer vores løn og bl.a. bruger vores skattepenge til militær, politi, Storebæltsbro og erhvervstilskud. Hvorfor er det nu pludselig et problem, at skatter og afgifter bliver sat ned? Svaret får vi nedenunder: "Resultatet vil blive, at det sociale sikkerhedsnet smadres. I stedet for arbejdsløshedsunderstøttelse og folkepension, vil alle de mange udstødte blive henvist til fattighjælp." Som om skiftende danske regeringer ikke – union eller ej – har gjort alt for at smadre lige netop det sociale sikkerhedsnet? Er også Enhedslisten faldet for det gamle kneb om, at skatter er til alles bedste? I stedet må vi slås for både at få skatterne for almindelige arbejdere, studerende osv. sat ned og for højere understøttelse, folkepension osv. Se i øvrigt anmeldelsen af bogen Skatter uden velfærd i dette tidsskrift.

Endelig betyder det nationale udgangspunkt, at det i stort omfang er lykkedes unionstilhængerne at fremstille unionsmodstanden som bagstræberisk, fordi den ikke vil erkende, at vi lever i en international verden. Det er selvfølgelig et hult argument; men det er et argument, der kun kan tackles med et konsekvent internationalistisk udgangspunkt. Og her kommer det meste af unionsmodstanden til kort. Enhedslisten, der ellers har kørt sin anti-unionskampagne under parolen "Ja til et åbent Europa", var i TV-krydsilden 22.5 ude af stand til at svare på, om de gik ind for åbne grænser eller ej: "Det er en vision", lød det fra Arne Würgler. Gunna Starck sagde, at "visse sociale forudsætninger må være opfyldt først", mens Keld Albrechtsen slog fast, at det handlede om, at Danmark selv skulle bestemme sin flygtningepolitik.

Unionsmodstanderne siger dog også en masse fornuftige ting: Nej til registerstat, Fort Europa, fælles militær, bureaukrati og manglende demokrati osv. Og der er ingen tvivl om, at hensigten med unionen også er at angribe de goder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig i forskellige europæiske lande.

Men problemet for de fleste unionsmodstandere er, at de ikke siger noget om, hvordan disse angreb kan bekæmpes. At svaret ligger hos den danske og internationale arbejderklasse. Sådan var det før 2. juni, og sådan er det efter. At de demokratiske og sociale rettigheder – hverken i Danmark eller andre steder – er sikret af grundloven, men er vundet i kamp – oftest mod grundloven og dens sikring af arbejdsgivernes private ejendomsret. Og fordi de ikke har noget bud på, hvordan tingene kan bekæmpes konkret, ender de med at forsvare ting, som venstrefløjen altid har bekæmpet: grundloven, skatter osv. Den danske stat er ingen garant for strejke- og blokaderet, offentlighed i forvaltningen, miljøbeskyttelse, retten til arbejde eller demokratiet i almindelighed.

Socialister og unionsmodstanden

For vore herskere står der meget på spil. Den kommende tid vil for dem være præget af indbyrdes splid. De er ved at omgruppere sig for at smadre hinanden i kampen om penge, indflydelse, magt og kontrol over verden. Hvordan alliancerne mellem dem ser ud om 5 eller 10 år er endnu uvist. Men en ting er givet: I deres indbyrdes kamp vil de ikke nøjes med "økonomiske" midler – som dollars, yen og mark, renter og handel. De vil også bruge midler som Golfkrig 1 og 2, militærkup i USSR, krig i Jugoslavien – "militære" midler.

For resten af os står der langt mere på spil. Det er os, der må yde de største ofre i deres økonomiske og militære rivalisering.

Men vi har en fordel frem for vore herskere – kapitalisterne. Så længe de spiller med i spillet, må de leve med frygten for fallit og undergang – de kan kun overleve ved at smadre hinanden. Hvis de nægter at spille med, må de opgive alt. De har intet valg.

Vi har et valg: Vi kan vælge at gå sammen og gå til modstand. Nej'et til unionen er et blandt flere tegn på, at der er et potentiale for modstand. Spørgsmålet er kun, hvornår dette potentiale omsættes i konkret aktiv modstand.

I den forbindelse bliver venstrefløjens valg afgørende: Hvis den over for rystelserne fra den herskende klasses omgruppering først og fremmest opstiller nationale og demokratiske paroler, bliver dens perspektiv begrænset til at "kæmpe for de mindste forbedringer og mod de mindste forringelser" – et parlamentarisk perspektiv, og den vil ende med at blive en brik i herskernes rivalisering.

