![[ Proletar! nr. 9 ]](../proletar/009.jpg)
Proletar! nr. 9
aug 1974
Temasider
Nr. 9
Side 1
· Proletar! nr. 9 - August 1974 - Forside
Side 2
· Majstrejkerne og kampen mod indkomstpolitikken
Side 10
· Den københavnske arbejderopposition og venstregrupperne
Side 14
· DKP og arbejderklassen 1945-1958
Side 31
· Paul Mattick: “Marx og Keynes. Blandingsøkonomiens grænser”
Side 33
· Tony Cliff: “Rosa Luxemburg - en politisk biografi”
Hovedmenu
Proletar! nr. 9 – Side 2-9 – August 1974
Leder:
Majstrejkerne og kampen mod indkomstpolitikken
Det angreb på den danske arbejderklasse, som regeringen Hartling satte i værk onsdag den 8. maj, kan ikke forstås isoleret. Dets virkelige betydning for arbejderklassen bliver først forståelig, når det betragtes i sammenhæng med de planer for en offensiv løsning af den danske kapitalismes krise, der for tiden diskuteres blandt erhvervsfolk og fagbureaukrater, blandt borgerlige og socialdemokratiske politikere, blandt embedsmænd og lederskribenter o.s.v. – i alle dele af den politiske formation, der i den klassisk-marxistiske sprogbrug med et præcist udtryk kaldes den kapitalistiske lejr.
Den kapitalistiske lejr famler efter en ny strategi. Den strategi, den har betjent sig af det sidste halve århundrede, den “keynesianske” konjunkturpolitik, slår ikke længere til. Den egentlige årsag hertil er kort fortalt, at de internt nationale markeder i løbet af de seneste årtier praktisk talt er ophørt med at fungere som den kapitalistiske produktions “regulator”, på grund af den fremskredne monopolisering, den offentlige sektors efterhånden abnorme omfang, arbejdsmarkedets organisering o.s.v. Derfor er det “umulige” nu en realitet: Der råder på een gang fundamental stagnation og voldsom inflation. F.eks. forventer OECD (noget optimistisk), at den årlige vækst i bruttonationalproduktet inden for OECD-området som helhed i 1974 vil være mellem 1 og 1,5 %, og samtidig tordner inflationen afsted med 16 % om året inden for området som helhed. Konjunkturpolitikken forudsatte, at disse to fænomener modvirkede hinanden. I dag fremmer de hinanden. Dermed er konjunkturpolitikken ophørt med at være en realistisk strategi.
De toneangivende kredse i den kapitalistiske lejr – fra Steen Danø til Thomas Nielsen, fra Socialdemokratisk Debat til Finanstidende – ser efterhånden kun een vej ud af elendigheden: den strategi, der med et misvisende-uskyldigt udtryk kaldes “indkomstpolitik”.
Mens konjunkturpolitikken tilsigtede at bevare og udvikle det kapitalistiske diktatur gennem at manipulere med “markedskræfterne”, vil de kredse i den kapitalistiske lejr, der propaganderer for indkomstpolitik, opnå det samme mål gennem at skabe et permanent politisk system, hvor statsmagten dikterer, hvor meget/lidt de enkelte klasser og grupper må tjene. Mens konjunkturpolitikken altså bevarede et vist skin af “fri konkurrence” og “demokrati”, har indkomstpolitikken umiskendeligt totalitære træk, for så vidt som der skal skabes et permanent politisk system, hvorigennem statsmagten blander sig direkte styrende i selveste “indkomstdannelsen”.
Det specifikt nye ved indkomstpolitikken tilsløres dog af, at selv smålapperier, der intet har med indkomstpolitik at gøre, i stigende grad udråbes som “indkomstpolitiske løsninger”. Det er imidlertid den eneste måde, hvorpå de kan sælges, og er dermed indirekte udtryk for, hvor stærk stemningen for indkomstpolitik efterhånden er. Sagen er, at angreb på arbejderklassens levefod ved hjælp af ændringer i de ligningsmæssige fradrag, afgiftsforhøjelser, huslejeforhøjelser o.s.v. ikke i sig selv har noget med indkomstpolitik at gøre. Det er ikke ethvert angreb på reallønnen, der er indkomstpolitik. Indkomstpolitikken udmærker sig ved at være et radikalt angreb på arbejderklassens muligheder for at forsvare sine interesser, et angreb af mindst samme størrelsesorden og rækkevidde som indførelsen af hele det fagretslige system omkring århundredskiftet. Indkomstpolitikken går nemlig ikke ud på, at den til enhver tid siddende regering blot sætter visse grænser for, hvor meget lønningerne må stige i kraft af forestående eller igangværende overenskomstforhandlinger. Drejede indkomstpolitik sig bare om det, var der – fristes man til at sige – ingen ko på isen. For nok ville det ikke være særligt vanskeligt for en regering, navnlig en regering med socialdemokratisk deltagelse, at få “arbejdsmarkedets parter” til at følge en kraftig henstilling om at sætte tæring efter næring o.s.v. Men ligesom de traditionelle lapperier ville en sådan ordning (en “helhedsløsning”) ikke opnå det ønskede mål, måske snarere tværtimod: ordningen ville snarere svække det faglige topbureaukrati over for arbejdspladserne og sætte yderligere skub i lønglidningen. Og her er sagens kærne: Det er lønglidningen, der er indkomstpolitikkens egentlige (ofte uudtalte) sigte. Fra oktober 1972 til oktober 1973 tegnede lønglidningen sig for 48 % af de kvindelige arbejderes lønstigning; 57 % af de ufaglærte mandlige arbejderes lønstigning og 65 % af de faglærte mandlige arbejderes lønstigning. (Ved “lønglidning” er her forstået “reststigningen” ud over de overenskomstmæssige lønstigninger og dyrtidsreguleringen.) Hertil kommer, at lønglidningen tegner sig for en stedse større andel af lønstigningerne. Lønglidningen er imidlertid ikke blot den største post; den er – som antydet – den afgørende hindring for en statslig styring af indkomstudviklingen. Et angreb på arbejderklassens levefod, der indskrænkede sig til statslig fastsættelse af grænserne for de overenskomstmæssige lønstigninger, yderligere svækkelse af dyrtidsreguleringen eller lignende ville i vid udstrækning være virkningsløst, når arbejdernes muligheder for at kompensere gennem lokale aktioner stadig er intakte. Det afgørende led i en indkomstpolitisk strategi må altså være at angribe netop arbejdernes muligheder for at aktionere lokalt. Det er ikke gjort med at regeringen dekreterer, at nu må lønnen kun stige så og så meget; i så henseende taler erfaringerne fra især Storbritannien deres tydelige sprog (jvf. artiklen om den britiske minearbejderstrejke i Proletar! nr. 8, maj 1974). At arbejderne må fratages mulighederne for at kompensere gennem lokale aktioner, betyder praktisk-politisk, at de kræfter i arbejderklassen og i det faglige bureaukrati, der leder og organiserer disse lokale aktioner, altså såvel de klassebevidste arbejdere som det faglige bureaukratis venstrefløj (den politiske repræsentant for de dele af bureaukratiet, der er under størst pres nedefra, og som typisk er bureaukratiets lavere lag), må knækkes som en politisk og “faglig” magtfaktor.
Endnu viger de toneangivende dele af den kapitalistiske lejr tilbage for at se disse realiteter i øjnene. Diskussionen om indkomstpolitikken er tilsyneladende ikke nået meget længere end til en vag erkendelse af, at indkomstudviklingen på en eller anden måde må underkastes direkte statslig styring. Hvordan skal de institutionelle rammer for en sådan styring se ud? Skal de udformes med det arbejdsretslige system som forbillede, med paritetisk sammensatte nævn og med statsligt udnævnte formænd? Skal de udformes med arbejdstilsynet og arbejdsanvisningen som forbillede, som et direktorat? Kan en statslig styring af indkomstudviklingen fungere, hvis der ikke etableres et system for statslig styring af “kapitalbevægelserne”? Hvordan skal systemet tilvejebringes? Hvordan skal de klassebevidste arbejdere og det faglige bureaukratis venstrefløj knækkes? Hvem skal “tage skraldet”? Skal det faglige bureaukrati? Kan det? Statsmagten? Hvilke konsekvenser vil det få? Spørgsmålene venter endnu på svar.
Indkomstpolitikken står og falder med, om den iværksættes og håndhæves med den tilstrækkelige hensynsløshed. Mens det faglige bureaukratis højrefløj selvsagt ville følge angrebet op og deltage lige så villigt og loyalt i forvaltningen af den indkomstpolitiske udbygning af det kapitalistiske undertrykkelsessystem, som det i hele dette århundrede har deltaget i forvaltningen af det arbejdsretslige undertrykkelsessystem, råder det ikke over så effektive magtmidler og har ikke en sådan grad af selvstændighed, at det ville være i stand til at føre an i angrebet på såvel de klassebevidste arbejdere som fagbureaukratiets venstrefløj. Det har derimod statsmagten. Forudsætningen for at denne fremragende undertrykkelsesmaskine kan sættes i bevægelse for dette formål er blot, at de toneangivende kredse i den kapitalistiske lejr har indstillet sig på endegyldigt at ofre det skin af “demokrati”, som den konjunkturpolitiske strategi var behæftet med, men det synes man endnu ikke at være indstillet på. Dette er en væsentlig del af forklaringen på den rådvildhed og handlingslammelse, der præger den kapitalistiske lejr, ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden. Den kapitalistiske lejr famler endnu efter en strategi. Man er imidlertid ikke i tvivl om de praktiske skridt, der må foretages først: “helhedsløsning” o.s.v., og når den praktiske erfaring så gør det klokkeklart, at det ikke nytter stort, så længe arbejdspladserne kan kompensere gennem lønglidning, vil de næste skridt give sig af sig selv, også for de elementer inden for den kapitalistiske lejr, der hæger om “vort demokrati” med den største veneration. Den kapitalistiske lejr vil med en søvngængers sikkerhed famle sig frem til sin strategi.
- o -
Regeringens afgiftsforhøjelser og nedskæringer var i sig selv ikke nogen indkomstpolitisk foranstaltning: i sig selv var dens angreb ikke engang et første skridt i retning af indkomstpolitik.
Angrebet havde et andet sigte. Det var primært et forsøg på at læsse omkostningerne for regeringens EF-politik over på arbejderklassen. Da en diskussion af hele dette spørgsmål falder uden for rammerne af denne kommentar, må vi indskrænke os til nogle få bemærkninger: – I 1972 indgik en række europæiske stater en aftale om, at deres respektive valutaer skulle “flyde” sammen; valutakurserne måtte kun bevæge sig inden for en margin på 2,25 % i forhold til hinanden. Formålet med denne ordning, der kaldes “slangen” på grund af, at dens grafiske gengivelse siges at ligne en sådan, var at tage et skridt i retning af en EF-valuta. Men i løbet af de to år, slangen har eksisteret, har D-Markens eksportdrevne himmelflugt trukket slangen med sig til vejrs. Dette har indtil nu drevet Pundet, Liren og Francen ud af slangen; en stat, hvis valuta står højt i kurs, stilles nemlig svagere i den internationale konkurrence og rammes af et voldsomt underskud på betalingsbalancen. Tilbage i slangen sammen med D-Marken er nu kun Benelux-valutaerne og Kronen. Derved er slangen blevet en DM-zone. For Kronen har alt dette betydet, at den i 1974 alene er steget med 10-35 % i forhold til de “store” valutaer (bortset fra DM). Dette har naturligvis ikke bund i de reelle konkurrenceforhold og har kun kunnet lade sig gøre i kraft af, at Bundesbank har foretaget formidable støtteopkøb. Hvis Kronen ikke havde været med i slangen, ville kursen formentlig have ligget omkring 20 % lavere. Dette er en væsentlig del af forklaringen på, at underskuddet på den danske betalingsbalance for første kvartal af 1974 beløb sig til godt tre milliarder kroner eller næsten tre gange så meget som i første kvartal 1973. Afgiftsforhøjelserne o.s.v. havde til formål at nedskære den brede befolknings levefod for at bremse importen og således dæmme op for det voldsomme underskud på betalingsbalancen og gøre det muligt for regeringen at fortsætte sin EF-politik.
At regeringens angreb ikke i sig selv var et skridt i retning af indkomstpolitik og derfor ikke var et skridt i retning af en løsning af den danske kapitalismes problemer, blev umiddelbart erkendt i vide kredse i den kapitalistiske lejr. Denne erkendelse kom bl.a. til udtryk i en kommentar i Finanstidende den 24. maj:
“Det eneste sikre resultat af øget afgiftsbeskatning er en forstærkelse af pris- og omkostningsstigningen, hvorimod det direkte tilsigtede mål – en dæmpning af efterspørgslen – i det væsentlige vil forblive uopfyldt. Skal en mindskelse af spændingen mellem produktion og efterspørgsel virkelig kunne opnås, er det andre midler, som må tages anvendelse, nemlig en indkomstpolitisk nedkøling af pris- og omkostningsinflationen og i forbindelse hermed en væsentlig nedskæring af den offentlige sektors efterspørgsel.”
Eller med andre ord: i sig selv var regeringens angreb ikke et skridt i retning af statslig styring af indkomstudviklingen.
Men selv om regeringens angreb ikke i sig selv var et skridt i retning af statslig styring af indkomstudviklingen, fungerede det faktisk i den givne politiske sammenhæng som et forsøg på et sådant skridt. Som anført er det springende punkt i den indkomstpolitiske strategi at få bragt arbejdspladserne i dybfrosset tilstand: de klassebevidste arbejdere og det faglige bureaukratis venstrefløj må knækkes som en politisk og “faglig” magtfaktor. Hvis arbejdspladserne kan bringes i defensiven, vil det derfor være et skridt i den – kapitalistisk set – rigtige retning, Og det er i den forstand, regeringens angreb fungerede som et skridt i retning af indkomstpolitik. Sammenlignet med tidligere angreb af samme art udmærkede det sig ved sin størrelse (i kroner og øre) såvel som sin grovhed og frækhed, og da det blev udløst på et tidspunkt, hvor de toneangivende kredse i den kapitalistiske lejr som sagt planlægger radikale angreb på arbejderklassens organisering på arbejdspladserne, er det klart, at jo mere passivt, tamt og eftergivent arbejderklassen havde reageret på dette angreb, desto lettere om hjertet ville den kapitalistiske lejr være gået til værks med de planlagte angreb.