Men hvis den indser, at Nej'et udtrykker en social utilfredshed, hvis den er i stand til at tilføre utilfredsheden et perspektiv om klassekamp og international solidaritet, og hvis den er i stand til at tiltrække folk til ideen om, at over for kapitalistisk rivalisering og undertrykkelse er der kun ét realistisk alternativ: et internationalt socialistisk samfund, – i så fald står den godt rustet – ikke kun til kampen i dag – men især til den dag, hvor utilfredsheden ikke først og fremmest kommer til udtryk ved valg, men skaber sit eget udtryk i form af konkret og aktiv modstand – klassekamp.

Noter

1. Traktat om den Europæiske Union, Udenrigsministeriet 1992, artikel J.4, stk. 1, s. 68.

2. Samme, artikel J.4, stk. 2, s. 68.

3. De bedste gennemgange findes i: John Rees: The New Imperialism, International Socialism Journal (2nd series) (herefter benævnt ISJ2:xx) nr. 48, London 1990, og Alex Callinicos: Marxism and Imperialism, ISJ 2:50, 1991. Sidstnævnte findes på dansk i en foreløbig oversættelse.

4. Rees: The New Imperialism, s. 54.

5. Se f.eks. Chris Harman: Class Struggles in Eastern Europe, s. 42-49, Bookmarks, London/Chicago/Melbourne 1988.

6. Kapitalisten måler sit afkast, profitraten, som forholdet mellem den værdimængde, han kan hive ud af produktionen (merværdien), set i forhold til hans samlede investeringer. Da det kun er arbejdskraften, der kan skabe værdi, er der en øvre grænse for merværdien. Derimod tvinger konkurrencen hele tiden kapitalisten til at øge investeringerne i maskiner osv. Profitraten vil derfor have en faldende tendens. På et vist tidspunkt er profitraten faldet så meget, at kapitalisterne tøver med at investere. Resultatet er en dyb krise, der kun kan løses ved udrensing af store mængder kapital eller direkte ødelæggelse f.eks. gennem en krig.
Profitratens tendens til fald er den grundlæggende årsag til krise i kapitalismen. Se f.eks. Birger Linde: Kapital, krise og stat, Fagtryk, Århus 1979, eller Peter Green: De basale begreber i marxistisk økonomi, Internationale Socialisters Forlag, Brønshøj 1990. En mere grundig forklaring findes i Chris Harman: Explaining the Crisis, kapitel 1, Bookmarks, London 1984. (Hovedparten af bogen udgivet på dansk som Kapitalens krise 1-3 (tre pjecer) af Internationale Socialisters Forlag.

7. En mere detaljeret undersøgelse af "den permanente våbenøkonomi" findes i Harman: Explaining the Crisis, op. cit. s. 75ff. Om sammenhængen mellem økonomi og våbenproduktion, se også: Peter Binns: Krig og kapitalisme, udg. af Internationale Socialister, Silkeborg 1985.

8. P. Kennedy: The Rise and Fall of Great Powers, London 1989, s. 558. Citeret fra Rees, op.cit, s. 56.

9. Harman: Explaining ..., s. 75.

10. Nigel Harris: The End of the Third World, Penguin, Harmondsworth 1987, s. 102.

11. Ironisk nok var baggrunden for, at Japan og Vesttyskland – taberne i 2. verdenskrig – kunne vokse så kraftigt netop, at de var taberne: Efter krigen var de blevet pålagt begrænsninger i deres militær, hvilket betød, at de ikke (som f.eks. USA og Storbritannien) var med til at bære omkostningerne ved "den permanente våbenøkonomi". Derimod kunne de nyde godt af fordelene, nemlig at systemet generelt boomede. De kunne investere deres "sparede" udgifter til militær i øget produktivitet og udkonkurrere nogle af "sejrherrerne". Især Japan, men også Tyskland, er dog nu ved kraftigt at øge deres militærudgifter.

12. Citeret fra Rees, op.cit., s. 60.

13. Mike Haynes: Understanding the Soviet Crisis, ISJ 2:34, s. 11.

14. Chris Harman: State and Capitalism today, ISJ2:51, 1991, s. 33.

15. Samme, s. 46.

16. Fra folderen Nej til EF-union. Ja til et åbent Europa, udgivet af Enhedslisten – Den Røde og Grønne Fællesliste.

 

 

www.socialister.dk – 23. maj 2024 kl. 12:21