Det var altså politisk vigtigt for arbejderklassen at besvare regeringens angreb så umisforståeligt som muligt i form af aktioner for at få “afgifterne af bordet", eller hvad der i praktisk politik er det samme: for at få væltet regeringen Hartling.
Naturligvis ville også en socialdemokratisk regering gøre alt, hvad der stod i dens magt, for at få indført en eller anden form for indkomstpolitik. Socialdemokratiet er faktisk een af de varmeste fortalere for indkomstpolitik. Men en socialdemokratisk regering, der var kommet til magten som følge af, at arbejderklassen havde væltet dens forgænger i embedet, ville ikke umiddelbart kunne gå offensivt til værks over for arbejderklassen; dens albuerum ville være mindre, og den ville en tid være nødsaget til at forsøge sig med andre midler.
Parolen: “Ud med Hartling!” var derfor en ret præcis sammenfatning af det umiddelbare politiske mål for strejkebevægelsen. Men kun det helt umiddelbare politiske mål. Kampen mod regeringen Hartling var kun et led i kampen for at afværge, at det kapitalistiske diktatur rekonsolideres ved hjælp af en “indkomstpolitisk nedkøling” af de klassebevidste arbejdere og det faglige bureaukratis venstrefløj.
- o -
“En strengt objektiv vurdering af klassekræfterne og deres indbyrdes forhold er nødvendig forud for enhver politisk aktion.”
Lenin, 1920
Strejkebevægelsen nåede imidlertid ikke sit umiddelbare mål: regeringens fald. Arbejdspladserne kunne ikke vælte regeringen i eet stormløb. Andet var heller ikke at vente i betragtning af de aktuelle styrkeforhold mellem klasserne.
Ganske vist skal man helt tilbage til 1956, måske endda helt tilbage til folkestrejken i 1944, for at finde en bevægelse i den danske arbejderklasse, der overgår majstrejkerne i omfang, energi, kampvilje o.s.v. Det der kom til så eksplosiv udfoldelse i begyndelsen af maj, og som gav strejkebevægelsen dens fremdrift, var den gennem længere tid ophobede dybe utilfredshed med hele den politiske udvikling i Danmark: skatteflåning og inflation i et sådant omfang, at arbejdernes disponible realindkomst i dag praktisk talt ikke er større end for ti år siden; indlemmelsen i EF og Socialdemokratiets rolle heri; de skuffende erfaringer med to “arbejderflertal”, som pænt sagt ikke levede op til forventningerne; udsigten til omfattende arbejdsløshed; det ikke just betryggende resultat af valget den 4. december o.s.v.
Men på trods af strejkebevægelsens omfang og energi er det usandsynligt, at arbejderklassen kunne have bragt regeringen til fald i maj. I den danske arbejderklasse, især på de små arbejdspladser og i de små provinsbyer, er der udbredt respekt for grundloven, folkestyret og den lovligt valgte regering ukrænkelighed; det samme gælder forestillingen om, at “vi alle” må bære byrderne og “samarbejde” om at løse “landets problemer” o.s.v. Det var denne realitet, der kom til udtryk i en opinionsundersøgelse, som Kasper Vilstrup foretog torsdag den 16. maj om aftenen, altså samtidig med at strejkebevægelsen kulminerede, og hvis resultater blev offentliggjort i Politiken den 19. maj: 29 % af de adspurgte var for et valg, 62 % var imod og 9 % vidste hverken fra eller til; blandt arbejderne var der nøjagtig lige mange for og imod, nemlig 45 % for og 45 % imod; blandt DKP’s og VS’s vælgere var 75 % for valg, blandt SF’s var 60 % for valg og blandt de socialdemokratiske vælgere var 45 % for og 45 % imod valg; blandt de vælgere, der havde stemt på et borgerligt parti ved valget den 4. december, var langt de fleste imod valg. Nu skal man jo generelt være varsom med at tage alt for håndfast på resultaterne af den slags undersøgelser, navnlig når de drejer sig om noget så omskifteligt som holdningen til, hvornår der bør afholdes valg; men der er god grund til at tro, at når halvdelen af arbejderne var imod valg på lige netop det tidspunkt, så var det et udtryk for en grundfæstet apolitisk indstilling (lad blot “de andre” regere, jeg passer mig selv), som ikke lader sig ændre fra den ene dag til den anden. Man skal heller ikke være blind for, at der blandt de arbejdere, der ønskede et valg for at komme af med regeringen Hartling, var mange, der ikke kunne lide, at kampen mod regeringen skulle gå ud over arbejdsgiverne, der jo ikke kunne være ansvarlige for regeringens politik.
Svarende til disse absolut utilstrækkelige “bevidsthedsmæssige” forudsætninger for et heldigt gennemført stormløb mod regeringen, var også de “organisatoriske” forudsætninger absolut utilstrækkelige: de klassebevidste arbejdere er et uorganiseret mindretal, og selv om det faglige bureaukratis venstrefløj somme tider (når de slider trapper på Christiansborg) gerne vil give det udseende af det modsatte, har heller ikke den en sådan styrke, et sådant greb om tingene, en sådan størrelse o.s.v., at den ville kunne have organiseret et sådant stormløb.
På den anden side: Ganske vist hersker der i den kapitalistiske lejr almindelig forvirring om, hvorledes den indkomstpolitik, alle i princippet er enige om nødvendigheden af, skal se ud og sættes i værk; navnlig viger den ende af den kapitalistiske lejr, der er mest afhængig af passiv accept og støtte fra dele af arbejderklassen, Socialdemokratiet og det faglige bureaukratis øvre lag, tilbage for konsekvenserne af et frontalt angreb på de klassebevidste arbejdere og det faglige bureaukratis venstrefløj. Men hos de dele af den kapitalistiske lejr, der ikke har noget i klemme, bourgeoisiet selv, var der ingen synderlig vaklen. Selv om regeringen ikke er en regering efter bourgeoisiets hjerte, dertil varetager den for eensidigt landbrugets og kuponklippernes interesser, og selv om man i toneangivende erhvervskredse ikke havde stor fidus til, at regeringens forslag om afgiftsforhøjelser m.m. ville bidrage nævneværdigt til at løse den danske kapitalismes problemer, så har man i disse kredse en så udviklet klassebevidsthed, at man åbenbart straks erkendte angrebets politiske betydning som et angreb, der eventuelt ville kunne bane vej for mere effektive forholdsregler af indkomstpolitisk art. Lad os endnu engang citere det i kraft af sin aggressive klassebevidsthed relativt åbenmundede Finanstidende, der den 9. maj skrev:
“Omend langtfra ukritisable må de foreslåede foranstaltninger også erkendes som i hovedtrækkene egnet til at virke i retning af den nødvendige sanering”.
Og med den “nødvendige sanering” mentes naturligvis den omtalte “indkomstpolitiske nedkøling”.
Mens arbejderklassen som helhed var forvirret og splittet, stod selve bourgeoisiet altså relativt samlet; regeringen var derfor i stand til at samle et solidt flertal i Folketinget. Det var altså alt i alt usandsynligt, at arbejderklassen kunne have bragt regeringen til fald – i denne omgang.
Sådan lå landet altså. Men hvad var så formålet med at strejke? Som sagt var kampen mod regeringen Hartling ret beset kun et led i kampen for at afværge den “indkomstpolitiske nedkøling”, der er under planlægning i den kapitalistiske lejr. Også selv om regeringen – på grund af de for de klassebevidste arbejdere ugunstige styrkeforhold – ikke kunne væltes, var det absolut politisk vigtigt, at regeringens angreb blev besvaret så umisforståeligt som muligt. Men da det ikke var et spørgsmål om “knald eller fald” at få væltet regeringen, var det mindst lige så vigtigt, at strejkerne ikke blev opslidende nederlagsstrejker, der blot stillede arbejderklassen svagere.
Kan man ikke kritisere det faglige bureaukratis venstrefløj og de partier, der tegner den, for at regeringen ikke blev bragt til fald, så kan man til gengæld kritisere dem for deres i stor udstrækning skadelige måde at lede bevægelsen på: for det første gjorde de ikke, hvad der objektivt stod i deres magt, for at gøre bevægelsen så effektiv o.s.v. som mulig, og for det andet er det – for nu at sige det på den måde – ikke deres skyld, at arbejderklassen i dag ikke står svagere end før torsdag den 9. maj. I deres regi var strejkerne nederlagsstrejker.
Der er mange eksempler på, at progressive tillidsfolk og fagforeningsfolk undlod at tage initiativ til strejke og i stedet – i overensstemmelse med, hvad der er dem foreskrevet – aktivt forsøgte at forpurre strejke, f.eks. ved at bremse information om, hvad der skete på andre virksomheder eller i andre afdelinger, eller ved at forsvinde fra jordens overflade, når kravet om strejke blev for udtalt, og blive væk resten af dagen (selv DKP-tillidsfolk benyttede denne “taktik”, bl.a. på Lindø og på SIO i Odense). Men det ville være uretfærdigt at hævde, at dette billede er generelt.
Formandsinitiativet tog jo f.eks. initiativ til, at der på en lang række københavnske arbejdspladser lå en løbeseddel om morgenen mandag den 13. maj, der opfordrede til demonstration foran Christiansborg samme dag kl. 13. Dette var naturligvis ensbetydende med at opfordre til strejke; det kunne ethvert tænkende menneske forstå, og de klubber, der ikke forstod det, fik det ind med skeer pr. telefon. Så vidt, så godt. Politisk og organisatorisk var de progressive fagbureaukraters ledelse af strejkerne imidlertid under al kritik. De indskrænkede sig til initiativer, som ikke ville bringe dem i direkte konflikt med de regler, de som fagbureaukrater er underlagt.
Selv om f.eks. Preben Møller Hansen i offentlige udtalelser tilkendegav voldsom interesse for at gøre strejkerne effektive, var de indenlandske skibsruter (bortset fra DSB’s færgeruter, der ikke hører under Sømandsforbundet) eet af de områder, hvor strejkerne var mest ineffektive. Og så fremdeles, Selv forholdsregler, der kunne have været iværksat uden at fagbureaukraterne havde gjort sig skyldige i grov overtrædelse af reglerne, men som ikke desto mindre ville have medvirket til at gøre strejkerne mere effektive, blev undgået: f.eks. organisering af demonstrationstog til de arbejdspladser, hvor man ikke strejkede, for at få dem med i strejkebevægelsen. Sådanne forholdsregler er imidlertid en vederstyggelighed for den gemene bureaukratforstand. I stedet for at udvide strejkebevægelsen gennem at skabe forståelse for dens præcise politiske sigte, undlod de som oftest omhyggeligt at organisere diskussioner om – endsige forklare, hvad det præcise politiske formål med strejkerne var, og hvor længe de skulle vare: skulle de være en markering, en protest, en advarsel, eller skulle de fortsætte til regeringen var væltet, til den bitre ende? Dette var decideret skadeligt. På mange virksomheder blev det blot meddelt over højttalerne, at nu var der altså strejke; hvis nogen ønskede at diskutere, hvad meningen var med det hele, måtte de selv finde ud af at snakke sammen undervejs til demonstrationerne eller på værtshusene. De mange der ikke deltog i demonstrationerne, men gik lige hjem, d.v.s. de arbejdere, der nok havde mest behov for at deltage i diskussionerne, blev dermed overladt til sig selv og den politiske forvirring. Da det hele var overstået, måtte de fleste af dem derfor med nødvendighed have en følelse af, at det hele havde været spild af penge. Det var imidlertid ikke blot i forhold til de mest passive og upolitiske arbejdere, de progressive fagbureaukraters elendige ledelse var skadelig. Som et resultat af, at det præcise politiske formål med strejkebevægelsen ikke blev gjort klart fra begyndelsen, indstillede mange af de mest aktive og klassebevidste arbejdere sig på, at nu skulle der kæmpes til sidste patron o.s.v. De kunne vanskeligt undgå at få den indstilling, når de f.eks. i Land og Folk den 11. maj i en erklæring fra DKP’s forretningsudvalg kunne læse bl.a. følgende:
“Nu må regeringen væk og nedskæringspolitikken stoppes. Det kan kun gøres på een måde – ved at alle arbejdspladser, hele det arbejdende folk nu finder sammen til et fælles modstød, der kan mærkes. Vi må sammen returnere regningen til regeringen og den storkapital, der står bag den. Det første krav må være lønkrav overalt. Vi har allerede et efterslæb på over to kr. i timen. Enhver afgiftsforhøjelse er et indgreb i overenskomsternes forudsætninger. Svaret på regeringens udfordring må være det fælles krav: Ud med Hartling-regeringen! Vi må have valg og en ny regering, der gennemfører en ny politik, rettet mod storkapitalen.”
Og så videre. Partidemagogernes og fagbureaukraternes uhæmmede retorik kunne kun give det indtryk, at regeringen kunne og skulle bringes til fald i det første stormløb. Alene som følge heraf var det på forhånd forbundet med store vanskeligheder at undgå omfattende demoralisering i kølvandet på strejkebevægelsen; men selv om det var “forbundet med store vanskeligheder”, var det ikke umuligt, hvis hele situationen såvel som kravene og perspektiverne for den videre kamp blev diskuteret indgående på arbejdspladserne. Men de progressive fagbureaukrater ville overhovedet ikke forklare sig eller indlade sig på diskussion, da de fandt det belejligt at standse bevægelsen; de erklærede blot, at nu var det slut, og arbejdet blev så genoptaget hen over hovedet på de mange aktive og klassebevidste arbejdere, der ikke kunne acceptere, at det nu var slut. Dermed havde det faglige bureaukratis venstrefløj også gjort demoraliseringen af dele af de aktive og klassebevidste arbejdere uundgåelig.
Man kan derimod ikke kritisere de progressive fagbureaukrater i og omkring Formandsinitiativet for, at de ikke opfordrede til “generalstrejke”. For selv om en generalstrejke naturligvis ikke behøver at omfatte alle arbejdere, så viser de historiske erfaringer, at det er en kampform, der stiller enorme krav i henseende til mobilisering, klassebevidsthed, organisation o.s.v. Selv om de progressive fagbureaukrater havde villet, var de på ingen måde i stand til at organisere en sådan kvasi-revolutionær masseaktion. Den eneste måde, hvorpå kravet om generalstrejke kunne have været omsat i noget, der ligner handling, var, at Formandsinitiativet havde opfordret til generalstrejke. Men dette ville have været eventyrpolitik. Opfordringen ville ikke have ført til en væsentligt mere omfattende strejkebevægelse end den, der fandt sted: den omfattede godt 300.000 arbejdere og ramte omkring 700 virksomheder. Hvis denne – i den givne situation meget omfattende – bevægelse var blevet proklameret som en generalstrejke, ville man i alle lejre have interesseret sig meget mere for de 700.000 arbejdere, der ikke var i strejke, end for de godt 300.000, der var i strejke. Den kapitalistiske lejr ville have frydet sig, og de strejkende ville være blevet kraftigt demoraliseret. Denne risiko ville dog have været til at overse, hvis de strejkende havde kunnet holde dampen oppe, indtil regeringen var faldet, en uge eller to, måske flere uger. Dette var imidlertid helt utænkeligt. Kun et mindretal ville have holdt ud. Af de godt 300.000, der deltog i strejkebevægelsen i maj, var således kun omkring 80.000 i strejke mere end to dage; langt de fleste af de godt 300.000 strejkede kun nogle få timer. En proklameret generalstrejke ville altså efter et par dages forløb være svundet ind til, at – højt sat – omkring 80.000 var i strejke. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvorledes stemningen blandt disse ville have været. En proklameret generalstrejke ville således efter alt at dømme være endt i et knusende nederlag, der ville have givet den kapitalistiske lejr fri bane for en indkomstpolitisk dybfrysning af tilløbene til en klassebevidst bevægelse på arbejdspladserne.
(Der ville på en måde have været mere realitetssans i at opfordre til strejker i nøglesektorer, hvor de klassebevidste arbejdere står stærkt, “nationale punktstrejker” kunne man kalde det. Eftersom de strejkende i dette tilfælde på forhånd ville have accepteret at være alene ude i strejke på hele klassens vegne, ville demoraliseringen ikke have været så ødelæggende. I den givne situation var det imidlertid usandsynligt, at en sådan aktionsform kunne have ført til det ønskede resultat: regeringens fald. En gentagelse af de britiske minearbejderes heldigt gennemførte aktion mod Tory-regeringen forudsætter også herhjemme, at størstedelen af klassen stiller sig solidarisk med de strejkende, og at såvel kampviljen som den organisatoriske styrke er til stede blandt de strejkende. Men i modsætning til generalstrejke vil “nationale punktstrejker” kunne blive en realistisk kampform i de forestående klassekampe.)
Kravet om generalstrejke vandt imidlertid mere eller mindre begejstret tilslutning hos mange af de mest aktive og kampvillige arbejdere. I en artikel om “Maj-begivenhederne” i Tiden (nr. 4, 1974) udlægger Jan Andersen det arrogant som et udslag af “arbejdernes utålmodighed”. Sandheden er nok snarere, at kravet fungerede som et banner; det sammenfattede deres dybe utilfredshed med hele den politiske udvikling i Danmark; deres erkendelse af, at kun en effektiv aktion fra arbejderklassens side kan sætte en stopper for denne udvikling, og deres utilfredshed med den valne holdning, det faglige bureaukratis venstrefløj udviste i sin “ledelse” af strejkebevægelsen. Og for så vidt fungerede kravet om generalstrejke mobiliserende; men eftersom det i den givne situation var urealistisk, fungerede det samtidig afledende; det ledte nogle af arbejderklassens bedste kræfter ind i en blindgyde, bort fra de mange absolut realistiske og langt fra ligegyldige forholdsregler, som kunne have ført til, at demoraliseringen i dag ville have været mindre udtalt og udbredt; at presset på det faglige bureaukrati ville have været stærkere; at strejkebevægelsens afskrækkelseseffekt over for den kapitalistiske lejr i det hele taget ville have været større o.s.v. – kort sagt: at arbejderklassen i dag ville have stået bedre rustet til at imødegå de angreb, der er under planlægning. Dette ville kunne være blevet opnået, hvis strejkerne ikke mange steder var blevet kørt hen over hovedet på folk, men var blevet iværksat (og afblæst) efter ordentlige diskussioner o.s.v.; hvis der var blevet afholdt klubmøder eller lignende (f.eks. i ventetiden før demonstrationerne) med det formål at diskutere kampens fortsættelse, opstille krav o.s.v.; hvis man over alt havde sørget for, at de udenlandske arbejdere havde kunnet deltage i diskussionerne og afstemningerne; hvis der var blevet organiseret demonstrationstog til de arbejdspladser, hvor man ikke strejkede, for at få dem med i strejkebevægelsen; hvis der var blevet gjort en alvorlig indsats for at gøre strejkebevægelsen effektiv på de områder, hvor det kan mærkes: den indenlandske skibsfart, havnene, lufthavnene, energiforsyningen o.s.v., o.s.v. – Disse forholdsregler kunne i vid udstrækning have været iværksat, hvis bare en del af den energi, som kravet om generalstrejke blev båret frem af, var blevet brugt til at stille krav om deres iværksættelse til de tillidsfolk og fagforeningsfolk, der foregav at støtte kampen for at vælte regeringen. Fagbureaukraterne kunne i hvert fald ikke have afvist sådanne krav som urealistiske eller urimelige, som udslag af “arbejdernes utålmodighed” o.s.v.
Parolen om generalstrejke gjorde det derfor – ironisk nok – lettere for de progressive fagbureaukrater at slippe nogenlunde helskindet gennem “maj -begivenhederne”.
Det er på denne baggrund forstemmende at iagttage, hvorledes nogle af de revolutionære smågrupper rask væk opfordrede til generalstrejke eller andre halsbrækkende aktioner. Den gruppe, der mest ihærdigt agiterede for generalstrejke, RSF, har senere i en leder i Klassekampen (nr. 33, juni 1974) forsvaret sin agitation med følgende argument:
“Kun anvendelsen af arbejderklassens samlede styrke, kun en generalstrejke kunne rydde forliget af bordet og dermed også fjerne den borgerlige regering. Derfor måtte vi opstille generalstrejken som perspektiv.”
Nu er det jo ikke rigtigt, at kun en generalstrejke kunne have ryddet forliget af bordet. En revolution ville f.eks. have været langt mere effektiv. Når man alligevel ikke bekymrer sig om, hvorvidt de paroler, man agiterer for, er realistiske, men kun interesserer sig for, om de foreslåede kampformer ideelt set er effektive, kunne man lige så godt have taget skridtet helt ud og have krævet revolution.
Men, vil man måske indvende, kunne parolen om generalstrejke og DKP’s modstand imod den ikke have medvirket til at afsløre DKP som “reformistisk”, “revisionistisk”, eller hvad man nu vil bruge af udtryk om DKP’s sande natur? Nu er der imidlertid nogle forhold, der gør en sådan afsløringstaktik ret tvivlsom. For det første opfordrede SF’s faglige landsudvalg, der i hvert fald ikke kan siges at være “mere revolutionær” end DKP, til generalstrejke fra mandag den 13. maj ved arbejdstids begyndelse, og for det andet var der DKP-tillidsfolk, der så vidt vides ikke afviger fra partilinjen, men som alligevel agiterede for generalstrejke. Sagen er nemlig, at der ikke er nogen eentydig sammenhæng mellem en given politisk retnings “moderate”/“militante” optræden og dens klassekarakter; kontrarevolutionære kræfter kan for den sags skyld optræde meget militant. Det i denne sammenhæng væsentlige er imidlertid, at det ikke kan afsløre DKP’s klassekarakter, at partiet og det overvejende flertal af dets folk i det faglige bureaukrati ikke ville opfordre til en aktion, som i den givne situation ville have været eventyrpolitik. Indirekte medvirkede denne afsløringstaktik i virkeligheden til at lade DKP fremstå som de sande realister til forskel fra “skrighalsene” og “spækhuggerne” i de “venstreekstremistiske” smågrupper.
I den givne situation havde det revolutionære venstre to hovedopgaver: dels at forklare, at kampen for at få væltet regeringen Hartling kun er et led i at afværge de angreb af indkomstpolitisk art, der er under planlægning i den kapitalistiske lejr, og dels at agitere for den lange række af absolut realistiske forholdsregler, som det faglige bureaukratis venstrefløj forsømte at iværksætte med de anførte negative konsekvenser til følge. Hvis de revolutionære smågrupper havde sat ind på disse opgaver, ville det naturligvis ikke have ændret begivenhedsforløbet og resultatet afgørende. De revolutionære arbejdere indtager en marginalposition i arbejderklassen og er på nogle få arbejdspladser nær uden indflydelse på aktionernes mål og midler, og selv her fordufter den udbredte ideologi om den socialt retfærdige byrdefordeling, hvorpå Socialdemokratiet baserer sin særlige udgave af det indkomstpolitiske angreb på arbejderklassen, ikke som blå røg, bare fordi der fremføres gode argumenter imod den, men først når massernes egne erfaringer blæser den bort. Men selv om de revolutionære arbejdere befinder sig i en marginalposition i arbejderklassen, og selv om agitationen derfor i hovedsagen måtte indskrænke sig til mundtlig agitation på nogle få virksomheder, ville en sådan agitation alligevel kunne bidrage i beskeden målestok til at isolere højrefløjen i det faglige bureaukrati, lægge pres på venstrefløjen., øge de revolutionære arbejderes autoritet og indflydelse, o.s.v. Nogen steder varetog de revolutionære arbejdere de opgaver, situationen stillede, og opnåede tilsyneladende de beskedne resultater, der var opnåelige. Men det generelle indtryk er, at disse opgaver blev forsømt på det skammeligste: nogle væltede om sig med løbesedler, hvori de opfordrede til alt muligt; nogle forsøgte forgæves at danne revolutionære aktionskomiteer; nogle forsøgte til gengæld at etablere samarbejde med de progressive fagbureaukrater, der var interesseret o.s.v.
- o -
Selv om strejkebevægelsen ikke opnåede sit umiddelbare mål, var den trods alt ikke resultatløs.
Strejkebevægelsens eksplosive energi, dens omfang og bredde, demonstrationernes størrelse og den kampberedte stemning blandt de demonstrerende – alt i alt har det givet den kapitalistiske lejr noget at tænke over. De planlagte angreb bliver naturligvis ikke skrinlagt alene på grund af strejkerne og demonstrationerne; men der er ingen tvivl om, at advarslen er blevet opfattet, og at man vil gå mere tøvende til værks.
Hvad selve bourgeoisiet angår, så er Steen Danø formentlig ikke den eneste, der har indset, at “regeringens tiltag” har skabt “en lang række spændinger, der på et tidspunkt kan udløse en eksplosion” (Politiken, den 10. juni 1974).
Strejkebevægelsens afskrækkelseseffekt har nærmest raseret den socialdemokratiske ende af den kapitalistiske lejr. Det var typisk socialdemokratiske arbejdspladser, der startede strejkerne torsdag den 9.maj om morgenen, og hovedparten af de strejkende var socialdemokratiske arbejdere. Det var derfor ikke underligt, at Socialdemokratiet pludselig i løbet af torsdag den 9. maj fandt ud af, at de hellere måtte holde sig uden for “det sorte forlig”. Også LO måtte skifte hest midt i vadestedet. Thomas Nielsen, der rutinemæssigt havde stemplet strejkerne om torsdagen som “kommunistisk inspireret hysteri”, skulle pludselig på ferie, og man glemte til hans store forbavselse at hjemkalde ham; mens han var væk, blev der pludselig udtrykt stor forståelse for de strejkende arbejderes utilfredshed. Ja, så vidt er det kommet, at selv en socialdemokratisk højborg som Fællesorganisationen i Nakskov har krævet Thomas Nielsens afgang! Disse kendsgerninger siger i sig selv en masse om, i hvilken udstrækning Socialdemokratiet og det faglige topbureaukrati blev tvunget i defensiven af strejkebevægelsen. Men endnu vigtigere for en bedømmelse af strejkebevægelsens afskrækkelseseffekt og resultater er dens virkning på disse kredses holdning til den “indkomstpolitiske helhedsløsning", der har været diskuteret som et første skridt i retning af institutionaliseret indkomstpolitik:
Onsdag den 8. maj, altså samme dag som regeringen iværksatte sit angreb, vedtog LO’s repræsentantskab, at man ikke på forhånd kunne afvise, at det kunne blive nødvendigt at finde en “indkomstpolitisk løsning” i den nuværende vanskelige situation; men det var dog en forudsætning for LO’s medvirken ved en fastfrysning af reallønnen, at
“den kapitalgevinst, der herved opstår, ikke udelukkende tilfalder arbejdsgiverne, men at lønmodtagerne opnår medejendomsret hertil i form af ØD-ordningen”,
og at den “indkomstpolitiske løsning” også kom til at omfatte andre indkomstgrupper, herunder selvstændige erhvervsindkomster, spekulationsgevinster og værdistigninger på jord og fast ejendom. Men næppe var cigarrøgen vejret bort efter mødet, før strejkebevægelsen var i fuld gang og bragte uorden i planlægningen af vinterens angreb på arbejderklassen. Men Max Harvøe, der jo ikke har opfundet det varme vand, havde ikke mærket noget til uroen og troede derfor, at repræsentantskabets vedtagelse stadig stod ved magt; den 1. juni kunne Politiken derfor meddele på forsiden, at han havde erklæret, at
“LO er parat til at lave en indkomstpolitisk helhedsløsning sammen med Dansk Arbejdsgiverforening, regeringen og de politiske partier, når overenskomsterne skal fornys til næste forår.”
Efter sigende skal LO være blevet kimet ned af desperate socialdemokratiske tillidsfolk. Det lyder sandsynligt, for i hvert fald slog LO bak på forretningsudvalgs-mødet den 4. juni; Thomas Nielsen erklærede, at
“den tiltro man havde haft til regeringen, ikke var blevet besvaret positivt. Derfor var det et LO-nej til en helhedsløsning.”
“Der kommer ikke noget indkomstpolitisk udspil fra LO efter det sorte forlig på Christiansborg forleden.”
Men senere på måneden var presset nedefra tilsyneladende aftaget noget, eller også var topbureaukraternes mod taget til; i hvert fald tilkendegav LO’s næstformand, Knud Christensen, at den holdning til indkomstpolitik, som repræsentantskabet havde givet udtryk for, stadig stod ved magt, og tilføjede, at det var en forudsætning for LO’s meddelagtighed, at også Socialdemokratiet var med til “helhedsløsningen”; så mange som muligt skulle være meddelagtige. Alt er dog ikke helt ved det gamle, hvad angår Socialdemokratiets holdning til indkomstpolitik; de er blevet sig endnu mere bevidst end tidligere, hvor store problemer indkomstpolitikken frembyder; jvf. f. eks. Anker Jørgensens betragtninger i Aktuelt den 30. juni:
“Alle taler om indkomstpolitik, men i alle lande, hvor man har forsøgt det, er det mere eller mindre mislykkedes. Man må simpelthen erkende, at mulighederne for at føre indkomstpolitik i et kapitalistisk samfund er meget, meget begrænsede. Men Socialdemokratiet har også sagt, at vi kan komme i så store økonomiske vanskeligheder, at selv det lidt, der kan opnås af indkomstpolitik, kan det være nødvendigt at tage i brug.”
Men når det første skridt først er taget, vil det næste give sig selv og fremstå som mindst lige så “nødvendigt”, som det første skridt fremstår i dag. I denne sammenhæng er resultatet af majstrejkerne, at navnlig Socialdemokratiet og det faglige topbureaukrati vil tage det første skridt tøvende, “principielt skeptiske”, med bange anelser, parate til at trække poterne til sig igen i en fart o.s.v.
Svarende til, at Socialdemokratiet og det faglige topbureaukrati blev tvunget i defensiven, er initiativet inden for fagbevægelsen overgået til bureaukratiets venstrefløj, der som tidligere nævnt er den politiske repræsentant for de dele af bureaukratiet, der er udsat for det stærkeste pres nedefra. Derved har det faglige bureaukrati mistet en del af sin møjsommeligt erhvervede selvstændighed i forhold til arbejderklassen. Problemet er at fastholde denne forskydning. Såvel bourgeoisiet som fagbureaukratiets øvre lag vil forsøge at sætte tingene tilbage på plads igen. Arbejdsgiverforeningen har som led i disse bestræbelser for Arbejdsretten indklaget de 22 fagforenings- og forbundsformænd fra Formandsinitiativet, der opfordrede til demonstrationen mandag den 13. maj. Og fra sine bastioner i forbundsledelserne og LO har højrefløjen med samme formål for øje iværksat en massiv kampagne mod venstrefløjen i og omkring Formandsinitiativet. Erfaringerne viser, at et sådant samordnet angreb på venstrefløjen kan få den til at bøje sig og føje sig. Efter kronestrejkerne i 1969-70 fik et næsten identisk angreb værfternes tillidsmænd til at give “tilsagn om af al styrke at ville bistå med opretholdelse af roen på arbejdspladserne og sikre overenskomsternes efterlevelse”. Selv om situationen i dag i mange henseender adskiller sig væsentligt fra situationen i 1969-70, kan det samme meget vel ske en gang til. Kun pres nedefra kan forhindre, at fagbureaukratiets venstrefløj i det lange løb bliver bange og takker af.
På arbejdspladserne er situationen også broget. Der gør sig to modstridende tendenser gældende. På den ene side er mange af de arbejdere, der deltog i strejkebevægelsen, i dag demoraliseret: det hele førte jo ikke til noget; kun en masse ballade og en masse penge ud af vinduet. De progressive fagbureaukraters elendige ledelse af strejkerne er hovedårsagen til denne stemning. Men på den anden side er tusinder af arbejdere, som tidligere har været såvel fagligt som politisk passive, blevet aktive; de klassebevidste arbejdere har “fundet hinanden”; mange steder er de mest reaktionære og uduelige tillidsfolk blevet trængt op i en krog; erkendelsen af, at godt 300.000 arbejdere strejkede i protest mod et angreb på arbejderklassen, og at det lykkedes strejkebevægelsen at tvinge Socialdemokratiet til at holde sig uden for forliget, har øget de klassebevidste arbejderes selvbevidsthed; hos mange af de aktive og klassebevidste arbejdere er der i dag en levende fornemmelse af, at man befinder sig midt i en politisk kamp, som ikke er afsluttet, og som derfor fortsætter, o.s.v. Denne styrkelse af de aktive og klassebevidste arbejdere er i den givne situation af større betydning end demoraliseringen, for selv om de klassebevidste arbejdere jo ikke kan strejke alene, vil de formentlig i vid udstrækning være i stand til at opretholde presset på det faglige bureaukratis venstrefløj også uden aktiv støtte fra deres passive og demoraliserede kammerater.
Alt i alt står arbejderklassen i dag bedre rustet til at møde de forestående angreb, men dette resultat af strejkebevægelsen er flygtigt; det kan hurtigt blive sat over styr, hvis strejkebevægelsen mod regeringen ikke følges op.
Den lønkamp, der er under udvikling på mange arbejdspladser, vil i stor udstrækning kunne opfylde denne funktion. Bliver den omfattende, vil den kunne undergrave og måske endda i sidste instans vælte regeringen og således ad omveje nå det mål, det ikke lykkedes at nå ad den direkte vej. For hvis regeringen bliver for dyr for industrien, vil denne vende den ryggen; stigende utilfredshed i erhvervskredse vil gøre det stedse vanskeligere for regeringen at samle et flertal i Folketinget, og det vil kunne føre til dens fald. Hvis lønbevægelsen på arbejdspladserne vel at mærke er tilstrækkeligt omfattende og pågående. Chancerne er ikke store. En omfattende og effektiv lønkamp forudsætter på nuværende tidspunkt, at kampen føres lokalt, på de enkelte arbejdspladser; at kravene stilles efter diskussion i klubberne e.l. Hvis lønkampen fjernes fra arbejdspladserne, fjernes den fra denne verden, og selv på arbejdspladserne vil der med meget få undtagelser ikke være noget reelt alternativ til tillidsfolkenes ledelse af kampen. Det betyder, at dens effektivitet i hovedsagen står og falder med, hvor meget de progressive fagbureaukrater gør ved sagen. I skrivende stund gør de meget lidt. Meget tyder på, at de er blevet bange for deres skind: de gør ikke så meget ved sagen, som de objektivt formår, og som de præsterede under kronestrejkerne i 1969-70; lønkampen bliver ikke ført som en kampagne, og på arbejdspladserne er end ikke DKP-tillidsfolkene særligt aktive; mange steder er de endda påfaldende passive. Det vil alt i alt sige, at den lønbevægelse, de prog ressive fagbureaukrater opfordrede til under majstrejkerne, i dag står og falder med vægten af det pres, de aktive og klassebevidste arbejdere lægger på de progressive fagbureaukrater.
Sammenholdt med erfaringerne fra de progressive fagbureaukraters “ledelse” af majstrejkerne viser disse erfaringer, at det faglige bureaukratis venstrefløj ikke formår at føre an i kampen mod indkomstpolitikken, også selv om indkomstpolitikken i praksis vil være ensbetydende med, at også de blev knækket som en politisk og “faglig” magtfaktor. De kan ikke løbe fra, at de er en del af det faglige bureaukrati. I praksis er SF og DKP dermed også afskåret fra at føre an i kampen mod indkomstpolitikken. Men der er nu heller ikke meget der tyder på, at de har tænkt sig at føre an i denne kamp.
For SF’s vedkommende er det oplagt. Ganske vist har partiets nye formand, Gert Petersen, i en artikel i Minavisen (nr. 948, den 26. juni 1974) påpeget, at der ikke kan føres indkomstpolitik med effekt under “demokratiske forhold”, og at indkomstpolitikken kun kan fungere effektivt “gennem en ubønhørlig statslig tvang”, gennem et “borgerligt indkomstdiktatur”; men disse i sig selv udmærkede og rigtige betragtninger er ikke fremsat som led i en diskussion om, hvordan indkomstpolitikken skal bekæmpes, men som led i en diskussion om, hvorvidt SF – som foreslået af et andet fremtrædende medlem af SF. Jens Maigård – skal acceptere indkomstpolitikken som et middel til at bevare “den fulde beskæftigelse”. Det vil derfor være naivt at forvente, at SF vil bekæmpe indkomstpolitikken, endsige føre an i kampen; det vil være fantastisk, hvis SF bare vil lade være med at gå med til den “socialt retfærdige” form for indkomstpolitik, som Socialdemokratiet plæderer for.
Hvad DKP angår, er det mere indviklet. DKP er principielt modstander af indkomstpolitik, og vil naturligvis bekæmpe enhver borgerlig regerings forsøg på indkomstpolitiske foranstaltninger på samme måde, som partiet deltog i kampen mod regeringen Hartling.
Men når det drejer sig om den form for indkomstpolitik, Socialdemokratiet står for, er det mere tvivlsomt.
I det manifest “For arbejderklassens enhed i kampen mod storkapitalen”, der blev vedtaget på partiets landsmøde den 22. -23. juni, hedder det ganske vist:
“Kommunisterne siger klart, at der kan ikke skabes enhed om en politik, der vil kræve yderligere ofre af det arbejdende folk til fordel for kapitalen.”
Men på nuværende tidspunkt indskrænker partiets deltagelse i kampen mod den socialdemokratiske form for indkomstpolitik sig til den slags uforpligtende-generelle erklæringer. I det vidtløftige manifest, der fremstilles som et handlingsprogram for en enhedsfront mod storkapitalen, omtales indkomstpolitikken og kampen mod den ikke med et ord; det er bemærkelsesværdigt, at ikke eet af de mange ændringsforslag, som partiafdelingerne havde udarbejdet, forsøgte at rette op på denne mangel. Selv om det ikke kan udelukkes, at DKP på et tidspunkt vil tage kampen op med den socialdemokratiske form for indkomstpolitik, er det altså en kendsgerning, at DKP ikke fører an i eller blot deltager i denne kamp på nuværende tidspunkt.
Denne vurdering af SF’s og DKP’s placering i kampen mod indkomstpolitikken underbygges af deres agitatoriske indsats under majstrejkerne. De gejle partidemagoger fra SF og DKP formåede ikke så meget som at antyde det politiske perspektiv for kampen mod regeringen. Ser vi bort fra, at SF’erne i et desperat, men forgæves forsøg på at få arbejderne til at glemme alle de angreb på arbejderklassen, SF har bistået med i tidens løb, med Aksel Larsens udtryk “løftede den røde fane så højt, at benene ikke kunne nå jorden”, – ser vi bort fra disse retoriske udskejelser, var det eneste perspektiv for kampen, som blev oprullet under strejkebevægelsen, et tredje “arbejderflertal”, “men med kommunister”. Ikke med eet ord beskæftigede de sig med de angreb af indkomstpolitisk art, der er under planlægning i den kapitalistiske lejr, også i den socialdemokratiske ende, og ikke med eet ord beskæftigede de sig med strejkebevægelsens betydning som et led i kampen for at afværge disse angreb. Snarere tværtimod. Ikke blot undlod de omhyggeligt at bekrige de i arbejderklassen udbredte illusioner om, at “vi alle” må bære byrderne; men i deres retorik betjente de sig ovenikøbet af disse illusioner, idet de i deres kritik af regeringens afgiftsforhøjelser i altovervejende grad lagde vægten på, at foranstaltningerne havde “social slagside", og at det var “uretfærdigt”, at “spekulationsgevinsterne”, “nul-indkomsterne” o.s.v. gik fri. Når de således ikke blot viger tilbage for at bekrige disse illusioner, men tilmed betjener sig af dem i deres agitation, er det usandsynligt, at de vil kunne føre an i kampen mod den “socialt retfærdige” form for indkomstpolitik, som Socialdemokratiet er fortaler for.
Det revolutionære venstre har ikke store muligheder for reelt at føre an i kampen mod indkomstpolitikken. Men nogle af de revolutionære smågrupper har en vis indflydelse på nogle få arbejdspladser, og hvis de bruger den til at drage de praktiske konklusioner af erfaringerne fra majstrejkerne; til at kræve klubmøder e.l. om, hvilke krav der skal stilles, og hvordan kampen skal føres; til at kræve fagforeningens og forbundets støtte til lønaktionerne og kræve strejkekasserne åbnet; til at forklare det politiske perspektiv i lønkampen; til at advare mod såvel “asocial” som “socialt retfærdig” indkomstpolitik o.s.v. – bruger det revolutionære venstre sin meget begrænsede indflydelse på arbejdspladserne til en sådan politik, vil det kunne medføre en beskeden, men dog mærkbar forøgelse af dens indflydelse blandt de fremskredne arbejdere og et øget pres på det faglige bureaukratis venstrefløj. Men når arbejderne på deres krop erfarer, at byrder er og bliver byrder, også selv om de er fordelt på en “socialt retfærdig” måde, og at indkomstpolitikken er et radikalt angreb på deres muligheder for at forsvare sig, og når de samtidig erfarer, at det faglige bureaukratis venstrefløj og de partier, der tegner det, ikke formår at føre an i kampen mod indkomstpolitikken, vil det revolutionære venstre til gengæld for første gang have mulighed for at opnå indflydelse på større dele af klassen. Men dette forudsætter vel at mærke, at smågrupperne er fysisk til stede på arbejdspladserne; er indarbejdet på arbejdspladserne; har erfaringer i arbejdet på arbejdspladserne; er i stand til at opstille konkrete og realistiske retningslinjer for kampen; ikke har gjort sig håbløst til grin; har fulgt en konsekvent linje i spørgsmålet om indkomstpolitik o.s.v.
LANDSLEDELSEN
10. juli 1974